Den kommende krig med Rusland: En europæisk vej til ruin

af

Steve Jeremy

oversat af Jens Kristian Bech Pedersen

Vi kan ikke i tilstrækkeligt omfang forsvare os imod konventionelle ballistiske missiler og vi har ikke noget forsvar mod hypersoniske missiler; derfor vil skaderne på vores økonomi blive katastrofale.

NATO, EU og E3-lederne (oa.: Frankrigs præsident, Tysklands kansler og Storbritanniens premierminister) fører Europa ud ad en vej, hvor vi skal være klar til krig i 2030. Stillet over for den europæiske appetit for krig kunne Rusland beslutte sig for at starte denne krig tidligere. Hvis det sker, vil USA ikke være villig til at gå i krig med Rusland på Europas vegne. Da Europa er ude af stand til at forsvare sig selv over for Ruslands konventionelle ballistiske og hypersoniske missiler, vil Europa hurtigt stå over for et nederlag med meget store militære tab. Selv efter en anmodning om fred ville krigens ødelæggelse af Europas energisystem kaste Europa ud i en økonomisk krise. Europæerne burde opfordres til offentligt at debattere disse risici og til at fremføre deres synspunkter.

Debatindlæg af Steve Jermy, pensioneret britisk flotilleadmiral.Har været bragt i 24NYT.dk den 20.juli 2026.

1. Indledning – At forstå krigens natur

Alt imens de europæiske lederes opfordringer til at være klar til krig med Rusland fra 2030 bliver stadig mere højlydte, vil det være fornuftigt af os at lytte til et råd fra den største af alle krigsfilosoffer, general Carl von Clausewitz:

”Krige må variere alt efter arten af de årsager og situationer, som har udløst krigene. Den første, den væsentligste, den mest vidtrækkende af de vurderinger, som en statsmand eller en feltherre må foretage, er gennem en sådan undersøgelse af krigens årsager og hele situation at fastslå, hvilken form for krig man er ved at vikle sig ind i. Og statsmanden eller feltherren må i denne vurdering hverken tage fejl af krigens art eller forsøge at ændre den til noget andet, der er i modstrid med den særlige art af netop denne krig. Dette er det første og mest betydningsfulde spørgsmål af alle strategiske spørgsmål” (note 1).

Vi bør tænke grundigt over arten af den krig med Rusland, som Europa stiler imod: Hvordan opfattes vore lederes offentlige udtalelser i Rusland? Hvornår vil en sådan krig eventuelt starte? Hvordan vil den udfolde sig? Hvad vil dens konsekvenser og omkostninger blive? Nærværende artikel opstiller et scenarium for dette.

2. Den strategiske kontekst

Først må vi forstå, hvordan vi nåede frem til den situation, vi nu står i. Det står klart for enhver, der har kendskab til Europas strategiske historie, at vi finder roden til den nuværende krise tilbage i 1989. Da Berlinmuren faldt, opstod der en mulighed for at opbygge en varig inkluderende europæisk sikkerhedsarkitektur – en arkitektur, som kunne imødekomme Ruslands legitime sikkerhedsinteresser. Den mulighed blev imidlertid forspildt. Op gennem 1990erne og i 2000-tallet ekspanderede NATO ubønhørligt mod øst på trods af de tidligere forsikringer til Rusland om ikke at gøre dette. Advarende røster, der manede til forsigtighed – Kennan, Matlock, Burns, Kissinger, Mearsheimer - blev affærdiget eller ignoreret. Ligesom også Ruslands meget tydelige og gentagne advarsler mod at overskride de røde linjer blev det.

Den russisk-ukrainske krig skal forstås i denne kontekst. Vesten er overskyllet af den konventionelle opfattelse, at Rusland intervenerede i Ukraine på grund af sine imperialistiske ambitioner. Men al troværdig evidens viser, at Rusland begyndte krigen, fordi landet – retteligt eller fejlagtigt – konkluderede, at NATO-ekspansionen udgjorde en eksistentiel trussel. Ifølge Ruslands opfattelse var der tale om – og er der stadig tale om – en forsvarskrig, der skal udkæmpes af hensyn til Ruslands overlevelse (note 2).

