Politikens eventyrlige erkendelse

af

Peter Andreas Fog

EU har sover Tornerosesøvn; nu vågner visse avisskribenter pludselig med et sæt!

“Vi skal være fødselshjælper for en ny og bedre verdensorden” hed Politikens leder forleden. Indrammet i eventyret om Tornerose, som lederen bruger en del tid på både at genfortælle og sætte ind i en litterær-historisk ramme - enten et udtryk for redaktionens tvivl om sine læseres dannelsesniveau, eller måske blot som fyld fordi der ikke er så meget at sige, når man skal mene noget hver eneste dag - erkender Politiken at EU, som i bedste Uffe Ellemann stil kaldes Europa, har levet i en drøm. 

Siden Anden Verdenskrig sluttede, har Europa overladt sin sikkerhed til USA. Det var i lang tid en god model: Tyskland blev genopbygget, EU blev udviklet, og den kolde krig blev vundet under amerikansk lederskab og beskyttelse. Men ligesom Tornerose i eventyret er Europa nu vågnet

Igen, det er vigtigt at understrege at det er Tornerose i eventyret og ikke en eventuel anden Tornerose, der tales om, hvis en Politiken-læser skulle læse med. Modellen efter Anden Verdenskrig kaldes gerne ‘den regelbaserede verdensorden’ og siden den kolde krigs slutning har flere talt om den liberale verdensorden, eller hegemoni, hvis man gerne vil lyde akademisk. Men modellen var ikke helt så god, EU var og er, hvad der i eventyret er Tornerosesøvnen, men som i virkelighedens verden kan kaldes et koma - og et sådant har livstruende konsekvenser.

Men Europa skal andet og mere end at passe på sig selv og hytte sit eget skind. Som EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen formulerede det, skal vi ikke være kustode for den gamle verdensorden. Vi skal være fødselshjælper for en ny og bedre verdensorden. En, der ikke er baseret på gamle magtstrukturer og folkeretlige regler, som vi kun forsvarer og håndhæver, når det tjener vores egne interesser. Den skærende modsætning mellem Europa og Danmarks holdning til krigen i Ukraine, krigen i Gaza og angrebet på Iran udstiller hykleriet.

Vores engagement i krigen i Ukraine desideret at opretholde ‘den gamle verdensorden’. Hvis ikke man kunne slå russerne helt ud af Ukraine, så ville man invitere en hvilken som helst diktator til det store nabo-tag-selv-bord var rationalet. Så dominerende var den ide, helt ned i det ubevidste, at Putin jævnligt blev kaldt Hitler, skrækeksemplet der stod fadder til den ‘regelbaserede verdensorden’ efter Krigen. Det var netop den liberale hegemonis insisteren på evig udvidelse for at nå ‘historiens endeligt’, der fremprovokerede Ruslands militære svar.

Jeg er gammel nok til at huske fortalerne, for dengang at optage flere lande i EU brugte det nærmest neurotiske billede, at Unionen var som en cykel, der ville vælte hvis ikke man blev ved med at træde i pedalerne (når det altså ikke var et tog - der som bekendt kendt kun kan køre der hvor skinnerne allerede er lagt(!) - der ville efterlade Danmark på perronen).

Når Politiken skriver at “Vi skal opbygge, mens USA bomber og river ned”, får man stærkt på fornemmelsen at de ikke selv forstår deres egen leder. Hvis den gamle verdensorden har udtjent sit formål, hyklerisk som den var, hvad er det så amerikanerne river ned? Man behøver ikke, som jeg, at være forblændet af kejser-gudens orange stråleglans for at se, at amerikanerne er langt mere proaktive i at sikre sig førstepladsen i den multipolære verden. Ved at tage kontrol over først Panama Kanalen og siden Venezuelas olie er den Vestlige halvkugle nu underlagt amerikansk hegemoni.

Bombningen af det iranske regime (der som bekendt sendte en dødspatrulje til Danmark for at begå en massakre på herboende iranske dissidenter) handler ikke kun om atomvåben. Skønt det er vigtigt, især som vi i forrige uge fandt ud af, at de råder over ballistiske missiler, der kan nå en hvilken som helst hovedstad i Europa. Det handler også om kontrollen med al den olie, der flyder ud af Hormuz Strædet både fra Iran, Irak og Saudi Arabien. Olie som især Asien og Europa er afhængige af. Kommer amerikanerne med deres arabiske allierede til at kontrollere den oliehane også?

Og netop de arabiske oliestater satser på den næste økonomiske revolution, som skal drives af kunstig intelligens. Kunstig intelligens kræver nemlig meget energi. Det vil betyde, at Mellemøsten står til at blive et ‘hub’ for fremtidens teknologi, udviklet af amerikanske selskaber. I Europa er de største virksomheder nogenlunde de samme som i Kul- og Stålunionens dage. Og her taler Von Der Leyen kun om kunstig intelligens, så langt man kan forhånds-censurere europæerne - “prebunking is better than debunking” - helt ind i de private chatfora. Bevares, vi kommer også til at benytte kunstig intelligens, og politikerne vil sikkert rose sig selv over, hvorledes det vil give den offentlige service ‘et løft’. Men vi fører ikke kapløbet.

