Anmeldelse af Scott Hortons ”Provoked”

af

Sigurd Baark

I. I bogen, The Cleanest Race, fra 2010 kortlægger forskeren B. R. Myers det Nordkoreanske styres ideologi: Nordkorea er hverken er kommunistisk eller konfusianistisk. Nordkoreas statsideologi er grundlæggende racebaseret med én bestemt twist. Ideologien kan opsummeres i en enkelt sætning: det koreanske folk er for renblodet, og derfor for dydigt, til at overleve i denne onde verden uden en stærk forældrelignende leder.

The Cleanest Race udpensler, hvordan styrets legitimitet kommer fra forestillingen om, at det koreanske folk i udpræget grad er uskyldige, gode, moralsk rene, naive og godtroende. Som en race af børnesjæle er de perfekte ofre i en verden befolket med ondsindede, korrupte, depraverede, magtsyge og perverse folkeslag, der af ren ondskab ønsker at ødelægge og korrumpere det uskyldige koreanske folk. Og intet offer er for stort, ingen nuklear afskrækkelse for kraftig, og ingen beskyttende leder for magtfuld i denne grundlæggende kamp imellem renhed og uskyld på den ene side og den faldne, onde og korrupte omverden på den anden.

Noget af det mest slående i Myers’ fremstilling er i hvor udstrakt en grad det nordkoreanske folk faktisk favner denne ideologi. Den er bredt forankret i befolkningen i Nordkorea og – endnu mere overraskende – indtil for nyligt også relativt udbredt i Sydkorea.

Ifølge ideologien er verden delt i to grupper af folkeslag: de der valfarter til Nordkorea for at lære af den Store/Kære/Unge Leder og de der ønsker at ødelægge og korrumpere verdens mest uskyldige folkeslag. Og der er langt flere af de sidste end af de første. Hvis man skulle opsummere ideologiens overordnede geopolitiske analyse i én kort sætning, så ville ”de vil os det ondt” være et ganske godt bud.

Her er begrebet ”analyse” brugt i den videste forstand, for det er naturligvis den fattigste af slagsen. Den fungerer, fordi den bygger på en mere eller mindre metafysisk forestillingen om det Koreanske folks absolutte uskyld, renhed og godhed. Det er visheden om at være disse uskyldsrene og udsatte væsener, der gør, at den reduktionistiske ”analyse” af den geopolitiske tilstand, kan synes logisk.

II. Selve formuleringen ”de vil os det ondt” er naturligvis pæredansk. For seks måneder siden kunne sætningens ekko sågar høres i den danske statsministers bemærkelsesværdige non sequitur, at den palæstinensiske gruppe Hamas er en fare for Danmark: ”Hamas vil ikke Danmark.”

Med andre ord, ”Hamas vil os det ondt.” Og frasen ”de vil os det ondt” fandt endda for nylig vej til den danske konges nytårstale. Og der er tilsyneladende frygteligt mange, der vil os det ondt. Kina vil os det ondt. Iran vil os det ondt. Til vores store bestyrtelse vil USA os det også ondt. Men der er måske ingen, der vil os det så ondt som Rusland. Rusland vil os det meget, meget ondt.

Desværre er der småt med håndfaste beviser på, hvor ondt russerne vil os det her i Danmark.

Nordstream II blev saboteret af ukrainske agenter, der nu er under polsk beskyttelse.^[1] Og efterårets ståhej om russiske droner, der ledte til en bred accept af, at vi nu er i ”hybrid-krig” med

Rusland har vist sig at mangle troværdige beviser.^[2] Men sådanne detaljer betyder åbenbart ikke det store, for vi kan alle se, hvor ondt Rusland vil os det ved at vende blikket mod sydøst og se på Ukraine. Ruslands krigsførelse i Ukraine er nemlig et tydeligt bevis for, at Rusland vil Danmark og resten af EU det meget ondt. Det er det, fordi Ruslands angreb på Ukraine var fuldkommen uprovokeret.

