top of page
Søg

Europa på krigsstien: Nederlag eller total katastrofe?

  • Forfatters billede: klauskondrup
    klauskondrup
  • for 2 timer siden
  • 16 min læsning

af

Pokya Pakzad





Tidligere bragt i Eftertrykket 11. marts 2026



Intet tyder på, at Ukraine-krigens femte år bliver dens sidste. Europas linje er blot blevet mere uforsonlig siden krigens begyndelse: Russerne skal svækkes, krigen skal koste dem dyrt, og Ukraine skal støttes, indtil disse mål er opfyldt. Men hvad indebærer den position konkret, og hvad er det realistiske endemål, hvis den fastholdes?

Den danske udenrigspolitiske analytiker Uffe Kaels Auring har tidligere argumenteret for, at den førte sejrskurs er en dødsdom for Ukraine. I dette interview holdes den officielle kurs op imod dens egne forudsætninger.



Interview med Uffe Kaels Auring af Poya Pakzad1


For nogen tid siden skitserede du to veje til ”sejr” for Ukraine.2 Enten bliver Ukraine smadret. Ellers får vi eskalering og muligvis stormagtskonfrontation og atomkrig. Mener du stadig, den analyse holder?

Ja. Jeg henviste bl.a. til EU’s krav om, at Ukraine skal genvinde sine alle territorier,3 som senest blev genfremført i den resolution, Europa Parlamentet vedtog på femårsdagen for invasionen. Andre krav går på, at Rusland skal holdes ansvarlige for krigsforbrydelser og betale krigsskadeserstatninger m.m.4

Sådanne standpunkter er ensbetydende med at føre den nuværende destruktionsproces til ende. Altså sikre, at ukrainerne ofrer sig mest muligt,5 inden de til sidst må give fortabt. Det er den ”sejrskurs”, vi har fulgt siden krigens begyndelse.

Den anden vej er vi ikke i nærheden af, men det er selvfølgelig en teoretisk mulighed, at krigslykken vender, og at vi får tvunget Rusland i knæ. Det ville udløse begejstring i de europæiske hovedstæder. Det vil også udløse russisk eskalering. Hvis vi stadig ønsker at tage kampen op i dén situation, ender vi i en direkte krig med Rusland. Klarer vi os godt i den konfrontation, ender vi med atomkrigen. Dén klarer vi ikke.


Diplomatiske løsninger

Der er vel også den mulighed, at et presset Rusland bøjer af, inden det hele ramler sammen?

Det er ikke umuligt, men heller ikke videre sandsynligt. Som de vestlige ledere har vidst hele vejen igennem,6 er Ukraine en ”kerneinteresse” for Rusland.7 Vi kan godt søge svar på, præcist hvor store omkostninger Rusland vil tåle, før Moskva opgiver forsvaret af sine vitale interesser og lader sig tryne. Dertil kræves blot to ting. Våben, vi ikke har. Og selvmorderiske tilbøjeligheder.

Overser du ikke de diplomatiske bestræbelser? Den amerikanske 28-punktsplan, den senere 19-punktsplan, europæiske ønsker om en ubetinget våbenhvile, ”koalitionen af villige”, der vil stille med fredsbevarende styrker osv. Er der ikke lovende takter i nogle af disse ideer?

I nogle af de oprindelige 28 punkter har USA strakt sig ret langt, når vi sammenligner med Biden-regeringens position. Parallelt med et stigende sanktionspres8 og en amerikansk assisteret optrapning af angreb på russisk energiinfrastruktur9 ser vi en bevægelse i retning af Ruslands betingelser på den diplomatiske front. Men det er langtfra tilstrækkeligt.

Tilstrækkeligt betyder for dig ”i overensstemmelse med Ruslands krav”?

