top of page
Søg

Ensretningen er historiens ekko

  • Admin
  • for 15 timer siden
  • 8 min læsning

af

Søren Rønhede



Militarismen fejrer hele tiden nye triumfer. Vi bilder os ind at den offentlige samtale har flere stemmer, men ensretningen er stadig altdominerende. Søren Rønhed giver her et historisk vue med udgangspunkt i presse, politik og krigsretorik.


Aldrig har medierne været så ensrettede som i dag, i hvert fald ikke siden enevældens tid. Men den er måske slet ikke forbi? 


Der er krig i Europa, og det er en retfærdig krig. Spørg blot diverse chefredaktører. 


Ser vi f.eks. på dagbladet Politiken, der opstod i 1884 som et talerør mod militarismen, er der nu helt andre boller på suppen. Nu er avisen talerør for den retfærdige krig. Christian Jensen, Politikens chefredaktør, er jævnligt ude med kritik af Norge, fordi landet ikke  investerer tilstrækkeligt i Ukrainekrigen. Med den ensretning, der gør sig gældende i Danmark, kan man kun glæde sig over, at den dansk-norske union forlængst er bragt til ophør.


I 1949 sprang Politiken ud som NATO-tilhænger. Den radikale avis var blevet skræmt af borgerligt-nationalistiske boykotter og overtagelsesforsøg 1920 & 1940. Den hoppede med på statsminister Hans Hedtofts forhastede NATO-indmeldelse 1949. Det er grundigt påvist af Danmarks førende koldkrigshistoriker Poul Villaume(1950-2024) i hans disputats “Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig”, at Danmark kun gjorde sin stilling mere udsat. 

Den officielle fortælling om NATO's nødvendighed har altid haft store mangler; væsentlige kendsgerninger udelades. 


I den vedtagne udgave af starten på den kolde krig sættes den typisk til Prag-kuppet februar 1948, hvor Tjekkoslovakiets store kommunistparti tog magten. Med afsæt heri blev det slået fast med syvtommersøm, at Sovjetunionen var den store trussel.


“I dagene op til påsken modtog den danske regering en række efterretninger, som tydede på, at Sovjetunionen planlagde en aktion mod Danmark,” Dette citat  fra dagbladet Information 2022.03.05 er i den kendte stil. Det oplyses ikke, hvor disse efterretninger kom fra. Men som det fremgår af Udenrigsministeriets udredning Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966, var der tale om amerikanske påstande, som blev formidlet af den danske USA-ambassade i Washington, som siden 1941 ikke havde repræsenteret danske interesser. (Det er en længere historie, som kan følges i den tidligere Politiken-chefredaktør Bo Lidegaards disputats fra 1996: “I kongens navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958.”)


Hertillands udløste rygterne “Påskekrisen 1948”


Statsminister Hans Hedtoft var på påskeferie på Stevns og vågnede en morgen ved bulder og brag. “Russerne kommer, russerne kommer!”


Det var dog ikke russerne, der støjede. Det var en stor amerikansk landbrugsmaskine leveret som led i den Marshall-hjælp, hvormed USA knyttede de vesteuropæiske lande til sig ved at ophjælpe sit eget erhvervsliv.


Med den opdagelse forsvandt frygten ikke.


Sovjetunionens aggressivitet var en allerede fastslået kendsgerning.


Ved at begynde med 1948, udelades forhistorien:

Sovjetunionens brutale diktator Josef Stalin var i sin udenrigspolitik meget forsigtig. Fra krigens afslutning i 1945 havde han holdt sig til den forståelse, han havde etableret med Englands Winston Churchill. Sovjetunionens top erkendte landets svaghed - efter de enorme tab i "Den store fædrelandskrig".


Stalin holdt lav profil.


Churchill havde trukket linjerne mellem Englands og Sovjets interessesfærer i Europa. (USA indgik ikke heri; supermagten var imod interessesfærer, underforstået: hele verden er USA’s interessesfære.)


