Atomvåbensspillet
- Admin
- 18. maj
- 1 min læsning
I Europa er vi stort set ignorante overfor betydningen af, at den fjende vi har fået er verdens stærkeste atommagt. Den nyligt afholdte store NPT-regime konference bragte kun klarhed på et punkt: Brugen af atomvåben optræder oftere i scenarierne for konflikters udvikling end i mange år og samtalen omkring ikke-spredning af atomvåben er på børnehavestadiet: 'Det er ikke vores skyld, det er de andres,' lyder det fra alle sider. Diplomatisk er verden på et lavpunkt.
For tiden er det primære scenarium for Ukrainekrigens udvikling præget af at Moskva synes at være trætte af at være under bombardement fra NATO og ikke svare igen.
Hvis Rusland vælger at skyde tilbage, for eksempel en Oreshnik mod en dronefabrik i Tyskland, hvordan vil NATO-landenes regeringer da reagere? Skulle det lede til et angreb mod Rusland med landtropper, er få i tvivl om at Den russiske Føderation vil svare hårdt igen, for det har russerne prøvet (1610, 1812, 1941) før. Hvor mange skridt op ad optrapninsstigen skal der til før der anvender atomvåben i tilfælde af en invasion. Kursk 2024 er i frisk erindring og et angreb på Kaliningrad ville presse Kreml hårdt. To 'taktiske' atomvåben mod AEGIS-baserne i Polen og Rumænien, NATOs fremrykkede atomforsvar, vil sætte Bryssel under pres og stille spørgsmålstegn ved Europas eksistens. Situationen er meget alvorlig. I denne samtale, stiller Pascal Lottaz atomvåbenspørgsmålet til to amerikanske specialister indenfor området.
Ivana Nikolic Hughes er præsident for Nuclear Age Foundation
Peter Kucnik er leder af Nuclear Studies Institute ved America University
