Bogen "Tragisk realisme" viser, at debatten er ved at ændre sig

Katrine Winkel Holm

I det konservative USA er der som bekendt udbrudt 'borgerkrig.' Trumps krig mod Iran deler vandene og afslører en dyb uenighed blandt hans vælgere om, hvornår krig er nødvendig.

På den ene side har vi idealisterne, der mener at det er nødvendigt at anvende våben mod ondskaben og ondskabens akse. De støtter en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man intervenerer i andre lande og skaber regimeændringer, og anser det for vejen til en bedre og mere demokratisk verden.

På den anden side har vi realisterne, der blankt afviser idealisternes argumenter som virkelighedsfjerne og kontraproduktive. Vestens evighedskrige har ført til mere kaos end demokrati og bør derfor stoppe, lyder deres argument.

Som bekendt har præsident Trump indtaget begge synspunkter. Indtil for nylig hørte han hjemme i realisternes lejr, men med Iran-krigen er han sprunget ud som krigerisk idealist.

Den samme uenighed genfindes herhjemme. Uenigheden har hidtil været underbetonet, fordi realisterne er få, marginaliserede og uden repræsentanter i medierne eller på Christiansborg. Kritiserer man f.eks. Danmarks engagement i Ukrainekrigen, bliver man rutinemæssigt beskyldt for at være "Putinist" og, når bølgerne gør højt, direkte landsforræder. Jeg véd det, for jeg har selv haft æren at modtage begge mærkater. Mange tier stille, fordi modstanden ganske enkelt er så massiv.

Men noget er ved at ændre sig. Dels er det tydeligt for de fleste, at krigen går dårligt for Ukraine, dels er kritikken blevet så reflekteret og grundig, at den ikke længere kan overhøres.

Det sidste viser den nye debatbog "Tragisk realisme".

I bogen, der er skrevet af Frederik Christensen og Kasper Støvring, udfoldes en principiel og grundig kritik af den aktivistiske, idealistisk udenrigspolitik, som Danmark har ført siden Irakkrigen. Drop alle fordomme om fanatiske tastaturkrigere, der sluger konspirationsteorier og propaganda ufordøjet, og udsender ureflekterede rablerier. Det er en seriøs og dybdeborende kritik, vi møder vi bogen, der begynder - ikke med Adam og Eva - men med de græske tragedier.

Her er den store ulykke altid det menneskelige overmod, hybris, der gør den enkelte blind for egne fejl og ydre farer.

Præcis som Vesten er blevet det.

Forfatterne tager udgangspunkt i Sofokles' tragedie om Ødipus, som handler om meget mere end Freuds fortærskede kompleks.

Forfatternes pointe er, at Ødipus selv bidrager til at hans liv ender som tragedie. Det sker, da han overhører de advarsler, som han møder på sin vej. Jo mere Ødipus kæmper imod sin skæbne, det sikrere bliver den ironisk nok. Ødipus blindes og viser sig i forvejen blind overfor sin egen begrænsning og mangler erkendelse af sit eget hovmod.

Det gemmer sig en dyb livsvisdom i tragedierne, hvor vi mindes om, hvor begrænset vores eget udsyn er. Hvor ofte der sker, at det vi gør, får den stikmodsatte effekt end intentionen var, fordi mennesket ikke ejer det overblik, der er nødvendigt for at kunne forudse virkningen af egne handlinger.

Denne tragiske erkendelse er nødvendig for at undgå katastrofer både i vores liv og i staternes liv med hinanden. Derfor bør tragisk realisme være ledetråden internationalt.

Men hybris er blevet et vestligt kendetegn. Man fører en politik for at undgå et bestemt udfald, der ironisk nok præcis fører til det, man vil undgå.

Det skete med Versailles-traktaten efter 1. verdenskrig. Hensigten var at gøre Første Verdenskrig til krigen, der skulle ende alle krige. Men ydmygelsen af det slagne Tyskland blev så massiv, at den førte til stærke tyske revanche-ønsker, der så førte til Anden Verdenskrig

Det samme med Vestens interventioner i Irak og Libyen i dette årtusind: Man intervenerede militært for at fjerne diktatorer og fremme demokrati og stabilitet, men resultatet blev i stedet borgerkrig, fremkomsten af ISIS og massive flygtningestrømme.

Endelig er der NATO's Østudvidelse efter Murens fald. Man ønskede at sikre de østeuropæiske stater mod russisk aggression, men resultatet blev i stedet, at man fremprovokerede russisk aggression.

Forfatternes to første pointer er ukontroversielle, anderledes med den sidste.

Ruslands angreb på Ukraine i 2022 kan umuligt have noget at gøre med vores ukloge handlemåde, man kan kun forklares som resultat af Ruslands egen ondskab. Påstår man andet, er man ude på at undergrave kampviljen og videregive russisk propaganda.

Det er ejendommeligt, at en verdensdel, der bryster sig af evnen til kritisk stillingtagen og selvrefleksion, reagerer så emotionelt og fortrænger ubekvemme fakta.

Faktum er, som det også udfoldes i bogen, at Vesten ved Murens fald gav Rusland nogle løfter, som man siden løb fra. Forudsætningen for, at det daværende Sovjetunionen nikkede ja til Tysklands genforening, og dermed accepterede DDR som NATO-land var, at USA i vinteren 1990 lovede, at NATO ikke ville udvide sig "en tomme". Sådan lød det hele tre gange fra den amerikanske udenrigsminister Baker. Forløbet er veldokumenteret og forsøget på at stemple det som "russisk propaganda", sådan som Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak, rutinemæssigt gør, ændrer intet - andet end at stille spørgsmålstegn ved udlandsredaktørens egen troværdighed.

Vesten blev på den måde ramt af hybris i 1990'erne, da man i unipolær arrogance mente, at man kunne se igennem fingre med det, som man havde stillet Rusland i udsigt. Bill Clintons forsvarsminister William Perry har andetsteds berettet, hvordan han i 1990'erne talte for døve øren, når han forsøgte at gøre opmærksom på russernes frygt og bekymring for NATO-udvidelserne i Østeuropa. Det svar, han fik, var: "Hvem går op i det. Rusland er et tredjerangs land uden magt".

Den arrogante tilgang var ikke befordrende for et tillidsfuldt forhold mellem Rusland og Vesten og på et tidspunkt var Rusland ikke længere et tredjerangsland, men en stærk stat, der kunne slå tilbage på den modstander, som man så og ser som en eksistentiel trussel.

Fratager dette forløb Rusland for ansvaret for angreb på Ukraine i 2022? Overhovedet ikke. Men det bidrager til forståelse af baggrunden for krigen og kan dermed også bane vejen for en fremtidig, mulig fred. Det kræver vilje til kompromiser og uperfekte løsninger og ikke mindst kræver det, at man opgiver de liberale, idealistiske illusioner og vender tilbage til virkeligheden og dermed til den tragiske realisme. 

Artiklen blev bragt i Jyllands-Posten 8. maj