Pengemaskinen i overgear

De regimeinterne problematikker holdes langt væk fra de europæiske offentligheder, som blindt betaler for tabernaklet.

Nu går der næppe en uge før Bryssel udløser de meget omtalte 90 milliarder €, som er budgetteret til Kyiv. Af dem skal der svares et tidligere lån på 40 milliarder €, som EU skylder for en tidligere udbetaling. Det giver 50 milliarder til regimet og dets udgifter, det vil sige statens drift.

For tiden kører Kyivregimets pengemaskine og det ukrainske nationalbudget på 'benzindampende;' tanken er for så vidt tom, men siden 1/1 2026 ser det ud til, at der har været, hvad der svarer til cirka 70 milliarder $ som har ført den ukrainske stat hertil, hvor den er nu: Bankerot. Et gangstervælde på randen af sammenbrud.

Der er store huller i budgettet. Konkret taler præsidenten om 19 milliarder €, til at dække et akut hul. Norge ville let kunne skrive en chek på beløbet og henvise til de øgede gasindtægter, men det er nordmændenes penge og siden det er 'skruen uden ende', vi er ude i her, bliver det altså igen von der Leyen, som skal hoste op.

Og ja, det er altså medlemsstaterne og ultimativt deres borgere, det vil sige os, som skal holde for. Vi regner med, at der forsvinder 15-30% af alle donationer før de rammer det ukrainske statsbudget; for tiden nærmere de 15% end de 30%, men i Ukraine er 'økonomi' lig med 'sort økonomi,' og jo højere man er i hierarkiet, jo større er udbyttet.

Siden sidste år, hvor man kunne se bunden af kassen og præsidentens personlige hjælpere samtidigt blev eksponeret i en enorm korruptionssag, som rensede ud i både regering, parlament og sikkerhedsapparatet, er regimet blevet slanket og det betyder, at dem som skummer fløden, er blevet færre. Krig koster penge. Bevares. Mange argumenterer, at det her med at give penge til Kyiv, som så sender deres mænd i døden, er billigt sluppet for os i EU. Det gør nemlig ondt på Rusland, siger man. Og det gør det. At ukrainerne mister deres land fordi befolkningen er udsat for statsfangst udført af en lille klikke, synes at være en lav pris at betale.

Men det er det ikke. Når Kreml på et tidspunkt beslutter sig for at de har sikret sig og stopper; lad os sige når østfronten er gået i opløsning og der kun er det vestlige og centrale Ukraine tilbage til Kyiv, eller Lviv, så vil EU stå tilbage med et gangsterland, hvor den eneste funktionelle politiske struktur vil være en undergrundsguerillahær. Det kan da være meget godt; Rusland skal forholde sig til en ultranationalistisk modstandshær. Perfekt. Så sender vi dem flere våben og så kan de lave ballade og blive de evige bærere af drømmen om det forliste Rusland, som går op i limningen. Problemet vil være at et sådant 'Ukraine,' vil blive en betændt byld på tærsklen til EU. Vi bilder os ind, at vi kan fjerne alle krav til at komme ind i EU og invitere Ukraine indenfor; det skylder vi dem. Tja, det kan der være noget om. Vi er i hvert fald medskyldige i miseren i modsætning til dem. Fair nok. Men politik er det muliges kunst. EU falder sammen før Ukraine kommer ind. Derfor siger jeg tit: 'Vi står med et scenarium som leder os til udfordringer, som er 10 gange Albanien.' 'Hvad snakker du om,' siger folk og tænker, at jeg har noget imod albanere eller ukrainere. Tværtimod. Jeg peger på konsekvensen af vores politik i Ukrainekrigen og EUs problemer med organiseret kriminalitet: Stoffer, rufferi og våben. Omfanget af det her 'fuck up' for Europa er så enormt, at jeg, ja selv mig, den iskolde politolog med det distancerede analytiske blik, til tider bliver trist ved tanken. Der blev advaret mod det i mage år før det skete. Og nu er det for sent at gøre noget ved det. Kyiv er løbet tør for våbenføre mænd og penge. Fronten viger. Korruptionen er altomfattende. Alle som kan, er allerede flygtet.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mg. scient. pol. Ph.d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges på podcasten Verdenssituationen med Frederik Christensen.