Hvis man leder efter en empirisk årsag og ikke kan finde en, så er fristelsen til at ty til metafysikken stor. Og det synes at være, hvad denne redegørelse for konflikten gør. Hvis der ikke kan tænkes at være realpolitiske grund til konflikten i Ukraine, så vi må af nød gribe til metafysiske kategorier og forklare situationen på baggrund af en kamp imellem ondskab og godhed, uskyld og overgreb.

De manglende realpolitiske grunde gør, at der ikke kan være anden årsag til Ruslands angreb end rå og brutal ondskab og imperialisme; tørst efter territorie og fortidig storhed; had til demokrati og fremskridt og frihed. Ukraine var og er et uskyldigt offer. Denne ubetinget uprovokerede aggression viser med alt tydelighed, at Rusland vil os, alle vi frie og demokratiske og liberale og uskyldige og gode lande, det meget ondt. Hvor umiddelbare empiriske analyser kommer til kort, der triumferer metafysikken.

III. Metafysik er forførende og det ovenstående kan virke som en forførende forklaring på den geopolitiske situation i Europa. Der er onde kræfter og gode kræfter og vi er solidt placeret blandt de gode. Og ikke nok med at vi er blandt de gode; vi er også uskyldige. Nøglen til at forstå, hvor uskyldige vi og Ukraine er, er netop den manglende årsag: Ruslands invasion af Ukrainsk territorie var uprovokeret. (Hvis endeligt man kunne tale om provokation, så kan det kun være at Vladimir Putin var irrationelt provokeret af Ukraines omfavnelse af vestlige, liberale og demokratiske idéer og idealer. Sådan noget kan onde mennesker nemlig ikke lide, for det er en trussel mod deres onde planer.)

Fortællingen virker forførende, men som det nu er med metafysikken, så den mister hurtigt overbevisningskraft, hvis en konkret, historisk, empirisk og dennesidig årsag eller kæde af årsager kan findes. En sådan redegørelse får man ved at læse Scott Hortons uovertrufne redegørelse for hele det forløb, der ledte op til Ruslands invasion af Ukraine i 2022 i Provoked: How Washington started the new cold war with Russia and the catastrophe in Ukraine fra 2024. Med sine små 700 tætskrevne sider og udførlige noteapparat tager Provoked læseren med hele vejen fra forhandlingerne om den Kolde Krigs afslutning i 1989 frem til Donald Trumps genvalg i slutningen af 2024. Bogen er meget pædagogisk inddelt i seks store afsnit, der hver især dækker en præsidentperiode: George H. W. Bush, Bill Clinton, George W. Bush, Barack Obama, Donald Trump I og Joe Biden. Den ender med et kort afsnit kaldet Trump II og en epilog kaldet ”Good Night and Good Luck”.

Scott Horton er libertarianer og direktør for the Libertarian Institute i Austin, Texas, og ledende redaktør på Antiwar.com. Hans tidligere bøger inkluderer Fool’s Errand: Time to end the war in Afghanistan fra 2017, Enough Already: Time to end the war on Terrorism fra 2021 og Hotter than the Sun: Time to Abolish Nuclear Weapons fra 2022. Libertarianisme er en form for utopisk frimarkedsfundamentalisme og kan ses som en økonomisk højreorienteret version af den klassiske anarkisme. I sin politisk-filosofiske udformning hos for eksempel Robert Nozick, finder libertarianere en plads til en minimalistisk stat som primært tjener til at forebygge tyveri og svindel og opretholde domstolene. I princippet kunne en sådan stat være nødsaget til at forsvare sine indbyggere, men enhver form for aktiv intervention i en anden stats anliggende ville ubetinget ses som et overgreb. Og at beskatte statens suveræne borgere for at finansiere sådanne overgreb er således et overgreb i anden potens.

Således ses enhver form for krigsførelse eller oprustning, der ikke har et strengt defensivt mål, som en direkte undertrykkelse og ekspropriering af minimalstatens indbyggere og et amoralsk overgreb på det angrebne land. For amerikanske libertarianere er det, som præsident Eisenhower kaldte det militær-industrielle kompleks, hjørnestenen i et undertrykkelsesregime, der udnytter og korrumperer statens borgere og institutioner og spreder lidelse og død verden over – alt sammen for at holde en amoralsk og grundlæggende parasitær elite ved roret. Og det er ikke for meget at sige, at Horton har dedikeret sit liv til at kortlægge dette regimes hærgen i nyere tid, fra krigen mod terror til konflikten i Ukraine.

