Hans Mouritzen: Europas ’Daddy’-diplomati vil føre os fra asken og i ilden
- Admin
- for 3 dage siden
- 5 min læsning
Selvom Trump lige nu udgør den alvorligste udfordring til europæisk suverænitet, er hans analyser herligt befriede for de traditionelle søvndyssende floskler.
Hvem bekymrer europæiske beslutningstagere mest: Putin eller Trump? I retorikken er det Putin, i realiteten er det Trump. Man frygter, med god grund, hans dynamik og volatilitet. Men det tør man ikke sige højt. Mens man frygter (og griner af) Trump bag facaden, taler man ham efter munden og smigrer ham offentligt, som ved at kalde ham ’Daddy’ (NATO’s Mark Rutte). Noget tyder imidlertid på, at Trump har gennemskuet dette. Det er forstillelsens fallit.
’Mainstream’-Europa (som analysen her handler om) troede, det havde formildet Trump igennem det meste af 2025 ved hjælp af omtrent fordoblede forsvarsudgifter, omfattende toldindrømmelser og en afdæmpet reaktion på truslerne mod Rigsfællesskabet (de fleste stak hovedet i busken; kun Frankrigs præsident Macron markerede sig seriøst). Forsigtighed har generelt været nøgleordet.
National Security Strategy: Indblanding i Europas indre anliggender
’Belønningen’ ser vi i National Security Strategy, NSS. Europa er nu mere end nogensinde USA’s prügelknabe (det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at man i en national sikkerhedsstrategi går så meget i dybden med andre landes indenrigspolitik): Anført af EU er Europa angiveligt på vej mod civilisatorisk undergang (’civilizational erasure’). Den nuværende politiske kurs med migrationspolitik, censur, undertrykkelse af politisk opposition (’patriotic European parties’) og mangel på national identitet er skyld i det. USA vil gerne være med til at opbygge ’the healthy nations of Central, Eastern, and Southern Europe’ – underforstået ikke de nord(vest)europæiske lande, der åbenbart allerede er fortabte.
Hvad man end mener om indholdet af Trumps anvisninger, er der tale om en uhørt indblanding i Europas og europæiske landes interne anliggender. Vi har tidligere set, hvordan Trump har påvirket, og måske endda været udslagsgivende, for valg i Argentina og for nylig i Honduras.
Et kig i teoribogen
Hvad anbefaler teoribogen Europa at gøre under stormagtspres? Bør der gives indrømmelser eller mobiliseres modstand? Det afhænger hovedsagelig af én ting: stormagtens ambitioner. Er den status quo-orienteret (defensiv) eller er den revisionistisk (offensiv) – dvs. ønsker den grundlæggende forandring? I det første tilfælde er mindre indrømmelser/’ligge død’ en farbar vej, hvis blot man ikke er på ’fjendens’ hold. I det andet tilfælde er indrømmelser derimod skadelige, fordi de opmuntrer til nye og mere vidtgående krav (præcedens). Derfor gælder det i stedet om at bygge ’bastioner’ fra minut ét. Fx retoriske bastioner af formen: ’Vi værdsætter inspiration udefra, men modsætter os ekstern indblanding i egne forhold’. Det er ikke sikkert, det virker, men det opmuntrer i hvert fald ikke til yderligere penetration.
Læren af den nye sikkerhedsstrategi er tydeligvis, at trumpismen er revisionistisk i forhold til Europa. De hidtidige indrømmelser forslår slet ikke; nu skal europæerne – angiveligt uden selvtillid – belæres om, hvordan de skal indrette deres samfund. Trump er blevet opmuntret af forstillelsen: ’NATO calls me Daddy. I mean, I have a lot to say about it… QUESTION: Would you consider getting involved in some of those elections to … to put in leaders that you think are better suited? TRUMP: Well, I’d endorse … I’ve endorsed people that a lot of Europeans don’t like…’ (interview i Politico 9/12). Med andre ord: Mere vil have mere. Et andet eksempel: Mette Frederiksen siger, at hun ’glæder [sig] til at se amerikanske soldater i de danske gader.’ Der står ikke ’Nuuks gader’, men det kan opfattes som en invitation til det efterfølgende pres mod Rigsfællesskabet.
Det er selvsagt let at være bagklog, men Europa burde have sat foden ned allerede i januar 2025. Ligesom Kina gjorde i forhold til selvsamme USA. Kina fandt sig ikke i noget og svarede symmetrisk igen på de himmelråbende amerikanske toldsatser. De kom godt ud af topmøderne med Trump. Resultat: Kina omtales respektfuldt i den nye sikkerhedsstrategi.
