Lægger vi imperialistiske hensigter i munden på Putin?

af

Uffe Kaels Auring

Tidligere trykt i POV 1.03.2026

Putin kan bruges til mange ting, men han har endnu ikke givet det herskende, ensidige fjendebillede den solide grund, det fortsat mangler, skriver Uffe Kaels Auring.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den vestlige ruslandspolitiks kritikere og fortalere deler sig ikke blot efter anskuelser, men også fakta.

Den ene lejr henholder sig til ét sæt af hårdtslående beviser for netop deres udlægning; mens den anden lejr øser af sit eget katalog af afslørende citater og nøglebegivenheder. Ud over at sagen angår Rusland, Vesten og Ukraine, er mængden af fælles referencer begrænset.

Denne tvedelte ensporethed finder vi fx i spørgsmålet om Kremls motiver for at invadere Ukraine samt Ruslands bredere udenrigspolitiske ambitioner.

Et kritisk mindretal hævder, at Rusland reagerer på vestlige provokationer, og kan som bevis fremlægge en lang række vurderinger fra vestlige statsmænd og eksperter, der siden midten af 1990’erne har advaret mod NATO-ekspansion og manglende lydhørhed over for russiske sikkerhedsinteresser.

Den dagsordenssættende majoritet holder derimod på, at Vladimir Putin er en magtsyg imperialist, og peger bl.a. på, at han allerede er blevet afsløret af sine egne udtalelser.

Eftersom majoriteten leverer de gældende begrundelser for såvel de vestlige magters tilgang til Ukraine-konflikten som den bredere oprustningspolitik, burde det være en væsentlig opgave for uafhængige medier at undersøge, hvordan Putin-citaterne bruges, og hvad de viser og ikke viser. Jeg vil tage hul på opgaven her, siden andre mig bekendt ikke har gjort det.

Den største geopolitiske katastrofe

Et af standardfremstillingens yndlingscitater findes i en tale fra 2005, hvor Putin udråber Sovjetunionens kollaps til ”den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede”. Det er sigende, at man sjældent benytter Kremls egen oversættelse, der mere plausibelt nævner ”en større geopolitisk katastrofe”. Alternativt ville Putin have vanhelliget et sakrosankt sted i den officielle russiske historieskrivning. Den russiske præsident er næppe revisionist i spørgsmålet om Den Store Fædrelandskrigs historiske betydning.

Vigtigere er imidlertid konteksten for citatet. Efter de berygtede ord betoner Putin, at det er selve ”kollapset” snarere end et aktuelt fravær af Sovjetunionen, der er katastrofalt. Han oplister således flere af de enorme ulykker, der overgik russerne i 1990’erne. Det er alt sammen levet erfaring for de fleste russiske borgere over 40 år og velkendt stof for enhver vestlig iagttager med basal viden om landet.

Faktisk optræder katastrofebemærkningen i et modsvar til de hjemlige røster, der ifølge Putin fejlagtigt plæderer for at genskabe sovjetiske tilstande. Altså den slags, der fremfører, at de russiske borgere ikke kan håndtere ”frihed”, men behøver ”konstant supervision”.

Fjernt fra at drømme om en genrejsning af Sovjetunionen eller et nyt autokratisk imperium beretter han, at der i ”kollapsets” ruiner opstod en smag for ”et nyt og frit liv” hos russerne, som gik i gang med at bygge ”en demokratisk, fri og retfærdig” stat efter europæisk forbillede. Rimelig gennemsnitlig politikersnak fra dengang, Moskva søgte integration med Europa og Vesten.

Det bemærkelsesværdige her er alene, hvor let det har været for vestlige kommentatorer at gøre udsagnet til en klokkeklar markør for Putins imperialistiske hensigter. Hvis man endelig vil derhen, er det bedste, man kan plukke ud af talen, hans gentagelse af Boris Jeltsins tidligere beklagelse over, at Sovjetunionens sammenbrud efterlod millioner af medborgere uden for russisk territorium.

Man skal dog anstrenge sig for at vride ekspansionistiske drømme ud af denne bemærkning. Putin drager blot den konsekvens, at Nato og EU bør beskytte russiske mindretals rettigheder – eller i det mindste stoppe med at kritisere menneskerettighedssituationen inde i Rusland.

Der er altså ikke meget at komme efter, og derfor kender vi kun katastrofebemærkningen – i en udgave, der vender budskabets udtrykkelige mening på hovedet. Sagen er ikke, at man fejlfortolker konteksten, men at man udskifter den med et forudindtaget trusselsbillede.

Ukraine er ikke et rigtigt land

Vi hører også ofte, at Putin har sagt, at Ukraine ikke er et rigtigt land. Bemærkningen kan spores tilbage til en artikel i det russiske erhvervsmedie Kommersant om det skæbnesvangre Bukarest-topmøde i 2008, hvor Nato lovede Ukraine og Georgien medlemskab.

