Peter Andreas Fog: "Ukraine vinder krigen," siger historikeren Bent Jensen

Den danske historiker Bent Jensen mener at Rusland vil tabe og Ukraine vil vinde krigen, men har han noget at have den påstand i?

“Ukraine har IKKE tabt sin seje forsvarskrig mod Ruslands aggression” skriver den danske historiker Bent Jensen på sin Facebook profil. Jensen er en historiker af internationalt format og har, som bekendt, stor indsigt i Rusland og Sovjetunionens historie. Han har et omfattende forfatterskab bag sig, hvoraf jeg kan anbefale Gulag og Glemsel, Stalin; en biografi, Ulve, Får og Vogtere. Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991’ (resultatet af Centeret For Koldkrigsforsknings alternativ til Dansk Institut for Internationale Studiers vurdering af truslen fra USSR mod Danmark) og ‘Ruslands Undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921’.

Så det er med en vis bæven jeg tillader mig en indvending.

Jensen fortsætter nemlig, “Det er faktisk Rusland, der har tabt krigen og som for længst er kørt fast i en krig, der kræver kolossale ofre.” De kolossale ofre er der ingen tvivl om. Den amerikanske præsident Trump sagde for et par år siden, at ødelæggelserne var langt værre end det fremgik af medierne. Som tidligere præsident fik han stadig efterretningsrapporter. Under valgkampen, presset af CNNs Caitlin Collins til at vælge hvilken side han støttede, buldrede han “I want everybody to stop dying!”. Og på topmødet i Riyadh tidligere på året begræd han tabet af alle “the young beautiful souls” på begge sider. Men realiteterne er, at Rusland er et langt større land med en langt større befolkning.

Trump betroede også Collins, at han ikke tænker i at vinde eller tabe krigen, men få den afsluttet. Men hvad vil det sige at vinde eller tabe denne krig i Jensens forståelse? Han skriver videre, efter at have fortalt om propagandister på russisk tv, der “virker rådvilde og desperate”, fordi de selv er “blevet forført af regimets propaganda om et rask lille felttog til at likvidere nazisterne og narkomanerne i Kiev”. Som sådan må man give Jensen ret, dette er endnu ikke lykkedes Rusland. Men blot fordi, at likvideringen af nazisterne og narkomanerne i Kiev var propaganda, kan man ikke antage, at det nødvendigvis var Putins mål. Vi bildes jo også ind, af vores egne propagandister, at det er hensynet til vores egen sikkerhed, at vi engagerer os stadig mere i en krig med en atomvåbenmagt.

Den amerikanske professor John Mearsheimer er en af de stemmer, der i mange år advarede USA og NATO om at fremture mod øst, da det ville presse Rusland til at slå igen, for at sikre at hendes umiddelbare omgivelser ikke var en fjendtlig stormagt. Han forklarede, som her i 2015, at Rusland ville skære den østlige del, hele vejen rundt om halvøen Krim af Ukraine og tage den til sig selv. Her boede i forvejen de fleste russisk orienterede ukrainere, der formodedes ikke at tage for voldsomt på vej og at skulle leve under et andet korrupt regime, end de havde vænnet sig til de seneste 30 år. På den måde kunne den vigtige flådestation Sevastopol beskyttes, og Rusland kunne opretholde kontrollen med Sortehavet. Det var essensen i det Putin eufemistisk kaldte “den specielle militære operation”.

Ukraine, sagde Mearsheimer, ville derefter blive efterladt “a rump state”, en rest-stat der ikke var til nytte for NATO eller EU. Vores egen udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen betroede forrige år nogle russiske spasmagere det “will be very, very, very difficult” at lukke Ukraine ind i EU. “It’s the largest country in Europe, it will come with a huge impact if they suddenly become members of the european union.” 8 mio. kvinder og børn menes at have forladt Ukraine og 1 mio. mænd i den kamp duelige alder, hvilket efterlader landets befolkningspyramide med form som et egetræ. Så når Jensen fortsætter “Putin har ikke nogen anden plan end at fortsætte den udsigtsløse krig og ødelægge så meget i Ukraine som muligt af boligområder og civil infrastruktur”, så er der desværre en brutal mening i galskaben. Men Jensen slutter med:

"Ukraine støttes af både de store og små europæiske lande økonomisk og militært. Når det får langt rækkende missiler, der kan ramme militære mål langt inde på russisk territorium, vil det afgørende svække Ruslands krigsførelse.

Lad Putin sole sig i rampelyset fra det mærkelige møde i Alaska med den mærkelige og labile Trump. Det vil ikke ændre på de afgørende forhold. Rusland vil tabe."

