Thorkild Kjærgaard: HISTORIEN OM ET VENSKAB - Rusland og Amerika gennem 250 år

Det er en misforståelse, når man fremstiller Donald Trump som uberegnelig og som en forræder mod de ædleste principper i amerikansk udenrigspolitik, når han forhandler med den russiske leder Vladimir Putin om en afslutning af krigen i Ukraine. Tværtimod. Ved at give Rusland frie hænder til selv at finde en ordning med Ukraine, som ligger inden for den gennem århundreder anerkendte russiske indflydelsessfære, vil Trump vende tilbage til den magtbalance- og magtdelingspolitik med Rusland, der er blevet ført af alle amerikanske præsidenter siden Thomas Jefferson (præsident 1801-09) til og med Ronald Reagan, inklusive historiske berømtheder som John F. Kennedy og Franklin D. Roosevelt. Dermed vil der blive gjort en ende på den arrogante eventyrpolitik, der er blevet ført fra Det Hvide Hus siden Bill Clinton trådte til i 1993, og som har ført til den katastrofale krig i Ukraine.

I nedenstående essay ridser Thorkild Kjærgaard historien op.

I.

Vi, som lever nu, er vant til, at USA og Rusland dominerer den store scene. Det har de to lande, der begge tilhører den europæiske verden, men skiller sig ud ved deres enorme størrelse og deres overflod af mennesker og andre ressourcer – materielle, såvel som intellektuelle – gjort med stadig større vægt siden industrialismens og den dermed forbundne økonomiske væksts opkomst. Det er nemlig sådan, at produktionsvæksten, som har været fælles for hele det europæiske kulturområde siden slutningen af 1700-tallet, målt i kvantitet slår mere markant igennem i store lande end i små. Afstanden mellem små og store lande øges i en periode med økonomisk vækst: små lande som Danmark bliver – skønt rigere – mindre vægtige og dermed mindre betydningsfulde, mens lande af kontinental størrelse som USA og Rusland (i nyeste tid tillige Indien og Kina) bliver rigtig store og mægtige, hvis ellers de kan holde sammen på sig selv, hvad der ikke er en selvfølge, men hvad både USA og Rusland indtil videre har formået.

Det varede lidt, før nogen forstod, at den industrielle økonomi, som opstod med dampmaskinen og alt hvad deraf fulgte – jernbaner, dampskibe, fabrikker og hastigt stigende befolkningstal – ville øge de to fløjmagters indflydelse på bekostning af de gamle europæiske stormagter og dermed skabe en ny verdensorden. Første gang, vi støder på tanken, er i bogen Europa und Amerika, som udkom i København 1820. I denne bog, som vakte international opsigt og straks blev oversat til flere sprog, gjorde forfatteren, den 50-årige Kant-specialist og kongelige danske embedsmand på told- og finansområdet C.F. von Schmidt-Phiseldeck, gældende, at Europas tid som indehavere af verdensherredømmet var forbi, og at England, Frankrig og Spanien stod overfor at miste sine kolonier. Ikke bare på den vestlige halvkugle, hvor 13 tidligere kolonier i 1776 havde erklæret sig uafhængige af den britiske krone for nu under navnet Amerikas Forenede Stater (USA) at være på vej til at blive en verdensmagt, men også i Afrika og i Asien. I 1830erne førtes disse tanker videre af den franske statsvidenskabelige forfatter Alexis de Tocqueville, der sluttede sit berømte værk om det dengang endnu unge USA (De la Democracie en Amerique, 1835-40) med en spådom om den strålende fremtid, der ventede de to fløjmagter på hver sin side af det gamle Europa: ”chacun d’eux semble appelé par un dessein secret de la Providence à tenir un jour dans ses mains les destinées de la moitié du monde” (hver af dem – altså Amerika og Rusland – synes som ved en hemmelig kaldelse af Forsynet bestemt til at herske over halvdelen af verden).

