Alt på et bræt

Nu om dage siger man vist 'all-in.' Et poker udtryk. Spillerne kaster resten af deres jetoner i puljen. Nu må det briste eller bære. Koste hvad det vil.

Kreml har forberedt åbningen af den nordlige front i månedsvis. Planen er at sætte endnu mere pres på over hele linjen for at fremtvinge sejr. Talsmanden Peskov og udenrigsminister Lavrov har spillet deres roller med tydelig gestik: Regimet signalerer, at man er i chok, tilsyneladende forargede over at Putins helikopter skulle være blevet angrebet af dronesværme efter besøget i Kursk, torsdag i sidste uge. Lederen selv ser stålfast ud, da han anbefaler gengældelse for økonomiske sanktioner. Et koldt svar. Døren for dialog lukker. Der er det udspil, som er fremlagt i Istanbul 2.0. Kommunikationen er klar: Tag det eller lad det ligge.

Washington har spillet sine sidste kort. Gået linen ud. Kongressen, Statsdepartementet, Pentagon, Efterretningstjenesten, Det Hvide Hus. Ingen aner deres levende råd. Flere sanktioner og flere våben kommer ikke til at ændre udfaldet på slagmarken. Der er ingen strategi i syne. Kun åbne spørgsmål: Hvilke krav vil man præsentere sine alliancepartnere for på NATO topmødet i Haag, 24.-25. juni? Hvorledes ser rollefordelingen i Ukraine ud, fremover? Hvem styrer Zelensky? Hvad er planen overfor fjenden? Hvordan danne sig et samlet overblik over situationen? Hvem bestemmer i dagens USA?

Kyiv er hjælpeløst ladt i stikken. Militært er man skudt blank for luftforsvar, mens missilerne regner ned. Politisk er man prisgivet omstændighederne, fanget i et spil uden mål og med. På de store magters nåde. Hæren er udmattet. Fronten trukket tyndt. Antonov drone fabrikken smadret. Det sidste håb om den endelige sejr er ude. Eliterne må redde sig selv og hvad de kan få med ud af landet. Et spørgsmål presser sig på: Bliver dette den sidste sommer i Kyiv? Fjenden bruger nu selv ordet 'krig.' Kravene skærpes. Landet er ødelagt. Ingen mulighed for fred, foruden kapitulation.

Berlin forsøger at eskalere maksimalt: NATO skal nu skyde frit med mellemdistancemissiler ind i Rusland. Måske drømmer den nye ledelse om selv at få et missil i hovedet?!? Måske forsøger de blot at overtage førertrøjen i europæernes indbyrdes kamp for at blive Ruslands største fjende, ved at udvise mindst mulig forståelse for geopolitiske realiteter, for på den måde at slå de andre europæiske landes ledere af banen i deres eget spil; nu hvor desperationen råder uhæmmet, er den begyndt at kamme over i selvskade. EUs nye kurs er at låne penge ad absurdum for at tvinge sin industri igang gennem oprustning. Her går Tyskland forrest i flokken.