Danmarks Radios Propaganda

af Klaus Kondrup

Propagandaens ABC. De personer jeg omtaler her, er ikke ved navns nævnelse. Det kan man mene er dårlig dokumentation, men det her handler ikke om personerne og for så vidt de er uvidende om, hvad de gør, er de uskyldige. Propaganda laves af mennesker, som selv tror på det, de siger, og som ofte kan have en pointe i konteksten ud fra deres eget perspektiv. Vi er nu så langt inde i Ukrainekrigen, at alle som har villet sætte sig ind i det, har kunnet gøre det, hvis de har evnet det, rent kognitivt. Mange vil ikke, fordi de så skal indrømme for sig selv, at de har ligget under for propaganda. Et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor ligger der stadig en dyne hen over forståelsen af Ukrainekrigen i Danmark? Det søger jeg i det følgende at belyse ved at undersøge, hvordan propagandaen finder sted i det statstøttede medie par excellence: Danmarks Radio. I denne uge var en kendt dansk teoretiker i fjernsynet og så gjorde jeg en undtagelse og slog ind på statsradiofoniens dækning af Ukrainekrigen.

Det som fangede mig ind var Deadline 7. september 2026 med titlen: 'Skal Danmark føre Hybridkrig?' Udsendelsen indleder med, at der er en kvinde fra CBS, vel en slags 'ekspert,' som etablerer præmissen og derefter er der to personer, som udspurgt af studieværten skal fremlægge to forskellige synspunkter i henhold til præmissen, henholdsvis for eller imod hvad vi i Danmark og Europa bør gøre ved det, at vi oplever 'hybridkrig.'

Præmissen er falsk

Hvad 'hybridkrig' er for noget og hvad vi skal, eller bare kan, gøre ved det, bliver ikke rigtigt udlagt i udsendelsen, men der tages udgangspunkt i noget konkret, nemlig at de tyske myndigheder og EU-kommisionens formand har udtalt, at der har været et angreb på en lufthavn i Tyskland, som ifølge myndighederne skulle være udført af 'russerne.'. Det er ikke lykkedes mig at opdrive nogen indicier for en sammenhæng mellem den beskrevne hændelse og Rusland, men modsat talen om droner over Kastrup Lufthavn, sidste år, har der vist denne gang rent faktisk været en drone. Der tales meget om 'hybridkrig,' men når man undersøger de enkelte hændelser for, hvad der rent faktisk har fundet sted, er der ligesom i dette tilfælde meget lidt andet end snak om 'hybridkrig' og folk som siger: 'Der intet bevis for noget, så det må jo være russerne,' og det er der til gengæld rigtigt meget af. Det bliver ikke i udsendelsen godtgjort hvad snakken om 'hybridkrig' handler om i dette tilfælde og hvorfor denne hændelse, skulle være en del af en sådan 'hybridkrig.' Præmissen er falsk, det er en ting, men den bliver faktisk ikke engang rigtigt etableret.

Et fagligt blik på udsendelsen

Som politolog er man nok lidt forhåndsindtaget her. Når jeg analyserer noget, prøver jeg at finde ud af, hvad der sker i verden, for at kunne danne mig en opfattelse af situationen og de politiske implikationer. I Deadline er der ingen politolog til stede og ingen stiller spørgsmålstegn ved noget af substans; præmissen godtages uden videre, nok fordi den har været gentaget nok gange. At der ikke er nogen reference til virkeligheden, er underordnet: det set up, som der er lavet i Deadline fungerer uanset: seerne må være ligeglade, men altså højst sandsynligt allerede under propagandaens åg. Man kunne have forklaret lidt omkring omstændighederne for de påstande, som fremsættes af 'eksperten,' men det ville have undermineret perspektivet, så kontekst og almindelig undren er fravalgt : Vi er udsat for 'hybridkrig,' hvad det så skal betyde. Her er det vigtigt at forstå, at man roligt kan gå ud fra, at de russiske efterretnings- og sikkerhedstjenester spionerer og i det hele taget passer deres arbejde og at der sagtens kan være nogle af dem, som laver sabotage og hvad den slags nu laver; at vi ikke har været i stand til at afsløre det, betyder ikke, at det ikke foregår. Den politologiske pointe vil være, at det er vanskeligt at se, hvordan det skulle være i Moskvas interesse, at de risikerer at krigen spreder sig til de europæiske lande uden at Moskva får noget ud af det, og altså hvorfor man formoder, at det er de russiske tjenester som står bag, når nu der ikke er noget tegn på det. Ideen om at russerne skulle prøve at skræmme os til at ville standse støtten til Ukraine, er politologisk set nonsens; angreb på os, vil få os til at blive mere enige om 'støtten til Ukraine,' ikke mindre, som det for tiden er trenden i de europæiske offentligheder. Denne dynamik med at 'angriber du gruppen, bakker alle op om flaget', er en politologisk truisme, som faktisk nævnes af professoren i udsendelsen, men som underkendes af journalisten, som vedbliver at sige det samme og det samme, uden at forholde sig til, hvad den anden siger: 'Vi skal få de andre europæiske lande til at angribe Rusland mere,' synes at være budskabet. Alt er som det plejer, kunne man sige, men det er faktisk et problem, synes jeg. Er det ikke på tide, at befolkningen rent faktisk præsenteres for virkeligheden? - Er blind propagandatomgang ikke farlig?