Hvilket ikke er overraskende, når man tager i betragtning, at Kaja Kallas, EU’s udenrigskommissær, offentligt har opfordret til opsplitning af Rusland (note 3). Hvordan man end betragter Ruslands metoder, er det afgørende at forstå landets bevæggrunde for at forstå arten af vor fremtidige krig med Rusland.

3. Rusland svarer igen på den europæiske eskalering

Uden hensyntagen til denne erkendelse omkring hele krisens fundament har E3-lederne – Macron, Merz og velsagtens også snart Burnham - offentligt udtalt deres hensigt om at forøge forsyningerne til Ukraine af langtrækkende præcisionsdroner og krydsermissiler, som alle har kapacitet til at ramme mål dybt inde på russisk territorium. Som svar på dette er Ruslands officielle og offentlige advarsel utvetydig: Hvis dette fortsætter, vil det ikke være udelukket at gøre europæiske produktionsfaciliteter til mål for beskydning.

Hvis E3-lederne træffer det valg, at denne advarsel ikke skal tages seriøst – hvilket er en logisk antagelse, da de har ignoreret alle Ruslands tidligere advarsler – er det meget muligt, ja tilmed sandsynligt, at en sådan konflikt vil starte allerede i år, dvs. meget tidligere end Europas planlagte konfliktstart i 2030. Anden halvdel af 2026 er på denne måde opfattet som startlinjen for det opstillede scenarium i denne artikel.

I september 2026 vil Rusland gribe til handling, eftersom dets advarsler bliver ignoreret og angrebene ind i russisk kerneland er tiltagende med E3’s forøgede våbenforsyninger. Konventionelle ballistiske missiler og angreb med hypersoniske missiler vil destruere E3-landenes nøglefaciliteter for drone- og missilproduktion i Storbritanniens centrale områder, Ruhr-distriktet og områderne uden for Bordeaux. E3-landene vil påkalde sig NATO’s artikel 5. Men artikel 5 kræver ikke militær aktion – den kræver af hvert medlemsland, at det ”tager sådanne skridt, som hver at dem anser for nødvendige.” Overfladiskheden af denne NATO-garanti, som E3-lederne mente at kunne forlade sig på, vil nu blive afsløret.

Spanien og Ungarn afviser at stille med militære styrker. Italien, Polen og adskillige østeuropæiske medlemsstater taler uldent og tvetydigt om deres NATO-forpligtelser. Hvad der er mere vigtigt, er, at Det Hvide Hus nu har fået akutte betænkeligheder på trods af, at USA for nylig syntes at ville genoptage støtten til operationer imod Rusland. Stående med en tabt krig mod Iran, med nærmest tømte ammunitionslagre og den amerikanske befolknings manglende lyst til at lade USA-tropper kæmpe og dø på den anden side af Atlanten og med midtvejsvalgene forude synes dette at ”overforstrække Rusland” (note 4) ikke længere at være nogen særlig god ide. Det Hvide Hus når hurtigt frem til den konklusion, at det ikke er i USA’s nationale interesse at deltage i en krig mod Rusland på det europæiske kontinent. Efter at have brugt flere år på at tale om strategisk autonomi (oa.: for de europæiske lande) ved E3-lederne nu omsider, hvad det betyder.

4. Krigens første tre måneder

Fanget i den fælde, som er skabt af deres egen politiske narrativ, bliver udfordringen taget op af lederne af E3 og nogle mindre villige nationer – måske hollænderne, skandinaverne og balterne. Kun en luftoffensiv ligger inden for mulighedernes felt. Men Europas angrebskapaciteter afslører nu det, som ukrainske piloter har vidst i årevis. Nemlig at kun en lille del af de europæiske krydsermissiler finder deres mål, men at hovedparten bliver ødelagt af Ruslands udbredte og velgennemprøvede netværk af S-400 og S-500 (oa.: russisk luftværnsmissilsystem), som også kræver uerstattelige tab blandt europæiske piloter og fly. Uden nogen amerikansk støtte til undertrykkelse af det fjendtlige luftforsvar – og måske selv med en sådan amerikansk støtte – er der ikke længere nogen udsigt til at tilkæmpe sig luftoverlegenhed eller nogen mulighed for effektive modangreb.

