Fortællingen er på plads

af

Klaus Kondrup

Rusland forsøger at undgå direkte konfrontation med NATO, men vi er prisgivet vores illusioner og fortsætter med at eskalere overfor den store nabo i Øst.

I sommer fik jeg mulighed for at se nærmere på den russiske propaganda under et besøg i Kaliningrad. Moskva er lykkedes med at mobilisere den russiske befolkning og der arbejdes benhårdt på at skabe den nye russiske politiske identitet, og i det projekt er sammenfaldet mellem anden verdenskrig, i Rusland kaldet Den store Fædrelandskrig, og krigen i Ukraine en af de store troper i fortællingen.

Tilbage i Europa oplever jeg en mindre effektiv propaganda. Nok er 90% af de danskere jeg møder, fuldkomment spundet ind i den herskende fortælling, men allerede i Tyskland er der dissens med både Alternativ für Deutchland og Bündnis Sahra Wagenknecht som artikulerer kritik overfor den tyske regerings linje; over halvdelen af mennesker i Europa er imod øgede spændinger med Moskva, selvom de dominerende medier holder al information indenfor en stram ramme efter narrativen: Rusland er ondskaben selv, vi, de gode, skal bekæmpe russerne.

Den herskende fortælling er stærk blandt de politiske eliter. Her mærker man stålsat opbakning til en konfronterende linje mod Kreml og fuld kraft på misinformationen. Man husker nok historien om droner over Polen og Rumænien, eller tale om krænkelse af luftrummet over Estland, eller historien om von der Leyens telefon, der en dag ikke virkede, som den plejer; disse historier malkes helt ud i den europæiske presse, under ideen om 'russerne kommer' spredt med en bølge af frygt til følge, uden at der er nogen realiteter i det.

Faktisk er det modus vivendi. Som i 00erne og 10erne ser vi nu i 2020erne den samme retorik omkring Rusland som ondskaben selv. Militærfolk taler åbent om at angribe Kaliningrad, nu hvor Rusland er svækkede i Østersøen og Anders Fogh Rasmussen taler om en blokade af Skt. Petersborg. Den tyske ledelse overvejer at sende Taurus-missiler til Ukraine. NATO skyder i forvejen missiler ind i Rusland uden at Kreml har valgt at skyde tilbage, hvilket vi opfatter som svaghed. Hvornår overskrider NATO endeligt den grænse, hvor vi får et missil i hovedet?

Den kognitive dissonans mellem 'russerne kommer, vi må forberede os' og 'vi skal eskalere overfor Rusland nu, hvor de er svage:' Rusland er stærke og aggressive; Rusland er svage og bange, opretholdes af fortællingen om at 'indenfor 2 år er Rusland en trussel mod os,' som man kan læse i Forsvarets efterretningstjenestes rapport fra februar 2025. Det ligger mig på sinde at sige klart, at der ingen faglig vurdering er at lægge til grund for, at Rusland skulle have nogen interesse i at angribe er NATO-land.

Det vi kan sige omkring konfliktpotentialet fra et fagligt synspunkt er, at Rusland forsøger at undgå direkte konfrontation med NATO og at vi i Vesten fortsætter med den konfrontationskurs, som ledte til krigene i Georgien og Ukraine, blandt andet ved at befolkningerne og de fleste politikere i Europa og USA holdes uvidende om Ukrainekrigens årsager og gang, ved at vi kollektivt har lullet os ind i vores egen propaganda på en måde, sådan at realiteterne holdes væk fra os med frygt; det er en kollektiv indsats, hvor vi holder det næste krigsnederlag ud i stiv arm, indtil den dag, hvor illusioner brister, Kyiv regeringen bryder sammen og vi vender opmærksomheden på en ny fortælling.

Bemærk disproportionaliteten mellem at true med angreb eller blokade, begge krigshandlinger ifølge international lov og så historier om at luftrummet måske er blevet krænket af fjenden; historier, som et par dage senere ikke længere har nogen referent til virkeligheden, men alligevel kalder på at forskellige europæiske ledere kalder til samling omkring NATO pagtens artikel 4, ja, misforholdet her er enormt. Det alene siger meget om, hvem som søger at eskalere.

'Du holder bare med Rusland,' siger mange, som jeg taler med rundt omkring ved middagsbordene. det er det sidste bolværk mod at forholde sig til det, jeg siger. Som fagmand ved man godt, at man skal tale om noget andet med folk, men det her er vigtigt at forstå: Det vi stræber efter i en geopolitisk analyse er at objektivere interesserne. Moskva har en interesse i at få afsluttet Ukrainekrigen med et tåleligt resultat; Bryssel har en interesse i at få krigen til at fortsætte.

Og i at vi opfatter det som omvendt; derfor hører vi konstant: 'Siden Kreml ikke vil have våbenhvile, vil Putin have krig,' altså fordi Moskva, som vinder på slagmarken og ingen interesse har i en våbenstilstand før der er en fredsslutning, ikke vil danse efter vores pibe, er det dem som vil have krig. At vi i Vesten tænker på denne måde er et tydeligt tegn på at vi ligger under for krigspropaganda: Fornuften og proportionerne er væk og det opfattes som 'landsorræderi' at lave en simpel geopolitisk analyse og spørge sig selv: 'Hvad er det fjenden vil?' - Dette spørgsmål er det første at stille hvis man vil forstå konflikten og hvis man ønsker fred.

