Krigspropagandaens hvem, hvad, hvor?

af Klaus Kondrup

Når der pludselig opstår uforklarlige hændelser omkring os, ser vi hvor dybt et tag krigspropagandaen har i os. Hvis nogen ville manipulere med os, ville det være en smal sag. Propaganda er et ældgammelt samfundsfænomen, som vi kender fra før Hammurabis tid, men hvad er det egentlig for noget? Her er en kort indføring i begrebet.

Hvem laver krigspropaganda?

Det er os allesammen, som laver krigspropagandaen; den er en opfattelse af, hvad der sker i og omkring en krig, så både proponenter og opponenter er med til at forme den. Opponenter, for eksempel krigsmodstandere, bliver ligesom andre kritikere af propagandaen ofte marginaliserede som upatriotiske, og det at de har en divergerende opfattelse, styrker yderligere proponenterne i, at deres opfattelse er den rigtige. Proponenter er ofte opvakte af en ide, som de gerne vil udbrede til andre. Både udbredelsen og modstanden former fænomenet. Her er det vigtigt at forstå, at proponenterne tror på indholdet i den fortælling, som de udbreder. Den britiske efterretningstjeneste synes, at russere skal bekæmpes og i Kreml er de overbeviste om, at de kæmper for fædrelandet, ja selv dem som arbejder i den amerikanske tænketank Institute for the Study of War, tror på det, de selv siger. For det meste.

Det er mennesker på arbejde

Når nyhedschefer lægger en linje, er det i en tolkning af deres ledelses ønske. Det som gør noget til effektiv krigspropaganda, er, at indholdet er vinklet og formet sådan, at en fortælling fremstår som sandfærdig og vigtig. Bemærk at når først et medies linje er lagt i henhold til en historie, som kører fortløbende, er mediets autoritet deponeret i fortællingens sandhed; derfor gentager de det samme og det samme og kan ikke indrømme, at de har taget fejl: 'Det var russerne, som sprang deres rørledning i luften, hvem skulle det ellers være?' - For tiden er det nogle ukrainere som har fået skylden for den sprængning i efteråret 2022 og mon ikke, at de bliver dømt for det, men bemærk at medierne ikke kan indrømme, at have taget fejl og næste gang der sker noget mærkeligt, som ikke umiddelbart kan forklares, vil man igen sige: 'Det er russerne, hvem skulle det ellers være?' Så er forsiden reddet. Bemærk, at det er individder, som tager valg i henhold til deres konkrete arbejdssituation, der skaber propagandaen. De vælger selv at skrive dét, de skriver, givet de incitamenter som der er, der og da.

Hvad er krigspropaganda egentlig?

For at et samfund kan overleve en krise, skal alle trække på samme hammel. Her findes der stærke sociale instinkter i os, som kan få os til at yde noget ekstraordinært. Uden samfundet er vi først for alvor på den. Det ved vi godt. Genetisk. Her er der socialpsykologiske dynamikker som kører med os: For eksempel kan dæmonisering af en fjende give os styrke til at slå fjenden ihjel. At dræbe andre mennesker er ikke altid lige let, men hvis man har en klar ide om, at dem man dræber, er onde, så er det noget lettere at få sig selv til det. Krigspropagandaen skal gøre ideen om fjendens skadelighed utvetydig og ensretningen af vores opfattelse gør det lettere. Fjenden gør ikke blot det onde; fjenden er ond, tænker vi og laver dermed en essentialiserende forskydning, som hjælper os til at overleve. På den måde kommer vores opfattelse til at understøtte krigsindsatsen. Som når vi tænker: 'Lidt mere støtte til Ukraine,' hver gang vi tager stilling til krigen dernede, så støtter vi på den måde krigen, til den er forbi. En dag af gangen. I kampen mod det onde.

Vi kender det fra tidligere

Ligesom i Afghanistan: 'Det er godt at følge piger i skole,' hed det dengang. Utvivlsomt rigtigt. Alle de 15 år vi fik det gentaget. Krigspropaganda behøver ikke at være forkert, men den er, hvad den er. Bemærk at ingen som hævdede dette åbenlyse faktum 'det er godt at følge piger i skole', vidste noget som helst om krigen i Afghanistan, også selvom de havde været der på rejse med Folketinget flere gange, De støttede bare krigens videreførelse. 'Vi kunne jo ikke vide noget om forholdene dernede.' Sådan lød politikernes selvforsvar, da forskerne fremlagde redegørelsen om krigsindsatsen i Afghanistan i november 2024. Politikerne var underlagt krigspropagandaen: Vi er de gode; vi følger piger i skole: Taleband er onde; de vil ikke lade pigerne komme i skole. Bemærk at hvis du er imod krigen i Afghanistan, så er du selv i fare for at blive opfattet som ond, for hvorfor vil du ikke have, at de afghanske piger kommer i skole?

