Statsministerens fordrejede retorik

af

Klaus Kondrup

Er statministerens virkelighed fordrejet eller manipulerer hun bevidst? Det er enten det ene eller det andet. Eller også er det begge dele. 

'Mette Frederiksen frygter pusterum for Rusland'

Sådan lyder overskriften på TV2s hjemmeside fra 25/11 klokken 19.02. Artiklen lyder i sin helhed:

'Mette Frederiksen understreger, at Ukraines ret til selvbestemmelse skal respekteret, for ellers "risikerer vi, at det bliver et pusterum for Rusland, der bruger det til at mobilisere, opruste og angribe igen".

- Det, der sker i Ukraine, stopper ikke ved landets grænser. Ruslands angreb udfordrer det grundlæggende princip om, at ret skal stå over magt, siger Mette Frederiksen.

Derfor minder krigen os om, at vores fælles sikkerhed ikke kan tages for givet.

- Når vi støtter Ukraine, støtter vi derfor ikke kun et land under angreb, men også vores egen sikkerhed, siger hun.'

Statsministeren giver her udtryk for en opfattelse af situationen, som er diametralt modsat virkeligheden. Hele dynamikken i konflikten og de hændelser vi som observatører erfarer modsiges i dette korte tekstafsnit. Det vidner om at store dele af den danske befolkning ligger under for en kraftig vrangforestilling, når det kommer til konflikten med Rusland.

Tingene er vendt på hovedet

Det Hvide Hus er den seneste uge kommet med et udspil, som sigter på at genoptage samtaler mellem de stridende parter. 28 Punktplanen kom i kølvandet på erkendelsen af, at Kyiv ønsker våbenhvile nu. I den vestlige presse bliver det behandlet som et udkast til en færdig fredsaftale.

Situationen på slagmarken er ekstremt vanskelig for de ukrainske væbnede styrker (AFU), som mangler soldater til at lukke hullerne i fronten og Moskva har siden juni 2024 afvist al tale om generel våbenhvile: De russiske væbnede styrker (AFR) står stærkt og forbedrer konstant sine positioner på slagmarken, så Kreml kan kun tabe ved en indstilling af kampene, som vil give NATO mulighed for at re-konstituere sig og russerne vil derfor, som de ser det, spilde deres soldaters liv unødigt. Våbenhvile er ikke fred. Det er en udskydelse af, hvornår krigen skal genoptages. En våbenhvile er ikke en fredsslutning. Hvordan er det lykkedes størstedelen af den vestlige verden at komme til at tro det? Det kan være et skridt på vejen hen mod en fredsslutning. Men ikke i dette tilfælde. Forholdet er omvendt

I artiklens første sætning giver statsministeren altså udtryk for, at hun ikke forstår de faktiske forhold eller bevidst giver udtryk for det modsatte: Det er ikke Moskvas interesse at indstille kampene før der er en fredsslutning og det er dét, som står klarest efter de seneste to års tale om våbenhvile fra de vestlige politikere og i de vestlige medier. Kyiv, derimod, har desperat brug for våbenstilstand. At statsministerens udsagn giver mening for nogen, vidner om, at de er underlagt en vrangforestilling, hvor tingene er vendt rundt 180 grader. Mette Frederiksen giver udtryk for at Rusland har brug for et pusterum, altså det diametralt modsatte af hvordan det forholder sig i virkeligheden. Selve årsagen til at USAs regering har fremsat deres udspil er netop, at AFU er i tilbagetrækning uden udsigt til at kunne stå imod presset fra AFR. Det Hvide Hus presser Kyiv maksimalt.

Et princip er blevet krænket

Mette Frederiksen giver så ifølge TV2 udtryk for, at hun mener, at vores sikkerhed er truet, fordi den russiske invasion af Ukraine krænker et princip om, at ret skal stå over magt. I den geopolitiske virkelighed er magt trumf. Det har gjort, at vi i Vesten har domineret kloden de seneste 400 år. Senest har vi formuleret vores overmagt gennem at tale om 'den regelbaserede verdensorden.' Og ja, vi plejede at kunne lave reglerne, så de passede med vores interesse, men i Ukraine, ligesom i Afghanistan, har vi altså tabt. NATO skal ud af Ukraine, før der kan blive fred. Det er Ruslands mål med krigen: At skabe en anden fred end den, som var før krigen, nemlig at NATO ikke er i Ukraine. Vi kan overbevise os selv om at NATO ikke er i Uraine og aldrig har været der. Men det ændrer ikke russernes opfattelse. De er principielt imod fjendtlig indflydelse i Ukraine, som har været brugt til at invadere Rusland fra vest gennem tiderne. Vi synes, at det skal ukrainerne selv bestemme. Forskellige magter; forskellige principper. Ikke så usædvanligt.