Klassik propaganda-indramning

I politologien tales om 'framing,' altså hvordan et emne indrammes af debat og formes til dagsorden. Det gør DR helt klassisk i denne udsendelse: Eksperten, som her virker som påvirkningsagent ved at tilskrives autoritet, mens hun vender virkeligheden på hovedet, forklarer, at Putin (hvorfor man fortsat i Danmark taler om sikkerhedspolitik i børnesprog og omtaler Den russiske Føderations interesser og regering som 'Putin,' er mig en gåde) er presset på slagmarken og derfor har han i sin desperation valgt at intensivere 'hybridangrebene.' Umiddelbart uforståeligt. For en fagmand er det nonsens: Jeg ser det som naturligt, at Kreml vil skyde missiler mod dronefabrikker i Storbritannien, måske Tyskland; det ville Moskva nok kunne slippe af sted med overfor deres nærmeste venner i Delhi, Beijing, Brasilia og resten af kloden, da det er bredt accepteret udenfor Vesten, at Storbritannien og dets allierede orkestrerer angreb ind i Rusland med missiler og droner uden at Moskva skyder tilbage. Men det har Kreml jo netop valgt ikke at gøre, fordi man i Moskva opfatter det sådan, at Den russiske Føderation sætter sine interesser igennem på slagmarken i Ukraine og at angreb på europæiske lande vil få befolkningerne til at støtte deres regeringer mod Rusland, endnu mere indædt. Kreml har ingen interesse i at skræmme europæerne, sådan som eksperten påstår. Når man tager Moskvas evner og interesser i betragtnig (laver en geopolitisk analyse af situationen), bliver ekspertens påstande ikke bare ubegrundede, men absurde. Den geopolitikkyndige vurdering er, at truslen om angreb på europæiske fabrikker med missiler fra Rusland, er blevet mindre de seneste måneder, efter at det er lykkedes de russiske væbnede styrker i højere grad at dæmme op for angrebene ind i Rusland gennem intensivering af angreb ind i Ukraine, hvor de rammer strategisk og kritisk infrastruktur en masse. I den forbindelse har man gjort det klart, at det Moskva opfatter som krigshandlinger fra Storbritannien, herunder missilangreb med Storm Shadow og opbringning af skibe, vil blive gengældt en til en og det tygger London nu på ved at holde inde med skydningen. Sandheden om krigen er, at den går tilfredsstillende for russerne for tiden. Synes de selv, i hvert fald. Eksperten siger det modsatte, men har ingen faglig baggrund for at udtale sig om det, så om hun rent faktisk ved bedre eller ej, er lige gyldigt, her: Der tales ud fra og fremsættes en falsk præmis, som ikke giver strategisk mening, ved at der tales om noget, som ikke har reference til virkeligheden. På den måde er rammesætningen for udsendelsen formfuldent, klassisk og fuldkommen propagandistisk: Den sælger os en ide om verden, som gør, at vi har større incitament til at købe produktet: Hvordan skal vi støtte Ukraine? - Det er omdrejningspunktet for 'debatten.' Hvad det vil sige at støtte Ukraine og om det kan lade sig gøre, ja om vi vil det, er udenfor fokus.

