Løgnene om Rusland spærrer for fred

Af Klaus Kondrup

I sommer var jeg på besøg i Kaliningrad. Jeg har ikke været i Rusland siden Sovjetunionen, så det var en stor oplevelse. Mit mål på turen var at studere den russiske propaganda på nært hold. Lige min ide om ferie. Rejsebeskrivelsen kan læses her. Men nu er det blevet hverdag igen. Global politik kredser om 'sikkerhedsgarantier' i en eventuel fredsslutning og NATO landenes fremtidige forhold til Ukraine. Men hvordan var det nu med Rusland og NATO? Kremls krav er: no NATO. Hvorfor anerkender vi ikke Ruslands interesser i Vesten? Tror vi, at vi kan få fred i Ukraine uden respekt for, hvad Kreml vil?

Vores ide om Rusland holder ikke

Vi bliver nu nødt til at forholde os til krigens årsager og at Kreml ikke accepterer at blive fanget i et Minsk III forløb, hvor NATO opruster i Ukraine, mens snakken går. Det skaber ekstra pres på ideer om Rusland og fortællingen skal holdes i live om, at russere er onde umælende orker, som kommer mod os, uanset hvad, og at man derfor ikke bør tale med dem. Delhi, Brasília, Teheran, Beijing, Washington et al. deler ikke Emmanuel Macrons og andre europæiske lederes opfattelse af Ruslands interesser og 'natur', og de fleste ledere i verden er i konstruktiv dialog med Moskva. Om Europæerne kan deltage i at få en fredsslutning, afhænger efter min opfattelse af, om vi kan forstå konflikten og det med NATO. Vi agerer, som om vi ikke forstår det - og alligevel tror vi på, at vores ledere arbejder for fred?

Sikkerhedsdilemmaet

Der skal meget desinformation til for at opretholde narrativen med de gode mod de onde, når de kognitive dissonanser kortslutter den store propagandafortælling: Russerne kommer og tager os + Rusland er på kanten af sammenbrud; mange kan stadig holde disse to fortællinger i hovedet samtidigt, men i en samtale går det galt. Specielt nu hvor forløbet omkring sikkerhedsdilemmaet mellem Moskva og NATO erkendes som omdrejningspunktet for konflikten og dukker op i diskussionerne omkring middagsbordene; Fra sikkerhedskonferencen i München 2007 og hen over NATO-topmødet i Bukarest 2008, ændrede Kreml stillingtagen til NATO-udvidelsen mod øst og det har skabt den situation, som vi nu skal finde ud af at leve med i Ukraine.

Blikket på Rusland

Nej, NATO skal ikke have tropper i Ukraine, hvis vi vil have fred. Og for at gøre os klar til at se realiteterne i øjnene, tænkte jeg at gå lidt dybere ind i vores egen propaganda og se lidt på hvordan Rusland fremstilles i Danmark. Når jeg sidder på de lange sommeraftner og samtaler med folk, så vil de af og til gerne ind på situationen i Ukraine og jeg lærer meget, men får også nogle gange et chok over, hvad folk tænker om det hele. Og specielt deres ideer om Rusland, som jeg altid har beskæftiget mig meget med, men som jeg ikke har nogen speciel affinitet for; jeg beskæftiger mig med geopolitik og interesserer mig meget for samfundsstabilitet. Der er Rusland en fascinerende case og her et altså et par indspark til, hvordan jeg opfatter Ruslands geopolitiske situation i henhold til, hvad jeg hører danskerne sige. Der er nogle ting, som vi simpelthen skal forstå, mener jeg.

Politisk stabilitet

Hvad angår politisk stabilitet, så er Rusland stabil (i min farveskala er den gul ligesom Frankrig, Storbritanien, Kina og USA) og Ukraine ustabil (lilla i min faveskala og under rekonstruktion); dette er mit særlige politologiske fagområde og svaret vil kunne nuanceres i det uendelige. Ikke her. En bærende ide i Vesten er, at Rusland kan betvinges gennem pres (Mackinder). Det har endnu ikke været forsøgt argumenteret, hvordan det skulle kunne lade sig gøre i dag (RAND rapporten fra 2019: gennemgår sådan set det Washington prøvede 2013 - 2022, men vurderingen i rapporten er, at det er meget risikabelt at gennemføre den strategi, som rapporten foreskriver og det fik forfatterne ret i): og der er intet tegn på, at det vil kunne lykkedes at destabilisere Rusland gennem påvirkninger udefra. Ukrainekrigen har styrket den politiske enhed i Rusland og sat de russiske økonomiske eliters dagsorden om at tækkes Vesten for enhver pris, ud på et sidespor.

Nationaløkonomi

Krigen er dyr for Moskva, men Kreml forfølger sine interesser stille og roligt. Hvad angår Ruslands udfordringer bliver de søgt imødegået af regeringen, derovre, som er temmelig populær; Centralbanken stabiliserede hurtigt Rublen gennem 2022 og Rusland står nu med en overophedet økonomi, hvor mangel på arbejdskraft og høj inflation tynger økonomien, som dog samtidigt er præget af vækst og en gryende underskov af nye virksomheder. Der er en større afhængighed af Kina og Indien i henhold til samhandel, men kollaps er der ikke tale om (Rusland er selvforsynende).

International økonomi

Rusland vender sig væk fra Vesten, nu under sanktionsregimerne; den nuværende ledelse i Kreml er stadig sammensat af mennesker, som har delt Primakovs vision om at tilpasse sig Vesten (Putin et al.), men der kommer efterhånden en holdningsændring; Den russiske politiske elite er ved at være trætte af os og det er vanskeligt for Moskva at indgå aftaler med vestlige regeringer, som af resten af verden opfattes som utroværdige (tænk bare på angrebet på Teheran natten til 13. juni 2025). Rusland er meget populært i verden. Europa er ramt af mangel på billig energi og de-industrialiserer; man skyder skylden på Rusland, men resten af verden vil ikke længere lade sig tromle af trusler om sanktioner og straftold og det som er værre: De vil købe billige råvarer af russerne.

Slagmarken

De russiske væbnede styrker (AFR) har overtaget på slagmarken og har siden Avdiivka (februar 2024) opereret med et stratagem, som de ukrainske væbnede styrker (AFU) ikke har noget modsvar mod: 'Operationel omringning,' hvor AFR med fremskudte positioner, spejdere og droner

etablerer dominans over et forts indfaldsveje, hvorefter det kun er et spørgsmål om tid, før det falder; i rømningen af disse fort taber AFU relativt mange kampprøvede soldater og det er afgørende.

Tabsratio 

Hvor mange som er dræbt på slagmarken er hver enkelt observatørs personlige skøn. Mit ligger for tiden på 4,33 (13/4) for hele krigen (3,5 år). Jeg regner med at AFU har mistet 1.300.000 soldater (tab = døde, sårede, savnede, tilfangetagne og deserterede) og AFR omkring 400.000: https://www.ukrainedebat.dk/post/diplomatisk-dødvande. Uanset hvordan man gør det op, vil det være et estimat og det centrale er ikke tabstallene, men hvor mange kamphærdede soldater AFU har tilbage; her er mit skøn under 120.000 og det giver anledning til at give op i den nuværende konfiguration af kamppladsen. Igen; uanset hvordan man lander tabstallene er det et strategisk nederlag for Rusland at skulle kæmpe en krig mod deres broderfolk i Ukraine, og uanset hvordan man vender og drejer det, rigtigt mange russere som er tabt for deres mødre, søstre og fædre; det koster at føre sådan en krig, men strategisk har AFR store fordele, da de kæmper en frontskrig, hvor de kan udnytte deres kæmpe fordel i ildkraft og logistik. For mig som følger krigens udvikling på kamppladsen nøje, er det forfærdende først og fremmest de unge mennesker, som tvinges ind i AFU og med meget lidt træning, kastes ud foran en veritabel krigsmaskine. Tragisk.

Nedslidning

AFU fanges i lommer, hvorfra de flytter sig for sent og mange bliver dræbt i alt for sene tilbagerykninger, det vil sige, på grund af Kyivs dispositioner, som meget minder om en klassisk 'corps for cash' strategi. Det er på grund af at Kyiv har brug for at se ud, som om de kæmper til sidste mand. Og AFU har store tab; nej, russerne angriber ikke ved at storme fort med store tab til følge og evner i høj grad at øge deres antal kamphærdede soldater mens de decimerer fjendens antal kamphærdede soldater: dette er det centrale; ren Clausewitz: nedkæmp fjenden og forlang derefter hvad du vil have. Det er russernes mindset. I Vesten taler vi om fremrykning og territorier, men det afgørende er at have kampdygtige soldater nok, som kan stå imod og indsættes i kamp uden at de deserterer eller overgiver sig; slaget ved Pokrovsk bærer tydeligt præg af den allestedsnærværende mangel på kampdygtige enheder, for eksempel, da man hiver 1ste Azov ind til at forsøge at stoppe hullet i den bageste forsvarskæde; dette skal lykkedes for dem (Takacs), men det koster kamphærdede tropper, som så også mangler et andet sted.