Manipulationen fungerer, politikere og befolkninger lever i en alternativ virkelighed, men realiteterne melder sig og problemerne hober sig op, for vi i Vesten er slået ind på en farlig vej: Geo-strategisk giver vores politik ingen mening. Europa importerer 75% af de ressourcer, vi skal bruge i vores industri. Konflikten med Rusland, som har disse ressourcer og er villige til at sælge dem til os, hvis vi vil betale, er enormt omkostningsfuld. Nu gennemtrumfer Moskva sine interesser i Ukraine og vi står tilbage med et geopolitisk nederlag af enorme dimensioner.

Enheden i NATO er rystet og vi fortsætter med at skubbe Rusland længere væk fra os. Fælles fjende forener, ja, men hvad med EU og vesteuropæernes fremtid? I Danmark er vi lidt ligeglade; det er ukrainere, som lader livet ved fronten og tyske industriarbejdere, som mister deres job. At tysk økonomi lider kan koste lidt på eksporten, men for os handler det bare om at holde fortællingen igang. For mig er der ingen tvivl om at Statsministeren og de andre europæiske ledere selv tror på deres retorik, men kursen skal navigeres. Nu har vi igen tabt en krig og den her kommer til at blive rigtig dyr. På alle måder. Bedst allerede nu at 'tælle vores tab,' som briterne siger.

Min pointe er vedvarende, at hvis ikke vi kommer ud af propagandaens åg, forbliver vi fanget i en dynamik, hvor vi konstant føder ind i vores vrangforestilling i en konstant fornyelse af viljen til eskalering henimod krig, som lemminger på vej mod kanten; vi kan blive ved med at tro på vores fortælling medmindre vi stopper op og revaluerer grundlaget for vores tænkning. Kreml er efterhånden ligeglade med os; vi kan sejle vores egen sø med sanktioner og halløj: Det skader kun os selv alligevel, tænker de. Os om det. Om de har ret i det, er deres problem. Men en nittende sanktionspakke, kommer ikke til at få Kreml til at ændre politik.

For Rusland handler det om Ukraine. De vil have at Kyiv skal opretholde neutralitet efter østrigsk model, da Moskva oplever sig truet af prospektet med et anti-russiks kæmpeland på grænsen til dets mest befolkede område. Krenl vil have NATO ud af Ukraine. Vi i Vesten fortsætter med at insistere på at NATO skal være i Ukraine. Så nu bliver det vanskeligt at forestille sig at der bliver et funktionelt Ukraine. I hvert fald for fagmanden. Og her er der et problem.

Hvis vi skal ud af misinformationens vold og kunne orientere os i henhold til virkeligheden, sådan at vi igen kan agere rationelt i forhold til vores interesser, så skal vi have afmonteret vores vrangsforestillinger. Når jeg taler med danskere, fra systemet eller udenfor, oplever jeg, at de er opgivende overfor at finde løsninger, men samtidigt forhippede på at undlade at stille de spørgsmål, som skal til for at bryde illusionen. Se n u den seneste uges tale om at købe langtrækkende missiler. Der tales blandt akademikere om, at det er godt, at vi nu tager os sammen til at afskrække Rusland.

Men der tales ikke om substansen: Hvad skal vi afskrække Rusland fra? Hvorfor? Med hvad? - Det hele forbliver hængende i en abstrakt tåge, aldrig svares der på noget konkret: Hvilke missiler skal vi købe? Kan vi købe nogle missiler, som kan afskrække Rusland? Hvad vil de missiler kunne bruges til? - Vil vi i NATO kunne afskrække Rusland, som har mange og meget bedre missiler både til angreb og forsvar?

Det Forsvaret ikke svarer på er basalt set udløbere af spørgsmålet til doktrinen, altså mod hvem, hvor, hvordan og hvorlænge skal vi engagere os? Før vi kan svare på det, kan vi ikke vide hvad vi skal forsvare os med og dermed hvad vi skal anskaffe os af materiel. Men før vi stiller os de doktrinale spørgsmål, skal vi afklare det politiske: Hvorfor skulle Rusland være interesseret i at angribe NATO? - Før vi kan svare på det, ved vi ikke hvor de vil angribe og det er der ingen tegn på i deres doktrin, at de arbejder sig frem imod at kunne gøre, så: Er det os, som vil angribe?

I stedet for at svare på disse spørgsmål, bliver vi enige om at lidt mere usikkerhed er fint nok, hvis Statsministeriet får gennemført deres dagsorden og nu er der jo snart valg og så er fortællingen på plads og frygtfaktoren optimeret. Vi lader det udenrigspolitiske underlægge sig en indenrigspolitisk dagorden, de politiske kommentatorer kan kritisere regeringen for det og eksperterne kan fabulere ud i intetheden, sådan at de væsentlige problemstillinger forbliver uberørte og delusionen kan fortsætte.

Alt er godt i Danevang. Vi står sammen mod dem vi ikke kan lide. Et skridt tættere på konflikt (med dem vi helst skulle være venner med, selvom vi ikke kan lide dem, har de al guffet), gør godt. I dag. Og nok også i morgen. Men på et tidspunkt bliver vi nødt til igen at anvende fornuften. Når lidelsen stiger i Europa og presset stiger på de allerede nødlidende regeringer dernede i centraleuropa, så vil trangen til at handle rationelt stige i samme takt. Hvorfor er vi så bange for at tale om det her, og hvorfor egentligt ikke begynde nu?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph.d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk og kan følges i podcasten Verdenssituationen, sammen med Frederik Christensen.