Heri citeres en unavngiven kilde fra NATO’s delegation for at have overhørt Putin fortælle den daværende amerikanske præsident, George Bush, at ”Ukraine ikke engang er en stat”. Derfra er citatet i forskellige varianter rejst videre til CNN, et Anne Applebaum-essay i The New York Review, Washington Post og de vestlige medier generelt. Det findes også i en anmelderrost udgivelse fra en dansk historiker, der ironisk nok vil bekæmpe russisk propaganda med ”faghistoriske metoder”.

Jeg er endnu ikke stødt på kildekritiske forbehold i omgangen med dét citat. Det lader til, at et udsagns ophav kan være ligegyldigt, når blot det inkriminerer udpegede fjender. Også i andre dele af ukrainedækningen ser vi, at jo dårligere fjenden tager sig ud, des større udsagnskraft tillægges kilden.

Ikke desto mindre harmonerer citatet med andre udtalelser, vi med sikkerhed kan tilskrive den russiske præsident. Konteksten er dog igen vigtig. Så vidt citatet er autentisk, var udbruddet en reaktion på Natos erklæring om at indlemme Ukraine. Det er først derefter, i en forudanelse om et provestligt, antirussisk styre i Kyiv, at det officielle Rusland begynder at så tvivl om ukrainsk suverænitet.

Altså har standardfortællingen på dette punkt fremlagt stof, der synes at bekræfte den kritiske minoritets opfattelse af konfliktens kerne. Vi skal blot huske at tage konteksten med.

Ukraine er et kunstigt land

Putin, hører vi også, har ved flere lejligheder luftet sin patroniserende, imperiale arrogance ved at omtale Ukraine som et ”kunstigt” land.

Den tidligste kilde til citatet findes i en nyligt afklassificeret transskription af en samtale mellem Putin og Bush under det førnævnte Nato-topmøde. Putin uddyber sin opfattelse med, at Ukraine er et splittet land, sammensat af en vestlig del, hvis territorium består af tidligere dele af Polen, Rumænien og Ungarn, og en østlig del, der består af tidligere russisk territorium. Landet bebos derfor af folk med ”meget forskellige tankesæt”, idet der findes en provestlig og en prorussisk del. Alligevel, påpeger han, er et stort flertal af befolkningen modstandere af Nato-medlemskab.

Det er alt sammen faktuelt korrekt. Eller var, hvad det sidste punkt angår.

Natos fremfærd i Ukraine ”skaber problemer for Rusland”, siger han så og fremhæver ”truslen fra militærbaser og nye militærsystemer, der indsættes i Ruslands nærområde”. Derefter advarer han om, at Rusland selv kan ”skabe problemer” for Vestens planer. Hvis Nato ikke stopper, vil Rusland fratage Nato ”mulighederne for at udvide”.

Putins advarsler

Hvad de nøje udplukkede citatbidder ikke giver os, er et erklæret ønske om at erobre Ukraine.

Faktisk advarer Putin i skarpe vendinger mod en vestlig politik, der vil tvinge Rusland til at gå ned ad den sti. Man må holde sig for øje, at det ”kunstige land” oprindeligt var et led i et realpolitisk afskrækkelsesargument, som blev rettet direkte til Washington, ikke et bredere publikum. Budskabet er, at Rusland har grund til og mulighed for at bekæmpe Nato i Ukraine. Putin bruger også betegnelsen ”kompleks stat”: Ukraines delvist provestlige karakter indebærer en risiko for fjendtlige militærinstallationer tæt på Ruslands grænser, mens landets delvist prorussiske karakter betyder, at Rusland kan bruge ”anti-Nato-kræfter” inde i Ukraine til at bekæmpe en sådan udvikling.

Når vi udfolder Putins idéer om et ”kunstigt land”, ender vi igen med en variant over kritikernes grundsynspunkt: Rusland ville ikke tillade Ukraine at blive indlemmet i den vestlige blok som en antirussisk frontlinjestat.

På den baggrund har jeg et par tip. Til det brede flertal: I kan gøre det bedre. Og til den kritiske lejr: Hvis I vil styrke jeres sag yderligere, er der godt stof at hente i modstanderens lejr.

En grænse for de russiske stormagtsambitioner?

Nu forestiller jeg mig, at mine bemærkninger allerede har rejst flere indvendinger, end jeg kan besvare i dette format. Et par enkelte kan jeg adressere, men ikke tilnærmelsesvist fyldestgørende.

For det første: Kommer vi ikke blot til at bekræfte ”Kremls narrativ”, hvis vi følger min anbefaling om at tage konteksten med? Spørgsmålet er fair, men jeg ser ingen saglig indvending i det. Fakta skal ikke vurderes på, om de modsiger eller bekræfter et bestemt ”narrativ”; det forholder sig lige omvendt. Og relevant kontekst er altid godt at have med.