Hullet ved Pokrovsk

1ste Azov ankom onsdag 13/8 til kamppladsen nordøst for Pokrovsk og gjorde straks en forskel; det er dog den situation, AFU skal undgå, hvor de får deres kampdygtige enheder drevet rundt fra sted til sted for at fylde huller, fordi de derved får deres sidste effektive tropper i åben kamp mod AFR og selvom de kan overbevise mange om, at de gør det godt (de er superseje), så accelerer sammenbruddet for tiden, fordi det er vanskeligt, når man er helt tyndslidt, at organisere forsvaret: når man bliver svagere, taber man også flere tropper: En nedadgående spiral. 

Vi er skudt blank i Vesten

Nej. Der findes ikke noget 'wunderwaffe'  og NATO har ikke flere våben, vi vil deployere; vi bliver ved med ikke at fatte udfordringerne med at projicere magt ind i Ukraine (som er totalt korrumperet): det er geografisk set vanskeligt, da det ligger ved Sortehavet, klods op ad Rusland. Hvad Ukraine er for noget, kan være godt at vide lidt om. Der er, så vidt jeg er orienteret intet i bladene eller på TV. Her er en indføring. Drømmen om at eskalere overfor russerne med nye våben, flere sanktioner, angreb ind i Rusland, osv.; at vi har muligheden for at lægge pres på Kreml og ændre slagets gang lever stadig, men det er endnu ingen kontakt til virkeligheden i Vestens tilgang.

Vanskelige vilkår

Når man ignorerer virkeligheden og dens konsekvenser, kommer man til at sande virkelighedens konsekvenser; man kan bilde sig ind, at man kan flyve, men på vej ned fra 25ende etage, er der plads til at overveje og så er konsekvensen der, som ikke kan ignoreres. AFU er på randen af sammenbrud. Kollapset er langt fremadskreden. I sin seneste video kritiserer Mark Takacs netop ikke ukrainerne; det er ikke fair, for de har ikke så mange ressourcer. Bemærk at han peger på den kommende weekend som afgørende for Pokrovsk. Vi får se. AFR vil søge at gøre sig brede, så de kan udnytte deres fordele overfor AFU og konsolidere sig i forhold til 'det åbne land' bag forsvarslinjerne.

Propagandaen

Den russiske propaganda er effektiv; på sin vis var den udfordret, fordi virkeligheden for mange russere kun er et telefonopkald væk: Mange russiske familier er gift ind i ukrainerne, som de fleste opfatter som deres broderfolk og alle vil have at vide, hvad der sker med deres kære ved fronten. Derfor har Kreml kørt den store patriotiske maskine i stilling med fortællingen om 'Fædrelandet mod nazisterne' og her er regimet i Kyiv meget behjælpelige med insignia og særlige hilsner, der hjælper Kremls propagandamaskine temmeligt meget. 1ste Azov 'hær kerne' mod de russiske stormtropper er let at tegne i det billede.

Vestlig propaganda

I forhold til den vestlige propagandamaskine er der stadig en ide i befolkningerne i Vesten, om at AFR rammer mange civile. Der dør mange soldater i denne krig; det med de civile omkostninger er hyperhypet af MI6 and the usual suspects: Efter situationen i Israel er blusset op og der af og til stadig diskuteres Afghanistan og Irak, bliver det vanskeligt for 'eksperter' at holde deres integritet overfor kyndige og på det her område fejlede TV-kommentatorerne helt; nej, denne krig er meget lidt omkostningsfuld i forhold til andre, når det kommer til civile tab. Forsvareren bruger byerne til sit forsvar, men alligevel er tallene meget lave. Det er soldater, som dør og bliver lemlæstede i denne krig. PTSD er meget udbredt i dronekrig. Det totale fokus på civile dræbte i Ukraine, som prægede de første 4 måneder af krigen, indeholdt i hver eneste nyhedsudsendelse i DR, er kraftig fordrejning af virkeligheden, formodentligt foretaget af uvidende redaktører. Denne indsats er efter min vurdering, den væsentligste årsag til, at Danmark kan ende i krig; i stedet for at folk gennem pressen fik mulighed for at følge med i krigen, endte vi med at medierne samstemte i en fortælling, som var designet til at udskamme Rusland. Desværre tror vi selv på vores egen propaganda og det kommer nu i vejen, når vi skal til at lappe situationen sammen igen: Når vi taler om fred, bliver det med to tunger: Vi taler om at NATO skal forhindre Moskvas tropper i at overfalde hele Europa, men det er netop NATO som er problemet i forhold til at få stoppet kamphandlingerne; NATO skal ud af Ukraine, før der kan blive fred.

