Stråmænd? En historisk granskning af Anna Libaks anmeldelse af Tragisk Realisme i Weekendavisen d. 20/3 2026

af

Gabriel A. Rump

Man kan se stråmænd alle vegne, men ikke altid sine egne. Det er hverken viden om international politik eller historie som trykker studenterhuen ned over øjnene på skribenten ved Weekendavisen, men den manglende evne til at læse indenad og blive klogere. Her er en replik til anmeldelsen af Ukrainedebatredaktør Frederik Christensens og Kasper Støvrings nyligt udkomne bog: Tragisk Realisme.

Fredag den 20. marts kunne man i Weekendavisen læse udlandsredaktør Anna Libaks anmeldelse^[1] af Frederik Christensen og Kasper Støvings nye bog, Tragisk realisme. I anmeldelsen beskylder Libak bogen for at gentage en række stråmænd samt for at ”viderekolportere russisk propaganda”. Særligt anfægter Libak en af bogens centrale påstande om, at Rusland blev givet garantier mod NATO-udvidelser ved afslutningen af Den Kolde Krig. ”Det er bare ikke rigtigt, at et sådant løfte blev afgivet,” skriver Libak og underbygger denne påstand ved at fremhæve et citat af Mikhail Gorbachev fra 2014, hvor den tidligere sovjetiske leder selv benægter, at sådanne løfter blev givet.

Diskussionen om, hvorvidt Rusland blev givet løfter mod NATO-udvidelser, er da heller ikke ny. Flere bøger er blevet skrevet om emnet, heriblandt Mary Elise Sarottes bog Not One Inch fra 2021, hvori hun konkluderer, at løftet gentagne gange blev bragt på banen under forhandlingerne om Tysklands genforening, men aldrig formelt blev en del af den skriftlige 2+4-aftale, og at det i efterfølgende diplomatiske dialoger i videst muligt omfang blev nedtonet fra amerikansk side. Dette lyder måske alt sammen meget overbevisende. Ingen skriftlig aftale og en garanti om at et sådan løfte aldrig blev givet af selveste Gorbatjov, case closed. Men hvad siger primærkilderne egentlig helt konkret, hvis man tager sig besværet og læser dem?

Det konkrete kildemateriale:

På baggrund af emnets stærkt omdiskuterede natur kan man i dag finde en omfattende kildesamling om emnet på George Washington-universitetets institut National Security Archive’s hjemmeside.^[2] I kilderne findes flere eksempler på, at et sådant løfte, i hvert fald verbalt, blev givet til russerne gentagne gange af flere forskellige vestlige diplomater. Det måske mest fældende bevis finder man i de håndskrevne noter af Teimuraz G. Stepanov-Mamaladze, som var rådgiver for den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadse. I notatet, nedskrevet under Åben Himmel-konferencen i Ottawa den 12. februar 1990, kan man læse, at den amerikanske udenrigsminister James Baker lovede at: ”hvis [et] F[orenede] T[yskland] forbliver i NATO, bør vi sørge for, at dets jurisdiktion ikke udvides mod øst.”^[3]

Hvis man ikke finder denne kilde overbevisende, måske med argumentet, at kilden mangler troværdighed på grund af dens sovjetiske ophav, og at de sovjetiske diplomater derfor hørte hvad de måske gerne ville høre, kan lignende løfter også findes i de amerikanske kilder. Under et møde mellem Baker og Sjevardnadse i Jalta, 3 dage inden mødet i Ottawa, forsikrede Baker om at ”der skulle selvfølgelig være jernhårde garantier for, at NATOs jurisdiktion eller styrker ikke ville rykke østpå. Og dette skulle ske på en måde, der ville tilfredsstille Tysklands naboer mod øst.”^[4]

Et tredje eksempel, som direkte modsiger Gorbatjovs udsagn om, at sådanne løfter aldrig blev givet, findes i et uddrag af et referat fra et møde mellem Baker og Gorbatjov senere samme dag, som hans møde med udenrigsminister Sjevardnadse. Under mødet med Gorbatjov garanterede Baker, at NATO ikke ville udvide sig ”én tomme,” så længe USA fik lov til at beholde deres tilstedeværelse i Tyskland efter genforeningen.^[5] Faktisk blev dette løfte givet hele tre gange under dette møde.^[6]

Det var ikke kun amerikanske diplomater, som garanterede, at NATO ikke ville udvide sig. Den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, gav gentagne gange lignende garantier. Et eksempel finder man i et amerikansk referat af en tale, som Genscher holdt i Tutzing den 31. januar 1990, hvor han proklamerede, at NATO ikke burde ”flytte tættere på de sovjetiske grænser” efter Tysklands potentielt kommende genforening.^[7]

Det kan diskuteres, hvorvidt verbale løfter givet af og til diplomater og statsledere er bindende, om det var fornuftigt af russerne at stole på verbale garantier, og om det lå inden for Bakers og Genschers jurisdiktion som udenrigsministre at give sådanne garantier. Men når Anna Libak påstår, at ”et sådant løfte ikke blev afgivet,” er det helt og aldeles faktuelt forkert. Verbale løfter mod NATO-udvidelser blev stillet. Disse løfter blev præsenteret gentagne gange af flere af de højest rangerede vestlige diplomater, både i den offentlige diskurs og i private samtaler med deres sovjetiske modparter og Gorbatjov selv.