Som svar på luftangrebene tager Rusland fløjlshandskerne af og beslutter sig til én gang for alle at fjerne den trussel, som truslen fra Europa udgør mod dets befolkning og hjemland. Rusland bomber flyvestationer, øvelsesområder, værfter, logistiske nøgleområder og jernbaneknudepunkter og påfører de europæiske styrker tusindvis af militære tab, førend disse styrker overhovedet når at forlægge til operationsområderne. Europæerne må nu lære den lektion, som USA netop har lært i Golfen – de europæiske militære styrker har kun meget lidt beskyttelse over for konventionelle ballistiske angreb, og slet ingen over for hypersoniske missiler (note 5).

Hovedsagen bliver på en grusom måde understreget af samtidige russiske angreb, som systematisk nedbryder Europas energiinfrastruktur – gasterminaler, kraftværker, netforbindelser, depotfaciliteter – med den samme kliniske præcision, der blev anvendt imod Ukraines netværk fra 2022 og fremefter. Idet Europa er verdens største regionale importør af hydrocarboner med 12,8 millioner tønder pr døgn (note 6), er dets energisystem allerede under et meget stort pres, der er konsekvensen af de selv-ødelæggende sanktioner på russisk olie og gas, og som for nylig er forværret af det energichok, der er affødt af krisen i Hormuz-strædet (note 7).

Til søs er situationen den, at russiske ubåde har forlagt til Nordsøen og Atlanterhavet, og at der er erklæret krigstidsblokade. Alene truslen om at miste handelsskibe er nok til, at maritime forsikringsselskaber annullerer deres forsikringsdækninger, og at rederierne trækker sig fra markedet. Europas import af olie og gas skrumper ind til ingenting og energisystemerne hører op med at virke. Elektrisk lys begynder at forsvinde. Endnu mere vigtigt er det, at uden dieselbrændstof bryder Europas landbrugs-, fiskeri- og fødevaresystemer sammen. Skønt Europa kun er 2 – 3 måneder inde i konflikten, er Europas økonomiske situation nu bragt i stor fare.

5. Våbenstilstand, omkostninger og konsekvenser

De britiske og franske ledere standser op i det øjeblik, hvor de står over for enten-eller-valget om at eskalere med atomvåben eller at acceptere et nederlag. Begge landes atomare afskrækkelsesvåben eksisterer med det formål at afskrække fra et nukleart angreb på deres egne territorier, ikke for at kaste sig ud i en national selvmordsaktion for at redde en mislykket konventionel krigsoperation. I mellemtiden har USA som krigstilskuer gjort sin stilling ganske klar og er nu stærkt bekymret over risikoen for en atomkrig med Rusland; det medfører, at USA arbejder ihærdigt med begge sider for at bringe krigen til ophør. Men det kan kun ske på Ruslands betingelser. Under et intenst pres fra USA og de mindre europæiske nationer, ansøger E3-, NATO- og EU-lederne om fred.

Efter blot tre måneders konflikt er de menneskelige omkostninger ganske alvorlige. De militære tab er af en størrelsesorden, der overgår Vestens og NATOs tab gennem 25 år under operationer i Irak og Afghanistan. Men en militær overgivelse markerer ikke afslutningen, men blot begyndelsen.

Med et energisystem, som er slået i stykker, er den europæiske industriproduktion på vej mod et kollaps og arbejdsløsheden stiger. Europas største lande, ud over Tyskland, står allerede under en byrde af gæld, der udgør mere end 100 procent af BNP (note 6). Europas offentlige finanser, der allerede er under stort pres, bryder efterfølgende sammen under den hurtigt stigende byrde af nødhjælpsordninger for energiforsyningen, fremtidige omkostninger til genopbygning, finansmarkedernes sammenbrud, et obligationsmarked, der løber løbsk og medfører højere offentlige renteomkostninger og mistede skatteindtægter.