Provoked er en udførlig redegørelse for den lange kæde af politiske valg, truffet under seks konsekutive amerikanske administrationer, hvis resultat har været Ruslands militære operation i det østlige Ukraine. Det er ikke en deterministisk redegørelse og Horton gør en dyd ud af at påpege de mange øjeblikke, hvor en anden vej og et andet politisk valg var muligt. Men deterministisk eller ej, så sidder læseren tilbage med en detaljeret forståelse af den kæde af årsager, der resulterede i den nuværende geopolitiske konflikt imellem ”Vesten” og Rusland.

En del af det, som Horton beskriver, er eller var kendt – selvom det ofte er glemt. Men detaljerigdommen i Provoked giver alligevel en bedre forståelse af sammenhængene. Horton begynder med et solidt overblik over forhandlingerne om Tysklands genforening i 1989. Her er det væsentlige spørgsmål, om der blev givet løfter fra USA og Vesteuropa om ikke at udvide NATO mod øst, hvis DDR blev indlemmet i Forbundsrepublikken (allerede et NATO medlem). Det er svært at argumentere for, at der ikke blev afgivet løfter, idet der findes en overvældende mængde kilder. Horton henviser blandt andet til de dokumenter, som kan findes i the US State Departments arkiver, til de vigtige memoranda og referater i the National Security Archive ved George Washington University og til optagne samtaler imellem James Baker og Mikhail Gorbachev, der kan findes i the Gorbachev Foundation.

Det mest overbevisende argument fra dem, der benægter, at løfter blev afgivet, er, at der ikke findes en underskrevet kontrakt, der eksplicit udpensler, at et centralt kriterie for genforeningen var, at NATO ikke udvides mod øst. Men som Horton påpeger, er det ikke nødvendigvis normen i internationale forhandlinger. For eksempel var Vestberlins status aldrig officielt udformet i en kontrakt imellem Sovjet Unionen og de vestlige allierede efter 1945. Det hvilede på en verbal forståelse imellem Roosevelt og Stalin. Det samme gjaldt fjernelsen af nukleare raketter i Tyrkiet og Italien efter Cuba-krisen. Og lige for at slå pointen helt fast, så nævner Horton også Helmut Kohls offentlige erklæring om, at Rusland var indforstået med, at Tysklands genforening var et indre tysk anliggende, hvilket udelukkende hvilede på en mundtlige aftale med Mikhail Gorbachev.

Men selv hvis man sætter hælene i og nægter at anerkende politiske løfter og aftaler, der ikke er officielt nedfældet i kontraktform og verificeret af en notarius publicus, så er det umuligt at anfægte, at det helt åbenlyst var en prioritet for Sovjet lederne, at NATO ikke blev udvidet og at de så en sådan udvidelse som en direkte sikkerhedstrussel. Altså, de offentligt tilgængelige kilder til begivenhederne fra 1989 viser under alle omstændigheder helt tydeligt, at en udvidelse af NATO mod øst ville blive tolket af Rusland som en form for aggression. Med andre ord var udvidelsen en provokation – skriftlig aftale eller ej – hvad enten det var bevidst eller ubevidst. Det relevante spørgsmål er således ikke, om det var en provokation af Rusland, men om grunden var vestlig uvidenhed, ligegyldighed eller overlagt hensynsløshed. Ingen af delene stiller de vestlige aktører i et specielt flatterende lys.

Efter at have læst Hortons bog til ende er det svært ikke at konkludere, at der var tale om en form for overlagt hensynsløshed og bevidst ydmygelse. Når Rusland er imødekommende og bøjer sig for vestlige krav, bliver det tolket som svaghed af de vestlige ledere, hvilket tilskynder dem til at presse yderligere på. Når Rusland prøver at sætte grænser og hævde deres egne interesser, tolkes det som russisk aggressivitet og det tilskynder vestlige ledere til at presse yderligere på for at vise Rusland, hvem der har bukserne på.

