Donroe-Doktrinen og erkendelsen af realismen

af Peter Andreas Fog

I denne artikel spinder redaktøren en ende over den seneste tids overgang fra den tid, hvor stormagterne legitimerede deres indgreb i verdensordenen til samtidens rå geopolitik.

Albert Arnesen “var en umulig manufakturhandler, han levede over evne, han var doven og snobbet”. Udadtil virkede alt længe dog godt, da hans gamle ven, Bankdirektør Varnæs strakte bankens politik, ud over hvad der ellers “ville være korrekt”, når “han sad der og tiggede om penge”. Men “gammelt venskab er farligt for en bank”, som Skjold Hansen påpegede, og man kan ikke “stampe mod bestyrelsen” og “bare låne ham nogle flere penge”.

Derfor var det ikke  Bankdirektør Varnæs “skyld”, selvom han fortabte sig i spekulationer om nederlaget skyldtes at Arnesen havde fået “en kynisk konkurrent på halsen”, i stedet for “at være ærlig”, som Frk. Friis foreslog, og kalde det “en dygtig konkurrent”. For hende havde Varnæs “ikke noget at bebrejde” sig selv for, han havde “sin egen familie, at tænke på”. Men Maude forstår ingenting “hun går bare i seng”. Maude’s verden var nemlig et af selskab, det rigtige selskab; “så længe vi holder sammen, kan ingen røre os!” Måske, men “vi har alle vores” så det holder kun så længe ingen kender “formerne på de diger” -  derfor har vi det ”i dølgsmål!”

“Fremtiden tilhører imperierne!” råbte EU kommissær Guy Verhofstadt til de forvorpne briter, der overvejede at stemme Brexit. Imperierne var for Verhofstadt udover EU selv, USA, Kina, Indien og - noget han sikkert fortryder som den evige fange af zeitgeist han er - Rusland. Sandt er det, at vi befinder os i den liberale hegemonis sammenbrud til fordel for real-politikkens genkomst. Eller rettere, så er den liberale hegemoni demaskeret under vægten af sine egne indre modsætninger.

“Den lysende by på toppen af bjerget”, som Reagan talte om, indeholder en fordring: Murens fald, skitserer hvorledes det liberale demokrati havde sejret over den sidste moderne kollektivisme og således for al overskuelig fremtid vist verden, hvilken samfundsmodel de skulle og ville(!) emulere. Det var således ‘Historiens Endeligt’, som Fukuyama diskuterede i sin indflydelsesrige bog. For de neokonservative i begge amerikanske partier og i den overlejrede magt i det amerikanske statsapparat, af nogle kaldet Deep State, Systemet CIA eller the Interagency Consensus, som var oberstløjtnant Vindmans ord, kunne gode tider ikke starte for tidligt. Nu kunne man skabe den ‘nye verdensorden’, som jo alligevel ville blive enden på det hele, i sit eget billede eller i det mindste efter egne interesser. Når man har en hammer, er problemer søm.

Værktøjet havde man således allerede fra Den Kolde Krig, som man dengang brugte til at inddæmme Sovjetunionen, i en kamp om at vinde eller ændre fremmede regimer i den geopolitiske styrkeprøve. Nu skulle regimer derimod væltes, så verden hurtigere kunne springe i demokratisk blomst. 

De følgende godt 30 års fejlslagne krige har efterladt USA økonomisk forgældet og politisk delegitimeret som en verdensleder. Den voldsomt omskiftelige tid, senest med Venezuela, og nu måske Iran, i nyhedsstrømmen handler således ikke blot om Trump. Den liberale hegemonis hjul var allerede ved at falde af, med den ulykkelige og for Vesten perspektivløse krig i Ukraine. Uagtet hvad man ellers mener om den nuværende amerikanske præsident, kan man finde en fortrøstning i at han længe har set at kursen må lægges om efter erkendelsen af realiteterne.

