NATO og Moskva fastlåst i krig


NATO reagerer endnu ikke på direkte angreb mod NATO-landenes territorier, men illusionen om krig 'mellem Rusland og Ukraine' kan ikke længere opretholdes. NATO er i direkte konfrontation med Moskva og krigen intensiverer.
Ny situation
I 2026 er det i den geopolitiske analyse blevet umuligt at opretholde forestillingen om en såkaldt ’stedfortræderkrig,’ hvor Kyiv styrede de ukrainske væbnede styrker (AFU) til fordel for vestlige interesser formidlet gennem CIA for forsvarsalliancen NATO. Regimet i Kyiv skiftede karakter hen over nytår og nu køres krigen direkte koordineret fra NATO-basen i Wiesbaden, Tyskland, u-medieret af den ukrainske hærledelse og partikulære interesser. Det er NATO, som er i krig. Stadig uden at ville indrømme det, men deres fjende er ikke i tvivl. Og dét er det afgørende. Diskussionen omkring hvorvidt det er en ny situation og graden af CIA/MI6 kontrol med regeringen i Kyiv fortsætter, men en ting ligger nu fast: Både NATO og Moskva handler nu med gengældelsesoperationer i direkte konfrontation med hinanden: Rusland angribes via Estland og Letland med droner og skibe sænkes i Rumænsk og Bulgarsk farvand, altså ved angreb på NATO-landes territorium. Natten til 17. november 2026 angreb NATO broen over Kertjstrædet, og natten til 20. november 2026 bragte de russiske væbnede styrker (AFR) deres store bombefly Tu-160 med tilnavnet 'hvide svane' i brug over Ukraine for første gang. Samfundet Ukraine er i opløsning; staten er væk og AFU er nu NATOs forlængede arm, fyldt op med lejetropper og kontingenter fra forskellige NATO-lande, som opererer specielle våben og træningsmissioner, men gang på gang suges ind i kampene ved fronten. Der er indædte rapporter om, at AFR har ramt ind i Polen med missiler og droner i den seneste udveksling.
Her er en oversigt over parternes politiske målsætninger:
NATO
Geopolitisk mål: Fastholde transatlantisk overherredømme i Europa gennem svækkelse af Moskva ved at dele Den russiske Føderation op i mindre bidder (sikring gennem fjendens politiske sammenbrud). Strategisk mål: Holde sammen på alliancen ved at have Moskva som fælles fjende (metus hostilis: fælles fjende forener). Operationelt mål: Anvende Ukraine som rambuk mod Den russiske Føderation ved at skabe et anti-russisk Ukraine (statsfangst). Taktisk mål: At kunne angribe Rusland gennem Kyiv-regimet som stedfortæder og derved undgå direkte konfrontation med atomvåbenmagten (begrænset proxy-krig).
Den russiske Føderation
Geopolitisk mål: At få NATO skubbet tilbage gennem en omkalfatring af den europæiske sikkerhedsarkitektur (sikring ved at begrænse NATO-alliancens greb om det østlige Europa).
Strategisk mål: Udmattelse af NATO-alliancen i en nedslidningskrig over en lang frontlinje i Ukraine, hvor logistikken svækkes ved at fokusere på at holde kampene inde i Ukraine (undgå eskalering til udveksling af missiler med atomvåben). Operationelt mål: Demilitarisering af Ukraine ved at neutralisere de soldater som er mønstret under AFU, udenlandske efterretningstjenester og NATO, samt etablere overherredømme over regeringen i Kyiv ('speciel militær operation'). Taktisk mål: Ødelægge Ukraines strategiske og kritiske infrastruktur for at kunne nedkæmpe fjenden gennem operationel omringning og strategisk bombning (fjernelse af AFUs logistik).
Parterne vil fremstille deres målsætninger anderledes; det er i første omgang den geopolitiske analyse uvedkommende. Målet med denne fremstilling er at gøre situationen klar for offentligheden uafhængigt af parternes krigspropaganda.
Konklusion
De stridende parter kæmper stadig med at få deres taktiske og operationelle mål opfyldt. Et spørgsmål som i disse dage melder sig, er, om NATO har fejlet, taktisk, og hvordan NATO vil reagere på angreb ind i et NATO-land, i henhold til målet om at undgå eskalation til fuld skala (atom)krig. Begge parter ønsker tilsyneladende en begrænset krig, men udvekslingerne intensiverer.
Perspektivering
AFR har overtaget på kamppladsen: Det østlige Ukraine afskæres fra at kunne forsvare sig ved at broerne som forbinder tilbage til NATO-landene ødelægges, mens infrastrukturen i hele landet bombes voldsomt. En løsning på konflikten er stadig langt væk.
Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. ph.d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk
