Diplomatisk dødvande

af Klaus Kondrup

De forskellige diplomatiske positioner er stadig temmeligt fasttømrede; der er meget lidt bevægelse, på trods af, at situationen på slagmarken er utvetydig.

Intet tegn på fred

Moskva vil blive ved med at marchere frem på slagmarken indtil Washington, London, Bryssel og Kyiv frasiger sig Ukraine som fremtidigt medlem af NATO og det ukrainske regime anerkender rettigheder til de etniske russere i Ukraine. Det første handler om de-militarisering; det andet handler om det Kreml kalder 'afnazificering.' Kreml skal have seriøse sikkerhedsgarantier for at acceptere noget som helst, så enhed fra Washington til Kyiv er alfa og omega i denne fase, hvis NATO skal komme ud af det her. Situationen er på kanten, for de-militariseringen er allerede i gang: Kyiv mangler tropper. Og det sætter scenen for det diplomatiske spil.

Vestens valg

I Vesten taler vi om territorier og våbenhvile. Man er nødt til at forstå, at det kun er gået en vej længe, og at gennembruddet ved Pokrovsk er strategisk afgørende, da store dele af de ukrainske væbnede styrker (AFU) er øst for gennembrudslinjen. Vælger europæerne at fortsætte kampene, er Kyivs tiloversblevne kamptropper i stor fare. Snart står Kyiv uden effektive tropper og således uden valg, hvor freden dikteres af Moskva. Vi i Vesten skal vælge, om vi vil have et valg. Det forstår vi ikke.

Den position som ligger til grund for det Steven Erlanger her siger fra Berlin, er stadig fremherskende i de realpolitisk orienterede diplomatiske kredse i Europa. Der er dog stadig ringe vilje til at medregne styrken bag Kremls krav. Og stadig meget lidt gennemslagskraft i deres pragmatisme overfor de idealistiske europæiske ledere (se Merzs position nedenfor).

Det diplomatiske spil

Kreml har erklæret sig villige til at bytte territorier i Dniepropetrovsk, Sumy og Kharkiv for Donetsk. Om Moskva reelt er klar til det, når det kommer til stykket, er en anden sag, men presset er nu på europæerne for at vise villighed til at nå en aftale; ikke overfor de vestlige offentligheder som tror på alt, hvad de får at vide, uanset hvad, men overfor omverdenen; Kreml poserer overfor de 7 milliarder andre mennesker på kloden og deres regeringer, dem, som ikke er i den vestlige boble. Ideen om at isolere Rusland lever måske stadig i Vesten, men er en absurd forestilling for alle som tager udgangspunkt i virkeligheden: USA har lige inviteret Ruslands leder til møde, Beijing, Delhi og Brasília har sagt fra overfor truslen om sanktioner, hvis man handler videre med Moskva. Alle som fatter bare lidt af det, kan se, at det er dét, som foregår, uanset hvad medierne måtte rapportere. Vestens illusioner koster dyrt. Tabene i Ukraine overstiger efter mine beregninger AFU; 1,3 millioner: dessertører, tilfangetagne, sårede, døde i kamp og forsvundne.

Sidste nyt fra fronten

Det blev i dag klart, at AFU sætter alt ind på at stoppe hullet i frontlinjen. Hvis ikke det lykkedes, skal AFU begynde at trække sig tilbage fra Donetsk eller risikere at blive omringet. Indtil videre er der god plads til at trække sig tilbage under ordnede forhold og måske støde op imod fronten nord for Kharkiv. Moskva ønsker ikke våbenhvile, da de har overtaget. Kyiv er presset og skal til at tage nogle hårde beslutninger om hvad de vil med deres resterende styrker.