For det andet: Hævder jeg så, at Putins udtalelser beviser, at han ikke er imperialist? Nej, jeg forholder mig til idéen om, at hans ord demonstrerer det modsatte. Og i den sammenhæng vil jeg blot råde til, at man forholder sig til, hvad Putin faktisk hævder, når man vil udrede, hvad han virkelig mener. Hvis de fældende beviser gemmer sig i hans egne udtalelser, må man i det mindste argumentere grundigt for, at disse ord dækker over imperialistiske hensigter. Det er usagligt at hævde, at Putins synspunkter direkte udtrykker ekspansionistiske ambitioner.

For det tredje: Ser jeg ikke selv bort fra væsentlig kontekst såsom Kremls systematiske promovering af idéen om Rusland som imperial stormagt? Her er det vigtigt at holde sig klart, hvad standardopfattelsen og dens kritikere strides om. Begge lejre anerkender, at den russiske stat har opdyrket et legitimeringsgrundlag for aggression. Uenigheden angår, hvilke krav og ambitioner legitimeringsgrundlaget indebærer, og hvad baggrunden for det er.

Standardfortællingen hævder, at Ruslands krav på Ukraine (og eventuelt andre europæiske lande) udtrykker en ekspansionistisk drift, som alene kan henføres til interne forhold i Rusland, Kreml eller Putins sind. Derimod fremfører kritikerne, at kravet alene markerer Ukraine som ”en rød linje”. I denne fortælling er aggressionslegitimeringen i vidt omfang et modtræk mod et tiltagende vestligt pres, mens selve aggressionen skyldes, at Vesten efter Moskvas opfattelse overskred den røde linje.

Som evidens for den bredere påstand om uhæmmet ekspansionisme peger standardfortællingen bl.a. på Putins lovprisninger af Peter Den Store. Fx har den russiske præsident i juni 2022 tegnet et billede af zaren som en stærk statsleder, der formåede at hjemtage russisk land, der var kommet på fremmede hænder. Analogien til Ukraine ligger ligefor. Putin bruger fortiden til at forsvare nutidig aggression. Burde det ikke sætte kritikerne til vægs?

Ikke nødvendigvis. Vi må have den historiske kontekst for udviklingen i Ruslands officielle historieopfattelse med og ikke selv omdigte fortiden til et bevisgrundlag for et aktuelt anklageskrift. Hvis vi går tilbage til nogle af Putins tidlige omtaler af Peter Den Stores bedrifter, møder vi en europæisk orienteret leder, der søgte integration med omverdenen.

Dette skifte i opfattelsen er symptomatisk for den bredere udvikling i den russiske statsideologi, men hvad skyldes det? Den kritiske lejr vil minde om, at adskillige iagttagere siden begyndelsen af 1990’erne vedvarende advarede om, at Vestens negligering af russiske sikkerhedsinteresser ville skabe grobund for russisk stormagtsnationalisme og militarisme. De mest arrige bebrejdelser kom faktisk fra Ruslands liberale. Natos udvidelsesdagsorden trak grunden væk under deres provestlige positioner.

Dette viser også, at det russiske krav på Ukraine ikke alene kan henføres til ”Putins regime”. Dette krav er indbygget i Rusland som samfund og stormagt.

Derfor måtte det få konsekvenser, at Vesten officielt lagde billet ind på Ukraine i 2008 og derefter gik i gang med at natoficere landet. Det betød to ting. At Moskva gjorde Ruslands Ukraine-standpunkt tydeligt, og at man udvidede legitimeringsgrundlaget for sin magtudøvelse, så kravet på den tidligere Sovjetrepublik fik en dybere retfærdiggørelsesbund, jf. Putins senere påstande om, at ”Ukraine og Rusland er ét folk”, og at nabolandet i den forstand ”er vores”.

”Vi har ydmyget dem for meget,” sagde Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac allerede i 1996: ”En dag kommer der et farligt nationalistisk tilbageslag.”

Udviklingen af en mere imperial selvforståelse er ikke blot konsistent med, men også forudsagt i kritikernes konfliktforståelse. Det samme er ”tilbageslagets” begrænsede rækkevidde. De russiske stormagtsideer fordrer ikke et uhæmmet erobringstogt, men bruges som begrundelse for aggressiv magtudøvelse i ”det nære udland”, når Rusland ser sine sikkerhedsinteresser truede.

Således taler meget for, at den højspændte konflikttilstand ikke udspringer af russisk imperialisme som sådan, men fra et sammenstød mellem Ruslands regionale indflydelsessfærer og Vestens globale indflydelsessfære. For så vidt vi tilkender Putins egne ord om sagen værdi, synes de at bekræfte en sådan dynamisk konfliktanalyse.

Putin kan bruges til mange ting, men han har endnu ikke givet det herskende, ensidige fjendebillede den solide grund, det fortsat mangler.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin og har siden krigens start skrevet en del længere analyser om Vestens Ukraine-politik.