Forhandlingsforlægget fra Moskva
- klauskondrup
- 15. maj
- 4 min læsning
Der er tale om at parterne i Ukrainekrigen vil mødes i Istanbul 15. maj 2025 for at genoptage dialog. Det er usikkert hvem som kommer og hvordan Washington stiller sig an; vi kender dog Moskvas ønsker, som har været de samme gennem årene.
Kreml vil have en anden fred end den, som var før. Derfor har de startet denne krig i Ukraine. De kalder det en 'speciel militær operation.' Koket, men der ligger det i dét, skal man forstå som vesterlænding, at krig er en temmelig absolut term og Moskva signalerer med denne betegnelse, at der er nogle særlige hensyn at tage i den forbinelse. Det har at gøre med forfatningen, civilbefolkningens sammensætning i det område, hvor operationerne foregår og at Rusland er verdens største atommagt. Moskva var utilfreds med det Kreml har italesat som NATOs oprustning i Ukraine og ønsker sig en fredsaftale, som omhandler 'den europæiske sikkerhedsarkitektur, altså ikke en 'deal' og overhovedet ikke en 'våbenhvile', men en fredsslutning og det kommer til at tage lang tid at få det på plads, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
I denne artikel vil jeg redegøre kort for, hvad der er på spil fra Moskvas perspektiv. Det er væsentligt, hvis vi vil gøre os håb om at forstå det geopolitiske, altså at spørge os selv: Hvad vil parterne og hvad kan de? Her ser vi på fjendens udgangspunkt for dialog. For tiden er situationen sådan, at de russiske væbnede styrker dominerer på kamppladsen; den ene part sætter sin vilje igennem ved at gennemføre sin politik med andre midler, som Clausewitz formulerede det. Hvis parterne kan etablere en ramme for at mødes, kan Istanbul 2025 blive det endelige realitytjek på situationen: Skal krigen fortsætte 'til den sidste ukrainer,' som det hed efter forhandlingerne i Istanbul 2022, eller vil man enes om en fredsslutning og overholde aftalen? Det er spørgsmålet, som vil kunne afklares, hvis det kommer til en forhandling. Først skal dialogen etableres, så skal der opretholdes samtaler og hvis der derigennem opbygges tillid mellem parterne, kan der påbegyndes forhandlinger, som vil føre frem til at statslederne deltager i en slutspurt og underskrivelse af en traktat. Det er det forventelige forløb i en konflikt af denne type.
Vi ser det i det følgende fra Moskvas synspunkt. Om russerne har ret i deres antagelser, om deres perspektiv er retfærdiggjort, og/eller de kan det, de siger at de vil, er ikke emnet for denne gennemgang. Her fokuserer jeg på, hvad Kreml vil lægge frem, at de vil have fra Kyiv ogNATO for at stoppe med at kværne frem over de ukrainske væbnede styrker (AFU); det behandles under punkt (A), og derefter hvad Moskva ønsker sig fra europæerne, for at etablere en afspænding mellem Den russiske Føderation og NATO i det, som gennem tiderne er blevet refereret til, som 'en europæisk sikkerhedsarkitektur,' altså nogle dybereliggende balancer i magtprojektionen og mekanismer, vi kan ty til, når interessemodsætningerne vokser sig for store på kontinentet (B):
A) Moskva har en del krav, som de vil fremlægge som fokuspunktet for videre samtaler vedrørende Ukraines fremtid:
Tilbagetrækning af NATO fra Ukraine. Kreml vil have al personale ud. Siden 2014 har der været deciderede træningslejre drevet af den amerikanske efterretningstjeneste, som har været i området siden 1950erne, så dem får man nok ikke helt ud, men MI6, CIA og lignende og alle NATO-landes soldater og instruktører skal for så vidt ud.
Fjernelse af Ukrainske tropper fra russisk område, det vil sige, rømning af Zaporizjzja og Kherson oblaster; hen over sommeren kan dette krav udviddes.
Demilitarisering af Ukraine. Det vil betyde en afgrænsning af Kyivs væbnede styrker til et konkret maksimalt antal soldater i tjeneste. 80.000 er et antal, som tidligere har været nævnt.
Afnazificering, hvilket betyder at personsammensætningen i en kommende regering i Kyiv vil blive valgt med veto fra Moskva vedrørende specifikke personer og deres politiske tilhørsforhold, herunder sikring af etniske russeres rettigheder i Ukraine.
Bemærk hvor lidt sandsynligt det er, at det nuværende regering i Kyiv og dets allierede vil gå med til disse krav (kapitulation), og hvor meget mere sandsynligt det er, at demilitarisering et al. kommer til at foregå som resultat af kampe på slagmarken.
B) Emner som Moskva ønsker at tale om derudover til afklaring af forholdet mellem Den russiske Føderation og de europæiske magter og deres allierede:
Sortehavet; demarkation af søterritorium i henhold til de faktiske geografiske forhold, krigsflådeforhold herunder en konkret forventningsafstemning angående tolkningen af Montreux konvventionen fra 1936 vedrørende gennemsejling af Bosporusstrædet, tonage, flådekonstellation, osv.
Moldavien; spørgsmålet om Transnistrien og Chisinaus forhold til NATO, hvilket har betydning for frontdragningen; bemærk at hvis Odessa oblast overtages af Den russiske Føderation forbindes transnistrien direkte til Den russiske Føderation over land.
Spørgsmålet om folkeafstemninger som grundlag for anerkendelse af tilhørsforhold af regioner og løsrivelsesrepublikker i Sydøsteuropa, herunder forventningsafstemning vedrørende NATOs positur i Ungarn, Slovakiet og Rumænien.
Atomvåbenbaserne i Polen og Rumænien (AEGIS); et specifkt stridspunkt og behandlingen af missiler til angreb og forsvar hænger sammen med det følgende punkt (5).
Kaliningrad; korridoren, herunder Hvideruslands adgang til enklaven, samt opstilling af missilsystemer forsvar såvelsom angreb, for eksempel rettet mod Warszawa, Berlin, Vilnius, Riga, Tallin, Stockholm, Helsinki, Oslo og København.
Østersøproblematikken med demarkation af besiddelser gensidig anerkendelse af gennemsejlingrettigheder, herunder afklaring af NATOs nye front i Finland.
Der kan tænkes andre områder inddraget, som berører parterne, herunder sanktionsregimerne og Arktis, men min fornemmelse vil være at Kreml i udgangspunktet vil forsøge at holde disse områder adskilt fra diskussioner omkring den konkrete arkitektur.
Perspektivering
Her har jeg gjort mit til at give et billede af modpartens indstilling til forhandlinger. For mig at se, er det usandsynligt, at der kommer noget ud af det og at der skulle komme et hurtigt gennembrud indenfor nogle måneder, virker meget optimistisk, ikke mindst fordi vi, i de vestlige offentligheder, ikke er parat til at se virkeligheden i øjnene. Men måske bliver Istanbul et vendepunkt, desangående?!?
