Døren er stadig åben

af Klaus Kondrup

Parlæ er et politisk princip, som vi finder institutionaliseret for eksempel i parlamentarismen. Parterne mødes under den gensidige forsikring om at man ikke vil slå den anden ihjel. Dette udvider det politiske rum til at kunne indeholde dialog og dermed samtaler som kan lede til forhandlinger. At misbruge den tillid som ligger i parlæ kan lede til dyb mistro.

Parterne er langt fra hinanden i spørgsmålet om Ukraine. Bogstaveligt talt. Og på flere plan. Forleden skulle Trump og Zelenskyj mødes for at koordinere. Trump ringede til Putin og sagde at han ville ringe tilbage senere. Da han lagde røret på angreb Kyiv ifølge Kreml Putins formodede opholdssted med droner. Kreml har her till morgen tilkendegivet, at man stadig holder døren åben til dialog med Washington og givet russernes opfattelse af hændelsesforløbet. Dette er en stor hændelse, som foregår i spotlight af, at man har talt om forhandlingscirkusset i den vestlige presse og det nævnes i forskellige medier, at nu vil russerne forsøge at retfærdiggøre deres stillingtagen og nogle yderligere angreb på Ukraine med, at de gengælder, og så videre, men det centrale, nemlig at der her er tale om et forsøg på at sabortere dialogen mellem Washingotn og Moskva, måske med medvirken fra dele af sikkerhedsapparatet i Washington, nævnes ikke.

Vi forstår tilsyneladende ikke faren ved, at hvis vi rammer den russiske leder, så vil Den russiske Føderation reagere meget voldsomt på det, fordi de er glade for deres leder og meget stolte af ham. Hvis det var omvendt, ville vi selv reagere meget voldsomt, men når det er fjenden, kan vi ikke fatte, at de vil reagere, nøjagtigt som vi ville. Det er sparsomt hvad de vestlige offentligheder får at vide om krigen i Ukraine. Julemåneden har for mit vedkommende budt på flere lange samtaler om krigen med mange forskellige mennesker og jeg kan konstatere, at de mennesker, som tror på det som fremgår af vestlige medier, reelt intet kender til situationen i Ukraine: At Ukraine er udmattet politisk, resurse-mæssigt og langs fronten, aner de ikke: regeringen i Kyiv er i opløsning; der mangler el til at opvarme lejligheder og drive fabrikker; de ukrainske væbnede styrker er nede under 70.000 kamphærdede tropper og præget af desertationer. Udsigten til at der kommer et funktionelt samfund i Ukraine er meget dårlige. Den diplomatiske situation er for tiden så umulig, at det ser ud til at Rusland vil indlemme Odessa og dermed forkrøble Ukraine. Samfundsstabilitet og statsdannelse er mit geopolitiske fokusområde og det kan jeg derfor sige som fagmand. Men hvis jeg siger det, går jeg imod den herskende fortælling om Ukrainekrigen og Rusland. Alle de ting jeg har tænkt og sagt om Ukraine og Rusland siden jeg begyndte at interessere mig for det i 1990erne over 00erne, hvor jeg skrev min afhandling og 10erne, hvor jeg forelæste i geopolitik på Københavns Universitet, til i dag, hvor jeg skriver til Ukrainedebat.dk for at oplyse danskerne så godt jeg formår, blev i 2025 gjort suspekt af EU, som nu sanktionerer dem, som ikke gentager EUs perspektiv på Ukrainekrigen. At man i de europæiske offentligheder ikke hører om, at Moskva opfatter de seneste dages begivenheder, som indeholdende et mordforsøg på deres leder, er et eklatant et svigt. Den russiske regering reagerer rationelt: gør deres stilling klar og handler afværgende. Men vil vi være i stand til det? Vi i Vesten får som kollektiv intet at vide om, hvad der foregår i virkelighedens verden, al information er sorteret sådan, at vi kan opretholde vores ide om verden, så hvad sker der på det tidspunkt, hvor Kreml pludselig beslutter sig for at gengælde eller vi tror, at Beijing vil være ligeså tålmodige som Moskva? Jeg er ikke den bekymrede type, men jeg ser med rynkede bryn mod fremtiden og håber det bedste for alle parter. Godt Nytår!