Libaks halvtomme glas

Afslutningsvis afrunder Libak anmeldelsen med en halvbagt analogi om, hvordan vi nu heldigvis er blevet klogere, dog på bekostning af det positive verdenssyn, der herskede efter afslutningen af Den Kolde Krig:

Efter Den Kolde Krig var vi optimister og mente, at glasset var halvt fyldt. Nu er vi alle pessimister og indser, at det er halvt tømt. Men glasset er stadig det samme.^[8]

Dette er, som de fleste af Libaks øvrige kritikpunkter, en grov misrepræsentation af den faktiske virkelighed. Da den første runde af NATO-udvidelser begyndte at tage form i slutningen af 1990erne, lød der advarsler om, at udvidelserne ville føre til konflikt med Rusland, særligt fra den realistiske fløj. Navnlig advarede den amerikanske diplomat George F. Kennan i 1997 om, at NATO-udvidelserne ville føre til konflikt med Rusland, og at udvidelsen ”ville være den mest skæbnesvangre fejl i amerikansk politik i hele perioden efter Den Kolde Krig.”^[9] George Kennan var ikke en hr. hvem som helst. I begyndelsen af Den Kolde Krig formulerede han grundlaget for Containment-strategien og var dermed en central aktør i at føre USA og resten af verden gennem Den Kolde Krig uden en atomar udveksling.

I modsætning til Libaks karikerede billede af den realistiske skole som nogle forræderiske propagandister, der taler Putins sag, har realistiske stemmer, som George F. Kennan og John Mearsheimer, længe advaret mod NATO-udvidelser – også lang tid før Putin kom til magten i Rusland. Tragisk Realisme er et forfriskende bidrag til den danske geopolitiske debat, som i høj grad savner det realistiske perspektiv. Afslutningsvis kunne Libak måske uddybe, hvor i den danske debat hun præcist har så svært ved at gennemtrænge det realistiske perspektiv, at hun dissideret må ”sparke sig frem,”^[10] fordi vi er nogle, som i allerhøjeste grad har haft svært ved at finde det.

^[1] Libak, Anna. ”Glasset er stadig det samme.” Weekendavisen, 20/3-2026. https://www.weekendavisen.dk/boeger/glasset-er-stadig-det-samme?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqcoIW2wbvirWP7-dOsnu3Lh7181WcWMuPbTiMzTcIcuniTZGQXMfsohdJBJe-Y%3D&gaa_ts=69bed775&gaa_sig=SrnoId6i0W31HZerpN2gqKl65TiJ3rHwxFvHFAWAHT9Rm7C9mXls196lnu0fYt4-InXNeNudrkMXlT4MV7s9mA%3D%3D. Besøgt d. 21/3-2026.

^[2] Savranskaya, Svetlana, og Tom Blanton. “NATO Expansion: What Gorbachev Heard.” National Security Archive, George Washington University, 12/12-2017. https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early. Besøgt d. 21/3-2026.

^[3] Ibid.

^[4] Baker, James. Memorandum of Conversation between James Baker and Eduard Shevardnadze in Moscow (Feb 9, 1990). National Security Archive, George Washington University, 12/12-2017. s. 3. https://nsarchive.gwu.edu/document/16115-document-04-memorandum-conversation-between. Besøgt d. 21/3-2026.

^[5] Baker, James. Record of conversation between Mikhail Gorbachev and James Baker in Moscow. (Excerpts). National Security Archive, George Washington University, 12/12-2017. s. 5. https://nsarchive.gwu.edu/document/16117-document-06-record-conversation-between.

^[6] Det er dog kun muligt at læse den ene af de tre ”ikke én tomme”-garantier i den engelske oversættelse af kilden som er at finde på National Security Archive hjemmesiden. Den originale russiske kilde, som indeholder alle tre eksempler, er bevaret i Gorbatjov-fondens arkiv.

^[7] Genscher, Hans-Dietrich. U.S. Embassy Bonn Confidential Cable to Secretary of State on the speech of the German Foreign Minister: Genscher Outlines His Vision of a New European Architecture. National Security Archive, George Washington University, 12/12-2017. s. 4. https://nsarchive.gwu.edu/document/16112-document-01-u-s-embassy-bonn-confidential-cable. Besøgt d. 21/3-2026.

^[8] Libak. ”Glasset er stadig det samme.”

^[9] Kennan, George F.. “A Fateful Error.” The New York Times, 5 Feb. 1997. https://www.nytimes.com/1997/02/05/opinion/a-fateful-error.html. Besøgt d. 21/3-2026.

^[10] Libak. ”Glasset er stadig det samme.”