Som det skulle vise sig op gennem 1800-tallet, havde Schmidt-Phiseldeck og de Tocqueville fat i én af verdenshistories centrale kraftlinjer. Ved 1800-tallets slutning havde USA økonomisk for længst overfløjet England og de andre gamle europæiske lande bortset fra Rusland, og i 1920erne og 1930erne tårnede de to fløjmagter sig op på hver sin side af det gamle Europa: Ude mod vest, hinsides Atlanterhavet, det hyperkapitalistiske, engelsktalende USA, som havde rejst sig på ruinerne af det, der 400 år tidligere havde været indianernes land, i øst det nu kommunistiske Rusland – Sovjetunionen – der strakte sig fra Den Finske Bugt hele vejen over til Beringstrædet med et utal af folk under sine vinger, men med russerne og de dem (som os danskere nordmændene og svenskerne) nærtstående ukrainere og hviderussere som dominerende og russisk som det sammenbindende lingua franca. To imperier, forskellige som nat og dag, men fælles om at være store, magtfulde og militært uovervindelige.

Det gamle Europa havde endnu ikke ganske tabt pusten. Både Storbritannien og Frankrig var i 1930erne respektable spillere på verdensscenen, begge med anseelige besiddelser i Afrika og i Asien, og sådan kunne det have fortsat en tid endnu, hvis ikke Hitlers Tyskland med Anden Verdenskrig havde kortsluttet det hele. I krigens sidste dage maj 1945 mødtes amerikanske og sovjetiske tropper ved Elben, og verden var med ét slag blevet delt i to halvdele, en amerikansk og en russisk, nøjagtig som de Tocqueville havde forudset 100 år tidligere. Europa havde, som daværende undervisningsminister, dr.phil. Hartvig Frisch køligt-distanceret formulerede det, ”mistet hele sin gamle magtstilling og var blevet et operationsfelt for vor klodes to stærkeste magter,” hvad vi også her i Danmark fik at mærke på en meget direkte måde. Ved krigens afslutning sad Sovjetunionen på Bornholm og USA på Grønland, og hvad der videre skulle ske afhang af, hvad de to fandt på. Ingen jordisk magt kunne fjerne russerne fra Bornholm eller amerikanerne fra Grønland.

Når det for Danmark endte lykkeligt med, at russerne – trods Den Røde Flådes åbenlyse og eksplicit erklærede interesse i et fremskudt støttepunkt i Østersøen – trak sig tilbage fra Bornholm og at amerikanerne stillede sig tilfreds med at kontrollere Grønland militært og lod Danmark beholde suveræniteten over den store arktiske ø, skyldtes det en stiltiende trade-off mellem USA og Sovjetunionen. Washington ønskede ikke en fremskudt sovjetisk flådebase på Bornholm og russerne ønskede på deres side ikke Det Nordlige Ishav forvandlet til et amerikansk mare nostrum. Den salomonske løsning var at lade Danmark blive både på Bornholm og i Grønland.

II.

Forholdet mellem USA og Sovjetunionen (Rusland), der fra 1945 holdt hver halvdelen af verden i sine hænder, var præget af ideologiske modsætninger og militær og politisk konfrontation, og går man til litteraturen om Den Kolde Krig, for eksempel den nyligt afdøde danske historiker Poul Villaumes mesterlige trebindsværk Den Kolde Krig – en ny global historie (2020-24), er det den side af sagen som styrer fremstillingen. Hvad der ikke bør overses er, at der bag de undertiden dramatiske konflikter i Korea, i Berlin og på Cuba var en aldrig svigtende forståelse både i Washington og Moskva for nødvendigheden af at give plads for hinanden, og at Den Kolde Krig et langt stykke af vejen var, som det er blevet sagt, ”en slags velkoreograferet teaterstykke.” Et eksempel er Cubakrisen i 1962, hvor russerne, efter at have tænkt sig grundigt om, erkendte, at de var rykket for langt frem, da de opstillede atombevæbnede mellemdistanceraketter på Fidel Castros Cuba, der – socialistisk eller ej, uafhængigt eller ej – lå inden for den amerikanske interessesfære, som ifølge Monroedoktrinen af 1823 omfatter hele den vestlige halvkugle fra nord til syd, Grønland inklusive.