Hvis målet er at slutte krigen, så ja. I hvert fald på hovedkravene. Det følger af, at Rusland er overmagten, at Rusland vinder, og at Ukraine er et vitalt sikkerhedspolitisk anliggende for Rusland, jf. de nævnte ”kerneinteresser”. Så vi kan enten vælge at imødekomme Moskvas centrale krav, eller vi kan gøre det maksimalt omkostningsfuldt for fjenden at gennemtvinge sine krav militært. Det vil selvsagt også sige: maksimalt destruktivt for Ukraine. Det vil sandsynligvis også betyde flere og større russiske krav.

Hvis forhandling på Ruslands hovedkrav er den eneste realistiske udvej, hvordan ser et minimalt acceptabelt udfald så konkret ud for Ukraine? Kan en “realistisk fred” forestilles som andet end et nederlag?

Ikke i vores militariserede forestillingsverden. Sikkerhedstænkningen i det nuværende europæiske lederskab forlanger svækkelse eller som minimum kontant afskrækkelse af Rusland. ”Freden” bliver her en slags midlertidigt stabiliseret konfrontation, en frossen konflikt, et forspil til et større sammenstød.

Alternativerne ligger ligefor. Vi skal blot kigge i de mange aftaler, som Vesten indgik med Rusland i de første 20 års tid efter den kolde krigs afslutning,10 eller lytte efter, når russerne gentager principperne om gensidig sikkerhed.11

En bæredygtig fred kan kun skabes i et samarbejde mellem Vesten, Rusland og Ukraine. Processen kaldes diplomati, og slutresultatet vil givetvis blive en genskabelse af ukrainsk neutralitet. Det er den nuværende kurs, vi bør betegne som en ”udvej”. Rusland er godt på vej til at gennemføre en voldelig neutralisering af Ukraine og vil, når målet er nået, derefter stå over for et fjendtligt, supermilitariseret Europa, der vil gøre alt i dets magt for at tilbagerulle de russiske landvindinger.

Vil du ikke sige, hvilke punkter du trods alt finder lovende i de europæiske løsningsforslag?

Jeg ser ikke den store værdi i at fortabe sig i fremtidsscenarier, der umuligt kan realiseres. Det europæiske diplomati går ud på at foreslå de løsninger, der er allermest uspiselige for russerne. Det gælder f.eks. ideerne om en betingelsesløs våbenhvile og fredsbevarende styrker fra NATO-lande. Disse ideer udveksler statslederne og bureaukraterne internt med hinanden. Det er en masse fantasier i et relativt lukket kredsløb. Udadtil er signalet dog klart. Budskabet til Rusland er: ”I må kæmpe jer til jeres sejr. Vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver maksimalt ubehageligt for jer.”


Europas krigsdyrkelse

Men europæerne støtter vel bare op om Ukraines position?

Kyivs position, men ikke nødvendigvis ukrainernes ønsker. De fleste ukrainere ønsker en forhandlet løsning.12 Et stigende antal melder sig endda villige til at opfylde Ruslands betingelser for at få fred – skønt det stadig er et fåtal.13 Europas position er at formulere ”løsninger”, der udelukker reel forhandling. Men det er klart, at en opfyldelse af Ruslands betingelser vil knægte Ukraines kerneinteresser, så længe dets neutralitet ikke garanteres.

Man kan også sige, at europæerne insisterer på en retfærdig løsning og respekt for folkeretten?

Hvis hykleri ikke er en hindring, kan man sige mange ting.14 USA har foretaget 251 militære interventioner fra 1991 til 2023,15 oftest uden en flig af folkeretsforankring. Hvad med angrebet på Serbien i 1999? Irak i 2003? Libyen? Gaza? Iran? Der har været rigeligt med anledninger til at slå et slag for FN-charterets forbud mod militær magtanvendelse, hvis det var hovedsagen.


Men det er rigtigt, at Ruslands invasion og annektering af et andet lands territorier udgør et åbenlyst og groft brud på folkeretten. Princippet er klart nok. Spørgsmålet er, om man styrker dette princip ved at hævde det som et realpolitisk krav om massiv våbenstøtte, angreb på russisk territorium, krigsskadeserstatninger, retsforfølgelse af de skyldige i Kreml eller bare en fuldstændig tilbagetrækning af invasionsmagten.