En herskende fortælling

For at være effektiv skal krigspropagandaen være den dominerende opfattelse af en krig i et samfund. Det gør den ved at skabe en alternativ virkelighed og presse den ned over alle. Krigspropagandaen kan godt være meningsløst usammenhængende; vi kender det fra udsagnet: 'Russerne er så stærke, at de snart kommer og tager os (Forsvarets efterretningstjeneste),' som sagtens kan stå lige ved siden af udsagnet: 'Vi skal bare give lidt mere støtte til Kyiv, så falder Rusland sammen som et korthus (aviserne et al. ledet an af Financial Times);' det væsentlige for krigspropagandaens funktionalitet er, at der er en overordnet sammenhængende historie, som ordner de forskellige udsagn under en hat: 'Russerne er onde og skal bekæmpes, sådan at det onde går væk.' Krigspropagandaen er alle de udsagn, som understøtter dette overordnede udsagn, som vi kunne kalde grundfortællingen. Bemærk at grundfortællingen kan være afsindigt primitiv, men se samtidigt fordelen ved det, at der kan spindes mange ender over den, for eksempel: 'Det er altid russernes skyld, hvis vi bliver utrygge.'

Hvor møder vi krigspropagandaen?

I disse dage får vi at vide, at der er hybridkrig igang og at alle hændelser i samfundet har at gøre med Rusland, ligesom i teologiens velmagtsdage at den onde selv kunne optræde i den mindste skikkelse: Et kabel er revet over. Et tog er forsinket. En drone er spottet. Hvis fortællingen er stærk nok, vil den presse sig ind overalt, ofte skjult eller i forklædning. Propagandaen kan blandt andet kendes på sætninger som: 'Jeg støtter Ukraine,' eller 'Ukraine vinder,' eller 'ukrainerne synes, at russere er onde,' Mange støtter Ukraine med flag, men hvad de støtter er uklart. Ukraine er smadret og halvdelen af befolkningen er migreret; hvad vil det sige, at Ukraine vinder? Min veninde fortalte mig om en spændende rejsekammerat, hun for nylig delte togkupe med. Han er amerikansk Ukraineforsker og skulle ned at lave interview i Kharkiv; han er ansat i Norge og måtte derfor tage toget på grund af klimapolitikken.

Det er de andre, som er propagandister!

Manden hævdede, at ukrainerne ikke vil have, at russerne kommer og befrier dem, sådan som Glenn Diesen siger. Glenn Diesen er en norsk forsker i geopolitik, som er meget udskældt deroppe og i hele verden, blandt andet fordi han ud over den russiske propaganda, også studerer den vestlige. Jeg er langt fra sikker på, at han har sagt det, han blev citeret for her, men dele af den russiske propaganda besynger, at ukrainerne bliver befriet fra nazister. Her er pointen, at den ene anklager den anden for at lave propaganda og vice versa. Selv i Norge! Det giver mening, at folk i Kharkiv er udpræget ukrainsksindede; det vil jeg forvente. De fleste mennesker i Ukraine opfattede sig som ukrainske, specielt omkring uafhængigheden i 1991. Men billedet er ændret siden og meget broget med store regionale og personlige forskelle, og man kan ikke tage ukrainerne til indtægt for noget, som når en korrespondent siger: 'De ukrainere jeg har talt med.' Den slags proportionsforstyrelse og fejlslutninger er en del af krigspropagandaen. Der findes ukrainere i og udenfor Ukraine, som opfatter sig befriet fra regeringen i Kyiv, når russerne rykker ind. At russerne så ofte smadrer deres byer i processen, er noget andet. De fleste hader selvfølgelig krigen og mange af dem, ser det som Ruslands skyld at krigen er der og har intet tilovers for de russisksindede, som de opfatter som overløbere. Klart. Men det er meget selektivt, hvad vi får at vide om Ukraine og i pressen vinkles tingene hurtigt til en letforståelig og letfordøjelig udgave af verden, som intet har med virkeligheden at gøre.

Kategoriforvirrende manipulation

Præsidenten i Ukraine var meget upopulær i 2021, da han af de fleste interesserede blev opfattet som dybt korrupt og på vej i krig mod Rusland; altså han havde brudt sine to eneste valgløfter. 'Ukrainerne støtter op om deres præsident,' får vi ofte at vide i Danmark, men hvad støtten går ud på, hvordan undersøgelsen er lavet og hvem 'ukrainerne' er, får vi intet at vide om. I de vestlige offentligheder dannes hurtigt en kategori 'ukrainerne,' som så tages til indtægt for en bestemt position uden nogen reference til virkeligheden. Dette er af afgørende betydning for propagandaens effektivitet; herved kan enhver ukrainer eller gruppe af ukrainere substitueres for helheden: alle ukrainerne. Pointen er, at der ikke findes en homogen mængde 'ukrainere', som kan interviewes, og som kan udtale: 'Vi ønsker det ene eller det andet.' 