Når det gik så godt som det gjorde, skyldtes det ikke kun, at de to supermagter og deres ledere – under Cubakrisen således den legendariske præsident John F. Kennedy og hans modpart, den næsten lige så legendariske ukrainer Nikita Khrusjtjov – var dygtige og ansvarsbevidste statsmænd, som forstod at spille spillet, så begivenhederne ikke kom ud af kontrol. Det skyldtes også, at landenes politiske ledere kunne agere på baggrund af en gensidig forståelse og venskabelig fortrolighed mellem de to lande og deres befolkninger, som havde dybe rødder og gik på tværs af ideologiske modsætninger. Amerikanske forfattere som John Steinbeck og Ernest Hemingway udkom i millionoplag på russisk og blev slugt af sovjetiske læsere, der elskede dem, ligesom de elskede amerikanske film. Kat på et varmt bliktag med Elizabeth Taylor og Paul Newman og andre Hollywoodfilm blev set af millioner af sovjetborgere. Boston Symphony Orchestra såvel som New York-filharmonikerne under Leonard Bernstein turnerede i Sovjetunionen. Det samme gjorde George Gershwins berømte ”negro-opera” Porgy and Bess, der i 1956 blev en skandalesucces, først i Leningrad, derefter i Moskva, dels på grund af operaens rå, seksuelt tonede handlingsforløb, dels fordi det amerikanske operakompagni var sort som kul.

Inden for sportens verden var der et tæt, næsten kurtiserende forhold mellem de to store, således i 1961, hvor der, året efter olympiaden i Rom, blev afholdt en eksklusiv amerikansk-sovjetisk ”efter-olympiade” på det kolossale Lenin Stadium i Moskva med fem verdensrekorder i løbet af to dage. Derpå flyttede scenen til USA, hvor de sovjetiske sportsfolk fik en strålende modtagelse. Det samme gjorde den unge poet Jevgenij Jevtusjenko, der blev hyldet som en rockstjerne og nød den sjældne ære at blive modtaget i Det Hvide Hus som ”sovjetpoesiens charmerende gesandt.”

I sin Commencement Address til The American University, Washington, D.C., i 1963, året efter Cubakrisen, hvor nerverne havde stået på højkant et par dage, sagde præsident John F. Kennedy til årets dimittender, at uanset hvor megen afstand amerikanerne end måtte lægge til kommunismen, så måtte de hylde ”det russiske folk for dets mange bedrifter inden for videnskab, rumfart, økonomisk og industriel vækst, kultur og på slagmarken.” Amerika stræbte ikke efter en Pax Americana, en verden på USA's betingelser. Tværtimod. Amerika ønskede, at verden skulle gøres ”sikker for mangfoldighed.” Som noget helt afgørende fremhævede John F. Kennedy i sin tale – én af de sidste, hvis ikke den sidste store tale han nåede at holde, før han et par måneder senere blev myrdet –, at Rusland og USA aldrig havde været i krig med hinanden, ligesom han understregede vigtigheden af, at det forblev sådan. Rusland og USA, verdens to ledende magter, måtte aldrig komme ind i en konflikt, hvor modstanderen blev trængt op i en krog, så valget stod mellem et ydmygende tilbagetog eller en atomkrig – ”a humilating retreat or a nucelar war.”

III.