NATOs blinde punkt

For os i NATO i almindelighed og for vores statsminister i særdeleshed, er geopolitikkens første lektie sivet ud af vores forståelse: Forskellige lande har forskellige sikkerhedsinteresser og det kan lede til konflikt. Blot fordi vi er gode til at bilde os ind at vi er de gode, som altid handler godt, og at vi derfor ikke vil acceptere at Moskva opfatter NATO som en trussel, ændrer det ikke på, at de handler efter deres opfattelse og vi efter vores. En anerkendelse af at Rusland har et mål, som harmonerer med deres sikkerhedsinteresse, er udelukket fra vores statsministers tankegang. Fjendens mål, at få NATO ud af Ukraine, går imod hendes og de vestlige offentligheders opfattelse af, at NATO ikke er i Ukraine og at Kyiv selv kan bestemme, hvem Ukraine skal alliere sig med. Det kan de for så vidt også, men det har konsekvenser og det er her, at filmen knækker for de fleste danskere.

NATO er med i Ukrainekrigen

Mange tror, at de raketter ukrainerne skyder ind i Rusland, er AFU, men flere og flere ved efterhånden, at de kun kan produceres, programmeres og affyres af NATO. Krigens årsag er ifølge Mette Frederiksen ikke, at NATO har bevæget sig østpå, men at Rusland er ustyrligt og agerer ulovligt, udenfor reglerne. Det må de ikke; det er kun NATO, som må det. For eksempel da vi skar Kosovo ud af Serbien i 1999. Da holdt vi ikke princippet om at ret skal stå over magt i hævd. Der var det et andet princip som var vigtigere. At beskytte et undertrykt folk. Den begrundelse bruger russerne også i Ukraine. Det er ikke fordi Rusland eller NATO er engle, eller sådan. Men de er i konflikt. Om hvorvidt NATO skal være i Ukraine. Og en stor del af problemet er, at alt hvad vi, med vores statsminister i spidsen, foreslår at gøre ved krigen, handler om mere NATO i Ukraine. Hvis ikke Ukraine kan blive en del af NATO, skal de sikres som om de var en del af NATO. Det er vores geopolitiske position i Ukrainekrigen. Sammen med vores partnere i Vesteuropa. Og det betyder, at krigen fortsætter. Vi skal støtte Ukraine

Konklusionen bliver for Mette Frederiksen, at vi skal støtte Ukraine. Det er vanskeligt at være uenig i, lige indtil man spørger sig selv, hvad det egentligt betyder: Hvem er det i Ukraine, vi skal støtte? Er det ukrainerne? Det er det forhåbentligt. De fortjener i den grad vores fulde opbakning. Men er det så regeringen dernede, som skal have flere penge af os? Er det dét, som der menes med 'at støtte Ukraine? Hvordan er det så, at det giver os øget sikkerhed? Det forklares ikke. To af de punkter, som ligger i udspillet fra Washington, er netop udarbejdelsen af en fredsaftale, som indbefatter de sikkerhedspolitiske dimensioner i forhold til Rusland bredt forstået. Disse dimensioner handler om tillidsskabende institutioner, som kan regulere forholdet mellem parterne og pege frem mod varig sameksistens. Det er punkt 2 og 4. Ønsker om dialog som har været rejst af Moskva siden 1990erne. Det lyder meget vanskeligt at opnå, men hvad er alternativet? Hvad er det rent faktisk vi støtter? Krig for krigens egen skyld? - Er der noget vi kan opnå med mere krig?

Et åbent spørgsmål til statministeren

Jeg ved godt, at statsministeren giver udtryk for, at Rusland bare vil have krig og at det kan man ikke stoppe, for det er bare sådan, at de er. Russerne. Sådan er der også mange folkeslag, som tænker om os vesterlændinge. De seneste århundreder har forvisset dem om det. Og tankegangen er ikke ny. Men betyder den forestilling så, at vi ikke skal overveje fred? Er vi bare prisgivet for altid i krigens magt? Er det hele udenfor vores kontrol? Allerede? Lad mig starte med at stille et åbent konkret spørgsmål: Hvordan skal det øge vores sikkerhed at Ukraine får vores hjælp til at fortsætte krigen endnu længere og derfor så bliver endnu mere ødelagt? Alt tyder på at Rusland bliver stærkere af at føre denne krig. Militært. Politisk. Sågar også økonomisk. Tror statsministeren stadig på ideen om, at Rusland pludselig falder sammen, bare ukrainerne ofrer lidt mere? Hvilke forestillinger ligger der til grund for ideen om 'at støtte Ukraine'? Betyder det, at hele Ukraine skal ødelægges? Kan vi overveje, om det var en ide at tænke det her anderledes?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk