Ukraine set fra højre

Af

Hans T. Nielsen

Den højreorienterede portugisiske forfatter Luis Graça udgav tidligere i år en velskrevet bog om Ukraine-krigen, “Ukraine – An Identiarian Perspective” (2026). Forfatteren, der er velbevandret i nationalistisk og konservativ litteratur, ønsker med bogen at tage et opgør med de dele af højrefløjen, som han mener har været alt for ukritiske over for Rusland og Putin. For Graça er Putin ikke en naturlig allieret, men snarere en modstander af Europa, som man bør være påpasselig med.

Det ukrainske folk

Graça argumenterer for, at man ikke primært bør forstå Ukraine-krigen ideologisk – som en kamp mellem et uliberalt og traditionalistisk Rusland og et liberalt og pro-globalistisk Ukraine. Krigen handler først og fremmest om to nationale identiteter, der ifølge ham er væsensforskellige.

Ukraine har haft en tumultarisk historie som en del af skiftende imperier – russiske, sovjetiske, polske og østrig-ungarske. Trods dette eksisterer der et egentligt ukrainsk folk med dybe historiske rødder.

Graça peger blandt andet på Kijevriget i vikingetiden, der blev formet af både slaviske og skandinaviske folk, og på kosakkerne, som fra det 15. århundrede udviklede en stærk militær kultur. De bidrog til at revitalisere Kyiv, opbyggede betydelig økonomisk og militær styrke og bevarede en vis selvstændighed, indtil de i slutningen af 1700-tallet blev underlagt det russiske imperie. Det berygtede Azov-regiment trækker eksempelvis på kosakkernes symbolik.

Det ukrainske folk har gennem historien været udsat for krige, undertrykkelse og underlagt skiftende herredømmer – ikke mindst under Sovjetunionen, hvor den ene rædsel fulgte den anden. Alligevel beskriver Graça Ukraine som et relativt etnisk homogent samfund med en stærk national bevidsthed. Den ukrainske nationalisme er kommet til udtryk igen og igen, blandt andet under Euromajdan-protesterne i 2014 og senest gennem det omfattende nationale sammenhold i krigen mod Rusland.

Denne fortælling står i direkte modsætning til Putins påstand om, at Ukraine grundlæggende deler identitet med Rusland og derfor ikke besidder en selvstændig national identitet. Det synspunkt gentog han blandt andet i interviewet med Tucker Carlson i 2024 (s. 162).

Et moderne, multietnisk russisk imperie

Graça gør samtidig op med dele af højrefløjens forestilling om Rusland som et fyrtårn for traditionelle, konservative og kristne værdier. Han beskriver snarere Rusland som et multietnisk imperium i tilbagegang og eksistentiel krise.

Landet har Europas højeste forekomst af hiv, en meget høj abortrate og omfattende problemer med alkoholmisbrug. Samtidig er mellem 10 og 15 procent af befolkningen muslimer. Rusland huser Europas største moské, oplever omfattende indvandring fra især tidligere sovjetrepublikker i Centralasien og har gentagne gange været ramt af islamistisk terror.

Rusland står over for flere af de samme udfordringer som de vesteuropæiske lande. Landet har brug for udenlandsk arbejdskraft og rummer store muslimske mindretal. Derfor forsøger Kreml at håndtere udviklingen gennem alliancer med muslimske ledere som Ramzan Kadyrov, kulturelle fortællinger om immigranter, der bliver gode russiske borgere, og en til tider mere pragmatisk retorik om lgbt, end mange på højrefløjen måske forestiller sig.

Som Graça opsummerer: “Det er tragisk at se europæiske nationalister forgude Rusland som et foregangsland eller allieret, når landet aktivt fremmer fusionen af ​​sin europæiske tradition med islam, understøttet af eurasianistisk ideologi ikke langt fra europæisk multikulturalisme.” (s. 155, min oversættelse)

Hvorfor indvaderede Rusland Ukraine?

