Propagandaens pris

af

Klaus Kondrup

Politisk enhed er nødvendigt, når vi står overfor en trussel, men hvad er omkostningerne ved effektiv propaganda?

Når et samfund oplever sig truet, sker der ofte en ensretning af offentligheden, det vi kalder for krigspropaganda, altså en fortælling som retfærdiggør hvorfor vi som kollektiv, skal stå sammen mod fjenden. Vi kender det fra Hammurabis ide om lighed for loven under gudernes beskyttelse, den nødvendige løgn hos Platon og den systematiske meningsdannelse med brug af elektroniske medier i det 20ende århundrede, som den skildres hos Orwell. Det er helt centralt for samfundets overlevelse, at vi finder fælles fodslag, når vi skal tackle udfordringer som kan betyde samfundets endeligt. I Ukrainekrigen fremfører de statsstøttede medier propagandaen og offentligheden ensrettes. Sådan er det. På godt og ondt.

Efter noget tid har krigspropaganda det med at gå i selvsving med alvorlige konsekvenser til følge. I Ukrainekrigen er vi nu nået dertil, at Danmark er blevet en fjende af Rusland. Hvorvidt der er en egentlig trussel mod os, er det vanskeligt at konstatere med sikkerhed, men selve den usikkerhed er nok til, at vi nu som kollektiv oplever os som truet. Egentlige analyser, fagligt og sagligt funderede med udgangspunkt i virkeligeheden omhandlende for eksempel Moskvas og Washingtons interesser, har trange kår. De ignoreres i den brede offentlighed. Og til dem som hidtil har været skeptiske overfor propagandaen og har advaret mod dens konsekvenser, er der nu tilsyneladende kun at sige: ’Vi er nu kommet dertil, at truslen mod os er blevet en realitet; den er om ikke andet så en indgroet forestilling i os og derfor skal vi nu reagere på baggrund af den.’ 'Ja, men,' vil jeg svare.

Et nyt holdepunkt

Denne nye situation kalder på besindighed. Indtil nu har vi ladet hånt om konflikten og ikke forstået meget af dens årsager, men nu, er uvidenheden ikke længere en styrke; situationen er så alvorlig, at vi må anvende vores allerstærkeste våben. Fornuften må tages i brug. Og det i den højeste potens. Altså gennem brug af kritisk tænkning. I stedet for i skepsis at kalde alle former for refleksiv stillingtagen til krigen for 'tale i fjendens tjeneste' og dermed 'forræderi,' vil det være klogere, at vi lytter til hinanden og for eksempel tillader en kritisk gennemgang af forløbet. Det giver umiddelbart mening.

Propagandaen har givet os et fælles udgangspunkt i Danmark. I EU. I NATO. Metus hostilis. Fælles fjende forener. Fjendskabet giver et godt grundlag at stå sammen på og nogle muligheder for os. Nu skal vi bare stå det ud og forblive venner, tænker vi, så vinder vi. Det har på den måde været godt med propagandaen; historien om at Rusland er ondt og har angrebet det sagesløse Ukraine har indtil videre fritaget os for skyld, i hvert fald i vores egne øjne, men det vil stadigvæk være vores ansvar at redde os ud af problemerne. Og her vil jeg gerne benytte lejligheden til at bemærke, at nok er propaganda en naturlig reaktion i visse situationer, men den spærrer også for, at vi ser virkeligheden i øjnene.

De store magters løgn

I USA er der i befolkningen delte meninger om de her krige, som Washington synes at havne i gang på gang. Ved det seneste præsidentvalg havde republikkens beboere givet mandat til at regeringen kunne stoppe den her krig i Ukraine med folkets billigelse, men det betød ikke at regeringens repræsentanter evnede det, hvis det var dét, de altså ville. Så krigen fortsætter. Støttet af USA. Om den var startet af USA, er en anden diskussion, her tænker jeg bare, at det også bør fremhæves, at den fortælling om Ukrainekrigen, som hersker i de vestlige offentligheder om, at det er Moskva som alene har ansvaret for at være havnet i krig med Kyiv, og at det ikke er konsekvenserne af USA og Storbritanniens fejlslagne politik i NATO, som i det mindste er medårsag til krigen, betyder at Washington's politik på området er misforstået i USA og at den således har kunnet være konstant de seneste 20 år. Siden Den orange Revolution i 2004.

I EU mærkes parlamentarismens krise overalt. Der er langt mellem regeringer, som forsøger at stille skarpt på udfordringerne i deres egne samfund og mange af de store lande er i direkte uføre. Økonomisk, socialt. Men altså også politisk. Der mangler beslutningsdygtighed. Her i Danmark mærker vi det også, men her er problemerne noget mindre, dels fordi vi har været på forkant med at reformere staten, dels fordi vi har kunnet regere fortsat, trods den generelle politiske afmatning, men selv her i det gamle kongerige er regeringsdueligheden ved at forsvinde og også vores leder synger med på sangen om Ukraine, Rusland, oprustningen og frygt.

Strobritannien og Ukraine

I London har man stadigvæk et af verdens rigeste samfund. Det tidligere verdenscentrum bugner af kapital. I hvert fald på papiret. Men regeringen er fallit. På alle plan. Parlamentarismens arne er nok stadig propagandaens mester; hele den vestlige verden er slaver af fortællingen om, at vi skal støtte Ukraine, for ellers er det vores frihed, som går tabt og den ide fremmaner alle de skræmmebilleder, som vi har lært i historieundervisningen: Der er kommet en ny Sauron og alle som ikke ryster af skræk, hører ikke til i herredets fold. Kun Frodo kan redde os nu, for ondskab kan ikke medieres. Den britiske propagandamaskine er velsmurt og effektiv. Som altid. Men hvad er prisen for det her?  