IV. Et vigtigt og detaljeret afsnit omhandler Balkankrigen og NATOs angreb på Serbien i forbindelse med konflikten i Kosovo. En grundlæggende årsag til krigen i ex-Jugoslavien var, at Europæiske lande insisterede på princippet uti possidetis juris, der fastslår, at et nyligt uafhængigt land arver deres forgængerstats administrative grænser. Det betød at store folkegrupper pludseligt var mindretal i en stat, der nu definerede sig selv på baggrund af majoritetens sprog og kultur. Dette var specielt problematisk i Kroatien og i Bosnien, hvor store grupper af serbere nu var blevet mindretal på majoritetens nåde.

Det er i sig selv værd at nærstudere afsnittet om Vestens rolle i Balkankrigen i Provoked, blandt fordi det nu er en del af den officielle fortælling, at konflikten i Ukraine er den første alvorlige krig i Europa siden Anden Verdenskrig. Men en mere overordnet pointe i forlængelse af konflikten er, at netop princippet om uti possidetis juris, der kastede ex-Jugoslavien ud helvede på jord, pludseligt ikke længere var så vigtigt, da Kosovos Befrielseshær (KLA) gik i gang med kampen for kosovoalbansk løsrivelse fra Serbien i 1998. Her var hensynet til minoriteters mulighed for løsrivelse pludseligt et grundlæggende princip for de vestlige lande. På den baggrund virker det ikke urimeligt at antage, at NATOs bombning af Serbien i 78 døgn drejede sig mindre om internationale moralske og juridiske principper og mere om at USA og Vesten skulle demonstrere NATOs fortsatte (militære og politiske) funktion efter den kolde krigs afslutning og at det i hvert fald ikke var en hindring, at det samtidigt gik ud over Ruslands nærmeste allierede i det nye Europa.

Konflikten i Kosovo markerer et skelsættende øjeblik i den række begivenheder, der leder til den nuværende situation i Ukraine. Efter Kosovo kan man ikke længere overbevisende argumentere, at NATO udelukkende er en defensiv alliance. Man kan naturligvis argumentere, at den primære hensigt med alliancen stadigvæk er defensiv, men hensigter kan hurtigt ændre sig. Derfor udformer man ikke geostrategi på baggrund af tilsyneladende hensigter, men på baggrund af faktiske kapaciteter. Og efter 1999 var det tydeligt, at NATO ikke følte sig bundet af international lov og ret og var parat til at angribe uden selv at være blevet angrebet. Og, igen, man kan diskutere om det var hensigten at demonstrere dette – men, hensigt eller ej, det var konsekvensen.

Selvom det ikke er en selvstændig pointe i Provoked, så sidder læseren uvægerligt tilbage med en opfattelse af, at der ikke har været én eneste vellykket NATO-mission siden den kolde krigs afslutning. Bosnien styres stadigvæk af en tysk statholder. Kosovo er en narkostat og Europas største eksportør af jihadister. Afghanistan var en åbenlys fiasko. Hvis man medregner Irak-invasionen i 2003, så var det en krigsforbrydelse – og en kæmpe fiasko. Libyen har nu åbne slavemarkeder. Millioner af mennesker har fået deres liv ødelagt og resultatet er mildest talt ikke imponerende. Det er svært ikke at konkludere, at den primære årsag til en betragtelig andel af de sidste mange års militære og politiske tragedier har været forsøget på at bevare NATOs relevans efter 1989. 

V. Hortons version af optakten til ”Maidan revolutionen” adskiller sig ikke sønderligt fra andre saglige redegørelser for begivenhederne. Ukraines præsident Victor Yanukovych var i gang med at forhandle en aftale med EU, der på langt sigt ville lede til Ukrainsk medlemskab. Ud over at Ukraines militær skulle standardiseres med NATO, insisterede EU også på at fastfryse løn og pension til statsansatte, at stoppe statsstøtten til virksomheder i det østlige Ukraine og en brat stigning i prisen på forsyninger. Både EU og IMF var tøvende med at give et lån til Ukraine, som kunne holde landets økonomi oppe under denne omstrukturering: EU kun var villig til at give ca. € 160 millioner i årlige lån.

Aftalen ville medvirke til at trække Ukraine ud af Ruslands umiddelbare indflydelsessfære – både økonomisk, politisk og militært. Ruslands præsident Putins umiddelbare svar på dette var, at han ville sløjfe den fungerende handelsaftale mellem Ukraine og Rusland. Samtidigt krævede den russiske energigigant Gazprom, at Ukraine umiddelbart skulle betale deres ubetalte regninger for russisk gas, hvilket beløb sig til ca. € 882 millioner. Og i modsætning til EU's årlige lån på € 160 millioner tilbød Rusland et lån på € 15 milliarder, hvoraf € 3 milliarder ville falde med det samme. Den 21 november 2013 valgte Yanukovych således at bakke ud af aftalen med EU. Samme nat begyndte demonstrationerne på Maidan pladsen, der endte med, at Yanukovych flygtede fra Kiev d. 22 februar 2014. ^[3]

Mere kontroversielt er forløbet imellem d. 21 november 2013 og 21 februar 2014 og ikke mindst spørgsmålet om, hvor involverede Ukraines nynazistiske bevægelser var i opstanden. Horton bruger en del plads på minutiøst at dokumentere, hvilken central rolle de nynazistiske grupper spillede. Der er ingen tvivl om, at alting havde set meget anderledes ud, hvis ikke den hårde kærne af voldsparate nazister konsekvent havde optrappet konflikten ved enhver given lejlighed.

Og det er også tydeligt, at nynazisterne i Ukraine anser Maidan revolutionen som deres fortjeneste.

Det er rigtigt, at de nynazistiske partier i Rada’en repræsenterer et mindretal af de vestlige ukrainere, men ligeså rigtigt er det, at de på grund af deres uforholdsmæssige store indflydelse på revolutionen og dens efterspil har været toneangivende i Ukraines politiske liv. Netop fordi dette har været et kontroversielt punkt, er en af Provoked’s store fortjenester at kortlægge den indflydelse som Højre Sektor, Azov-Bataljonen og Svoboda havde og har i Ukraines politiske liv.

Disse bevægelser og deres sympatisører anser mere eller mindre hele den russisktalende befolkning i Donbas regionen for at være forrædere. Benoit Paré, der var OSCE observatør i Donbas fra 2015-22 har dokumenteret, hvordan den Ukrainske stat og det Ukrainske retssystem forfulgte alle, der havde nogen som helst forbindelse til den Luhanske Folkerepublik (LPR) eller den Donestske Folkerepublik (DPR), inklusive personer der udelukkende havde forsøgt at holde den civile administration kørende efter løsrivelserne (i alle de retsforfølgelser af folk arresteret af SBU (Ukrainsk sikkerhedstjeneste), som Paré overværer, bliver den anklagede fundet skyldig, i over halvdelen melder den anklagede om tortur og et medlem af Rada’en fortæller ham, at 99,8 af alle anklagede findes skyldige).^[4] Man kan oprigtigt frygte, hvad der ville ske med befolkningen, hvis den Ukrainske hær med Azov-Bataljonen i spidsen reelt lykkes med at generobre Donbas.

VI. Det skal nævnes, at Provoked er skrevet af en amerikaner og primært er henvendt til en amerikansk læserskare. Det betyder ikke, at en Europæer ikke kan lære meget af bogen, men dele af bogen kan virke langtrukne. Et eksempel er diskussionen af den såkaldte ”Russia-gate”, hvor Donald Trumps forhold til den russiske efterretningstjeneste og dennes indflydelse på det amerikanske valg blev endevendt. Som Europæer kan man også savne en mere detaljeret redegørelse for EU og de Europæiske lederes rolle i konflikten. Ikke mindst nu, hvor det helt tydeligt, at det er Europæiske ledere med Danmark i front, som er primus motor for at holde konflikten i Ukraine i gang. En Europæisk version af Provoked vil være kærkommen, men kan nok først skrives i den famøse skumring, når Minervas ugle letter.

Bogen har desværre ikke noget stikordsregister, hvilket ville have gjort det nemmere at bruge bogen som kilde. Den overordnede historiske og tematiske inddeling kompenserer en del for denne mangel, men ikke nok til at det ikke kan være frustrerende.

Provoked indeholder til gengæld et par ”økonomiske analyser”, blandt andet af den økonomiske chokterapi som Rusland gennemgik i 1990’erne. Som man kunne forvente, er Hortons konklusion, at omstillingen til frimarkedsøkonomi i Rusland ikke var vidtrækkende nok, men skulle have været endnu vildere. Det er svært at argumentere for og det lykkes heller ikke helt for Horton, men man læser ikke Provoked for de økonomiske analyser, men for at forstå hvordan denne enorme tragedie for Europa (inklusiv Rusland) indtraf.

VII. Den Nordkoreanske statsideologi har vist sig at være utroligt effektiv. På trods af at nordkoreanerne er klar over, at levestandarden i Sydkorea er langt højere end i nord, så er de i stand til at leve med enorme afsavn på vegne af en ”Militæret først” doktrin. Det er de blandt andet, fordi de forstår sig selv som rene, gode og uskyldige ofre for de stærke kræfter, der vil dem det ondt. Når man befinder sig på de godes side i en metafysisk kamp imellem godt og ondt, så er man parat til at gå grueligt meget igennem for at overvinde ondskaben – eller i det mindste sørge for at godhed og skønhed får lov til at overleve i denne onde verden. En politisk ideologi formet på baggrund af denne metafysik er ikke til at spøge med.

Den bedste værktøj til at afvæbne metafysikere er Ockhams ragekniv. Vi behøver ikke den metafysiske forklaring, hvis en mere umiddelbar og jordnær årsag forklarer det samme fænomen. Hvis man kan redegøre for bevægelse uden at appellere til teleologi, så tjener den teleologiske forklaring ingen funktion. Ligeledes, hvis man kan redegøre for en historisk begivenhed uden at appellere til metafysiske forklaringer så som en større kamp imellem godt og ondt, så tjener metafysikken ikke nogen forklarende funktion. Den kan naturligvis tjene andre funktioner. Som i Nordkorea kan metafysikken tjene til en form for åndelig oprustning, der skaber villigheden til at ofre og lide afsavn for at prioritere oprustning og ”militæret først” doktriner.

Bøger som Scott Hortons Provoked lærer os at skære metafysikken fra. For læseren af Provoked tjener den moralske metafysik, endsige påberåbelsen af en manikæisk kamp imellem godt og ondt, ikke nogen forklarende funktion. Der er historisk, politiske og dennesidige årsager, som fuldt ud forklarer den geopolitiske situation i Europa og Provokedgiver os en grundig og detaljeret redegørelse for disse årsager og deres virkninger. Det efterlader læseren med en bedre forståelse af verden, men også med en anden opgave, for den moralske metafysik står tilbage som en overskydende rest. Det kalder umiddelbart på en kritisk genealogisk undersøgelse, der analyserer metafysikkens funktion. Men dette er formegentligt også en opgave, som venter på at Minervas ugle åbner sine øjne, ser sig omkring og spreder sine vinger.

^[1] Den samme polske regering, der endnu ikke har præsenteret skyggen af offentlige beviser for at sabotagen af toglinjen mellem Deblin og Warszawa i november var begået af Rusland. De mistænkte er født i henholdsvis Estland og Ukraine.

^[2] https://www.dronewatch.eu/61-european-drone-sightings-analysed-heres-what-we-know/

^[3] Generelt kan man sige, at de såkaldte ”farverevolutioner” i Hviderusland, Georgien, Ukraine og så videre minder så meget om hinanden, at det svært ikke at konkludere, at der må findes en rimeligt detaljeret manual i et skab et eller andet sted i Pentagon eller Langley, VA.

^[4] Benoit Paré, What I saw in Ukraine: diary of an international observer, 2025.