Der er fremsat flere forklaringer på, hvorfor Rusland invaderede Ukraine. Rusland har selv hævdet, at man ville beskytte russiske mindretal og føre en antifascistisk kamp mod ukrainsk nazisme. Antifascismen spiller i det hele taget en langt større rolle i den russiske stats selvfortælling, end man måske umiddelbart skulle tro.

En af de mest udbredte forklaringer er dog, at Rusland så sig truet af NATO’s udvidelse mod øst. Den forklaring giver Graça ikke meget for. Hvis NATO’s udvidelse var den afgørende årsag til invasionen, har Rusland i hvert fald begået en monumental strategisk fejltagelse: Krigen har ført til, at både Finland og Sverige er blevet medlemmer af NATO og dermed rykket NATO endnu tættere på. Og hvis Rusland skulle følge sin egen logik konsekvent, burde landet nu også true disse lande med tilsvarende repressalier.

Graça vurderer i stedet, at invasionen primært var motiveret af strategiske og økonomiske hensyn. Målet var at bevare Ruslands regionale magt og overherredømme:

"Krigen er ikke kun territorial, men også økonomisk, energimæssig og civilisatorisk. Det er et bevidst forsøg på at underlægge sig et territorium, der, hvis det får lov til at udvikle sig frit, kan blive en økonomisk magt, der truer russisk hegemoni i regionen." (s. 97, min oversættelse)

Før krigen havde Ukraine taget betydelige skridt i retning af større energiuafhængighed, blandt andet gennem vestlige virksomheders investeringer i landets energiressourcer. På længere sigt kunne Ukraine dermed udfordre Ruslands dominerende rolle som leverandør af gas til EU. Før krigen gik mere end 70 procent af den russiske eksport til Europa (s. 100).

Ukraine råder desuden over enorme og værdifulde naturressourcer, frugtbar landbrugsjord og en geostrategisk vigtig adgang til Sortehavet. Dertil kommer den demografiske dimension: Rusland har siden 1990’erne kæmpet med en faldende og aldrende befolkning, og en indlemmelse af Ukraine kunne bidrage til at afhjælpe denne udfordring.

Graças analyse kan sammenfattes således:

"Hvis Ukraine fik tid til at udvikle sig økonomisk og hente inspiration fra Polens succes, kunne landet fremstå som en uafhængig regional magt integreret i Vesten. Dette scenarie ville repræsentere en uacceptabel risiko for Rusland, da det ikke blot ville underminere dets geopolitiske indflydelse, men også blive et forbillede for andre post-sovjetiske lande." (s. 103, min oversættelse)

Afsluttende bemærkning

Graças hovedtese er således: Ukraine er ikke en kunstig statsdannelse eller blot en russisk provins. Ukraine er et egentligt folk med sin egen historie, kultur, nationale bevidsthed og identitet. Denne identitet er væsensforskellig fra den russiske.

Samtidig afviser han forestillingen om Rusland som et konservativt ideal. Rusland er efter hans analyse et multietnisk imperium i tilbegang, som først og fremmest forsøger at fastholde sin regionale magt ud fra en forældet selvforståelse.

Betyder det så, at alt er fryd og gammen i Ukraine? Slet ikke. Landet kæmper især med to alvorlige problemer: en dybt rodfæstet korruption og et betydeligt russisksindet mindretal, som potentielt kan fungere som en femte kolonne. Krigen har dog i vid udstrækning fået den ukrainske nationalisme til at blomstre og samlet befolkningen på tværs af geografiske og politiske skel.

Analysen siger ikke i sig selv noget om, hvordan krigen bør ende, eller hvor længe den kan fortsætte. Men den giver et stærkt argument for at anerkende, at den ukrainske nationalisme hviler på en reel historisk, kulturel og etnisk identitet – en identitet, som krigen på én gang har styrket og bragt i alvorlig fare.

Hans T. Nielsen er Økonom og en aktiv debatør. Han har tidligere bidraget til Ukrainedebat med et essay om liberalismens indflydelse på vores forståelse af Rusland.