Man kan lige så godt droppe omskrivningerne og erklære: Vi vil ikke have en diplomatisk løsning, men det udfald, en fortsat militær konfrontation måtte bringe. Hvilket viser, at europæerne ikke forsvarer, men undergraver FN-pagtens ånd. Man kan ikke reducere folkeretten til charterets artikel 2 stk. 4, der rigtignok siger, at stater ikke må bruge magt mod andre stater. Mere fyldigt beskrevet er alle de handlinger, medlemslandene positivt forpligter sig til: samarbejde, løse konflikter via diplomati, søge fred med fredelige midler osv.

Nu vil Rusland jo aldrig acceptere en fred, der respekterer forbuddet mod at erobre territorier med magt.

Præcis. Det er med andre ord ikke en realistisk mulighed. Det var det i konfliktens begyndelse, men ikke længere.16 Hvad skal europæerne så stille op i den situation? Et passende svar kunne være, at det er tid til at søge fred med fredelige midler for at afværge endnu værre tilstande.

Men det svar, vi får, er et andet. EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, har således fremlagt EU’s “topunktsplan: For det første, svække Rusland; for det andet støtte Ukraine.”17 Eller i den svenske udenrigsministers udgave: “styrke Ukraine og svække Rusland”.18

Det er Bidens gamle ambition, europæerne har taget til sig: At skade Rusland, bl.a. igennem ”styrkelse” af Ukraine. Den praktiske kerne i foretagendet er reel nok: Ukraine får våben og penge; russere tager skade af det. Men det er ikke en plan, som bringer ”et styrket Ukraine” op fra asken. Den indbyder til fortsat destruktion af vores venner. Det er også tvivlsomt, om det vil føre til en strategisk svækkelse af Rusland. Ødelæggelse og usikkerhed er de mest sikre konsekvenser. Det kan man så efterstræbe i retfærdighedens navn, men mon ikke også der er interesser på spil.


Europas sikkerhedsinteresser versus militarismens interesser

Hvilke interesser kunne det være?

Den gængse analyse lyder, at Ukraine-krigen holder russerne beskæftiget uden for Europa og amerikanerne involverede i Europa. Det første er vigtigt, fordi russerne ikke magter at angribe os, så længe de ikke har fået bugt med Ukraine.19 Det andet er vigtigt, fordi Europa har behov for amerikanske voldsmidler i konfrontationen med den russiske trussel.20 Altså skulle den ”usvigelige” og ”kompromisløse” Ukraine-støtte være i Europas elementære sikkerhedspolitiske interesse.

Så simpelt er det bare ikke. Tankegangen forudsætter, at de politiske drivkræfter fremgår af vores eliters erklæringer, og at den herskende tænkning gengiver objektive sikkerhedsinteresser. Hvis vi går ud fra den slags antagelser, risikerer vi, at vores ’analyse’ blot bliver en bekræftelse af nogle talepunkter, som tjener de virkelige interesser, men ikke giver os indblik i dem. Vil vi uden om det problem, må vi skelne mellem artikulerede og virkelige interesser og frem for alt spørge: Hvem har interesse i den herskende opfattelse af vores interesser?

Siger du, at vores ledere lyver?

Nej, sandhed og løgn er ikke videre relevante kriterier her. Som NATO’s forhenværende generalsekretær, Jens Stoltenberg, bemærker et sted i dokumentarfilmen Facing War, måles et udsagns ’rigtighed’ på dets politiske brugbarhed, ikke sandhed.21 Enhver, der har haft et arbejde, som involverer italesættelse af arbejdets indhold, burde kunne nikke genkendende til dette. Målet er at frembringe opportun og passende tale, der passer til din rolle; sandhed er snarere en mulig begrænsning.

Nu skulle det være en væsentlig opgave for offentligheden og mediemenneskerne at indføre sådanne begrænsninger. F.eks. kunne man stille spørgsmål til ledernes vished om, at Rusland agter at angribe andre europæiske lande – eller blot udbede sig et argument for dette talepunkt. Men mediefolk og almindelige borgere agerer også inden for rammer for, hvad der er professionelt og socialt gavnligt. Så når jeg taler om den ’herskende tænkning’, mener jeg tænke- og talemåder, der gennemtrænger alle politisk bevidste lag i samfundet.

Men du siger, at nogen har interesse i de herskende opfattelser.

Ja, for hvor kommer den militarisme, som pludselig har bemægtiget sig Europa, fra? Som med alle mulige andre værdimættede tankesæt, er der et stærkt kulturelt aspekt: Vi forventer, at andre forventer noget af os og leverer det derfor, så vi ikke kommer ud i kulden. Sådanne sociale og professionelle dynamikker siger noget om levedygtigheden i og udbredelsen af militarismen. Men der er også nogle primære interesser, der sætter rammen, definerer problemerne og løsningerne – foruden de PR-folk, der udvikler de talepunkter, som konflikten forsimples til i den almindelige bevidsthed.

En længere udredning vil føre for vidt, men blandt væsentlige primære interesser finder vi våbenproducenterne og statsbureaukratierne, der finansierer tænketanke,22 der fostrer eksperter,23 der oplyser eliter og borgere om de militære løsningers velsignelser. Et studie fra juni 2023 viste f.eks., at 14 af de 15 tænketanke, som amerikanske medier har brugt mest i Ukraine-dækningen, alle modtager penge fra våbenindustrien. Ikke overraskende advokerer disse ”eksperter” og ”specialister” for militære løsninger og ignorerer diplomatiske alternativer, hvis de ikke direkte advarer mod dem.24

Vi kan også rette blikket mod statslige og semistatslige organisationer og netværk,25 der kultiverer ”transatlantiske” tankesæt26 hos europæiske eliter og ”den næste generation af ledere”.27 Det er helt naturligt, at stræbsomme mennesker, der er ”kultiveret” – og har avanceret – igennem sådanne programmer og netværk, forstår verden ud fra Washingtons magtpolitiske koncepter og trusselsbilleder. Når man ser på, hvad eksempelvis den tyske kansler28 eller den finske præsident29 er rundet af, giver den enøjede militarisme og stridslystne ruslandsforagt god mening.

Nederst i kæden har vi så mediefolk og andre iagttagere, der har indoptaget de militaristiske anskuelser eller tilpasser sig dem af professionelle grunde.30

Nu kunne disse velbemidlede og vidende interesser jo også have nogle kompetente bud på vores fælles sikkerhedsudfordringer.

Vi bør ikke naivt forveksle de interesseopfattelser, der går for indlysende sandheder lige nu, med Europas aktuelle og langsigtede reelle sikkerhedsinteresser. Som minimum er en modus vivendi med vores store nabo i Øst ret vital for os.

At man tænker i helt andre baner, skyldes ikke kun gængs militarisme. Det har også sine dybere historiske grunde. Under tilløbet til den kolde krig var opkomsten af en ”tredje magt” det ultimative skrækscenarie for Washington. De amerikanske ledere var fuldt ud bevidste om, at de løb enorme risici for at afværge denne forestillede fare, hvad enten Tyskland eller Sovjetunionen blev dens tyngdepunkt. Der var også megen tvivl. Men beslutningstagerne nåede igen og igen frem til den samme konklusion: Et delt Europa, hvor USA havde ”kontrol med tysk magt”, tjente dem bedst.31 Man måtte så løbende takle de spændinger, denne politik medførte.


I efterkoldkrigstiden videreførte de neokonservative ambition i en form, der passede til den unipolære situation. De gamle lederes sikkerhedspolitiske betænkeligheder blev nu erstattet af ”moralsk klarhed”, altså grænseløs selvretfærdighed.

