Fra Alaska til Pokrovsk

Slaget om Pokrovsk raser. I denne uge står styrkeprøven og det skal vise sig om hullet i forsvarslinjen kan stoppes til, samt hvad denne koncentration af stridskræfter kommer til at betyde for frontlinjen.

De kolde realiteter

Alaska viste sig fra sin sommervenlige side, da Trump fredag tog imod Putin på en base udenfor Anchorage. Atmosfæren var afbalanceret indtil parterne skiltes; til den afsluttende pressekonference tillod den russiske leder sig at afslutte med: 'Næste gang kommer du til Moskva!' På engelsk og ganske udenfor protokol var denne pan-civilisatoriske høflighed, en tydelig og høfligt leveret gen-invitation, tydeligt udenfor skiven og en af den slags de-balanceringer, som Trump synes at have patent på. Det rystede tilsyneladende amerikaneren, som ellers tager alt i stiv arm og han lod sig ikke mærke af det foran kammeraerne. Russerne var mødt op med A-kæden indenfor geopolitik og finansiering, og havde indtil da holdt sig til slavisk at gennemgå deres position, som allerede var kendt.

Ukrainekrigen

Hvad der er på tegnebrættet af muligt bilateralt økonomisk samarbejde mellem de to stridende parter forbliver hemmeligholdt, men i henhold til Ukrainekrigen, blev der formelt åbnet et forhandlingsspor, som Washington vil kunne forfølge. En egentlig påbegyndelse af fredsforhandlinger vil således kunne ske allerede indenfor nogle måneder. Men først skal Det Hvide Hus vælge, hvad de vil. Enten skal man tage et opgør med europæerne, stille dem stolen for døren og så trække sig ud af ejerskabet til krigen; dette har indtil nu vist sig at være nærmest umuligt, da det er USA som leverer al højteknologisk logistik til AFU og reelt fører krigen, eller også skal man tage ansvar for situationen, fremskaffe sig en forhandlingsposition og gøre europæerne klart, at der ikke bliver noget NATO i Ukraine. Det vil kunne give grundlag for en egentlig fredsforhandling, hvor man vil kunne tænke sig at Kreml vil flytte sig i forhold til deres krav: sålænge der er usikkerhed om NATOs rolle i Ukraine, vil nedslagtningen fortsætte til den sidste ukrainer. Det er dét, som skal gå op far Vesten, hvis der skal blive fred.

Azov til undsætning

I Ukraine er situationen kaotisk. Slaget om Pokrovsk, det centralelogistiske hub langs frontlinjen er i gang. De ukrainske væbnede styrker (AFU) har deployeret to eliteenheder i og omkring Dobropilla, nord for Pokrovsk, 79ende overfaldsbrigade og 82ende luftbårne. Med ankomsten af 1ste Azov-kerne arme, investerer AFU således deres allerstærkeste enheder fra den nationale garde; der er ikke tale om tre fulde brigader, men i omegnen af 10.000 mand. De skal forhindre operationel omringning af Pokrovsk, men mangler så et andet sted, hvor fronten er slidt tynd. I går kom der et større angrev ved Kup'yans'k. Azov-armeen er kernen i det omorganiserede AFU; med deres insignia og til tider ublu ultranationalisme, kan kampen om Pokrovsk let fremstilles som en kamp mellem nazister og de russiske befrier, sådan som Kremls propagandaapparat ynder det. I vesten taler offentlighederne om at handle territorier, men realiteten er en overlevelseskamp, hvor AFU har ganske få kamphærdede enheder tilbage og Vesten står overfor bastante russiske krav, som kan koges ned til: 'No NATO, no nazi, no nonsense,' altså NATO ud af Ukraine, beskyttelse af russiske mindretal gennem den ukrainske forfatning og regime, samt udgangspunkt i krigens realiteter, når der skal tales fred. En stor mundfuld for Washington, Bryssel, Kyiv et al. Det ændrede mødet i Alaska ikke på.