Statsministernes uskønne brug af modstandsbevægelsen i Mindelunden 4. maj

Jeg hører til dem, der nemt får fugtige øjne 4. maj om aftenen, når DR' Pigekor i Mindelunden sætter i med ”Guds fred med vore døde”, den vemodige hyldest til dem, der kæmpede og faldt for Danmark under besættelsen. Således også i år, hvor DR transmitterede direkte fra den smukke højtidelighed i Mindelunden.

Men mine tårer tørrede lynhurtigt ind, da statsministeren fik ordet. Selvfølgelig kunne hun ikke lade denne lejligheden gå fra sig til at hyppe egne politiske kartofler. Snart gik Frederiksen fra sin hyldest til modstandsbevægelsen til sin agitation for fortsat krig i Ukraine frem for fredsforhandlinger. Hendes påstand var, at 2. verdenskrig havde lært os én ting, nemlig ”at uret ikke må vinde. At eftergivenhed er forkert. At vi aldrig kan stole på tyranner.”

Lad os se på den påstand. Når Nazityskland tabte 2. verdenskrig skyldtes det ikke alene de vestlige demokratier, men i mindst lige så høj grad Sovjetunionen, ledet af en tyran. Det var først fire år ind i krigen, at de vestlige demokratier åbnede en front i Vest, flere år efter at Sovjetunionen havde betalt en gigantisk pris i menneskeliv på Østfronten. Vi glemmer det for tiden, fordi man i alle mindehøjtideligheder har skåret Rusland helt ud af fortællingen, fordi det ikke passer med det nye EU-narrativ, man har etableret. Det var det narrativ, Frederiksen serverede for danskerne i Mindelunden.

Der er ingen grund til at sige et eneste pænt ord om Stalin, men i 1941 drog Winston Churchill den modsatte konklusion af Frederiksen og indledte et forpligtende samarbejde med Stalin. Senere modtog Sovjetunionens leder et Ærens Sværd (intet mindre!) af Churchill i dyb taknemlighed for indsatsen.

Storbritannien anvendte altså en tyran til at bekæmpe en tyran. Kampen stod om England og engelske interesser og Churchill var rede til at samarbejde med hvem som helst, hvis det kunne redde England og Imperiet. Frederiksens historiske lektion er altså helt i skoven.

Statsministeren fortsatte med at drage en parallel mellem modstandsfolkene og nutidens ukrainere: ”Ukrainerne kæmper vor tids frihedskamp. De kæmper for deres land.”

Ukrainerne?

Det har længe været kendt, at flertallet af ukrainere ønsker fred med Rusland, også selv om det koster afståelse af land. Mange ønsker altså ikke at deltage i Frederiksens frihedskamp. Samtidig er det også kendt, at talløse ukrainske mænd skjuler sig indendørs af frygt for at blive overfaldet på gaden og hårdhændet tvunget til fronten med udsigt til den visse død. Det er ikke kun russisk propaganda (det er det selvfølgelig også), men er også berettet af f.eks. BBC, Danske tv-stationer har mig bekendt endnu ikke har indviet danskerne i denne uhyggelige virkelighed, der giver et indblik i et splittet land og i en splittet befolkning, hvad Ukraine jo har været alle dage, delt mellem et Vesteuropa-venligt Vestukraine og et russiskvenligt og russisktalende Østukraine. De vigtige nuancer tværes ud, når Frederiksen konsekvent taler om ukrainerne som en ensartet, enig masse, der udgør en moderne pendant til Hvidstengruppen og co.

Det virkeligt smagløse ved dette billede er jo, at vores statsminister på denne måde stempler alle ukrainere, der ikke ønsker at omkomme på fronten, som modstandsbevægelsens uædle modbillede: Principløse, feje og usle.

En letkøbt betragtning, især når den foretages på komfortabel og tryg afstand af det ødelagte land og de tårnhøje tabstal med dertilhørende sorg og elendighed.

Det er ikke første gang en dansk statsminister bruger, for ikke at sige misbruger, modstandsbevægelsen til at hyppe egne krigspolitiske kartofler.

Den 29. august 2003 hyldede statsminister Anders Fogh Rasmussen modstandsbevægelsens kamp mod samarbejdspolitikken. Det var første gang en dansk statsminister havde taget et så direkte et opgør med Stauning og Scavenius' linje under Besættelsen og jeg erindrer, hvor begejstret min far, Søren Krarup, blev over Fogh Rasmussens tale. Men jeg erindrer også, at Jesper Langballe var mindre ukritisk og bemærkede, at Fogh Rasmussens argumentation var gennemført unational. Jesper Langballes læsning var den rette. Præcis som Mette Frederiksen forvandlede Fogh Ramussen en national kamp til en ideologisk, grænseløs kamp mellem demokrati og diktator. Og hensigten var også ret klar. Det drejede sig om at (mis)bruge modstandskampen til støtte for Danmarks krigsinvolvering i Irak, som Fogh Rasmussen fik os ind i. Læs selv hans ord:

Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger.

Fordi modige danskere ønskede et klart brud med Nazityskland under besættelsen, skal unge danskere gå i kamp rundt omkring på kloden for at indføre demokrati og menneskerettigheder i lande, hvis sprog og kultur vi intet kender til, og som måske overhovedet ikke ønsker at blive som os. Giver det mening? Egentligt ikke.

Konkret brugte Fogh Rasmussen i 2003 den nationale kamp under besættelsen som argument for, at Danmark skulle deltage i en ulovlig angrebskrig på et land i Mellemøsten, der ikke udgjorde nogen trussel for os. Fogh Rasmussens egen krig viste sig senere at føre til katastrofe for irakerne selv, ikke mindst for de kristne af dem.

Hans misbrug af mindehøjtideligheden for 29. august 1943 var mildt sagt uskøn.

Hvert år sætter jeg lys i vinduet 4. maj, men toppolitikernes misbrug af modstandsbevægelsens kamp byder mig imod.

Tænk, hvis vores ministre ville nøjes med at hylde de døde og opfordre til at værne om det fædreland, modstandsfolkene satte deres liv til for.

Artiklen har været bragt i Jyllands-Posten