Den Republikanske daværende senator Marco Rubio, der nu er udenrigsminister, har hele tiden vidst, at krigen ikke kunne vindes for Ukraine, fortalte han forrige år, men han "tried not talk about this publicly because I thought it undermined the leverage the Ukraine had". Hvis vi holder det in mente og prøver at gøre det, som Jensen har været så fremragende til, som historiker, at udlede på baggrund af observationer, frem for at ønske os noget ud fra vores følelser, og meninger om, hvem der er mærkelige og labile, fremstår mødet i Alaska ikke så mærkeligt.

Der er ikke mange, om nogen overhovedet, der betegner Trump som fredsmægler. Han er som USAs præsident nemlig en del af konflikten, og mødet i Alaska var derfor et møde mellem de krigsførende parter, USA og Rusland. Selv om der er langt mellem dem, kan de nu tale sammen og blive set af deres hjemlige publikum, hver præget massivt af propaganda, i venskabelige rammer tale om en løsning, som et alternativ til det, nyligt afdøde Tom Lehrer kaldte “practicing escalottio”. Det er et mentalt skift i den ramme man taler om konflikten på, det som sikkert frustrerer propagandisterne på russisk tv og sikkert også herhjemme. Ikke desto mindre er det en ny virkelighed og en ny retning.

Og virkeligheden er dikteret af styrkeforholdet og interesseintensiteten. For russerne er det altafgørende, som den amerikanske Monroe Doktrin, og som nævnt ovenfor, at en stormagt som NATO ikke kan true Rusland så direkte. For den nuværende amerikanske regering og det amerikanske folk, er Ukraine kævl i sigøjnerlandsbyen - “This is Bidens war!”, har Trump sagt tidligere og poignant lagt slutningen til filmen ‘Sum of All Fears’ på nettet, hvor krigsmagerne fra begge sider henrettes en for en, ala Godfather, til tonerne af Nessum Dorma, mens USAs og Ruslands præsidenter underskriver en fredsaftale.

Forud for mødet i Alaska, havde den ukrainske præsident et stormfuldt møde i fuld offentlighed i det Ovale Værelse med Trump, fra hvilket han var blevet sendt hjem uden en sandwich med ordene; ‘du har ikke noget at forhandle med’. Mange var chokerede og indignerede over Trumps adfærd, men ingen syntes at bestride hans udsagn - igen en af de hundene der ikke gør.

Efterfølgende mødtes de to præsidenter til en begravelse, og her prøvede den franske præsident at skyde sig ind som et tredje hjul, men blev afvist af Trump. Efterfølgende har Zelinski talt om at afslutte krigen uden dog at forholde sig til prisen for Ukraine, nemlig tab af territorium. Igen et mentalt ryk, der lover en bedre fremtid. Alternativet er jo at holde gang i krigen ‘til sidste unge smukke ukrainske sjæl’, som en tidligere amerikansk topdiplomat kunne have valgt at formulere det.

Trumps tilsyneladende voldsomme pres på Zelinsky er grundet i, at han står i den sværeste situation, fordi han skal afgive land for fred. For Putin er det anderledes, han står i en position, hvor han kan vælge, om han vil have land for fred ved en forhandling eller ved en sejr. "Based on the political and diplomatic situation around Ukraine, and knowing Russia's treachery, we anticipate that in the coming days the Russian army may try to increase pressure and strikes against Ukrainian positions in order to create more favorable political circumstances for talks with global actors" skrev Zelenski således op til mødet i Alaska.

Efter mødet mente den britiske premierminister Kier Starmer, uvist af hvilke årsager, at offentligheden skulle se nedenstående billede, som han lagde på sin X-profil:

Zelenskyj havde, efter sit beaøg i Det Hvide Hus, brug for en krammer.

Da den amerikanske polemiker Tucker Carlson, nu vi taler om mærkelige mennesker, på sit besøg i Moskva spurgte Putin, om han ville fortsætte med at besætte lande i Europa, efter en eventuel sejr over Ukraine, svarede den russiske præsident med spørgsmålet, 'hvorfor skulle jeg det?'. De mange kritikere af Tuckers interview leverede ikke et svar på Putins vegne, for der synes ikke at være en logisk begrundelse. Så i stedet blev det til forarget æstetisk kritik overhovedet at have talt med ‘über-orken’ i Kreml.

Ifølge den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, er Putin en rationel leder, som man, om ikke skal stole på, så dog har overholdt de aftaler, som han har indgået. Men Jensen ser altså ud til at se Putin som en anden Hitler med imperiale ambitioner. Sandheden er, at hvis man i Europa skulle være bange for Ruslands tørst efter at udvide det i forvejen enorme land med verdens største naturressourcer af alt, skulle man håbe på at hele Ukraine blev besat. For så kunne de bruge alle deres ressourcer på at holde en vred ukrainsk befolkning i ave, samtidig med at balancere freden med alle de andre store etniske minoriteter, der udgør Ruslands brogede befolkning.

Bent Jensen har god grund til at være ulykkelig over krigen, men jeg tror, at den er tabt for Ukraine og at vores støtte kun har forlænget lidelserne og forværret ødelæggelserne.