Glasset fyldes

af

Peter Andreas Fog

I sin anmeldelse af Anna Libaks anmeldelse af vores egen redaktør Frederik Christensens nye bog, gør Peter Andreas Fog op med de hurtige indholdsløse affærdigelser i debatten.

Er stemningen for Ukraine krigen så småt ved at ændre sig blandt kommentatorerne? Det er en fornemmelse jeg har haft på det seneste og kom til at tænke over, da jeg læste Weekendavisens Anna Libaks anmeldelse af Frederik Christensen og Kasper Støvrings bog Tragisk realisme – krig og fred i den multipolære verden. Jeg har endnu ikke selv læst bogen, men har for et par måneder siden talt med halvdelen af forfatterne og antager derfor, at det er en god bog. 

Det er Libak, der, skal det siges, har den fordel at have læst bogen og indrømmer, at den er “velskreven”, og roser den for “dens gennemgang af græske tragedier og realistiske statsmænds meritter gennem historien”, samtidig med at hun mener at  “forfatterne viderekolporterer russisk propaganda”. At beskylde nogen for at viderekolportere russisk propaganda, er i øvrigt at viderekolportere EU Kommissionens og regeringens propaganda. Dissens er trods alt grundpillen i demokratiet og man kan jo, for god ordens skyld, jo antage at folk er ærlige i deres uenighed.

Libaks anmeldelse hedder ‘Glasset er stadig det samme’, om det er halvt fyldt eller tomt, “om man sørger over det sunkne Atlantis eller glæder sig over, at skællene er faldet fra øjnene”. Og hun citerer Von Der Leyen for at sige “Europa kan ikke længere være vogter af den gamle verdensorden – en verden, som er forsvundet og ikke vender tilbage”. Den verdensorden som Europa var i stand til at vogte, skal vi helt tilbage til Rudyard Kiplings appel til amerikanerne om at hjælpe med til at ‘bære hvid mands byrde’. Og Libak indrømmer da bl.a. også “at Europa i årtierne efter Den Kolde Krigs ophør bildte sig ind, at ret er magt.”

Her kan man så tilføje, at Europa var beskyttet af USA under Den Kolde Krig og ikke opretholdt stort andet end sine bugnende velfærdssamfund. Men det er jo skællene fra øjnene, når man bilder sig ind, at verden fungerer på på en anden måde end den rå magt, eller “rovdyrenes tid”, som Libak kalder det med et farvet ord.

“Igen og igen gentages det, at NATO i forbindelse med genforeningen af Tyskland lovede Gorbatjov ikke at ville udvide »en tomme østpå«” skriver Libak, som eksemplet på den væsentligste ‘stråmand’ Christensen og Støvring begår. Det er anmelderens privilegium at vælge slagmarken og her er altså grund anken. For det “er bare ikke rigtigt, at et sådant løfte blev afgivet, uanset hvor ofte Putin påstår det”. Putin igen? Ad hominem er ikke tegn på at man har valgt et godt højdedrag.

»Spørgsmålet om 'NATO-udvidelse' blev slet ikke drøftet og var ikke på dagsordenen i de år. Det kan jeg sige med sikkerhed. Ikke ét eneste østeuropæisk land rejste spørgsmålet – heller ikke efter Warszawapagtens opløsning i 1991. Heller ikke de vestlige ledere bragte det op. Derimod blev et andet spørgsmål taget op og drøftet: at sikre, at NATOs militære strukturer ikke rykkede frem, og at der ikke blev udstationeret yderligere alliancestyrker på det daværende DDRs territorium efter den tyske genforening. Det var i den sammenhæng, at Bakers (James Baker, USAs daværende udenrigsminister, red.) udtalelse, som du henviser til, blev fremsat.«

Med andre ord: Gorbatjov kæmpede alene for, at der ikke måtte stationeres NATO-styrker på det tidligere DDRs territorium, hvilket han faktisk opnåede. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at de østeuropæiske landes optagelse kunne blive aktuel: Hverken Warszawapagten eller Sovjetunionen var brudt sammen på det tidspunkt.

Jeg skal ikke gå ind i, hvad de forskellige aktører husker, at der blev sagt i løbet af en lang og tumultarisk proces, Christensen og Støvring må selv forsvare sig i det stykke. Jeg er kun interesseret i, hvad der gavner Danmark, hvad der er Danmarks interesse. Og heri ligger min modvilje mod at tage Libaks indvendinger alvorligt, fordi det ikke er logik men derimod sofisme. Man parkerer debatten i en diskussion om formalia. Det samme greb som daværende redaktør for Dagbladet Politiken Bo Lidegaard benyttede, da han i en debat i Politikens Hus, om værdien af Bent Jensen et al.’s Ulve Får og Vogtere, alternativet til Koldkrigs Kommissionens fortælling, fokuserede på et par enkelte fejlagtige kildehenvisninger og endeløs polemisering over god citatskik. Alle værker indeholder små skønhedsfejl, især i et så stort værk som Ulve, Får og Vogtere, men der blev intet blot kunne ligne noget substantielt bragt på banen af Lidegaard og hans støtter i salen.