Som Politiken citerede Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker med speciale i amerikansk udenrigspolitik på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis): “Trump er nået til en fase, hvor han ikke engang gider at pakke det ind”

Ved tidligere amerikanske interventioner i for eksempel Afghanistan, Irak og Libyen påberåbte USA sig menneskerettighederne og brugte som argument for at gå ind i landene, at deres ledere forbrød sig mod deres egne befolkninger. Det blev brugt som argument for at tilsidesætte folkeretten. Det gør Trump slet ikke. Han nævner ikke demokrati, og det er ikke for at skabe demokrati, at han går ind i Venezuela. Det handler om økonomiske interesser. Der er intet forsøg på at pakke det ind. Det er koldt, kynisk og transparent

Ironisk nok, så begrundede USA, NATO og EU deres støtte til Majdan opstanden, nogle mener at støtten kan karakteriseres som et kup, i 2014, at regimet i Kiev havde delegitimeret sig selv ved den brutale facon, der blev slået ned på demonstranterne. Søndergaard mener dog ikke, at anholdelsen af Maduro er i overensstemmelse med international ret, trods hans brutale adfærd. Den altid anbefalelsesværdige juraprofessor Jonathan Turley er i The Hill da også uenig. “Legally, Trump has the upper hand in this case” skriver han og henviser til at USA, sammen med flere europæiske lande, aldrig har anerkendt Maduro som en legitim leder og sammenlignet situationen med dengang Reagan fik arresteret Panamas Manuel Noriega.

Uanset hvad, er det opgøret med det forblommede. “Den militære intervention er en magtfuldkommen, men logisk håndhævelse af USA's regionale hegemoni: Monroe-doktrinen anno 2026.” (Trump kaldte det jokende for Donroe-doktrinen) skriver Kasper Støvring i Kontrast

Angrebet er nemlig ikke et juridisk eller moralsk brud på status quo, men kulminationen på en udvikling, hvor stormagterne igen tænker i interessesfærer, klienter og rå magt. Ja, tænk! Det er ikke kun Putin, der vil dominere sit lands interessesfære.

Stater handler under anarki

Latinamerika er tilbage som USA’s baghave. Og Venezuela er blevet det eksempel, der skal vise, at hverken kinesiske penge eller russiske våben kan sikre et USA-fjendtligt lands autonomi i skyggen af Washington.

Set gennem et realistisk blik er der derfor intet gådefuldt i operationen.

Stater handler under anarki – der findes ingen global retsorden – og USA reagerer på, at Rusland og Kina langsomt har omdannet Venezuela til et fremskudt brohoved: kinesiske lån mod olie, russisk militærsamarbejde, diplomatisk beskyttelse mod sanktioner.

Ja, “Sex eksisterede også, før pornografien blev frigivet” istemmer europaparlamentarikeren Henrik Dahl i Jyllands-Posten

Spørgsmålet er derfor ikke, hvornår de tre lande [Rusland, Kina og USA, red.] gik bort fra at respektere den internationale orden. Spørgsmålet er snarere, om de nogensinde begyndte at gøre det i andet end retorisk forstand.

Ved nærmere eftertanke tvinges man til at indse, at “den regelbaserede verdensorden” i vid udstrækning er et normativt fantom, som ikke mindst de små og mellemstore lande i Europa har haft en forkærlighed for at tale om. I lighed med deres vigtigste samarbejdsorganisation: EU.

Hermed ikke sagt, at normer er uden betydning. Regler virker – men de virker asymmetrisk. De disciplinerer de svage langt mere effektivt, end de binder de stærke.

