Kagan: 'Rusland ville være i deres gode ret til at slå tilbage på alle Ukraines støtter.'

af

Peter Andreas Fog

Hvordan tænker 'dybdestaten' i USA, altså: hvad er tankegangen blandt de ansatte i tænketanke, i State Department og i de mange agenturerer, som i Washington laver lobbyarbejde for våbenindustrien og fremmede magter. Lytter man til Robert eller Frederick Kagan, får man som regel et klart fingerpeg. Peter Andreas Fog tager her udgangspunkt i Robert Kagans seneste udspil om konflikten mellem vesten og Rusland og kommenterer med indspark fra en dansk kontekst.

Den sikkerhedspolitiske ekspert Robert Kagan har skrevet et interessant indlæg i The Atlantic. Kagan er en af de helt store neo-konservative stemmer, der tror på “liberal internationalism”, der så så lovende ud efter den kolde krig, hvor USA’s sejr over Sovjetunionen efterlod USA, som den eneste supermagt. Denne magt skulle bruges, mente de neokonservative, på at omforme verden i USA’s billede med liberalt demokrati, og det med vold, om så det galt. Kagan har på den konto talt varmt for snart sagt alle USA’s krige siden præsident Clinton og synes kun bekræftet i sin tro, trods fiaskoerne. Han har tillige erklæret, at alle udenrigs-eksperterne deler hans udsyn - det er hvad der også kaldes ‘the interagency consensus,' altså enigheden mellem alle agenturer i USAs sikkerhedsapparat, og også det amerikanske udenrigsministeriums grundopfattelse.

Han er følgeligt ingen fan af den nuværende præsident Donald Trump og meldte sig ud af Det Republikanske Parti i 2016. Robert Kagan støttede i stedet det demokratiske partis kandidat, Hillary Clinton. Han har kaldt Trump for Frankensteins monster, Napoleon og en fascist og advaret om, at Trump ville indføre diktatur, hvis han kom til magten. Ironisk argumenterer den offensive realismes fader  John Mearsheimer netop for, at det, at forfølge en international liberalisme, i sig selv nødvendiggør opbygningen af en omfattende sikkerhedsstat hjemme på grund af alle de krige, man indleder. “While Donald Trump was building a reality TV show,” sagde Jeb Bush under primærvalget i 2016 “my brother was building a security apparatus, to keep us safe” - Trump vandt nomineringen overlegent.

Kagan er desuden gift med tidligere vicepræsident Dick Cheneys sikkerhedsrådgiver Victoria Nuland. Det er hende, man altid ser i sin hovedstad i dagene op til at CIA vælter ens regering, som vi så det ved Maidan urolighederne, hvor hun delte sandwiches og vandflasker ud til demonstranterne. Kagans artikel blev altså trykt i The Atlantic, der i øvrigt er et af de mest Trump hadende publikationer. Det var således dem, der påstod at Trump kaldte faldne soldater for "suckers and losers" under et besøg ved Normandiet. Bland Atlantics læsere er Kagan altså på hjemmebane, som det fremgår af dette citat:

'People don’t pay much attention these days to the “laws” of neutrality, but for centuries prior to World War II, it was understood that if one nation’s government provided weapons and war matériel directly to another nation at war with a third nation, that legally made the donor a belligerent in the war and therefore subject to attack. An exception was made for private arms sales, which was how the United States managed to supply weapons to Britain and France during the period when Washington was neutral in World War I. But direct, government-to-government arms provisions and arms sales were a violation of neutrality, which gave the third nation the right, if it chose, to go to war with the providing nation or to use force to cut off the supply. The laws of neutrality don’t distinguish between aggressor and victim, because those distinctions are not always clear-cut. If Putin had at any time decided to bomb the supply lines to Ukraine from Poland, Romania, or Slovakia, he would have been within his rights to do so.'

Med andre ord er Kagan, og alle de mange eksperter der jo er enige med ham, fuldt ud klar over, at Rusland teknisk set kan slå tilbage på alle, der støtter Ukraine - og han er ganske sorgløs. Klaus Riskær Petersen konstaterer “at Danmark nu er på listen over de lande som 'stress testes'”, efter at regeringen har fremsat “trusler om at missiler fra Danmark har til formål at ramme mål i Rusland”. Riskærs frustration sker efter at droner, antageligvis russiske, fløj over Københavns Lufthavn, der måtte lukke nogle timer af sikkerhedsårsager. 

Gennem at blåstemple alle krav om ukontrollerede forbrug på forsvar, beslutninger uden folketingsbehandling og et - historisk - vanvidsforbrug af frie midler på at føre krig i et anliggende hvor vi aldrig skulle have indtaget en så fremtrædende rolle, tilsidesætter vores politikere - Christiansborg som helhed - vores nationale sikkerhedsinteresse. 

