Krigen fortsætter

De seje, dygtige og modige ukrainske væbnede styrker mangler mandskab, materiel og moral.

Diplomatiske forviklinger

De seneste uger har budt på en del spektakel omkring våbenhvilesnak, diplomatiske trusler og ideen om, at hvis lederne fra Washington og Moskva sætter sig sammen, kan der nås en fredsslutning på ingen tid.

Som vi har været inde på er det helt urealistisk og det har givet Kreml en fordel, fordi NATO, og dermed Washington, taber ved fronten og det er derfor NATO og ikke mindst Kyiv, som spilder tiden med virak og spil for galleriet: Uanset hvor meget de vestlige offentligheder føler at de har ret, dør ukrainerne på slagmarken.

Det hvide Hus, altså regeringen i Washington, leder efter en vej ud af krigen uden at tabe ansigt: Der er intet NATO kan stille op for at vende krigslykken. Spørgsmålet er, hvornår det går op for de vestlige regeringer på en måde, så de handler derefter.

Krig er politik med andre midler

Politologisk set er udøvelsen af politik evnen til at erobre plads og legitimere det: Man skubber til nogen og får opbakning fra andre; det er den måde man får sin politik vedtaget og gennemført. Internationalt sker dette ofte med en diplomatisk trussel. NATO truede Moskva med sanktioner og våbenleverencer til Kyiv, hvis Kreml ikke gik med til våbenhvile.

Kreml, altså regeringen i Moskva, ignorerede truslen: Utroværdige trusler kan give bagslag i en højspændt diplomatisk situation. Moskva, altså de nationale politiske eliter i Rusland, ønsker ikke et Minsk III forløb, hvor Ukraine fyldes op af endnu en NATO hær, mens parterne, gennem lange samtaler, snyder hinanden fra at overholde aftaler.

Kreml har inviteret til dialog i Istanbul og fremlagt sine krav: Moskva truer nu Kyiv, Bryssel og Washington med at afgøre krigen på slagmarken, hvor de russiske væbnede styrker står stærkt. Denne trussel kan tvinge Kyiv til dialog. Kreml har aftalt med Det Hvide Hus at samtalerne med Kyiv skal følge en tidslinje. Måske er der her en vej ud for Det hvide Hus, som vil kunne arbejde for at tvinge Kyiv til kapitulation: Hvis ikke Kyiv og NATO giver op, bliver de ukrainske væbnede styrker udslettet.

Slagmarken sætter dagsordenen

Spørgsmålet er imidlertid om ikke Washington vil skulle trække den logistiske støtte til de ukrainske væbnede styrker (USA giver de ukrainske væbnede styrker alt muligt støtte fra ISR og planlægning af kampagner over måludvælgelse og håndtering af højteknologisk udstyr, til våbenleverencer og træning) for at kunne lægge tilstrækkeligt pres på Kyiv. Om det sker, handler om hvor langt Det Hvide Hus kan og vil gå for at komme ud af krigen, samt hvor stort presset fra eliterne i Washington som hviler på regeringen under ledelse af Donald J. Trump. Hvis ikke det sker, er USA stadig facilitator af konflikten og forbliver en del af den.

Siden helligholdelsen af 9. maj har de russiske væbnede styrker lagt vådsæsonen (Rasputitsa) bag sig og angriber med friske tropper og fyldte våbenlagre over hele frontlinjen. Målet er at trække de pressede ukrainske styrker tyndt, sådan at der opstår sprækker langs fronten. En begyndende sprække er i disse dage synlig øst for Pokrovsk. Kyivs styrker skal lukke disse huller, men er ved at være løbet tør for kamptropper, hvorved der opstår disse huller selv på strategiske steder langs fronten. De ukrainske væbnede styrker har det seneste år tid lidt store tab.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (ph. d.). Hans analyser af global politik, kan læses på Substack.