Et synspunkt

Vi skal have virkeligheden med, når vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre, ellers bliver det ved med at gå galt. Min pointe er, at når vi handler ud fra virkeligheden, kan vi tage beslutninger, som kan give resultater for os i udenrigs- og sikkerhedspolitikken; det nægter vi stadig, når vi taler om NATO i Ukraine og tror på de historier om Rusland, som vi fortæller os selv. Folk jeg møder, vil ofte gerne diskutere, hvad virkeligheden er, og det betyder for de fleste at gentage den engelske propaganda ad nauseam, uden at de kan komme til at vide noget, da de ikke lytter til, hvad man svarer tilbage. Propagandaen lukker deres sanser og retter deres bevidsthed mod had til Rusland, som de ikke ved noget om. Andre medier end de statsstøttede tør de ikke besøge. Sådan er det. Og sådan er det hver gang (man husker måske Serbien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien); når den engelske propaganda ikke kan holde grebet i folk længere, fordi realiteterne begynder at indhente dem, så bliver de efter nogle års gentagelse af den samme opfattelse, endnu mere påståelige og indædte i at overbevise andre om deres vildfarelse og så stopper alle forsøg på dialog i optrækket. Det er dét, jeg i teorien referer til som delusion.

Fortællingen skal for alt i verden bevares

De sidste mange gange er det gået sådan, at når vi har tabt (tænk bare på Afghanistan), skyder vi skylden på et eller andet, som sikrer at vi (politikerne og befolkningen) aldrig kommer til at forstå noget af, hvad der foregik og så starter vi den næste krig, igen uden at skele til, hvad den nye konflikt så handler om. Nu kommer Kremls krav om NATO ud af Ukraine op øverst på dagsordenen hos dem som siger, at de vil have fred. Den tonedøve linje fra europæerne sikrer, at krigen fortsætter. Det centrale synes at være, at beskytte fortællingen om 'russerne kommer,' som er alfa og omega for genopbygningspolitikken i blandt andre Tyskland og Frankrig. At se os selv og vores beslutningers konsekvenser i øjnene er vi ikke gearet til. Det gør, at vi taber. Hver gang. Min betragtning er, at vi alligevel på et tidspunkt vil skulle begynde at anvende fornuften, så hvorfor ikke begynde nu?!? - Det kommer til at gøre ondt, men det kommer til at gøre mere ondt, senere.

Det er gået galt i Ukraine

For mig at se startede kollapset ved Avdiivka (februar 2024) og siden er det bare tyndet ud i forholdet mellem tropper og rum. Grunden til at det går så hurtigt nu, altså at 'kollapset accelerer' er, at kvaliteten af AFU soldaterne er katastrofalt lav på dette tidspunkt; man har mistet mange fantastisk modige og dygtige soldater og AFU har et enormt antal desertører, samt slukørede soldater (ukrainerne har intuitivt en fornemmelse af hvor mange døde, som der er; måske en lille håndfuld hundredetusinde og ser ingen fremtid i skyttegravene). AFR fortsætter med at kværne ind på slagmarken, sikre flanker og logistik, rotere, have effektive sanitetstropper tæt på fronten (ændrer forholdet mellem døde og sårede kraftigt) og i det hele taget have materiel nok og høj moral. 

Freden er stadig langt væk

Men for os heroppe i Norden, er det værste at danskerne holdes i uvidenhed om de faktiske forhold og risikerer at blive trukket ind i en krig, uden at få mulighed for at tage stilling. I starten troede alle observatører at krigen ville vare mere end 7 år; nu er jeg nede på 5. Det er gået meget hurtigt. NATO er under pres. AFU dummer sig af og til enormt, hvilket bliver fejret som store sejre i de danske statsstøttede medier. NATO skal finde ud af, hvad vi vil. Vi kan skyde skylden på russerne og latterliggøre dem, men vi kan ikke se vores egne problemer i øjnene, så vi skal have fokus på at ville rette billedet op i de vestlige offentligheder, så vi kan begynde at forholde os til virkeligheden. Ellers kan det gå rigtigt galt. Følg med i Ukrainekrigen her.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag.. scient. pol. Ph. d.) og kan følges på Substack og i podcasten Verdenssituationen med redaktøren for Ukrainedebat.dk Frederik Christensen (cand. scient. pol.).