Når Gorbatjov ikke havde fantasi til at forestille sig at østeuropæiske lande kunne blive en del af NATO, og at NATO således ville rykke østpå var det fordi det var så underforstået logisk, af ingen burde behøve at gøre opmærksom på det. Som Basil Fawltys gourmetaftens indbydelse, der sluttede med ordene “intet  rakkerpak!” Libak fortsætter med at give en håndfuld eksempler i samme ånd, som d’herrer Christensen og Støvring selv må stå på mål for. Men alle indvendingerne ændrer deres karakter i lyset af den forståelse, at stormagtspolitik handler om magt, ikke om ret.

Det er en ironi, der er tabt på Libak, når hun mener at “I disse år er det ikke til at sparke sig frem for realister i international politik:” Min oplevelse er derimod, at alle statsbetalte medier og den statslige mastodont Danmarks Radio sammen med et stort set enigt Folketing med dens indtil forleden flertalsregering, har siddet tungt på al debat om vores engagement i en krig, hvor den modsatte part er verdens største atomvåbenmagt, som er vores nabo i Østersøen og Arktis. På Danmarks Radio kan man se to eksperter fra Forsvarsakademiet fremlægge situationen. Eller med andre ord, kan man på statskanalen høre statens repræsentanter docere om baggrunden for statens dispositioner - for mine penge!

Det er i denne stemning at folk som Stine Bosse bruger udtrykket “landsforrædere” om dem, der ikke mener at det tjener Danmarks interesse at bruge 80 mia. af skatteborgernes penge, på at antagonisere Rusland i en forlængst tabt krig. “Alle disse såkaldt “patrioter” er købt og betalt af Putin” skrev hun på valgdagen. Og den konservative Rasmus Jarlov rasede mod den iranske Jaleh Tavakoli’s forhåbninger om, at USA’s og Israels bombardementer i Iran, kunne bringe det regime, der har tvunget hende i landflygtighed til fald, og mente at kun blot kunne forlade Danmark. “It will achieve nothing positive” skrev han og begræd, at det ville gavne Rusland ud fra en betragtning om oliepriser. Intet håb kunne han tilstå hende for Ukraine er Danmarks skæbne.

At Libak alligevel tilstår Tragisk Realisme en del kvaliteter og rammer sin anmeldelse ind i et spørgsmål om personligt temperament, om man ser glasset halvt fyldt eller halvt tomt, har noget rykket sig. Og det er ikke realister, der har mast sig så langt frem i debatten, at det ikke er til at sparke sig frem for dem. Det er hendes egen tvivl, der gør deres argumenter vægtigere i hendes eget hoved. De er ikke til at komme udenom.

Det er hende, der rykker sig, grangiveligt næret af realiteterne, som hun citerer Von Der Leyen for at den ‘gamle verden’ ikke vender tilbage. Det gør illusioner jo ikke, når først de er bristet. Der var ingen udsigt til en militær eller økonomisk sejr over Rusland til at begynde med. Dolkestødsmyterne står for døren, hvor den amerikanske præsident Trump sikkert får hovedskylden for at Verdenssamfundets forsøg på at isolere Rusland er endt med en lille og ilde defineret ‘koalition af villige’.

Det er det amerikanske folk, der sagde et rungende nej til engagement i en udsigtsløs krig på den anden side af kloden. For det var ikke blot Trumps vælgere, der der fik julelys i øjnene, da han overfor at CNN’s Cailin Collins tornede “I want everybody to stop dying!”. Det var hans Demokratiske modstander, der helt afstod fra at gøre engagementet til et tema i valgkampen - det havde ingen folkelig resonans.

Og deri ligger en tragedie i illusionen om vores ædle pligt til at bære hvid mands byrde. Det var aldrig vores at bære. Og folk i Vesten, måske bortset fra i Danmark, kan se det. Og det var hele tiden en del af ligningen, at det ville falde fra hinanden, hvis ikke en total krig blev udløst. Folketinget og de statsstøttede medier berusede et flertal af danskerne med deres andel i en ædel sejr. Nu ligger det hele i ruiner.

Og dog. “Ingen kan beskylde Trump for moralsk aktivisme, og dog har han væltet diktatoren Manduro, truer diktatoren Miguel Díaz-Canel i Cuba og er i skrivende stund i krig med det totalitære præstestyre i Iran.” kommer det nemlig lidt mavesurt fra Libak. Men det kan man måske så nu, så fint Libak selv stiller det op. Faktisk kan man således argumentere for at kun realistisk politik i sidste ende er moralsk.