Efter forståelsen mellem Churchill og Stalin var Grækenland britisk interessesfære.

Men briterne løb hurtigt ind i et problem: Grækerne var uenige.


England kunne ikke bare genindsætte kongen og hans højrevendte styre i Grækenland efter Tysklands sammenbrud.


Den græske modstandsbevægelse, der - som den danske - var kommunistisk præget, ønskede ikke det gamle styre tilbage. England satte tropper ind, men opgaven oversteg briternes formåen.


I 1947 kastede de håndklædet i ringen.


Stafetten blev givet videre til USA, hvor præsidenten, Harry Truman, påtog sig jobbet: Grækerne skulle nedkæmpes og påtvinges det uønskede styre.


Havde Truman nøjedes med det, kunne historien være blevet en anden. 


Men beslutningen om at gå i krig blev syltet ind i aggressiv, konfrontatorisk retorik vendt mod Sovjetunionen og verdenskommunismen som den store fjende. Det var dem, der skulle nedkæmpes i Grækenland; ikke et folk, der skulle påtvinges et bestemt styre.


Trumans konfrontatoriske tale til Kongressen 12. marts 1947 er siden blevet kaldt Trumandoktrinen. Den var det samme som at slynge handsken i ansigtet på den sovjetiske leder, der nøje havde holdt sig til den aftale, han mente at have og derfor ikke havde hjulpet partikammeraterne i Grækenland med så meget som en eneste patron.

Stalin havde heller ikke anfægtet den borgerlige valgsejr i Ungarn i 1946, hvilket også var i overensstemmelse med interessesfære-inddelingen.


Men med Trumans krigserklæring kom der gang i Europas øst-vest-opdeling.

Truman havde defineret Sovjetunionen som den store trussel. Udsagnet viste sig selvbekræftende; Sovjet fik travlt med at sikre sine grænser. Jerntæppet blev trukket ned gennem Europa og her lå Tjekkoslovakiet som en kile ind i østblokken. Det var for Stalin grund nok til at bifalde kommunisternes kup i Prag. Da var USA allerede i gang med at bryde sejrherrernes aftaler om Tyskland.


Det var aftalt, at det besatte Tyskland i fællesskab skulle styres af sejrsmagterne, der også skulle lægge rammerne for et forenet Tyskland. Men i 1947 trak USA og England sig ud af samarbejdet. Man ønskede et Vesttyskland som kunne oprustes og indgå i en vestlig blok.

Stalins regime har selvfølgelig gjort det lettere at udbrede og fastholde den officielle og falske fortælling, som var grundlaget for NATO fra 1949.


Sovjetunionen brød sammen i 1991. Hermed forsvandt også det alliancesystem, som var bygget op i Østeuropa.


Hvad så med NATO?


Den omhyggeligt opbyggede trussel østfra var jo væk. 


I 1998  udtalte USA’s sidste ambassadør i Sovjetunionen (1987-1991), Jack Matlock, i en senatshøring, at den planlagte NATO-udvidelse ”meget vel af historien vil blive set som det mest fundamentale strategiske fejlgreb siden Den Kolde Krigs afslutning”, og at det på sigt kunne føre til en alvorlig sikkerhedstrussel mod USA. 

”Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland […] så vil man sige: […] ’Sådan er russerne!’” Advarslen var altså, at NATO-sikringen mod en mulig fremtidig trussel fra Rusland ville blive en selvopfyldende profeti. 


Ruslands daværende præsident Boris Jeltsin (1931-2007) advarede også og talte for en fælles europæisk sikkerhedsarkitektur. Det blev afvist og man for videre i NATO-sporet. Jeltsins afløser forsøgte sig også med samarbejdslinjen. Da han spurgte USA. om Ruslands optagelse i NATO, fik han svaret: I kan jo stille jer op i ansøgerkøen (sammen med Montenegro). I 2007 advarede Jeltsins efterfølger, Vladimir Putin,  for ham var det, USA og NATO imod at fortsætte linjen. 