Med Murens fald 1989, fulgt af Sovjetunionens opløsning 1991, blev stormagtssamarbejdet mellem Rusland og USA, som Kennedy havde talt så smukt om, sat på prøve. Der var stribevis af prominente navne – ude i den store verden folk som Henry Kissinger og den fremtrædende amerikanske diplomat og ruslandskender George F. Kennan, herhjemme folk som tidligere statsminister Anker Jørgensen – der manede til besindighed. Der var med Sovjetunionens nedsmeltning opstået et magtvakuum i Østeuropa, og det var fint, hvis man kunne få rettet op på misforhold som Tysklands deling og de østeuropæiske staters stærke binding til Rusland, som, bortset fra Bulgarien, hverken bekom dem eller Rusland særlig godt, hvad en række opstande siden 1945 havde vidnet om. Men man skulle gå forsigtigt frem og aldrig glemme, at Rusland, skønt for øjeblikket svækket og med en næsten-pacifist som Michael Gorbatjov ved roret, stadig var en frygtindgydende atommagt fuldt på højde med USA. Rusland ville uden tvivl komme igen som stormagt, og til den tid ville det være rart ikke at have for mange ubetalte regninger liggende i skuffen, for, som USA's tidligere udenrigsminister Condolezza Rice har udtrykt det: ”Stormagter passer ikke bare sig selv.”

Disse besindige røster rettede man sig efter i begyndelsen, således forsikrede fremtrædende amerikanske og tyske politikere, heriblandt udenrigsminister James Baker og hans mangeårige vesttyske kollega Hans-Dietrich Genscher, gentagne gange, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst, og ved den tyske genforening oktober 1990 blev det lovet, at der ikke ville komme langtrækkende raketter og den slags på det tidligere DDR’s territorium. Men inden længe gled det i baggrunden, hvad man havde sagt i 1989. Hertil var der flere grunde. Én af dem var det russiske samfunds svækkelse og moralske forfald, som fik mange til at tabe respekten for det store land. Overgangen til kapitalistisk markedsøkonomi, der i høj grad blev styret af vestlige rådgivere, mange af dem amerikanere, var brutal og gav sig surrealistiske udslag. I 1990erne faldt den gennemsnitlige levealder for russere fire-fem år, og millioner af tidligere sovjetborgeres gennem årtier oparbejdede pensionsopsparinger forsvandt som dug for solen, mens der i den anden ende af samfundet opstod en ny, superrig overklasse, de såkaldte oligarker, der købte britiske boldklubber som andre køber pebernødder. Heller ikke den længst siddende af de russiske ledere i disse år, den dybt alkoholiserede Boris Jeltsin, kaldte på respekt. Det førhen så frygtindgydende russiske militær så pludselig meget mindre frygtindgydende ud, idet man bekvemt glemte, at det stadig rådede over bjerge af atomvåben og derfor ikke var ganske ufarligt.

IV.

Resultatet blev, at USA om ikke opsagde, så i hvert fald suspenderede det historiske venskab med russerne og i stedet begyndte at behandle dem som nogen, man kunne regere hen over hovedet på. Den arrogant-henkastede måde, hvorpå USA længe har behandlet små lande, Danmark for eksempel, således som vi har masser af eksempler på det ikke mindst fra Grønland, hvor parolen siden 1940erne har været: ”We say – you do!” blev udstrakt til også at omfatte Rusland. Amerikanerne holdt simpelthen op med at forhandle med russerne og gik over til blot at meddele dem, hvordan tingene skulle være. Et eksempel er de NATO-udvidelser, som trods tidligere afgivne løfter blev søsat i 1993 under sloganet ”projicering af stabilitet mod øst.” Hvad russerne mente om den sag ulejligede amerikanerne sig ikke med at spørge om. ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg gør, som det passer mig,” citeres den amerikanske præsident Bill Clinton for at have sagt til Boris Jeltsin, da denne bad præsidenten om i det mindste at spare Rusland for den ydmygelse, det ville være, hvis de tre baltiske lande blev optaget i NATO.