Med sin status som den fejl-stat, som Ukraine er, leverer dette land uafviselige beviser på det, der derefter vil ske. Et økonomisk tilbageslag på 10 procent er det almindelige kriterium for depression (note 7): Ukraines er på mere end 30 procent. USA er på grund af dets finanser ude af stand til – og resten af verden politisk uvillig til – at tilbyde nogen Marshall-plan. Europa står således alene med et økonomisk tilbageslag, der er større end Den Store Depression (oa.: omkring 1930erne).

Også de politiske konsekvenser er ganske omfattende. De koalitioner, som fastlagde vejen mod krig, bryder sammen, og de ledere, der førte an i denne kurs, bliver hurtigt og skånselsløst ryddet af vejen. NATO og Den Europæiske Union, som begge bliver anset for medskyldige i at fremskynde krigen, ødelægges af uoprettelige splittelser. Populistiske og nationalistiske bevægelser dukker op. De sociale kontrakter, der gennem generationer er blevet opbygget mellem eliterne og befolkningerne, og i samfund, som ikke siden 1945 har oplevet krig på egen jord, bliver spændt til bristepunktet. Det Europa, der engang var et område med en stærk politisk og økonomisk sammenhæng, står nu over for et dystopisk opgør.

6. Konklusion – Det valg, som europæerne står over for

Hvis dette scenarie er sandsynligt – om så kun i nogen grad – må man spørge, om de risici, som E3-lederne indbyder os til at acceptere, virkelig er dette værd? Uden nogen som helst offentlig debat?

Der findes et alternativ: Det hedder diplomati. Ikke det diplomati, hvor man slynger ultimatummer imod hinanden; heller ikke det diplomati, der foregår ved hjælp af meningsløse fredskonferencer, hvor man triumferende ekskluderer én af de krigsførende parter. Men snarere det diplomati, der består af åbenhjertige samtaler, hvor hver af parterne lytter til den modstående part. Ruslands behov for sikkerhed er ikke vanskelig at forstå. For russerne har i mere end tyve år talt om dette behov gentagne gange, nærmest ad nauseam for os, der har været villige til at lytte og at høre efter. Et neutralt Ukraine. Intet NATO-medlemskab. Reelle sikkerhedsgarantier. Alt det, som Rusland var rede til at tilbyde og Ukraine villig til at acceptere i marts 2022 – førend Zelensky blev overtalt til noget andet af Boris Johnson og Joe Biden.

Som general André Beaufre skrev: ”I en krig fortjener den besejrede at lide nederlag, fordi hans nederlag nødvendigvis må være et resultat af de forkerte overvejelser, som han har gjort sig enten forud for eller under konflikten.” Gennem de første femogtyve år af dette enogtyvende århundrede kan man for vestlige ledere i almindelighed og europæiske ledere i særdeleshed opregne en konsekvent historik af ”forkerte overvejelser” – som uomstødeligt bevises af vore mislykkede operationer i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og nu Ukraine. Men netop denne gang kunne der næsten ikke stå mere på spil.

Konklusionen må være, at førend vore ledere sætter vore lande i march mod krigen, skylder de os to ting.

For det første en utilsløret, offentlig og strategisk vurdering af de risici, som denne fremgangsmåde ville kunne udsætte os for. For det andet, at vore ledere aktivt indsamler vore synspunkter om sagen, og giver os mulighed for, at disse synspunkter bliver hørt. Det er trods alt os, og ikke dem, som forventeligt vil skulle udkæmpe krigen og bære krigens omkostninger og konsekvenser.