I Kyiv er der tilsyneladende fred og fordragelighed. Fra cafeerne på de velnæredes strøg er der langt til skyttegravenes håbløshed og splintrende angst. Og dog. Gæsterne ved bordene tænker kun lidt på rædslerne, men pludselig kan deres familiers gunst skifte og deres nåde være glemt, og så er det dem, som bliver hentet i en bil og bortført til fronten, hvis ikke de når at bestikke sig vej ud af helvedets forgård. Mon ikke alligevel det vil lykkedes for dem. Så længe krigen fortsætter, er der kontanter nok på 1ste klasse i sådan et samfund som det ukrainske. Den ukrainske regering bliver ved med at efterlade tropper alt for længe i de gennembombede fort, så de bliver omringet, tilsyneladende med det ene formål at lyve sig til en bedre stilling på kamppladsen, end den reelle, og dermed kunne forhandle sig frem til mere støtte fra NATO-landene. De militærstrategiske hensyn viger for de hurtige politiske sejre i propagandakrigen.

Skruen uden ende

Ingen magt i verden er stærk nok til at standse den politik, som for tiden leder til mere krig. Derfor fortsætter det. Vi kan nok bilde os ind, at det er de andres skyld og at det er os, som vil have fred. Men hvem er vi? Er det regeringen i Kyiv, som vil have fred? London? Washington? Eliterne i Vesteuropa kan forlænge deres regeringstid ved at fortsat at føde ind i narrativen omkring Ukrainekrigen og at vi bare skal fortsætte, så bliver alting godt, for snart kollapser Rusland, de mørke skyer vil forlade himlen over Dover, så solen bryder frem og hyttesangerne igen kan flyve frit; Kaja Kalas drømmer stadig om at skære Rusland i stykker så vi kan leve af alle deres ressourcer og alle vores problemer vil forsvinde, ja, drømmen lever.

Og propagandaen lever: Mere støtte til Ukraine for Rusland er svag; det vil snart kollapse og så bliver alting godt! Samtidigt skal vi have mere langsigtet oprustning for Rusland er stærkt og vil snart komme for at angribe os, hvis ikke vi afskrækker dem fra det. Orwell har ikke levet forgæves: Vi er indoktrinerede gennem dobbelttænkning: Russerne er skrøbeligt svage og samtidigt overmenneskeligt stærke. Vi har ladet os lulle ind i en selvmodsigende drømmeverden. Og vi har været glade for det. Måske endda ligeglade med det. Fred kan være farligere end krig, som vores statsminister udtrykte det. Vi kan trygt søge ly under propagandaens beskyttende åg: Krig er fred, slaveri er frihed, uvidenhed er styrke. Det næste bliver vel et sandhedsministerium?

Vil forblindelsen forsvinde?

Ukrainerne flygter, dør og Ukraine bliver smadret. Det er konsekvensen. Og det er den højeste pris i denne tragedie. Også selvom det for os kan virke som en ubetydelig udgift. Det farlige for os, som sidder i Danmark og betragter det hele på afstand, er at propagandaen paralyserer. Vi kan ikke reflektere; hvis vi begynder at tage udgangspunkt i virkeligheden og laver en reel analyse af situationen, bliver vi opfattet som femtekolonne. Og vi kan ikke ændre vores handlemuligheder; hvis vi begynder at skifte kurs og påbegynder forhandlinger med fjenden, bliver vi opfattet som idioter, for man kan jo ikke forhandle med nogen, som er onde. Fjenden kan ikke forstås og er ikke til at tale med. Vi er prisgivet. Fanget som lemminger på vej mod kanten til en storkrig i Europa.

Selvfølgelig kan vi opruste og forsøge at afskrække Rusland og Kina og hvem, som vi kan bilde os ind, vil komme at tage os i fremtiden, men vil vi kunne rive os selv ud af den tvingende trance som tynger os så tungt og slører vores udsyn? Kan vi ændre vores selvopfattelse og vores fortælling om verden, sådan at vi kan handle rationelt i den? Hvis vi skal virke afskrækkende på nogen, vil det være det første skridt, for lige nu, nyder Vesten ingen troværdighed, hverken på den ene eller den anden måde; skal vi igen begynde at true nogen med konventionelle midler, skal de tro på, at vi vil kunne og turde svare igen. Uanset vores forestillinger og andres opfattelse af os og vores trusler, skal vi til at vænne os til den nye verden, vi nu lever i, udenfor propagandaens forblindelse; den verden som ikke skælver for os og ikke gyser for vores chauvinisme og enøjede bedrevidende stålsathed, vil se på os som en aktør blandt flere. Og hvis vi kan tilvende os denne nye verden, hvor de andre vil ignorere os, hvis ikke vi vil være med på de givne betingelser, ja, så kommer spørgsmålet: Vil vi kunne finde en tilgang til vores problemer, som ikke indebærer mere krig?

Ikke så længe vi helligholder krigspropagandaen overfor Rusland, vil jeg mene. Og for os i Danmark, er det dens dyreste pris, for egentlig var vi bedst tjent med fred.

Klaus Kondrup er redaktør på Ukrainedebat.dk