Kreml skruer bissen på

En kort gennemgang af Ukrainekrigen diplomatisk, militært, politisk og økonomisk

Diplomatisk

Der er nu en klar erkendelse i Moskva, at man er i krig mod Vesten. USAs falbelader leder ingen steder hen og det man opfatter, som de vestlige landes manglende evne til at indgå aftaler gør diplomatiet særdeles vanskeligt. Diplomati, er det umuliges kunst; det handler om at skabe noget ud af en tilsyneladene uløselig situation. Iranerne har vist, at selvom de var paria i årtier, har de i de seneste år kunnet opbygge relationer til Kina og særligt Rusland, som de i disse dage cementerer et omfattende strategisk partnerskab med på en måde, som langt hen ad vejen ligner en alliance. Ukrainekrigen bliver højt sandsynligt afgjort på slagmarken: Bryssel magter ikke at skabe et forhandlingsforum og nægter at erkende NATOs nederlag, men udmattelsen af NATO synes at være krigens diplomatiske mål; Europa kommer til at stå med et smadret samfund, som europæerne ikke kan stille noget op med. Det er nu Kremls strategi: at sikre sig ved at tage det land som er nødvendigt og lade det vestlige og centrale Ukraine rådne op.

Militært

Det seneste år er bombningen af den strategiske arkitektur og den kritiske infrastruktur i Ukraine taget til. NATO angriber også både strategisk og kritisk infrastruktur i Rusland, men de militære udfordringer som de ukrainske væbnede styrker (AFU) står overfor er uoverstigelige. AFU kæmper bravt med de enheder, som de har til rådighed i deres hær, som har held med at angribe logistikken bag linjerne hos de russiske væbnede styrker (AFR). Underlegen i materiel og mandskab tvinges AFU til at opløse frontlinjen og i højere og højere grad ty til guerillakrigsmetoder. Innovation og retræte præger AFUs indsats, specielt dronestøttede små fremrykkede enheder giver resultater. AFR presser over hele linjen; nord, øst og syd, og kampsæsonen april - december 2026 vil se AFR presse sig frem mod Zaporizjzja, Slavjansk og Sumy.

Politisk

Moskva fremstår balanceret og fattet trods stor utilfredshed i oligarkiet og blandt meningsdannere med de mange droneangreb på olieinstallationer, som gennemføres med succes af AFU. Kreml absorberer angrebene; endnu synes inderkredsen omkring Putin og Gerasimov at holde linjen, så man undlader at angribe tilbage mod de europæiske NATO-lande som producerer de droner, der med amerikansk hjælp finder mål inde i Rusland. Retorikken er dog skærpet; Udenrigsminister Lavrov taler åbent om, at der nu er krig mellem Rusland og europæerne. I Kyiv er Budanov i fuld gang med at opbygge et samlet sikkerhedsapparat omkring en fælles akse i SBU og DUI, som skal forberede at Ukraine omdannes til en grænselandsområde hvorfra der kan føres modstand i tilfælde af at fronterne i det østlige Ukraine må opgives. Præsident Zelensky står nu permanent med hatten i hånden i de europæiske hovedstæder og tigger penge til regimet og unge mænd til fronten. Befolkningen i Ukraine er udmattede, men ser ingen udvej; regimet er sikret gennem beskyttelsesgrupper, som forhindrer attentater på ledelsen.

Økonomisk

Regimet i Moskva får for tiden en hjælpende hånd af de stigende oliepriser, men kæmper med at undgå skader på olierafinaderier og opbevarings- og udskibningsfaciliteter. Der var bebudet recession i år, men det forventes at Nationalbanken i Moskva reviderer udsigten for 2026. Der er optimisme i det russiske samfund og man oplever for tiden en industrialiseringsbølge næret ved sanktioner, som skaber grobund for egenproduktion, samt råvareknaphed globalt, som altid booster de ressourcestærke russere. Kyiv er bankerot. Riget fattes el og uden strøm til maskinerne, ingen egenproduktion. Der er lige kommet et ok fra Bryssel til at sende 50 milliarder Euro til den ukrainske regering; man taler om 90 hvoraf de 40 skal bruges til at betale af på et tidligere 'lån.' EU holder krigen i gang, men har ikke pengene. Norge nægter at udskrive en chek, trods store ekstraindtægter på gas. Ukraine er ødelagt. Mange i Vesten argumenterer, at 'det godt kan betale sig.' På hvilken måde er dog uklart.