Magtbalancen

Pointen i at gennemgå 'situationen på jorden,' er, at mens de vestlige offentligheders fokus er på territorier, tager man ikke udgangspunkt i krigens realiteter og styrkeforholdet og ser dermed bort fra det væsentlige. Territoriesnakken er underordnet for det diplomatiske handler om krigens løsning og dermed dens årsager, altså hvorfor Moskva startede denne krig og altså hvad Kreml vil. Der skal opnås en fred, som Moskva er tilfreds med. Alternativet er at nedslagtningen af AFU fortsætter. AFU er udmattet og slidt ned til sokkeholderne. Med eliteenhederne centreret ved Pokrovsk er resten af frontlinjen uden kamphærdede reserver. Det bliver dyrt i yderligere tab. AFU skal have våbenstilstand nu. Militært set skal Kyiv tage den aftale, som de kan få. Politisk ser det anderledes ud. Den ukrainske præsident Zelensky rejser for tiden rundt til de europæiske hovedstæder. I går var han hos Friedrich Merz i Berlin.

Merz ønskeliste

Europæerne fokuserer på, hvad de selv vil og er kommet frem til denne ønskeliste:

1) Kyiv skal være med til forhandlingerne vedrørende Ukraine.

2) Våbenhvile skal være udgangspunktet for forhandlinger under en rammeaftale.

3) Kontaktlinjen som startposition for videre samtaler.

4) AFU skal være istand til at forsvare Kyivs suverænitet.

5) Transatlantisk ramme for forhandlinger under hvilken, USA et al. vil kunne øge presset.

Dette er jf. Merz, onsdag 13/8

Der er ingen ansats til genmæle overfor Kremls position på Merzs liste og det nævnes eksplicit i fremlæggelsen at 'ingen grænser må ændres med vold.' Dette betyder, at krigen fortsætter.

Virkelighedstjekket

Der er to ting som er vigtige at forstå i det her: For det første, Washington vil ikke kunne love Moskva noget, fordi europæerne ikke kommer til at adlyde og specielt Kyiv, som ikke vil kunne implementere en våbenstilstand/tilbagetrækning, da store dele af deres hær er desorganiseret. For det andet, Moskva kommer ikke til at tro på noget, som vi aftaler med dem; uanset hvad vi lover dem, skriver ned eller bekendtgør for Gud og hvermand; der skal være garantier og tillidsopbygning i hvert eneste konkrete element af de gensidige foranstaltninger. Derfor er det her møde dømt til at skuffe forventningerne og det vil være vigtigt for Kreml at have noget med, så de undgår, at Det Hvide Hus kommer til at se dumme ud: en eller anden form for ansigtsredende gestus er vigtig at have med i tasken fra Moskva, tænker jeg. Og nej, russere er de bedste skakspillere og raketvidenskabsfolk gennem tiderne, så de er ikke imbecile. De har om ikke andet en plan for at give trump en god følelse. Hvad der sker i morgen er selvfølgelig ikke til at forudse, men jeg er skeptisk overfor, om mødet overhovedet kommer til at have en effekt på Ukrainekrigen.

Konklusion

Alaskamødet vil kunne afholdes til D. J. Trumps og V. V. Putins respektive forskønnelse; der vil være mulighed for bilaterale overenskomster på andre områder, men det vil ikke være muligt at påbegynde forhandlinger om Ukrainekrigen. Dertil er vi for uforberedte i Vesten. Det vil derimod være muligt for Washington, bagefter mødet og de vestlige offentligheders cirkus med at gentage mantraet: 'Moskva ikke vil have våbenhvile og derfor ikke vil have fred;' bagefter, vil det være muligt for Washington at distancere sig fra konflikten og overdrage mere af ansvaret til europæerne, hvilket de europæiske ledere dog vil forsøge at modsætte sig. Alt er som det plejer og vi har brugt en masse energi på Trump. Som vi plejer. NATO er ikke parat til at tage situationen på slagmarken i betragtning og se virkeligheden i øjnene, og spiller nu bolden tilbage til de prisgivne og sagesløse soldater ved fronten. Men spiller europæerne dermed den sidste chance for en tålelig fred af hænde?