Trusselsinflation
Men også en truende revisionist som Trump kan jo have ret i visse henseender, fx diagnosen om europæernes manglende selvtillid. Den viser sig dels i frygten for Trump selv (han har åbenbart gennemskuet den indsmigrende retorik), dels i forholdet til Rusland: ’European allies enjoy a significant advantage over Russia by almost every measure, save nuclear weapons´, står der i NSS. Alligevel omtaler (nord)europæiske ledere fejlagtigt Rusland som en eksistentiel trussel (fx Kristersson, Macron).
Rusland er revisionistisk i forhold til Ukraines grundlovsfæstnede ønske om NATO-medlemskab, og man frygter langtrækkende raketter tæt på Ruslands grænse (derfor krigen, formentlig). Men landet er status quo-orienteret i forhold til EU/NATO-territorium. Analogien mellem Hitler og Putin, der bevidst eller ubevidst bruges af flere europæiske ledere, er falsk – af flere grunde: (1) Rusland har ikke brug for mere ’Lebensraum’; (2) det har en overflod af energiressourcer, som 1930’ernes imperialister (Tyskland, Japan) savnede; (3) Putin formulerer ingen herrefolksmentalitet og – som om det ikke var nok – (4) Hitler stod ikke overfor NATO, som Putin gør. Javist, der er cyber/hybridkrig (en art Moskva-’karakterbog’ til de berørte lande). Der er, som i al politik, del-og hersk-forsøg overfor modparten, men ikke særlig succesfuldt (hverken i forhold til europæiske parlamenter eller regeringer). Trumpismens indblanding i Europa er farligere end Ruslands, fordi USA har betydelig ’soft power´ og præsidentiel karisma, mens Rusland er stigmatiseret i europæisk opinion.
Alligevel er den officielle europæiske retorik præget af trusselsinflation i forhold til Putin og Rusland (fx Frederiksen). Rusland vil angiveligt – efter en ’uretfærdig’ fred med Ukraine – gå videre og angribe land efter land i Europa. Det er en moderne version af den fra Vietnam-krigen udslidte domino-teori (falder den første brik, falder den næste, osv.). Men hvorfor denne trusselsinflation? For at opnå vælgernes accept af en historisk uhørt oprustning; man får ikke økonomisk pressede vælgere til at åbne ’tegnebøgerne’, uden at der virkelig bliver slået på stortromme. Og oprustningen er nødvendig for at imødekomme Trump og dermed bevare NATO og fastholde USA militært i Europa. Det sidste har mange fordele, der ikke nødvendigvis har noget med Rusland at gøre: Det fremmer europæisk sammenhold ved at overflødiggøre fransk-tysk-britisk rivalisering om militært lederskab; det forhindrer en militær græsk-tyrkisk konflikt; det giver mindre medlemslande prestige ved at facilitere nye medlemskaber; og endelig beroliger det baltere og polakker i forhold til Rusland.
Men hvis der forhandles fred vedr. Ukraine, frygtes det, at USA vil se sin europæiske mission som fuldført og NATO dermed have mistet sin berettigelse; andre arenaer vil blive prioriteret. Frygten kulminerer, når der annonceres topmøde mellem Trump og Putin (Alaska, Budapest), eller der produceres et fredsforslag forhandlet med russisk inddragelse. Så er det bedre med en frossen konflikt. De europæiske ledere forsøger derfor diskret at kaste grus i maskineriet. Diskret, fordi man samtidig føler sig nødsaget til at smigre Trump og rose hans fredsarbejde. Men også det har Trump tilsyneladende gennemskuet: USA ’finds itself at odds with European officials who hold unrealistic expectations for the war … A large European majority wants peace, yet that desire is not translated into policy, in large measure because of those governments’ subversion of democratic processes.´ Om NATO specifikt går USA’s mål ud på at ´end[ing] the perception, and prevent[ing] the reality, of NATO as a perpetually expanding alliance’. Med andre ord: slut med den amerikanske neokonservatisme, som de europæiske atlantister knyttede sig til.
Tilpas retorikken til virkeligheden
Europa bør tilpasse retorikken til de reelle trusler (helt bortset fra klimaet, økonomien og demografien, som ligger udenfor analysen her). Europa bør stoppe både ’Daddy’-diplomatiet vestover og trusselsinflationen østover. Ellers risikerer vi at komme fra asken og i ilden: (1) Trump (’Daddy’) opmuntres til at fortsætte sin uhæmmede faderlige indblanding i europæiske forhold, og (2) den i udgangspunktet uberettigede russerfrygt kan via utilsigtet eskalation blive berettiget. Selvom Trump lige nu udgør den alvorligste udfordring til europæisk suverænitet, er der meget at lære af hans analyser af Europas eksterne relationer. De er herligt befriede for de traditionelle søvndyssende floskler.