Det valg, vi som europæere står over for, er ganske enkelt. Bør vi ændre kurs og styre mod fred, og påbegynde en vanskelig, men åbenhjertig diplomatisk samtale med Rusland? Eller bør vi lade vore politiske ledere – der er styret af en politisk narrativ, som de selv har konstrueret, og som lader hånt om de eksistentielle risici, denne narrativ indeholder – fortsætte med at lede os frem mod krigen? Ganske som deres strålende forgængere gjorde det for omkring hundrede år siden i sommeren 1914?

Om Steve Jermy.

Jermy har gjort operativ flådetjeneste i Royal Navy, Storbritannien, blandt andet under Falklandskrigen i 1982. Har endvidere gjort stabstjeneste i det britiske forsvarsministerium og under internationale missioner i bla. Bosnien og Kosovo og som strategi-chef i den Britiske Ambassade i Afghanistan. Jermy har skrevet bogen “Strategy for Action: Using Force Wisely in the 21^st Century”, udgivet 2011.

Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen.

Al copyright og alle forfatterrettigheder forbliver hos forfatteren Steve Jermy.

Kilde til oversættelsen: https://stevejermy.substack.com/p/the-coming-war-with-russia

Se også på dette link debatten om Steve Jermy’s artikel samt Steve Jermy’s øvrige Substack-artikler.

Henvisninger:

1. Steven Jermy, ‘Right Now NATO Could Not Win a War with Russia’, Responsible Statecraft, 29 January 2025. https://responsiblestatecraft.org/nato-war-with-russia/

2. Steven Jermy, ‘Russia Is in the Driving Seat’, Brave New Europe / NATO Watch, 15 May 2025. https://braveneweurope.com/steven-jermy-russia-is-in-the-driving-seat

Se endvidere 24NYT-debatindlæg 21 MAJ 2025 af Steve Jermy: ’Magtbalancen i den russisk-ukrainske krig – eller: Det er Rusland, der sidder bag rattet.’

3. George Kennan, ‘A Fateful Error’, New York Times, 5 February 1997; William J. Burns, ‘Nyet Means Nyet’, US Embassy Moscow cable, 1 February 2008 (WikiLeaks); John J. Mearsheimer, ‘Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault’, Foreign Affairs, Sep/Oct 2014.

4. ‘Oreshnik Missile Is Unstoppable, Undetectable’, The Week India, 21 December 2024. https://www.theweek.in/news/defence/2024/12/21/oreshnik-missile-is-unstoppable-undetectable-another-military-analyst-echoes-putins-claims.html

5. International Energy Agency (IEA), World Energy Outlook 2024.

6. ‘Lloyd’s Executive Likens LNG Attack to Nuclear Explosion’, Resilience.org, 20 September 2004. https://www.resilience.org/stories/2004-09-20/lloyds-executive-likens-lng-attack-nuclear-explosion/

7. Kyiv School of Economics / World Bank, Ukraine War Damage Assessment, various reports 2023–2025.

8. IMF Fiscal Monitor — General Government Gross Debt (% of GDP). https://www.imf.org/external/datamapper/GG_DEBT_GDP@GDD/

9. General André Beaufre, An Introduction to Strat

Noter:

1. Carl von Clausewitz, On War, tr. Michael Howard & Peter Paret. (Princeton, 1976) p.88.

2. George Kennan, ‘A Fateful Error’, New York Times, 5 February 1997; William J. Burns, ‘Nyet Means Nyet’, US Embassy Moscow cable, 1 February 2008; John J. Mearsheimer, ‘Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault’, Foreign Affairs, Sep/Oct 2014.

3. https://fampo.no/estonias-pm-kaja-kallas-calls-for-the-breakup-of-russia/

4.https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_reports/RR3000/RR3063/RAND_RR3063.pdf

5. International Energy Agency (IEA), World Energy Outlook 2024. Europe’s oil import dependency at approximately 12.8 million barrels per day.

6. IMF Fiscal Monitor — General Government Gross Debt (% of GDP). https://www.imf.org/external/datamapper/GG_DEBT_GDP@GDD/

7. Kyiv School of Economics / World Bank, Ukraine War Damage Assessment, various reports 2023–2025