Der er senest sket det forunderlige, at europæerne har indoptaget Washingtons gamle dagsorden for Europa, som om den var et uundgåeligt svar på – og ikke grobund for – ’truslen fra et stadigt mere aggressivt Rusland’, alt imens amerikanerne har flyttet vægten til Asien. Groft sagt er Europas selvopfattede interesser amerikanske. Det vil sige hegemoniske og militaristiske, ikke sikkerhedsorienterede og realistiske. Eller mere specifikt: Europa er i dag neokonservatismens højborg.32

Hvad er Washingtons standpunkt så?

Som Marco Rubios tale ved den seneste sikkerhedskonference i München tydeligt understreger, er den nuværende amerikanske regering neokonservativ minus moral.33 Man har skrællet en god del af de lag væk, som de hegemoniske ambitioner tidligere blev pakket ind i.

Men der er jo helt åbenlyst en stor strid mellem USA og Europa om, hvad vi skal stille op med Ukraine.

De interne uenigheder i det vestlige positioner handler kun perifært om Ukraine. I hovedsagen pågår der en forhandling om det transatlantiske forhold. Europæerne vil gerne fastholde amerikansk engagement i Europa og tjene amerikanske interesser under denne ordning, ligesom i de gode gamle dage. Amerikanerne ser hellere, at Europa ”autonomt” – dvs. uden håndholdt instruktion og direkte bistand – udfører sin anviste rolle i USA’s globale magtpolitik. P.t. betyder det tilsyneladende at lægge en dæmper på en konflikt, der går dårligt, men samtidig påtage sig opgaven at holde fjenden i skak.

Så der er trods alt en splittelse?

Både-og. Der er en politisk strid om byrde- og ansvarsfordelingen. Så længe der er liv i Ukraine-krigen, er der behov for amerikanerne. Det er en af grundene til de europæiske sejrsdrømme. Amerikanerne ser lidt anderledes på det. Hvis konflikten blev fastfrosset, kunne de parkere projektet hos europæerne og med større iver kaste sig over mere presserende brændpunkter længere østpå.

Men omvendt synes USA og Europa nogenlunde enige om den ruslandsfjendtlige kurs og den bredere militaristiske dagsorden om vestligt hegemoni. Tilbage i februar 2025 forlangte USA, at Europa måtte levere hovedparten af støtten til Ukraine; investere i våbenproduktion; hæve militærbudgetmålet til fem pct. af BNP. Sammen ville USA og Europa kunne skabe en ”arbejdsdeling”, sagde daværende forsvarsminister – nu krigsminister – Pete Hegseth.34 Europa skulle håndtere den russiske trussel, og USA ville så kunne prioritere den kinesiske.

Man må sige, at Europa har leveret. Ikke bare i våbenproduktion, men også holdningsproduktion. Hegseth efterspurgte nemlig også, at det europæiske lederskab fik deres borgere til at indse, hvilken trussel de står over for. Også på dette punkt har Europa fulgt de amerikanske henstillinger. Det gamle Biden-talepunkt om, at Rusland ”ikke ville stoppe ved Ukraine”,35 blev pludseligt meget populært hos de europæiske magthavere,36 efter at den nytiltrådte amerikanske regering havde afleveret sine dessiner til Europa.

Europæerne gør som sædvanligt, hvad amerikanerne siger. Det sker bare under protester, fordi de gerne så, at amerikanerne hjalp dem med det, nu da regningen er så stor.


Hårdnakkede sejrsdrømme

Du går ud fra, at Ukraine-projektet er dømt til at fejle. Men man kan hurtigt søge sig frem til konkrete ideer til, hvordan vi får succes. Jack Watling fra Royal United Services Institute påpeger f.eks., at situationen kan vendes, hvis Vesten træner de ukrainske tropper bedre, stopper Ruslands skyggeflåde og leverer flere langtrækkende missiler til Ukraine, som så kan ramme vitale mål dybt inde i Rusland.37

Vi skylder læserne at oplyse, at vi taler om en britisk tænketank, der ”finansierer sig selv uafhængigt” – med millioner af kroner fra Europakommissionen, det britiske, amerikanske og canadiske udenrigsministerium, den britiske hær, store våbenproducenter, Qatar, big tech, tobaksindustrien og andre organer, der sætter saglighed før alt andet.38

Du er ironisk. Mener du, at det er en dårlig kilde?

