Ukraine i opløsning

Det sidste fort i Donbas kommer nu under angreb og det østlige Ukraine falder. Der ses opløsningstendenser i hæren, men faktisk er det selve samfundet 'Ukraine,' som er i opløsning.

Samfund opstår ved, at vi underkaster os et politisk fællesskab. Staten vokser ud af denne underkastelse og fordrer af os, at vi adlyder loven og underkaster os dens institutioner. I denne proces opstår der et hierarki af personer, som varetager styringen i disse institutioner. Centralt blandt dem står regeringen: Regimet kan gennem regeringsførelse bestøve sig selv og staten med velvilje fra befolkningen. Vi kalder det legitimitet. Der findes stadig nogen, som vil tro, at præsident Volodymyr Zelenskyj er en magisk person, som vil bære Ukraine frem mod en glorværdig fremtid, eller sådan noget. Men bredt har de politiske institutioner i Ukraine mistet deres legitimitet: Folk vil ikke længere underkaste sig. I 1991 var der registreret 51 millioner statsborgere i Ukraine. I dag er der cirka 23 millioner tilbage på territoriet, som nominelt er under kontrol af staten Ukraine.

Men staten er eroderet væk. Når mennesker immigrerer fra et samfund, er det i mange tilfælde for at søge lykken et andet sted, men også ofte, fordi de ikke oplever sig beskyttede. I Ukraines korte levetid var loven hele tiden en illusion; de magtfulde kunne unddrage sig straf og korruptionen af politi og retsvæsen var meget udbredt allerede i 1990erne. Siden kom sammenbruddet efter den orange revolution og så udbrød borgerkrigen i 2014. Efter 2014 taler vi om 'statsfangst.' Den elite som satte sig på magten formåede at afmontere statsapparatet på en måde, så de informelle strukturer i regimet kunne annullere den bureaukratiske sagsgang, sådan at magthaverne kunne gøre, hvad de ville og vokse deres egne organisationer store og fede på statens bekostning. Erhvervsvirksomhederne blev samlet i konglomerater med deres egne sikkerhedstjenester og Ukraine blev et fuldbyrdet gangstervælde.

Hæren var den sidste af de fundamentale statsinstitutioner, som stod tilbage og de væbnede styrker (AFU) fik efter 2014 til opgave at bekæmpe de russisk sindede løsrivelsesrepublikker i øst. Opbygningen af AFU stod CIA for, hvor MI6 fik stor indflydelse på udviklingen af sikkerhedsstyrkerne SBU. I dag kæmper sikkerhedsstyrkerne med at indfange de sidste unge mænd fra gaden for at tvinge dem i trøjen og ud til fronten. Under stor modstand. Antallet af historier fra flugt over grænserne, desertationer og kampe under kidnapninger af mennesker til militærtjeneste er steget de seneste år. Det er i dag særdeles vanskeligt at komme væk. Der er mange udenlandske soldater i AFU, mens sikkerhedsstyrkerne fyldes op med gangstere og nazister. Ingen vil længere dø for nationen eller tjene staten. Alle har et alternativt motiv. Ingen er længere underkastet samfundet. Det politiske fællesskab 'Ukraine' er en illusion. Man ser det i organisationen af SBU. Den gamle leder Malyuk styrer stadig de etablerede strukturer i sikkerhedsapparat, før under Yermaks, nu under Budanovs ledelse, men de nye grene henter deres rekrutter fra undergrunden. De er motiverede af pengestrømmene som løber ned gennem regimet, ultranationalistisk ideologi, eller et lukrativt bandetilhørsforhold. Den politiske infrastruktur er underløbet, som de sidste rester af statens skellet bliver ædt op. I Vesten hyldes Ukraine for deres indsats for demokrati. Uden at nogen kan pege på, hvad ordet egentlig betyder. Behemoth kalder Franz Neumann dette stadie, i reference til Thomas Hobbes uudgivne værk af samme navn: Retsstaten tilsidesættes, en beslutning af gangen, ved en omorganisering af voldsmonopolet i beskyttelsesgrupper som etablerer en social orden, hvor samfundssind og den gensidige afskrækkelse af sidemanden fra at bryde loven er væk. Samfundet er i opløsning og det opleves, som at leve i et anarki, hvor enhver er sig selv nærmest. Livet er i Hobbes berømte vending: ensomt, fattigt, usselt, brutalt og kort. Det er snart længe siden, vi har set de seneste skildringer fra Kyivs caféer fra danskere som forblændede af propagandaen, begejstret skildrer åndslivet fra en lomme af velbeslåede eliter; nu om dage bliver selv Kyiv bombet og de rige ukraineres fester er forlængst forlagt til Monaco og Dubai. I fyrrenes Tyskland havde man i det mindste føreren at se op til. I Ukraine er Zelenskyj gennemskuet; værket drives nok i nogen grad af nationalisme, men stadig primært af de penge, som vi vestfra poster ind i maskinen, som benzin til plutokratisering ad absurdum: Regimet vasker pengene og sætter dem i ejendomme i udlandet, mens flere og flere mænd lemlæstes ved fronten uden udsigt til pension. Kun de ældre og enkelte kvinder bliver tilbage. Det må være et af de største CIA fuck ups i historien. Hvis altså ikke det her var meningen. For hvad er det egentlig, at det hele skal til for: Hvorfor skulle der hemmelige NATO-strukturer ind at omorganisere de fundamentale institutioner i den ukrainske stat, dengang i begyndelsen af dette årtusinde? Hvad var planen? Var der en egentlig plan eller er der tale om en rygmarvsrefleks fra USAs enorme udenrigspolitiske efterretningstjeneste, som nu er løbet af sporet? Efter et nærmere studium gennem de seneste årtier, er det den konklussion, jeg er havnet på. Victoria Nuland kommer ikke ud af ingenting og regeringen i Washington aner sjældent, hvad den anden hånd gør, men så pludselig er der et sammenfald af nogle agendaer, læs J. R. Biden, og så kommer der et skred. Og til sidst skred det altså helt ud for Ukraine. Helt ud over grænsen, fristes man til at sige. 'Kraine' (krajna) betyder nemlig grænse og 'Ukraine' derfor 'grænselandet.' Nu taler vi om, at Ukraine skal med i EU. Måske sammen med Moldavien. Det er langt over grænsen for, hvad EU vil kunne klare. Disse områder matcher ingen af de krav, som sættes til medlemsskab. Ukraine findes ikke længere i politologisk forstand. Det er et samling gangsterbander med og uden politiskilte. Rufferi, narko, våben og menneskesmugling er dagens orden. Eller nærmere uorden. Det vil for EU betyde udfordringer, som får enorme konsekvenser for medlemslandenes kriminalitetsbekæmpelse, også hvis Ukraine ikke bliver medlem. Politikken er på dette område, som på så mange andre, fuldkommen løsrevet virkeligheden. EU er nødt til at komme til fornuft, hvis det skal overleve det her. Og det skal helst være inden, det er for sent. Udfordringerne er enorme. At Ukraine er i opløsning og bruges af NATO til at angribe Rusland, er i dag den største. Og befolkningerne i Europa er helt uden kendskab til problematikken.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (Cand. MNag. Scient. Pol. Ph. d.) og kan følges i podcasten Verdenssituationen.