Dyb råber mod dyb

Nu synes alle deltagerne i studiet til den udsendelse, måske med undtagelse af professoren i etnologi, tilsyneladende at russere er dumme, så det kunne jo være fordi, at de handler i blinde og ikke kan følge en strategi og derfor udfører 'hybridangreb,' fordi de er dårligt organiserede og ikke forstår deres egen interesse, eller hvad de selv laver. Men her skal man huske, at det er NATO, verdens stærkeste militære alliance, som er ved at tabe i Ukraine, men også at præmissen i udsendelsen, som den er etableret af eksperten, er en anden, nemlig at russerne er pressede og derfor desperate: Vi er gode og kapable, derfor er de andre feje; vi skal få russerne mere ned med nakken ved at 'støtte Ukraine.' Etnologen og journalisten diskuterer så for eller imod en defensiv og offensiv tilgang til 'hybridkrig;' det bliver meget lidt konkret, hvad man skal stille op og godt det samme, da vi har alvorlige problemer med våben i denne krig og ikke har råd til at spilde for meget tid på at jagte spøgelser, men propagandateoretisk set er pointen her, at der præsenteres to forskellige positioner, som ser bort fra virkeligheden og dermed bidrager til at begrave den, for at lade propagandafortællingen træde frem.

Er det smart at misforstå fjendens intentioner?

Den i øvrigt saglige etnolog, får understreget, at hvis man skal i krig, er det en god ide at tænke sig om, før man skyder tilbage; en rigtig, rigtig god pointe, synes jeg, men det er helt skjult i samtalen, at det netop er det, Kreml har valgt at gøre i forhold til de angreb NATO orkestrerer ind i Rusland og at det er præmissen for at tale om dette i en sikkerhedspolitisk kontekst, nemlig at vi i NATO er underlegne i missiludveksling overfor Rusland på alle plan. Dronehistorierne er gode til at distrahere os, fordi de ikke er så voldsomme og jo altså også er opspind: Det er rarere at tale om end en egentlig missiludveksling med Den russiske Føderation. Nu ved dem i udsendelsen ikke noget om våben og strategi, men de synes at have en fornemmelse af, at det kan blive alvor og undgår direkte adspurgt om hvad en 'hybridkrig,' ville kunne føre til, at blive konkrete, hvilket så igen beskytter den falske præmis, som i en samtale om de mulige scenarier, ville blive afsløret: Moskva ønsker ikke at krigen skal brede sig udenfor Ukraine og har ingen interesse i det.

Dobbelttænkning og bekræftelse af fordomme

Man sidder tilbage med ideen om at Rusland er stærke, og at vi skal forberede os på at bekæmpe dem, samt at Rusland er svage, desperate og utilregnelige. Klassisk. Propagandaen næres af denne kognitive dissonans (Orwell, i 1984, kalder det 'dobbelttænkning' og det er blevet et begreb i propagandateori), som forstærkes ved, at vi taler udenom virkeligheden gennem to skinpositioner, som tilsyneladende dækker hele emnet, en for og en imod, men som altså leder til, at vi bliver lidt dummere på hvad det drejer sig om, bekræfter vores fordomme og stadig undlader at tage stilling til det, som rent faktisk foregår. Man husker det fra Afghanistan konflikten: En dag vil vi vågne op, indse at det vi havde bildt os selv ind, var et luftkastel og så beskæftige os med noget andet. Hvis vi er heldige. Problemet med Ukrainekrigen er, at vi, som medlem af NATO, er deltagere i krigen og faktisk ret aktive deltagere, som oven i købet bor temmelig tæt på Ukraine og Rusland, uden at befolkningen i Danmark ved noget om, hvad der foregår, og det betyder, at vi kan komme til at stå midt i det her, helt blanke på situationen, hvis ikke vi passer på. Propaganda er ikke altid harmløs: Det vi er lykkedes med at bilde os selv ind, er vores opfattelse, som vi så handler ud fra og hvis den er modsat virkeligheden, som nu, vil vi komme til at dumme os (yderligere).

Uvidenhed er ikke styrke

Dem som laver propagandaen, er ikke onde; de tror som oftest på det, de siger, selv, og deltager blot ved at udfylde deres rolle. Det jeg peger på er, hvordan det foregår, altså hvad der skaber perspektivforrykkelsen, opretholder den kognitive dissonans og får os til at bekræfte vores fordomme om Ruslands politiske system, om krigens gang i Ukraine, om det ukrainske regime, om vores egen deltagelse og stillingtagen. Uvidenhedens stadium kan være den højeste lykke, siger man, men det kan altså også ende ulykkeligt. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk