I propagandaens vold

af

Klaus Kondrup

Er det på tide, at vi stopper op, kaster propagandaens åg af os og genovervejer vores stilling til Ukrainekrigen?

Effekt og funktion

Når vi taler om propagandaens virkning, er den summen af funktionalitet og effektivitet. Propagandaens effektivitet handler i høj grad om de statsstøttede mediers troværdighed. I Danmark tror fire ud af fem på det, de bliver fortalt igennem Danmarks Radio, TV2 og aviserne. Når det kommer til propagandaens funktion, handler det om at få en fortælling til at herske. Her er det vigtigt at sørge for at der ikke er nogen modfortælling. Med krigspropaganda er det relativt let. Krig handler om samfundets overlevelse og altså ultimativt om os mod dem. Nu var Danmark ikke truet i Ukrainekrigen, men vi fik skabt en grundfortælling, som kunne rumme, at vi skulle forsvare os og udpege et 'dem,' altså 'de andre', som vi skulle forsvare os imod. Når vi så konstant insisterer på, at de som sætter spørgsmålstegn ved fortællingen eller har en anden fortælling om krigens årsag og gang, ja de er lig med 'de andre,' 'forrædere' eller på anden måde 'i fjendes sold,' så kan grundfortællingen opretholdes længe, uanset om den har nogen reference til virkeligheden eller ej. 'Russere er onde, særligt deres leder er ond og når vi bekæmper det onde, er vi de gode, som kæmper for det gode og derfor er alle midler retfærdiggjorte i vores kamp.' Bemærk strukturen i grundfortællingen, det vi kalder narrativen: det gode mod det onde. Her er det essentielle, at det onde er en trussel mod det gode og at det at bekæmpe det onde er godt: Stillet overfor det onde må vi vinde og det for enhver pris, så vi må acceptere at tage særlige midler i brug, også midler, som vi helst ikke vil bruge, men som vi givet udfordringens monumentale størrelse opfatter som 'et nødvendigt onde, der skal til for at det gode sejrer.' Når statsministern indskærper danskerne, at vi kun skal lytte til den fortælling, som kommer fra de statsstøttede medier, kan det forekomme nogle totalitaristisk, altså et forsøg på at dominere det offentligheden med en og kun en opfattelse, men man må forstå det i sin kontekst, for det at ensrette offentligheden er et middel til et højere mål, nemlig at det gode vinder. Bemærk at det gode styrkes, når andre fortællinger holdes væk og at de holdes væk under henvisning til, at de, hvis de blev hørt, ville besudle den gode fortælling, blot ved at være tilstede i offentligheden, så dem som siger noget andet end statsministeren, som jo altså underminerer statsministerens fortælling, netop er onde fordi det er fjendens ondskab de repræsenterer, i dette tilfælde et totalitaristisk regime i et fremmed land. Det er propagandaens funktion: tingene tegnes op i sort og hvid og vendes på hovedet.

Det ondes dobbelthed

At fjenden er ond har vi vidst længe. Men da krigen begynder, slås ondskaben fast med monoton præcision. I hvert eneste nyhedsudsendelse i Danmarks Radio fokuseres på at 'russerne angriber civile' og at Rusland har angrebet 'et suverænt demokratisk land,' ganske uprovokeret. Der går henved et halvt år før dette mantra efterhånden glider ud af timenyhederne og TV-Avisen. Nu ligger det fast. Rusland er angriberen. Det demokratiske land er det sagesløse offer. Helt uprovokeret blev der pludselig krig. De onde angreb fordi de er onde. Og denne rene ondskab vil snart komme til os. Vi er også demokratiske og derfor vil det onde med tiden også komme her til. At angribe os. Vi skal gøre alt for at hjælpe det sagesløse land. Der toner folk frem i medierne som er bærere af grundfortællingen og forklarer os hvordan vi skal bekæmpe det onde: Hvis vi giver vores våben til det sagesløse demokratiske land, så kan vi bekæmpe det onde. Som tiden går bliver det vores opfattelse af situationen. Kollektivt. I Danmark. Vi støtter Ukraine med alt hvad vi kan. Begrundelsen deler sig i to fortællinger som begge binder sig til grundfortællingen:

1) Det onde er stærkt og derfor skal vi bruge alle vores kræfter på at bekæmpe det; det onde udbreder sig og vil omslutte alt, medmindre vi gør alt for at bekæmpe det.

2) Det onde er svagt. Heldigvis vil det snart bryde sammen og det gode vil sejre; det onde bliver holdt i skak af de gode i det sagsløse land, som vi støtter og hvis vi støtter det lidt mere, så vil det onde kollapse. Et klassisk eksempel på dobbelt tænkning. På den måde har vi mod til at holde frygten i ave. Godt nok kræver det onde, at vi bruger alle kræfter, men det onde vil blive besejret; det gode vil vinde. Ofte hører man politikerne sige: Ukraine skal vinde. Om 'Ukraine' kan vinde og hvad det vil indebære, nævnes ikke. Det lægges, sammen med realiteter og sund fornuft til side. På den måde får vi lagt vores håb ned over verden, så vi tror at det på den måde bliver virkelighed. Alt er godt, tænker vi. Det giver tryghed. Vi overbeviser os om at politikerne nok skal klare ærterne og overvinde det onde. At det hele er opspind og at de onde i vores fortælling er overmenneskeligt stærke, så de truer os alle, men samtidigt svage og dumme, sådan at de forsvinder, hvis bare vi giver lidt mere støtte til de gode, ja at der er kuk i fortællingen gør ikke noget, for hver gang vi bliver bange, så trøstes vi ved, at det onde bekæmpes og at det er godt. Og så er alt andet også ligegyldigt.

Vi tænker ikke over

At krigen ikke var uprovokeret, men resultatet af en længere konflikt mellem NATO og Rusland om Ukraines alliancetilhørsforhold. At Rusland ikke angriber civile med overlæg og at krigen i Ukraine, i forhold til de krige vi har deltaget i, hvor det er os, som har angrebet, kun har en hundrededel af de civile ofre per død soldat.

At russerne ikke løber frådende frem i horder, men er i stand til at føre en meget avanceret kampagne, hvor de i stillingskrig taber relativt færre soldater end deres modstander, trods fremrykning. At der i Moskva og hele Rusland følges aktivt med i krigen, hvor folk tager stilling til det som sker, endnu mere intenst og kritisk end vi gør, og at de har bakket op om deres regering ved valg under krigen. At det ikke er russernes intention at besætte hele Ukraine og skulle regere over områder med mange mennesker, som ikke vil regeres af russerne, inklusive alle NATO-landene; det er noget, vi selv har fundet på. Ja. Alle disse ting, som ikke passer ind i vores fortælling, men som enhver, der er lidt nysgerrig og villig til at få udfordret sine fordomme, hurtigt kan forvisse sig om; hvis nogen nævner dem, så er de i statsministerens retorik, i ledtog med de onde, og vi er så autoritetstro i Danmark at vi, i stedet for at undres, når fakta ikke stemmer overens med vores fortælling, enten vender os bort for at lade os optage af noget andet eller også bliver vi dovent ved med at tro på propagandaen, selvom den strider mod vores fornuft. Nu er krigen i det østlige Ukraine på vej til at slutte. De russiske styrker nedkæmper de ukrainske. Historierne om at Rusland falder sammen, eller at Rusland ville besætte hele Ukraine fortsætter i pressen, selvom de ingen mening giver i henhold til det, som sker i og omkring Ukraine. Men flere og flere europæere bliver efterhånden bevidste om, hvad der foregår og udtrykker mistillid til de politikere, som bliver ved at køre i samme rille. Mod mere krig. Flere og flere siger fra og begynder at tænke over det, som vi glemte at tænke over, da vi underlagde os propagandaen. Også i Danmark. Flere og flere er villige til at se realiteterne i øjnene og gøre sig fri af propagandaen, så de selv kan tage stilling.

Skal vi stoppe op?

Selvfølgelig har Rusland ansvaret for Ukrainekrigen og russerne rammer da også civile med deres missiler og bomber. Når russere stormer stillinger, har de store tab, som alle andre, men de mødre som har sendt deres sønner afsted, elsker dem lige så højt, som vi elsker vores og regeringen derovre må passe på ikke at få for mange dræbte, så den kan sikre sig opbakning til krigen, som mange helt naturligt er trætte af og håber snart ophører, mens vi i Vesten har spundet os ind i forestillingen om at russerne kommer og tager os og at denne krig, som de sidste mange vi har været med i, kommer til at vare en evighed. Det er tid til, at vi kommer ud af propagandaens åg og ser virkeligheden i øjnene. Vi har reelle udfordringer i vores samfund. Og tænk på Tyskland, vores nabo, hvor industrien lider under ikke at kunne handle med russerne. Tænk på de gældsplagede lande, som ikke har råd til meningsløse krige og de sociale udfordringer vi har i USA og Europa. Venner, vi har slet ikke tid og råd til at skulle få Ukraine ind i NATO, når nu hverken befolkningen i Ukraine vil det eller russerne vil have det og at Kreml er temmelig fast besluttet på, at det ikke skal ske. Hvis krigen bliver ved, vil det kun være et værre resultat, vi får ud af det, end det vi vil kunne opnå i en fredsslutning, nu. Ja, for os er det kun penge. Det ved jeg godt. Og dem har vi for tiden mange af. Men mange af vores venner og specielt ukrainerne betaler dyrt. Når jeg beder os om at stoppe op og se det hele udefra, så er der nok stadig mange, som vil synes at jeg er en forræder. Men prøv nu alligevel at overveje det: Hvad er det vi kæmper for og hvad kan vi vinde?

Klaus Kondrup observerer Ukrainekrigen og er redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges i podcasten Verdenssituationen sammen med Frederik Christensen og på Substack.