Den økonomiske realitet i Ukrainekrigen

af

Peter Andreas Fog

Virkeligheden er ikke helt til det som står i avisen; og slet ikke når det kommer til noget med Rusland. I denne artikel stiller Peter Andreas Fog skarpt på den russiske økonomi under Ukrainekrigen og vores egen.

Da russiske tropper invaderede Ukraine i februar 2022 iværksatte Vesten en række økonomiske sanktioner for at straffe og afskrække Rusland. Ideen var, fik vi fortalt, at man kunne presse de russiske oligarker på deres personlige pengepung og at den økonomiske smerte man således forvoldte, ville motivere oligarkerne til at stoppe Putins politik eller måske endda direkte afsætte ham. Den forhåbning hvilede altså på en forståelse af den politiske magt i Rusland, hvor præsident Putin i sidste ende sad på oligarkernes nåde. Da sanktionerne ikke har afskrækket krigsindsatsen, har man i stedet for at indrømme sin fejlanalyse, betegnet Putin som en diktator.

Der er en anden virkelighed, som man ikke berører, især i de danske medier, nemlig at den russiske økonomi, der bygger på deres enorme naturressourcer, slet ikke lider under de vestlige sanktioner. “Anybody who thinks this is gonna translate into an economic crisis is smoking some very strong substance” sagde historikeren Niall Ferguson for nogle måneder siden og fortsatte med at give nogle faktuelle økonomiske nøgletal fra Rusland, “sobering as they are”

So Russia’s military spending is roughly doubled during the course of the war, it’s north of 7% of GDP. It’s deficit last year stood at 2,4 of GDP, 2,5 rather. It’s debt to GDP is a mere 14%.

This puts [Russia] in a fiscally stronger position than I think just about every EU member state. a third of the state’s revenue is from oil and gas, which it continues to sell on global markets, though it’s shadow fleet, despite all talk of sanctions.

The inflation is 8,7% - but get this: Russian real wages has risen 22% since the war began! Unemployment simply doesn’t exist. Disposable income is up 48%. Retail sales are 28% up. Consumer sentiment in Russia today is at all time highs. The sanctions regime has failed utterly!

Sammenholdt med dette står Ukraine overfor “en akut økonomisk krise”, skriver Flemming Rose i Frihedsbrevet:

Krisen forstærkes af de russiske angreb på Ukraines energiforsyning, som er en forudsætning for al økonomisk aktivitet. Samtidig har Ukraine mistet indtægterne for transport af russisk gas til Europa og adgangen til billig russisk gas, der ligesom for Tysklands vedkommende har været en forudsætning for ukrainsk industris konkurrenceevne. Ifølge det britiske magasin The Spectator modtog Ukraine i krigens tre første år 900 millioner dollar om året for at lade russisk gas løbe gennem Ukraine til Europa. Det statsejede russiske gasselskab Gazprom har på den måde været blandt de største bidragsydere til Ukraines forsvarsbudget. Det samme gælder russisk olie. Det er nu slut, og derfor er Ukraine nødt til at importere flydende naturgas, også kendt som LNG, fra USA via Polen og Grækenland, som i øjeblikket koster tre gange så meget. 

(...)

Flere iagttagere vurderer, at manglen på finansielle ressourcer meget vel kan vise sig at blive Ukraines største problem, hvis krigen fortsætter et år eller to endnu. Den finansielle krise skyldes ikke alene, at den ukrainske statskasse fattes penge, men også at EU lige nu kæmper med at finde midlerne til fortsat støtte af Ukraine. 

Den tidligere chef for den ukrainske nationalbank, der befinder sig i eksil i Europa, mener ikke, at Ukraine har en normal økonomi. Han beskriver den som en donorøkonomi, donornomics, hvor Ukraines overlevelse er totalt afhængig af, hvor længe og hvor meget donorerne er parate til at spytte i kassen.

Ifølge det ukrainske medie Strana består Ukraines finansielle opskrift på at kunne fortsætte krigen af tre elementer. For det første Ukraines egne indtægter, det vil sige den del af statsbudgettet, som dækkes af skatteindtægter. Halvdelen af de penge går til at dække de løbende udgifter til krigen. Det drejer sig i år og næste år om et beløb svarende til 390 milliarder kroner, hvilket langt fra er nok til at finansiere krigsmaskinen.

Det er den liberale hegemoniske boble, der er sprængt. Efter afslutningen på Den kolde Krig forblændede vi os i Vesten i vores enorme økonomiske, teknologiske, militære og deraf politiske styrke. Men det var et øjebliksbillede. Mens EU er stagneret, er Resten blevet større og rigere. Det er Kina og USA der konkurrerer om at bygge fremtiden. Deres største virksomheder er high tech, men de største europæiske virksomheder, er de samme kolosser, som i Kul- og Stål unionen. Vores marked er gået fra at være ‘need to have’, til ‘nice to have’.

Richard Wolf er nok af den marxistiske skole, men han kan sin økonomiske historie og han er spot on, når det kommer til disse supermakro betragtninger. Her i samtale med Glenn Diesen uddyber de europæernes aktuelle udfordringer.