Det er sært diffust, hvad denne optimisme bygger på. “Selv atomvåben råder Europa over” skriver Politiken, men det gør ‘Europa’ ikke. Nationalstaten Frankrig og det britiske kongerige, som end ikke er en del af EU, der råder over atomvåben. Med de muligheder og udfordringer atomvåben giver, vil Storbritanien og Frankrigs dagsorden derfor i sidste ende være en anden end ‘vores’. Og de kan ikke kompensere for, at ‘Europa’ ikke kan projicere militær magt af nogen betydning. Den amerikanske præsident Trump hånede endda det europæiske stormagter, der var bekymrede for en kommende oliekrise som følge af at Iran havde lukket Hormuz strædet som led i deres krigsførelse. ‘Så kom ned og hent det selv’ svarede han og satte ikke blot fingeren på den manglende vilje til at assistere USA men også deres manglende evne til at eskortere de værdifulde olietankere.

Angående de to europæiske atommagter: Kier Starmer, hvad der for tiden gør det ud for en premierminister, truede med at opbringe skibe fra den russiske ‘skyggeflåde’, skulle de passere forbi britisk farvand, fortalte Dr. Steve Turley.. En sådan olietanker, med påskriften “Safety Comes First” passerede derpå forbi britisk farvand ledsaget af et russisk krigsskib, The Admiral Gregorian. Den eneste fungerende britiske destroyer måtte vende tilbage til sin base på Cypern fordi den har problemer med vandforsyningen (af alle problemer). “A single functioning warship and it’s not even functional?” måbede Turley.

I Frankrig mente en fransk general, at den amerikanske militærledelse måtte have sniffet kokain, hvis den troede at man kunne fjerne Irans berigede uran, ved at lave en impromptu landingsbane. Dagen efter evakuerede amerikanerne en navigatør fra et nedskudt F-15 Eagle ved hjælp af en impromptu landingsbane i Iran. Ikke nok med at ‘Europa’ ikke har logistikken, så har vi end ikke fantasien til at forestille os hvorledes den kan bruges.

Vi ved endnu ikke om det vil lykkedes amerikanerne at knuse ‘Mosaikken’, den decentraliserede organisering af Revolutionsgarden, eller om, som den britiske historiker Niall Ferguson frygter, at dette bliver et ‘Suez øjeblik’. Man kan her måske finde lidt trøst i at Trump, i modsætning til Anthony Eden, ikke er narkoman. Men man kan ikke benægte at der er et perspektiv i forsøget, hvis ikke en bydende nødvendighed.

“Europa har meget at byde på – økonomisk, militært og kulturelt” får vi at vide, skønt avisen selv er usikker på folkeeventyrene. Men hvilken styrke tillægger Politiken Europas kultur, hvis man skal “stå op mod” Putin, Trump og Xi, eller andre bussemænd? Vi har de seneste årtier dyrket en indvandring fra primært muslimske lande, der selvom de er født og opvokset her, ikke vil vide af os og vores kultur. Så stor er kløften at selv eksperter er begyndt at advare om, at spændingerne i vores multikulturelle samfund er ved at nå borgerkrigs potentiale (selvom det ikke er helt så simpelt). Og flere meningsmålinger fra større europæiske lande viser at unge mænd ikke har lyst til at trække i trøjen for at forsvare deres lande. Og hvorfor skulle de, når de er opvokset med, hvad Kim Møller kaldte massiv institutionaliseret ‘oikofobi’, et kulturelt selvhad. I den franske film Intouchables, erstattes klassisk musik illustrativt af hiphop, til hvilket den virile unge afrikanske mand danser, mens den gamle hvide mand, døende i sin kørestol, ser til med et smil på læben.

USA er altså ved at dæmme Kina ind ved at skaffe sig kontrol over den altafgørende fossile energi - mullaherne bomber ikke vindmøller, som man siger på nettet. Mange peger på, at en af ideerne er at friste Rusland til at forlade den tætte tilknytning til Kina - der, for Ruslands vedkommende, kan blive reduceret til en tankstation for den asiatiske gigant - og i stedet blive en af flere stormagter ved siden af Mellemøsten og Europa (der ikke har noget valg) i en amerikansk ledet orden.

Og det efterlader så spørgsmålet om Ukraine, som man kan parafrasere Viggo Skjold Hansens realistiske spørgsmål “Hvem taler om det gamle hugaf?”. Det idiotiske motiv for vores engagement i den perspektivløse krig er nu helt forsvundet, med erkendelsen af den gamle verdensordens død og det holdes ikke i live af diffuse floskler om at være ‘fødselshjælper, for ‘værdier’ - om vi så havde kræfterne - som vi end ikke vil kendes ved.

Men der er alligevel lidt håb. “Hvis du låner en mio. i banken og ikke kan betale dem tilbage, har du et problem!” betroede Trump engang Steven A. Schmidt. “Men hvis du låner 100 mio. og ikke kan betale dem tilbage, er det også bankens problem!”. Ideen er at få flere til at hjælpe sig med sit projekts succes. For som USA gerne ser at Kina ikke får Rusland under sin indflydelse, bliver det lettere, eller mindre umuligt om man vil, at komme til en aftale om Ukraine, fordi der derved vil være en højere sags tjeneste, end hvilket postnummer en landsby skal have. Og hvis ikke det er muligt, kan vi altid sortere vores affald.