Nej, tværtimod. Det er en glimrende kilde til establishmenttænkningen. Instituttet er funderet i de interesser, der driver politikken, og blandt de folk, der utrætteligt leder efter de bedst mulige løsninger på en temmelig svær situation, er Watling en udmærket analytiker. Her skal man selvfølgelig forstå: løsninger og tiltag, der stiller os bedst muligt og Rusland dårligst muligt.

Desuden forholder Watling sig til virkeligheden. Han går ud fra, at Putin påvirkes af andet end sine imperialistiske impulser. At han på linje med andre statsledere opererer under realpolitiske begrænsninger, er rationel og derfor kan presses.

Og hvad så med Watlings analyse?

Analysen siger ”mere af det samme”. Hvis målet er at påtvinge Rusland omkostninger, er det en god ide. Men hvis målet omvendt er at aftvinge Rusland indrømmelser og bringe Kreml tættere på de vestlige krav, er opskriften ikke overbevisende. Nu har Jack Watling i andre sammenhænge beskrevet den fundamentale skævhed i styrkeforholdet og blandt andet peget på, at Rusland har to til seks gange så mange kamptropper som Ukraine, alt efter hvilket afsnit af frontlinjen vi ser på. Desuden lider ukrainerne under mangel på materiel, træning og kampmoral. Så vidt Watlings statusrapport tilbage i februar 2025.39 Der har ikke været mange opløftende nyheder siden,40 så jeg kan ikke se, at de tiltag, han senest har foreslået, ændrer ved disse skæbnesvangre ubalancer.

Han har en ide om, at vi kan skabe en økonomisk krise i Rusland.

Her er vi tilbage ved en af de drømme, der begrundede den officielle strategi om at svække Rusland i krigens begyndelse.

Lad os da bare sige, at alle Watlings ønsker går i opfyldelse. Det virker ikke sandsynligt, men lad os glemme det praktiske og gå ud fra, at alt flasker sig. De ukrainske soldater er nu stadig i undertal, men rigtigt kapable, fordi vi træner dem bedre. Den russiske økonomi er på vej mod afgrunden, fordi vi har stoppet ”skyggeflåden” og smadret deres olieraffinaderier med vores missiler. Rusland er altså tvunget i knæ. Måske er Putins position ligefrem truet. Hvad vil Kreml nu gøre? Indvillige i vestlige krav? Gå med til ubetingede våbenhviler og en fastfrysning af konflikten? Gå med til, at hovedmodstanderen indsætter ”fredsbevarende styrker”?

Det kunne være en måde at undgå yderligere tilbageslag.

Ja, hvis vi forestiller os, at de vestlige tilbud stadig stod ved magt. Vestens ledere skulle i så fald opgive deres ruslandsskadelige ambitioner og tilbyde fjenden en redningskrans i nødens stund. Selv hvis vi medgiver dette, går tilbuddet immervæk stadig på, at de russiske ledere skulle handle imod de målsætninger, de gik i krig for, og nok også underskrive deres egen politiske dødsdom.

Så pres virker ikke?

Selvfølgelig. I det tænkte scenarie, at de russiske styrker er på tilbagetog, og styret i Moskva er destabiliseret, kan man forestille sig, at Putin trækker stikket og erklærer det hele for forgæves. En noget mere nærliggende virkning, som følger det hidtidige konfliktmønster, er eskalering. Til en start kunne Rusland dræbe Ukraines politiske ledere. Derefter kunne man gå efter mål i Europa.

Men det er meget hypotetiske scenarier, som kammer over i det fantastiske, når vi helt konkret forestiller os den ønskesituation, at Rusland for det første presses tilbage og for det andet ikke vil eskalere, når presset sætter ind. Altså er Watlings forslag nok engang en opskrift på at holde liv i krigen, endnu en udvej fra den fred, der må komme.



Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin. Poya Pakzad er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin og klummeskribent på Dagbladet Information.




bottom of page