Europæernes nederlag

af

Klaus Kondrup

Hvad har det her egentligt kostet Europa? I denne artikel laver jeg en hurtigt overslag på udgifterne for EU og Stornritanien for det geopolitiske eventyr vi kalder Ukrainekrigen.

Geostrategisk fejllæsning af EU

De seneste årtier, når en mulig krig i Ukraine blev diskuteret blandt fagfolk, var vurderingen, at det villle være ekstremt vanskeligt for NATO at projicere magt ind i Ukraine, samt at det ville ende i en katastrofe for Europa; alternativet var at etablere en holdbar sikkerhedsarkitektur i Øst- og Cenraleuropa, hvor Rusland blev integreret som en partner. I stedet blev forholdet mellem USA, EU og Storbritannien på den ene side og Rusland med Kina på den anden side dårligere og dårligere. Hverken for EU eller for Rusland. Jeg vil sige, at russerne må sejle deres egen sø; de har deres geostrategiske prioriteringer, men det er ikke smart for Europa, som har ignoreret det geopolitiske og fejllæst situationen fuldkomment. Det skaber nu øget usikkerhed. Rusland og Kina er havnet i et fasttømret strategisk partnerskab. EU-landene og Storbritannien må nu slikke deres sår i NATO samarbejdet.

De store tabere

Der er ingen tvivl om, at Rusland og USA har tabt. Russerne har kæmpet en krig mod deres broderfolk i Ukraine og har lidt store tab på slagmarken. De russiske væbnede styrker (AFR) har tab i størrelsesordenen 400.000 døde, sårede, savnede, desserterede og tilfangetagne. Amerikanerne ville bruge ukrainerne til at bløde russerne, destabilisere Den russiske Føderation for at udnytte landets ressourcer og trække Rusland væk fra Kina. Uden held. Ukrainekrigen er gået i vasken for USA, som så mange gange før. I stedet er Ukraine blevet smadret, millioner er flygtede og de ukrainske væbnede styrker har lidt tab i størrelsesordenen 1,4 millioner døde, sårede, savnede, desserterede og tilfangetagne. Det er min opgørelse ud fra mine observationer af krigen.

En hurtig opgørelse

For de europæiske magter er tabene relativt små. Det er ukrainerne som lider under det her. Primært. Og altoverskyggende. Krig er forfærdeligt og det kan være vanskeligt at tale om gevinster og tab. Lad os alligevel prøve at gøre op, hvad det er EU og Storbritannien har tabt:

Forsyning og forsyningssikkerhed: I dag køber vesteuropæerne gas fra Norge og USA til priser, som er omkring 4 gange højere end da de fik den fra Rusland og omkostningerne ved den relativt uhåndterlige flydende gas er derudover enorme. Russisk olie køber vi stadig. Gennem Indien. Dyrt. Af andre råvarer, for eksempel Uran, er prisstigningerne moderate, men det er vanskeligt at slå en god handel af med en fjende; det er lettere med en ven. Jeg anslår tabet til 500 milliarder Euro indtil nu. Underskrivelsen af Power of Sibiria II rørledningsaftalen mellem Rusland og Kina gennem Mongoliet, gør det vanskeligt at få mulighed for at købe billig russisk gas i fremtiden. Her taler vi om en veritabel geoøkonomisk bet, som vil blive ved med at bone ud. Rusland er stort set selvforsynende og derfor rammer vores sanktioner mod landet først og fremmest os selv. Det behøver man ikke at være Einstein for at regne ud, men til gengæld er det umuligt at trænge igennem til vores ledere med fornuft, så vi må leve med konsekvenserne af den politik, vi nu engang har.

Handel og vandel: Da de europæiske virksomheder måtte trække stikket til deres engagement på det russiske marked, var stemningen triumferende i de europæiske hovedstæder; nu skulle idealismen sejre og så måtte samhandelen og virksomhederne bøde. Gang på gang kan man læse i vestlige medier om, hvor ondt krigen og sanktionerne gør på den russiske økonomi her og nu og på dens videre udvikling, efter at europæerne har trukket sig og placeret sanktioner på samhandel med Rusland. Det har meget lidt med virkeligheden at gøre. Selvfølgelig gør krigen ondt på den russiske økonomi, men vi taler sjældent om, hvad det har kostet os. Jeg anslår tabet til 600 milliarder Euro i manglende fortjeneste. Kunne være interessant at få bedre tal, men det kræver at det bliver salonfæhigt overhovedet at tage diskussionen op og se situationen i øjnene.

Militærudgifter og støtte: EU og Storbritanien har øget deres forsvarsudgifter med 400 milliarder Euro. Dette kan forstås som en investering i det militærindustrielle kompleks og indregnes med brug af Keynesianske termer i nationalbudgettet, men ultimativt er våbenproduktion luft; våben skaber ikke særligt meget værdi for samfundet, da våbnene enten bruges til afskrækkelse eller bliver brugt i krig, hvor de ultimativt ødelægges. Nå, men lidt teknologisk udvikling får man da oftest for pengene. Der er givet 200 milliarder Euro i støtte til regeringen i Kyiv. I alt 600 milliarder har det kostet os.

Produktion og investeringer: De øgede energipriser har bibragt den europæiske industri øgede produktionsomkostninger, hvilket har ledt til virksomhedslukninger og tab af arbejdspladser. Arbejdsløsheden i Tyskland ligger omkring 6,3%, oppe fra 5% i 2022; i Finland er den 9,3 % oppe fra 6,7% i 2022 for at nævne to lande, som er særligt hårdt ramt af konflikten med Rusland på grund af omkostningsstigninger og tab af konkurrenceevne. Eurozonens økonomiske udvikling var i forvejen ikke for god; jeg vil anslå at tabet på af-industrialisering vil være 800 milliarder Euro indtil videre.

Sammenfatning

Mit slag på tasken ligger på (500 + 500 + 600 + 800) i alt: 2500 milliarder Euro eller 2,5 billioner Euro. Det er også en slags penge. Pointen er, at det ikke er omkostningsfrit at indlade sig på sådan et geopolitisk eventyr som Ukrainekrigen. Og det her er ikke den endelige regning. De geopolitiske omkostninger er monumentale og krigen er tabt. Både hvis Ukraine kan genopbygges og hvis ikke, vil det komme til at koste enorme summer at have det smadrede samfund så tæt på EU, specielt hvad angår gangsterbanders hærgen gennem transnationale netværk. Nogle taler om at indlemme Ukraine i EU. Det vil blive svimplende dyrt, hvis EU overhovedet kan holde til det. Den politiske enhed i EU er langt fra prangende. Det fattige og gennemkorrupte land Sydøst for EUs grænser er en stor mundfuld.

Konklusion

Tag det hele med et gran salt og skyl det ned med en øl; min pointe er, at industripolitisk set har det her været en streg i regningen, det her. Vi er røget ud ad en geostrategisk tangent, som fører os yderligere ud på et sidespor: Når vi når ned til bundlinjen, indser man let, at det er dumt og det kommer til at tage lang tid, før vi kommer på benene igen efter den her mavepuster. Ok, krig er omkostningsfuldt for alle parter. Det er ikke overraskende. Men er det ikke på tide, at vi spørger os selv, hvorfor det gik så galt? Vi skyder skylden på russerne og slår ud med armene; alt er som det plejer, men var det nødvendigt, at det kom hertil? Var der et tidspunkt, hvor det kunne have betalt sig at være stoppet op og ændret kurs? Skulle man have lyttet til sagkundskaben? Er der noget, vi kan lære af det her?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d.) og kan følges på Substack eller i podcasten Verdenssituationen.