Vesteuropæerne i vildrede

af Klaus Kondrup

Bunder vores lederes vilje til at fortsætte Ukrainekrigen i det amerikanerne kalder 'wagging the dog,' altså en måde at bortlede befolkningernes opmærksomhed fra vores politiske udfordringer i Europa?

Desperationen er paralyserende. De vesteuropæiske ledere aner ikke deres levende råd. Freden er skudt til hjørne og krigen viser sit grumme ansigt temmelig voldsomt nu, stadig uden at vi har viljen til at se virkeligheden i øjnene. Nok kan man komme langt ved at tale udenom og forsøge at få opmærksomheden over på noget andet. Men man kan ikke bruge de taktikker til at løse problemet.

Ukrainekrigen er et morads. Og den vil kræve en strategi, som tager udgangspunkt i tingenes tilstand og hvad som kan gøres ved dem, hvis der skal blive fred. Vi hører hele tiden politikerne sige, at det er tydeligt at Moskva ikke vil have fred, fordi de ikke vil bøje sig for vores krav. Det vil de ikke, og de vil så sætte deres krav igennem på slagmarken. Mange er begyndt at indse, hvordan det i virkeligheden går dernede i Ukraine. Ikke alle. Men flere og flere.

For mig at se, er det store spørgsmål, om vores ledere vil have fred. Når man lytter til den europæiske linje, som kommer fra Merz, Macron og Starmer, tæt bakket op af Kalas, Frederiksen og von der Leyen, er den så langt fra at kunne indgå i en diplomatisk løsning, at jeg bliver i tvivl om intentionen. Når de nægter at tage bestik af virkeligheden og i stedet gentager de propagandistiske paroler i det uendelige, kan jeg ikke udelukke inkompetence. Men er det hele sandheden?

For hvis der ikke bliver fred i Ukraine, hvad så? Selvfølgelig kan vi bebrejde russerne, at det hele er endt her, men hvordan får vi vores egne interesser i spil på en måde som giver os, noget vi kan bruge? Hvis vi gerne vil optage endnu mere gæld og opruste, kan det måske være meget godt med en krig. Der er jo alligevel primært ukrainerne det går ud over. Indtil videre. Men hvad er egentlig planen på sigt?

Jeg ønsker mig et Europa, som vågner op og begynder at tage sine udfordringer alvorligt i stedet for at lyve for os selv og for hinanden. Russerne er ikke onde mennesker, som kommer for at tage os, lige meget hvad vi gør: Det kan de ikke og det har de ingen interesse i. Moskva nægter at have et fjendtligt NATO grænsende op til sig i Georgien og Ukraine. Når vi bliver ved med at sige, at sådan bliver det, med soldater fra NATO på ukrainsk jord, uanset hvad de synes, så fortsætter krigen uden dialog. Og så kan vi råbe vores selvretfærdige paroler igen og igen. Ud i det blå. Uden effekt.

Mit spørgsmål er simpelt: Er vores ledere blevet afhængige af Ukrainekrigen? Immigrationsudfordringer, offentlig gæld, manglende pensionsreformer, inflation, svag produktivitet; problemer er der nok af, men glemmer folk dem, når vi tudes ørerne fulde af den gamle sang med at 'russerne kommer'? - Og passer det i virkeligheden vores ledere godt? De fremstår svage overfor deres egne befolkninger, specielt fordi de ikke har nogen løsninger. På noget. Får det dem til at se stærke ud, når de slår sig på brystet?

For mig at se kommer vores lederes magtesløshed og manglende virkelighedssans klart til udtryk i deres bortforklaringer af krigens årsager og forløb. Det værste er, synes jeg, at det bringer os nærmere en storkrig; ikke fordi Moskva er interesseret i det og heller ikke fordi det er på supermagtens agenda at EU og Rusland for alvor kommer op at toppes; det er det måske nok, men nej, vi kommer nærmere direkte konfrontation med Moskva, fordi det synes opportunt for vores ledere ikke at bidrage til fred, når chancen byder sig.

Det bekymrer mig.

Klaus Kondrup er redaktør på Ukrainedebat.dk, hvor han blandt andet skriver aktuelt om Ukrainekrigens militære og politiske dimensioner. Han kan desuden høres i podcasten Verdenssituationen.