De stakkels ukrainere

Jeg ved godt, at der er en mængde ukrainere, som lever i luksus, efter at de har skummet fløden og købt sig en yacht og en lille håndfuld lejligheder i Vesten. Nu tænker jeg på de mange ukrainere, som ikke er så korrupte. Deres situation er vanskelig og der er store forskelle på folk fra menneske til menneske og fra oblast til oblast i det splittede land: Nogle flygter fra regimet i Kyiv andre fra Moskva-regimets hærgen og i det hele taget fra krigens konsekvenser; nogle venter på, at russerne skal befri dem, andre vil hellere dø i kamp mod besættelsesmagten for at redde deres land end overlade noget til russerne. Nogle drømmer sig væk i nattelivet. De fleste tænker på deres nærmeste. Alle er de udsat for krigspropaganda. Ligesom vi selv er det. Når man siger 'ukrainerne vil.....,' gør man regning uden vært og taler ud fra ren indbildning. Dem som bor i Ukraine, er ikke enige om så meget, hvad angår det politiske. Det er årsagen til konflikten. Kategorien 'ukrainere' anvendes til at manipulere med opfattelsen af Ukraine, men også til at sløre hvad det hele drejer sig om. Det giver plads til grundfortællingen: Årsagen til konflikten i Ukraine er i de vestlige offentligheder blevet til, at russere er onde.

Skab rum til omtanke

Refleksivitet er den eneste vej ud af delusionen. Måske husker man en film om en. som skulle debriefes ud af en religiøs sekt. Det er ikke bare lige. Spørg dig selv eller din omgivelse: 'Hvad betyder det, at du støtter Ukraine? - Er det regeringen i Kyiv, du støtter? - Er det befolkningen? - Er det krigen? - Hvilken fred tror du, der kan blive? Hvordan støtter du Ukraine? Folk må have deres opfattelse af verden, som de nu engang har den, men når det kommer til krigspropaganda, er det oftest et meget tyndt lag af fernis, som er trukket ud over en masse fordomme og indoktrinering. Stort set alle danskere tror, at Rusland er sådan, som nogle af dem har fået at vide på P1. Flemming Splidsbols Rusland. Det findes ikke i virkeligheden. Jeg ved at meget få i Danmark kender til russisk politik og samfundsforhold. Og de siger ikke noget i radioen, for hvis man forstår russisk politik, er man suspekt. 'Putinversteher,' hedder det på tysk. Vi har det super godt her og kan da også være ligeglade; vi tror, på hvad det skulle være. Fair nok. Men verden er på vej til at komme helt tæt på os her i andedammen. Og skulle det ske at den kommer hertil, så er der ingen anden vej end at anvende fornuft og erkende virkeligheden. Det vil sige: At tale om tingene på en sober og saglig måde, og så finde ud af, hvad vi skal gøre.

Stærke kræfter i spil

Somme tider får man lyst til at ruske i folk og vække dem ud af deres slummer. Men det er ikke let at trænge igennem krigspropagandaen. Der er mange følelser involveret. Specielt mennesker, som opfatter sig selv som rationelle, kan have vanskeligt ved at objektivere den påvirkning, som krigspropagandaen har haft på dem og de vil blive ved med at gentage slogan ligeså monotont, som de blev indlært: 'Russerne skyder på civile', 'Rusland har tabt, fordi de ikke har taget hele Ukraine,' 'Rusland er det eneste rigtigt onde imperium og de vil have vores land.' Når man prikker til deres forestillinger om Ukraine og Rusland. og måske fortæller dem, at man er overbevist om en anden virkelighed end den, som de ser på tv, bliver de aggressive. Ligesom i hulelignelsen hos Platon. De vil ikke høre andet end propagandaen. Fred være med det, kunne man tænke. Så lad dem dog være. Problemet er, at vi, i og med at Ukrainekrigen fortsætter, selv bliver skubbet tættere og tættere på deltagelse i den, gennem mere og mere direkte konfrontation med Rusland. Derfor er vi nødt til at tale sammen om det her, nu. Det bliver ikke let. Der er stærke kræfter i spil. Men vi kan ikke fortsætte uden videre.

Klaus Kondrup er redaktør på Ukrainedebat.dk hvor han skriver aktuelt om den militære og politiske situation i og omkring Ukraine.