Den regelbaserede verdensorden “er en illusion – og permanente illusioner er farlige”, konstaterer Dahl, skønt han glemmer de NATO lande der gik med USA i krig uden om FN, blandt andet Danmark, også hører med i EU. Man er vel EU parlamentariker. Også den eminente historiker Lars Hedegaard erklærer i Document “at den såkaldte internationale lov er en fiktion”

Hele den orden, som den vestlige verden under ledelse af USA efter 1945 prøvede at realisere, er for længst brudt sammen, og som den eminente historiker, Niall Ferguson, påpeger, er vi tilbage i det internationale system, der herskede i det 19. århundrede. Det var dengang, da den vestlige verden var domineret af suveræne stater, der forventedes af varetage deres egne interesser – sommetider i alliance med andre stater. Tanken om en øverste, global lov ville have været fremmed for de fleste i 1800-tallet. Efter Første og Anden verdenskrig er vi blevet vænnet til at betragte de suveræne stater som farlige og anakronistiske, men Ferguson har en ganske anden opfattelse.

Uanset, hvad man måtte mene om udviklingen siden 1800-tallet, står det efter USA’s indgriben i Venezuela klart, at realpolitikken har gjort sit genindtog. Præsident Trump lægger heller ikke skjul på, at han fører udenrigspolitik baseret på et magtperspektiv – og ikke på globalistiske ønskedrømme.

Bloggen Simplicius var lidt mere sarkastisk over den del af Trump regeringens retfærdiggørelse, der handlede om USA’s egeninteresser

Tell that to China, whose adversaries control the largest computer chip manufacturer in the world in TSMC. Russia, too, cannot have adversaries controlling the world’s largest breadbasket and mineral deposits of the Donbass. Is that all that Russia should have told the UN in order to gain their approval prior to invading Ukraine?

It’s simply remarkable how the US has pulled back the outer fairytale facade fashioned through years of PNAC-style neocon mental contortions and thinly-veiled justifications for the various empire-building wars and endless bombing campaigns, and has simply just gone full commando: no more excuses or phony layer-caked rationalizations—we are simply taking the oil because we want it, and are entitled to it, it’s as simple as that! If only Dick Cheney and Donald Rumsfeld were here to witness the beauty of this simplicity!

Selvom ovennævnte seniorforsker Søndergaard var overrasket over amerikanernes effektivitet og hurtighed, var han ikke overrasket over, at angrebet kom. USA havde parkeret en Hangar styrke ud for Venezuela allerede for et par måneder siden, mens Det Hvide Hus formanede Maduro til at forlade magten. På et spørgsmål dengang om, hvorfor hangar styrken skulle placeres lige der, svarede Trump “It’s gotta be somewhere” og tilføjet ganske Trumpsk “It’s a big one”. Men Søndergaard “havde regnet med, at Maduro havde været i stand til at kæmpe imod, og jeg havde forventet, at det ville tage længere tid” for amerikanerne at pågribe Maduro. Til det spekulerer Simplicius 

It is interesting, however, that large-scale anti-air gunfire was suddenly able to be activated over the incursion of a tiny drone, yet when a massive helicopter armada flew over the same Miraflores palace just two nights ago, not a peep was heard nor a shot fired.

In fact, Hegseth even dished the details about how Maduro only had three minutes to run after his wife informed him she had heard the sound of aircraft approaching. This clearly points to betrayal of Maduro on behalf of his military apparatus, given that he had no forewarning from the chain of command, who would have long detected combat aircraft approaching, or at least the explosions which had already been going off from the various attacks the American task force was raining down all over the country. If true, the fact that Maduro had to rely on his wife’s ears tells us everything we need to know about his planned isolation and informational blackout:

Det er et godt tegn, som man kan frygte for at Trump regeringen vil forråde sin målsætning om ikke at blive viklet ind i nye evighedskrige. Midt i skåltalerne er EU desværre stadig fokuseret på en perspektivløs krig med Rusland i Ukraine. Vi slås for ‘demokratiet’ får vi at vide, for det er vores opgave at opretholde idealerne i den regelbaserede verdensorden. “Ned til sidste ukrainer” havde en amerikansk general svaret på spørgsmålet om, hvor langt man ville gå. Og EU fulgte efter.

Om byens spidser begræder grisehandler Larsen “En anden en kan godt have flere penge, men det regnes ikke for noget” til hvilket Andersen Skjern svarer “Det er en selv, der giver pengene værdi!”