Boganmeldelse: Den Ukrainske Blindgyde

af

Peter Andreas Fog

Redaktøren går i denne uge dybere ned ad Den ukrainske Blindgyde.

Mens vi venter på udgivelsen af Kasper Støvrings og Ukraine Debats Frederiks Christensens bog, Tragisk Realisme, vil jeg dvæle lidt ved Klaus Riskær Pedersens effektive bog Den Ukrainske Blindgyde. Bogen er engagerende og man er hurtigt igennem den, fanget af nær-historien efter Murens fald og op til krigen, samt de sørgelige perspektiver af vores engagement og medskyld. Så engagerende faktisk, at jeg læste den igennem i et hug og ikke fik taget noter til en anmeldelse.

Om det også har været problemet for den statsstøttede presse, som de helt har ignoreret Pedersens bog, ved jeg ikke. Men heldigvis er de overlejrede mediers monopol brudt med internettet. Pedersen optræder i et Spaces (en podcast form på det sociale medie X) med Magnus Nørgaard, hvor han taler om nogle af hovedtemaerne i sin bog, nydende sin Fernet Branca - et barn af sin tid.

Og hans tid er, for min generation, overraskende venstreorienteret, hvor han demonstrerede mod Vietnamkrigen. Krig er amoralsk, fortæller han, og altid et udtryk for politisk fallit. Og hovedskylden for det politiske fallit i Ukraine lægger han på amerikanerne, der har dyrket en koldkrigs tankegang, helt frem til valget af Donald Trump - som han heller ikke har meget tilovers for. Europæerne er blot fulgt bevidstløse med og er gået over gevind, som amerikanerne ændrede kurs væk fra en konfrontatorisk linje over for Rusland.

Pedersen mener, at især Danmarks linje er alt for militaristisk konfronterende, frem for den sædvanlige snusfornuftige tilgang i sin støtte til Ukraine. “Hvorfor skal vi skade os selv, når vi hjælper andre?” spørger han logisk og beskriver ‘den danske facon’ som “Vi er stille og rolige og vi hjælper til og bærer ind…”. Man kunne slutte her. Men vores støtte til Ukraine, kalder Pedersen et “forfatningsretligt problem”, en pointe som han uddyber i det sidste afsnit i bogen 

Statsministeren og hendes regering har kastet enorme summer ind i et tabsprojekt uden militær sejr i sigte. Over 75 milliarder kroner er allerede sendt til Ukraine - ofte uden normal bevillingspraksis, offentlig indsigt eller reel debat i Folketinget. Folketinget gav i 2023 en blanco-chek til regeringen, der de facto har kunnet anvende midlerne pr. dekret. Dette har suspenderet magtens tredeling og gjort den udøvende magt uansvarlig overfor den lovgivende.

(...) Aktindsigter viser at regeringen ikke kan redegøre for, hvordan pengene er struktureret (lån, gave eller investering). Ministerierne henviser rundt i ring, og Finansministeriet konkluderer, at der ikke findes oversigter. Som skatteydere har vi krav på gennemsigtighed - men det mangler fuldstændigt.

(...) Regeringen har valgt at eskalere på flere fronter, ofte i ly af helligdage, weekender eller ferieperioder, hvor offentligheden er mindre opmærksom. Eksempler inkluderer udmeldingen i påsken 2025 om udstationering af danske soldater til Ukraine-træning og gentagne milliard overførsler, f.eks 4,2 mia. i maj 2025 og 405 mio. på treårsdagen for krigens udbrud.

Handlingerne sker uden formel krigserklæring fra Folketinget, som Grundloven kræver, uden NATO-medlemskab for Ukraine, uden EU-medlemskab for Ukraine og uden FN-mandat.

Han sammenligner overfor Nørgaard situationen med JBS Estrups provisorietid i slutningen af 1800 tallet og pandemien, hvor alle partierne, ligesom i forholdet til Ukraine, var enige. “Politikken prioriterer symbolsk loyalitet og moralsk overlegenhed over danske nationale interesser og risikovurdering”, som han konstaterer i bogen.

Pedersen er “bange for at hele Ukraine krigs-problemstillingen skal ses i sammenhæng med en EU politik, der ligger langt væk fra hvad danskerne tidligere har været villige til at acceptere”. Derfor er det Pedersens opfattelse af EU vil blive “et kæmpe tema” i den nærmeste politiske debat, men han “ved ikke om danskerne er blevet så manipulerede, at de ikke længere kan se klart”.

“Der er i EU en tanke om at så længe vi holder den krig i live, så har vi smedet en kerne af europæiske stater sammen”. Det betyder fælles økonomi, fælles gældsætning og fælles forsvar på vejen mod et føderalt EU. Alligevel er der til slut i programmet en Birger Høst, der spørger, hvorledes EU kommer ud af Ukraine krigens morads og Pedersen svarer

Reelt er der kun den mulighed at at Iran på en eller anden måde løser sig på en sådan måde at Trump har fået det væk fra sit skrivebord. Og det sekund han har det, så ‘closer‘ han en bilateral ‘deal’ med russerne og skider europæerne et stykke.

Det er en analyse, han deler med den tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolten, der heller ikke er fan af Trump. “A number of European leaders, including Kaja Kallas, the European Union’s chief foreign policy official, have said expressly, ‘Iran is not our war.’” fortalte den tidligere reaganaut til CNN og konstaterede “That’s a very dangerous way to put it because it invites Donald Trump — it almost teases him — to come back and say, well okay, Iran is not your war, Ukraine is not our war.” “I skrivende stund er det gået op for flere europæiske ledere at deres økonomier er mere afhængige af Hormuz Strædet end USA og Israel og de vil nu hjælpe USA mod Iran)

Så langt som EU altså er villige til at stoppe krigen, vil de alternativt skulle overtage en fredsforhandling direkte med russerne, der vil omfatte mange af de skævheder, mellem Rusland og Vesten, der går helt tilbage til 1991. “Men!” siger Pedersen videre

Problemet er, at europæerne er fanget af, at de har kørt en politik i fire år, der er så konfrontatorisk, at det ikke er til at bære for dem, hvis den aftale de laver bliver fuldstændig som den aftale der lå på bordet i april 2022.

Og det er, med Pedersens underspillede ord, “et politisk problem”. Den tidligere politiker, iværksætter, ostehandler og erhvervsmand (ind til det vel entusiastiske) Klaus Riskær Pedersen skriver klart og direkte, og holder sig til den absolutte essens. Hans bog kan læses i et hug, det er faktisk svært at lade være. Han er desuden også en god fortæller og virker, i podcasten, som et hyggeligt bekendtskab - i hvert fald når han får sin Fernet Branca.