Hvilket svar fik han? Det kom i 2008 med USA’s forslag om at optage Ukraine og Georgien. Men det turde Tyskland og Frankrig ikke. Den tyske kansler Angela Merkel sagde, at det var det samme som at erklære Rusland krig.



Siden har der været den krigstilstand, Merkel advarede imod, og som Rusland optrappede kraftigt i 2022. Samme forår førte krigen til forhandlinger, der resulterede i et enighedspapir mellem Rusland og Ukraine. Men det fik aldrig den ukrainske præsident Zelinskys underskrift. Den engelske premierminister Boris Johnson og den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken fløj til Kiev og overtalte Zelinsky til krigens fortsættelse. https://www.foreignaffairs.com/ukraine/talks-could-have-ended-war-ukraine?utm_medium=promo_email&utm_source=fa_edit&utm_campaign=best_of_essays_prospects&utm_term=ESZZZ004D6&utm_content=20251229


Hele forhistorien udelades normalt i medierne.


Hele situationen fremstår tydelig, når vi ser på det nyligt afholdte Nordiske Rådsmøde i Stockholm. Finlands statsminister Petteri Orpo sagde forud for mødet, at “krigen i Ukraine og Ruslands hensynsløse opførsel i Østersøregionen har gjort vores region til et hotspot”. Hvordan Rusland er kommet dertil, siges der ikke et ord om. For som vi alle ved: Sådan er Rusland (og har altid været).


Statsminister Mette Frederiksen gentog, at regionen står over for “den største trussel siden Anden Verdenskrig”, og hun advarede om, at Rusland forsøger at “svække vores samfund og splitte os”.


“De skal vide, at de aldrig vil få succes”, sagde Frederiksen ifølge Reuters. Hun understregede samtidig vigtigheden af, at de nordiske lande fortsætter deres stærke støtte til Ukraine, som hun kaldte “den første forsvarslinje for hele Europa”. 


Stormagtsminister Mette Frederiksen formår hele tiden i sin tale at overgå alle andre. Freds- og forhandlingssporet får hende til at ryste forfærdet på hovedet, som vi så tydeligt har set det f.eks. i folketingets Europaudvalg.


Krigspartiet står stærkt.


Mette Frederiksen har altid regeret med skræmmekampagner. I sin første åbningstale i 2019 talte hun om en økonomisk krise, økonomer ikke kunne få øje. Året efter fik hun sin coronakrise, som hun ikke kunne strække længere end til 2022. Kun kort måtte hun igen male sin økonomiske krise på væggen; Putins krigsoptrapning har hjulpet hende lige siden.


Det er fristende at trække paralleller til nogle af Frederiksens forgængere i spidsen for den danske stat. Hendes hidtil største stunt må næsten være pressemødet 17. september, hvor hun flankeret af Troels Lund og Løkke udbasunerer regeringens principbeslutning om at skaffe sig langtrækkende våben, der kan nå langt ind i Rusland. 


Her har hun stærke forbilleder i Danmarkshistorien. 


Hun minder om Frederik 3., der i 1657 erklærede stormagten Sverige krig. 


Sverige var kommet ud af Trediveårskrigen 1618-48 som sejrherre, hvorimod Frederiks far, Christian 4., havde lidt et forsmædeligt nederlag i samme krig. 


Men nu var tiden kommet til revanche, mente Kong Frederik og hans Rigsråd. De havde fået efterretninger om, at et svensk felttog i Polen ikke gik for godt, en chance, der skulle udnyttes.


Konge og regering evnede ikke at tænke sig frem til, at de derved gav svenskerkongen den store gave at kunne trække sig ud af den polske sump, han havde anbragt sig i, med æren i behold. Han var jo blevet angrebet af naboen!