Og han begræder at vort land “absolut ingen selvforsvarsevne har.” For den konservative Mona Juul “understreger det blot endnu engang, at vi skal op i et helt andet gear, når det gælder Danmarks sikkerhed.” Lidt sent efter mere end tre år. Vi har stadig lidt af et efterslæb i forsvaret af Grønland.

Jotam Confino mindede på X om at Israel side 7. oktober er “blevet angrebet med tusindvis af droner (plus ballistiske missiler, anti-tank missiler osv), fra bl.a. Libanon, Iran, Yemen, Syrien og Irak” og fortæller at et “af de våben man har udviklet og er klar til at implementere er en laserkanon, bedre kendt som “Iron Beam”.” Men det kan sikkert blive politisk meget svært at købe til Danmark, som den politiske stemning er hos de røde partier, hvor de i København går til kommunalvalg, ikke på normeringer i daginstitutioner, ladestandere eller cykelstier, men anerkendelse af en palæstinensisk stat. Alle verdens problemer er nu vores.

Men tilbage til Kagans artikel, der giver et rystende, men ærligt, indblik i den mentalitet, der driver det vestlige engagement i krigen i Ukraine. Han argumenterer for, at hvis blot NATO og USA havde engageret sig tidligere, ved at bombe broen til Kursk og således isolere de russiske styrker der, og ellers bombe de strandede russiske styrker i Ukraine med missiler og kampfly, havde Putin stået med valget om en total krig, som Kagan er overbevist om, at Rusland ville tabe, eller en atomkrig, som ville udslette Rusland.

At en omfattende krig også ville smadre Vesten, er ikke en del af betragtningen. Hvilket fører til spørgsmålet, om Kagan virkeligt tror, at USA ville udstrække deres atomparaply over Ukraine? Hvis Putin skulle smide nogle taktiske atombomber på ukrainske styrker, for at sikre at fronten ikke falder fra hinanden, forventer han så at USA trækker på skuldrene, konstatere ‘we had a good run’ og så ellers trykker på knappen, der vil udslette USA, for at bibeholde postnummeret i Donbas?

'Then came Russia’s disastrous invasion. As many as 190,000 Russian troops—essentially Putin’s entire deployable army at that time—were literally bogged down in the mud, trapped in Ukraine and under attack from surprisingly resilient Ukrainian forces. Surely Putin was in a panic at that point, for had NATO even threatened to take any action—such as blowing up the Kursk bridge and thereby trapping his army in Ukraine—he would have been left with the choice of surrender or all-out intercontinental nuclear war. He could not have used nuclear weapons in Ukraine without irradiating his own troops, and even if he did, the United States and NATO would be left untouched and capable of striking conventionally at whatever remained of his forces: checkmate.

And yet—again—the United States did nothing. It supplied weapons to Ukraine, with significant restrictions on their use, and deliberately took no action that could be construed as aggressive. Putin thus passed through the greatest moment of peril for Russia since Stalingrad.'

Bloggeren Simplicius, som har henledt min opmærksomhed på Kagans artikel, mener at passagen “demonstrates the sheer lawlessness and amorality of the theoretical framework under which Kagan’s world view operates”. Et udsyn, der altså deles af ‘ekspertisen’, og som har gennet vores politikere ned af denne slidske uden sprog for at sige stop. Simplicius konstaterer

'There is a kind of coldblooded aloofness to the horrors of war and mass extinction which finds comfort in his soul. The casualness with which he invokes hypothetical NATO strikes on Russia while bragging “Checkmate!” like it’s some kind of tabletop game is a window into the man’s coldly inhuman metaphysics. This is only underscored by his seeming regret the US did not carry out such unprovoked attacks on Russia which would potentially see humanity’s swift extinction.

There is even something unsettling in the carelessness with which he mentions Putin irradiating his own troops in passing, as if the whole world is merely some kind of abstract boardgame for him, where flying nukes and radioactive exclusion zones are a commonplace or necessary evil, rather than a horrifying possibility to be spoken of in bated whispers and avoided at all costs. A person who comfortably operates in such a morally gray locus is dangerous: and it is precisely why this article is a fascinating glimpse inside the minds of the architects of the Ukrainian conflict itself, and many others like it, who all share Kagan’s unique pathologies.'

Som Simplicius påpeger, så ligger der en selvmodsigelse i at Kagan accepterer at våbenhjælp til Ukraines krigsindsats gør det legitimt for Rusland at angribe, de der leverer hjælpen, samtidig med, at han argumenterer for at NATO blot burde være gået i direkte krig. Han kalder Kagan og hans æt for rovdyr, “operating within the government’s dusky penumbra, where the boundaries of sanity and legality are conveniently blurred beyond recognition, and where only the echoes of rootless nihilism serve as guiding signposts.” Jeg holder mig til at kalde dem ‘the interagency consensus’. Men det er altså den brede enighed i USAs sikkerhedsapparat, han giver stemme. Og det er tankevækkende.