Kommentar til Kongens nytårstale

af

Klaus Kondrup

Som altid var jeg klar foran skærmen til nytårstalen fra regentpalæet, for at høre statsoverhovedets ord til befolkningen i anledningen af årsskiftet. I år blev samtalen ved middagsbordet præget af nogen skepsis, hvad angik indholdet i talen, som handlede temmelig meget om Ukraine.

Jeg opfatter mig selv som politisk bevidst. Det indbefatter, at jeg vil dø for min konge. Mit land, Danmark, er et monarki og derfor har jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved det, at jeg må være villig til at ofre mit liv i forsvar for samfundet. Og det kommer jeg heller ikke til, før jeg forhåbentligt stiller træskoene i ro og fred. I et land uden krig. Hvis der er krig, kan samfundet kun reddes, hvis man er villig til at forsvare det. Og det betyder for mig helt konkret ,at jeg i krig vil gøre det, som befales mig at gøre i Hans Kongelige Højhed Frederik Rex navn. At jeg i øvrigt er glad for min konge, er sagen underordnet. Min pointe er, at min loyalitet overfor Danmark ikke strækker sig til, at jeg vil dø for von der Leyen eller Mette Frederiksens politik.

Derfor er jeg udfordret, da jeg i venners lag traditionen tro lytter til majestætens nytårstale, hvor de første 10 minutter handler om krigen i Ukraine. Der tales i mobiliserende vendinger, hvor fjenden er Rusland. Der var meget om krig, værnepligt og at vi skal kæmpe for vores værdier. Fint nok. Og de sætninger der var om fred, var misvisende og proklamerende, for eksempel, at alle ukrainere vil have fred og at ukrainerne aldrig ønskede krig og derfor fortjener fred. Klart at ukrainere fortjener fred, men hvor blåøjet har man lov at være; er er der ingen interesser i Kyiv, som ønsker at krigen fortsætter? Virkelig? Det er let at komme med den slags udsagn. Hvad der menes med fred er uklart, men uanset hvad man måtte forstå ved ordene 'ukrainere' og 'fred', forbliver udsagnet uden substans, for hvordan kan vi vide det?

Hvis disse sætninger skal være andet end en floskler, må man, hvis man forstår noget af forholdene i Ukraine, da i det mindste undtage den magthavende politiske elite i Kyiv, som lever af krigen og som ikke vil har gjort noget for at skabe fred. Måske er dette et blindt punkt i Statsministeriet og i de statsstøttede mediers dækning. Det klinger hult. Og det er åbenlyst forkert. Måske er det sådan, at Kongen opfatter sig som talerør for den europæiske krigspropaganda på regeringens vegne. Men krigen har nu varet i fire år og hvis den skal fylde så meget i Kongens nytårstale, var det så nødvendigt at tage skyklapperne på? Den danske befolkning er, som altid når vi taler om krige, Danmark støtter, stort set uvidende om forholdene i det land, hvor krigen foregår, i dette. tilfælde Ukraine, så det hele gled ned med et glas champagne til.

Men en tredjedel af befolkningen er faktisk imod at give mere støtte til Ukraine og vil have støtten gjort mindre, specielt hvis den skal gå til en fremmed korrupt politisk elites køb af lejligheder i Monaco. Det er naturligt, at Kongen adresserer et væsentligt emne for danskerne, men det her blev altså for overfladisk og misvisende. Ikke at jeg tror, at Kongen eller Statsministeriet forsøger at manipulere groft; de ved helt sikkert ikke bedre og alle med indsigt i geopolitik og Rusland er for længst udgrænset fra statens tjeneste.

Vores politiske eliter er ude af trit med virkeligheden og fører os mere eller mindre bevidst om konsekvenserne ud på en meget risikabel kurs. Hvis ikke vi ændrer indstilling og erkender årsagen til krigen, vil ukrainske mænd blive ved med at dø, dernede og drømmen om et velfungerende Ukraine kommer endnu længere væk. Det er de faktiske forhold.

Min pointe er, at mere retorik af den samme skuffe blot bringer en fredsslutning længere væk og risikoen for at Danmark havner i krig, nærmere. Det Kongen sagde, virkede ekstremt virkelighedsfjernt på mig og rejser et for mig at se væsentligt spørgsmål: Skal Kongen deltage i krigspropaganda i fredstid?

Er det smart at tale overfladisk om støtte til Ukraine og NATO, og om kampberedte finner og letter, når flere og flere danskere i 2025 kom til at indse, at det hele er et luftkastel og at Statsministeriets fortælling handler om at tale udenom, at NATO er en del af årsagen til den tragiske krig, selvom det er erkendelsen af NATOs rolle, som kan føre til dialog med fjenden og fred? I så alvorlige ting som krig og fred, burde Kongen efter mine begreber rådgives af nogen som forstår lidt af det og har blik for hvad som på lang sigt tjener Kongehuset og Kongens troværdighed, når det kommer til formidling af rigets tilstand og stilling. Det er efter min opfattelse mere end usansynligt at den ophedede krigsretorik fra regering og Folketing har bred opbakning i befolkningen. Jeg mener derfor, at Kongen bør overveje nøje, hvad han vil lade sig bruge til i fremtiden, samt i hvor høj grad det må være tilrådeligt for regenten i Danmark at redegøre for sin politiske stillingtagen offentligt. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand.mag. scient. pol. Ph. d.) og redaktør på Ukraindedebat.dk