Men Frederik havde ikke rigtig noget at kriges med. Her har vi ligheden til Frederiksen, der bralder løs om sine fugle på taget. Hun snakker, som om hun ikke er statsminister i en småstat, hvis sikkerhed hun underminerer med sine stormagtstaler.


Det gik ikke så godt for hendes forgænger. 1658 måtte Frederik 3. afstå de fire Skånelande, dvs. hele Østdanmark. Derved fik Danmark flyttet sin østgrænse langt mod vest, helt tæt på sin hovedstad (som Tyskland efter 2. verdenskrig). 


Det mindste af  Skånelandene, Bornholm, kom dog tilbage i 1660 (betalt med danskejet jord i Skåne) og indgår nu i Frederiksens oprustningsplaner - på tværs af en aftale med Sovjet / Rusland fra 1946.


Frederiksen farer videre i det spor, mediedarlingen, tidligere statsminister og NATO-sekretær Anders Fogh Rasmussen, fik lagt:  Slut med den fredspolitiske linje Danmark havde fulgt siden den famøse 1864-krig, som blev fremprovokeret af de nationalliberale, der i 1848 kuppede sig til magten. De bragte Danmark ud i den anden af to tossede krige, som endte med, at kongen måtte afstå sine tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg. De nationalliberale drømmere havde ført den danske småstat ud i en krig ikke mod én, men mod to europæiske stormagter, Prøjsen og Østrig, på samme tid! 


Fogh talte foragteligt om forgængere, der havde holdt Danmark ude af krig. De vidste, at en småstat bedst sikrer sin eksistens og sit territorium ved at føre fredspolitik og holde sig fra krig. Dem kaldte Fogh for “usle”. På linje med de nationalliberale fantaster lod han unge, danske mænd blive dræbt eller ødelagt i håbløse krige, som alle er tabt. 


Erling Bjøl, professor i international politik, død 2023 kort efter sin 105. fødselsdag,  kaldte Fogh Rasmussen “den første nationalliberale statsminister siden Ditlev Gotfred Monrad”, manden der i 1864 slog hånden af England som hjælpende mægler ved at afvise en deling af Slesvig med en grænse sydligere end den, Danmark efter folkeafstemning fik i 1920.  


Mette Frederiksen er på vej til at indskrive sig i danmarkshistorien som arvtager til det uheldsvangre trekløver, Frederik 3., D. G. Monrad og A. F. Rasmussen .


Anders Fogh Rasmussen blev i 2005 kaldt "en farlig mand" af den radikale partileder Marianne Jelved.


Med Mette Frederiksen er "en farlig kvinde" kommet i spidsen for Danmark. 


Og med sin ustyrlige retorik lægger hun op til at placere Danmark i den næste “forsvarslinje for hele Europa”.


Det kan ske den dag, hvor krigen til den sidste ukrainer er løbet tør for ukrainere. 

Medmindre Danmark skulle få et mindre følgagtigt folketing, ud af hvis midte en Jørgen Jørgensen(1888-1974) kunne opstå. 


I 1947 gik den radikale partileder, Jørgen Jørgensen, på folketingets talerstol og fremlagde følgende forslag til motiveret dagsorden:


“Idet folketinget udtaler sin mistillid til statsministeren …”


Mistilliden fik flertal og fjernede den daværende statsminister Knud Kristensen, som førte grænsepolitik imod folketingets flertal.


Men forskellen på dengang og nu er, at Danmark ikke har noget Folketing i Grundlovens betydning. Den lovgivende magt er reelt flyttet til regeringen og dens embedsstab, nøje afstemt med interesseorganisationer som "Landbrug og fødefarer".


Folketingets whistleblower, løsgængeren Theresa Scavenius, der samler underskrifter til partidannelsen Grønne Demokrater, har grundigt påvist, at folketinget har valgt at reducere sig selv til et ekspeditionskontor.


Men håbet er grønt.

 



bottom of page