Tomme tønder buldrer mest

Det gamle ordsprog synes at passe fint til den seneste udmelding fra Washington om at der om 50 dage vil komme flere våben og flere sanktioner mod Rusland. Moskva ignorerer truslen.

Det handler om magt

Geopoolitik handler om magtdistribution. Hvis man har nogle interesser og magten til at bakke dem op, kan man ændre noget. Rusland er utilfreds med den nuværende sikkerhedsarkitektur i Østeruropa. Siden Primakov har udspillet desangående været det samme. NATO ignorerede Kremls perspektiv og nu er Ukraine blevet smadret. Sådan går det tit: Hvis man ikke erkender fjendens interesser og ikke kan balancere deres stridskræfter, udsætter man sig for at fjenden sætter sin politik igennem 'med andre midler,' som det hedder hos Clausewitz.

Og troværdighed

Når man fremsætter en trussel er troværdighed alfa og omega. For at en trussel skal have effekt af at nogen oplever sig truede, skal de tro på at sanktionen vil have en effekt og at truslen skal komme til udførsel. I dette tilfælde er der tale om et såkaldt slag i luften: hvad skulle nogle milliarder og et par patriotbatterier ændre ved krigens gang? De russiske styrker kæmper over en 1200 kilometer lang front med overtaget i luften: der er ikke noget NATO kan stille op mod den maskine, som bare kværner ind over Ukraine. Det var imidlertid forudset for længe siden. at det ville gå sådan.

Vi lever i drømmeland

Vesten lever stadig i drømmen om, at hvis bare vi vil balancere Rusland i Ukraine, så kan vi godt det. Men Ukraine er et vanskeligt område. Staten har været svag, korruptionen og udnyttelsen af mennesker horribel, de politiske eliter skruppelløse. Ukraine er et fattigt og dysfunktionelt samfund. Og så er der mange russisksindede dernede. Mange er flygtet og mange er sårede, døde eller desserterede ved fronten i en krig, som NATO fortsætter uden mål og med. Krigen kan ikke vindes og vi har ikke engang afklaret, hvad det strategiske mål er med at føre krigen.

Fiktion og virkelighed

NATO kan ikke projicere magt ind i Ukraine. Det har vi vidst i 30 år. Det forhindrer os ikke i at Kejser Trump og hofnar Rutte kan fabulere om, at nu skal vi rigtigt true Kreml så de vil sætte sig ved forhandlingsbordet. Det er teater og falbelader. Sandheden er at vi ikke kan true med noget og at Washington ikke er klar til at kapitulere, så EU holder gryden i kog af hensyn til politisk enhed i EU og NATO. Det er Kreml, som ønsker fred. På deres betingelser; de har vundet på slagmarken: Moskva har startet denne krig for at få en ny ordning i henhold til realiteterne, det vil sige. uden at Kyiv er i NATO.

Fremad mod fred?

Vi kan fremmane alle mulige skræmmebilleder og forestille os at Rusland vil angribe NATO og overtage hele verden. Det har mange troet på i hele min levetid og det vil nok blive ved i mange år endnu. Vi kan finde tryghed i den gamle fortælling. Og frygt. Vi er godt dækket ind, skulle man mene. Men hvad med ukrainerne? Er vi ligeglade med dem? Før Kyiv stopper krigen og NATO går ind på at anerkende, at Moskva har nogle interesser, kan vi ikke komme til fred og en ny balance i Østeuropa.

Vi skal sadle om

Moskva kommer ikke til at angribe NATO; tanken er fra et fagligt perspektiv absurd, men spørgsmål som atomvåbensterrorbalancen, Det baltiske Hav, Kaliningrad, Belarus, Moldova og Sortehavet, skal afklares i en større samtale, før forholdene kan forbedres. I stedet for at fremsætte tomme trusler, skulle vi begynde at tage sikkerhedspolitikken seriøst. Det virker som om, vi i NATO kun kan en ting, og det er at prøve på at eskalere konflikten, sådan at krigen bliver mere og mere indædt. Måske er det første vi vil kunne komme til at forstå, at Moskva forholder sig utroligt pragmatisk og stoisk roligt til vores trusler og angreb ind i Rusland, fordi de vil undgå en storkonflikt med NATO: Når fjenden er seriøs, hvorfor kan vi så ikke også være det? Efterhånden ser russerne og resten af verden os som utroværdige, chauvinistiske, fallenter, som i undergangens time kun ser en udvej: at understøtte Ragnarok. At leve op til den fordom, er i hvert fald ikke vejen frem.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. ph. d.) og kan følges på Substack og i podcasten Verdenssituationen.