Diplomaterne taler ud

Den gamle garde af diplomater ser tilbage med skepsis på de dynamikker som ledte til Ukrainekrigen og hvordan vi blev offer for sikkerhedsdilemmaet. I Danmark høres lignende betragtninger fra den tidligere danske top-diplomat Friis Arne Pederes, som for tiden er aktuel i podcasten Friis' diplomatpost på det uafhængige medie Frihedsbrevet.

I denne video har Pascal Lottaz samlet en række markante stemmer fra det hedengangne diplomati til kritik af den nuværende linje i Det vestlige Diplomati. Det er ikke hele vejen igennem det allermest tydelige engelsk, men hvis man er interesseret i debatten i det internationale diplomati lige nu, kan man aflæse en nærmest opgivende konsensus i denne generation, som er vigtig at forstå, hvis vi skal til at finde ud af, hvordan vi kommer ud af den nuværende situation.

Jean-Daniel. Ruch peger på det fatale brud med Rusland, som materialiserede sig i NATO-udvidelsen og angrebet på Serbien, marts 1999, hvorefter tilliden hod Kreml led et knæk. Ruch var Schweitz ambassadør til Tyrkiet og taler om den fatale vestlige propaganda, som præger det diplomatiske arbejde og omkransede den europæiske forståelse af forhandlingssituationen i Istanbul ,marts 2022, som endte med at sabortere muligheden for en fredelig løsning på Ukrainekrigen.

José Antonio. Zorrilla Alvarez minder om at Rusland som arvtager til Sovjetunionen blev læst forkert af amerikanerne, da de lovede ikke at udvidde NATO til gengæld for Tysklands genforening. Nu om dage overlades diplomatiet til militæret og grundlaget for de politiske beslutninger til efterretningstjenesterne, hvilket har undermineret specielt USAs diplomatiske korps, som op igennem 1990erne efterhånden blev udgrænset, som vi så det efter diskussionen mellem Kissinger og Matlock ebbede ud og NATO blev løsningen på alt indtil Ukrainekrigen igen satte den europæiske sikkerhedsarkitektur øverst på den globale dagsorden. .

Henry Kissinger, tidligere udenrigsminister i USA, advokerede for NATO-udvidelsen, da han mente at den polske grænse kunne blive truet af Rusland, mens Jack Matlock, tidligere ambassadør til Sovjetunionen, var yderst skeptisk overfor en hurtig NATO-udvidelse, uden at der var en synlig militær årsag.

Sandor Kusai kommenterer på kulturen i de europæiske politiske eliter efter den kolde krig og påpeger tabet af viden og erfaring i diplomatiet, hvor den institutionelle hukommelse er eroderet, hvilket har ledt til at vi har glemt hvordan man taler med dem man er fjender med. I 1990erne var der en mulighed for at indlemme Rusland som en ligeværdig partner i den europæiske sikkerhedsarkitektur, som blev forspildt, fordi mentaliteten i det vestlige diplomati foreskrev, at ikke-vestlige lande skulle underordne sig Vesten.