Det blev sagt, at russerne ikke ville samarbejde. Intet kunne være mere forkert, det var amerikanerne, der ikke ville samarbejde. Det gjaldt ikke bare, når det kom til udvidelsen af NATO, det gjaldt også den vigtige ABM-traktat (Anti-Ballistic Missile Treaty) mellem USA og Rusland fra 1972, som amerikanerne i sin tid havde lagt megen vægt på, men som de nu ville opsige. Russerne var imod, men det var amerikanerne ligeglade med: ”Vi ved godt, at I bliver sure, men vi gør det alligevel,” sagde den amerikanske udenrigsminister Colin Powells, da USA i 2001 ensidigt opsagde ABM-traktaten. Heller ikke Barack Obama, Clintons højt beundrede efterfølger i nullerne, holdt sig tilbage. ”A regional power” – en regional magt – kaldte han den tidligere supermagtspartner. Den sved! Det hører med til billedet, at alt, hvad russerne på deres side foretog sig, blev behandlet med ophøjet ligegyldighed. Da Rusland i 2002 lukkede sine flådebaser i Vietnam og i Cuba, blev det modtaget i Washington med et skuldertræk og en syrlig bemærkning om, at russerne nok ikke længere havde råd til oversøiske baser.

Den klassiske, historisk funderede amerikansk-russiske magtbalance- og magtdelingspolitik baseret på ligeværdighed, gensidig respekt og accept af, at modparten havde interesser, der ikke måtte krydses – alt det som amerikanske præsidenter helt tilbage til George Washington og Thomas Jefferson havde ageret efter – blev i løbet af 1990erne afløst af en idé om, at amerikanerne i sidste ende havde ret til at bestemme overalt. Den nye, Francis Fukuyama-inspirerede Washington-elite, som skød frem disse år, så verden som et tæppe af liberal-demokratiske, indbyrdes forbundne markedsøkonomier med USA, ”the shining city upon a hill” som den naturligt dominerende.

I dette Jorden-er-flad-verdensbillede var der ikke plads til Rusland, og det forblev uafklaret, hvad der skulle ske med verdens arealmæssigt største land. Ville Rusland mon ved overgangen til markedsøkonomi skrumpe ind til en konkurrencesvag tredjerangsnation med enkle, let overskuelige opgaver inden for den globale energi- og råstofforsyning? Det var efter alt at dømme, hvad Bill Clinton og folk omkring ham som finansminister Nicholas Brady og hans tjekkiskfødte, stærkt antirussiske udenrigsminister Madeleine Albright troede. Eller skulle Rusland måske opdeles i mindre, mere overkommelige stykker, sådan som Hitler tilbage i sommeren 1941 udviklede det over for sine generaler? En tanke, som i 1997 blev taget op af den polsk-amerikanske historiker og tidligere præsidentielle sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski i hans bog om The Grand Chessboard.

V.

Med optagelsen af de baltiske stater i NATO 2004 gik udvidelsesprocessen mod øst i stå. Men kun for en stund. På underfuld vis var appetitten steget, mens man spiste, og med en erklæring fra et NATO-møde i Bukarest april 2008 om mulig optagelse af de to tidligere sovjetrepublikker Ukraine og Georgien i den amerikansk styrede forsvarsalliance åbnedes et nyt kapitel. En række europæiske ledere var imod, blandt andre den tyske kansler Angela Merkel, der mente, at Kreml ville opfatte det som en krigserklæring. Merkel var skrækslagen ved tanken om, hvad russerne kunne finde på. Det samme var den franske præsident Nicolas Sarcozy, og fra Moskva skrev den daværende amerikanske ambassadør William Burns hjem til sine foresatte i Washington, at indlemmelse af Ukraine og Georgien i NATO ville være at overskride den rødeste af alle røde linjer. ”Njet betyder njet,” som Burns skrev. Men den amerikanske regering lod sig ikke rokke, heller ikke af sine egne topdiplomater, og bistået af blandt andre Danmark blev alle indvendinger fejet af bordet. Vejen var åbnet for det slutspil, der over Ruslands annektering af Krim i 2014 – et tydeligt signal om, at nok var nok, som dog ikke blev taget ned af USA, i hvert fald ikke i den ånd det var afsendt – førte frem til Ukraine-krigen, som begyndte den 24. februar 2022 kl. 04:00, hvor russiske tropper overskred grænsen til Ukraine.

VI.

Rusland angreb Ukraine, fordi USA, siden Bill Clinton rykkede ind i Det Hvide Hus, har nægtet at tage hensyn til, hvad ikke bare Rusland selv, men også USA og alle vi andre siden Napoleonskrigenes afslutning 1815 har opfattet som Ruslands legitime og vitale interessesfære. I 1962 var det USAs interessesfære som defineret af Monroedoktrinen af 1823, der blev krænket med opstilling af sovjetiske raketter på Cuba. Det bøjede russerne sig for og trak raketterne tilbage. I dag er det Ruslands interessesfære siden 1815, som krænkes med de siden 2008 verserende planer om at gøre Ukraine til medlem af NATO med alt, hvad det på længere sigt kan føre med sig. En amerikansk flådebase i den gamle russiske flådehavn Sevastopol på Krim for eksempel. Det vil Rusland under ingen omstændigheder finde sig i, ligesom USA i 1962 ikke ville finde sig i, at der stod sovjetiske raketter på Cuba. Det har russerne sagt og tydeligt signaleret igen og igen uden nogen reaktion fra USA. Til sidst orkede de ikke mere.

Angrebet den 24. februar 2022 kom ikke som en tyv om natten. Det var tydeligt annonceret, og det kunne have været undgået frem til den sidste dag, hvis amerikanerne havde bøjet af, på samme måde som russerne gjorde i 1962. Det ville amerikanerne ikke, de ville ikke engang forhandle. I en så håbløst nedfrossen situation er det relevant at henvise til krigsteoretikeren over alle krigsteoretikere, den preussiske officer Karl von Clausewitz, der i sit berømte værk Vom Kriege (1832-34) beskriver krig som en ”fortsættelse af politik med andre midler.” Heri ligger, at hvis modparten konsekvent nægter at forhandle, sådan som amerikanerne havde gjort i årtier, så er krig en sidste udvej for atter at få gang i den politiske proces. Det var den udvej, som Rusland greb til for nu snart tre år siden. For Rusland er Ukrainekrigen eksistentiel, den handler om Ruslands overlevelse som Rusland. For USA, der ikke har nogen strategisk interesse i Ukraine, handler krigen først og fremmest om at demonstrere, at det er amerikanerne, der bestemmer, og at ingen kan stoppe dem i at gøre, hvad der passer dem, in casu optage Ukraine i NATO.

VII.

Hvordan og hvornår vil Ukrainekrigen ende? Her må man allerførst gøre sig klart, at der ikke er nogen mulighed for, at Ukraine kan vinde. Enten bliver der fred med genetablering af et frit, neutralt Ukraine inden for den russiske sfære, hvor landet hører hjemme, eller også eskalerer krigen yderligere. Hvis valget for Rusland står mellem et ydmygende tilbagetog eller en atomkrig, vil Rusland utvivlsomt, som flere gange signaleret af Putin, vælge atomkrigen. Hvad der skal ske er derfor helt op til USA og den tiltrædende amerikanske præsident, Donald Trump.

Man må inderligt håbe, at Donald Trump, i erkendelse af at USA’s udenrigspolitik siden 1990 er kommet på afveje, vælger at genetablere stormagtsvenskabet med det selv for USA uovervindelige Rusland. Gør Donald Trump det, vil han formentlig kunne standse krigen i Ukraine, om ikke på 24 timer, som han har lovet, så i hvert fald meget hurtigt. Hvis det sker, må vi håbe, at USA lader Danmark (rigsfællesskabet) beholde suveræniteten over Grønland, selv om den umiddelbare anledning til, at vi efter Anden Verdenskrig fik lov at blive i Grønland, nemlig den russiske tilstedeværelse på Bornholm, ikke længere er aktuel.

Essayet er et uddrag af  et uddrag af bogen Om at (for)holde sig til virkeligheden (Hovedland 2025)