Kan vi så få fred?!

Medunderskriverne påstår at fjenden vil have krig og at vi vil have fred, men hvad er det egentlig der står i dette kommuniké? Her gennemgår jeg teksten sætning for sætning.

Tirsdag 21. oktober, 44 måneder inde i krigen i Ukraine, kom ovenstående dokument fra EU, Det europæiske Råd og Storbritannien, hvor lederne fra de store vesteuropæiske lande minus Spanien plus Danmark, Norge, Finland og Ukraine tilkendegiver deres støtte til det, de kalder for 'Trumps stillingtagen.' Men hvad står der egentlig og hvordan skal vi forstå det i konteksten? - Hvad er den diplomatiske effekt af kommunikéet?

Vi står sammen i vort ønske om en retfærdig og holdbar fred, sådan som det ukrainske folk har fortjent det.

Umiddelbart lyder det rigtigt godt. Det erklærede mål er en fred, som ikke bryder sammen. En konfliktløsning opfattes sjældent som fuldkomment retfærdig af parterne, men en pointe er, at når en løsning opfattes som tilstrækkelig retfærdig, givet modparten holder sig til aftalen, så er den ofte holdbar, fordi alternativet, tilbagevenden til konflikt, opfattes som dårligere. Det er essensen i de millioner af fredsslutninger som er indgået mellem samfund gennem menneskehedens historie.

Klart at det ukrainske folk har fortjent det. Vanskeligt at være uenig i det. Politologen vil dog spørge: Hvad er det ukrainske folks ansvar? De skal levere en ledelse af deres folk, som vil kunne indgå en fred på deres vegne (og selvfølgelig ultimativt skille sig af med en despot, hvis de opfatter deres styre som tyranni; det er ikke altid lige let). Formelt set finder vi den person nævnt allerførst i kommunikéet, som medunderskriver. Reelt er der et spørgsmål om hvorvidt modparten vil anerkende denne persons repræsentativitet. Hvad er det for et mandat han har og på vis vegne skriver han under og med hvilken traktatsretslig gyldighed?

I forbindelse. med at vi fokuserer på den diplomatiske effekt, altså hvad kommunikéet og den enhed det udtrykker kommer til at betyde i relationen mellem staterne, er det vigtigt at understrege, at en politologisk gennemgang medtænker alle parter i konflikten; målet er ikke at tage side i konflikten, men forstå den som process, her hvordan vi kommer frem mod en løsning. Anerkendelse af hinandens repræsentativitet, altså at man ser den anden som repræsentant for det folk og den suverænitet, på hvis vegne der underskrives en fredsaftale: Anerkendelse er en forudsætning for en fredsaftale. Derfor taler man ofte pænt til hinanden og om hinanden i diplomati, ind imellem man leverer trusler og forsøger at forklare sig. Det er (var) en kunst.

Vi bakker kraftigt op om præsident Trumps stillingtagen at kampene skal standse med det samme og at den nuværende frontlinje skal være udgangspunkt for forhandling.

Alle som har beskæftiget sig med denne konflikt ved at dette er fuldkommen udelukket af modparten og har været det siden det blev foreslået første gang og eksplicit siden 14. juni 2024. Diplomatisk set er der tale om et 'ikke-udgangspunkt' (amerikanerne siger: 'non-starter') og dermed en stillingtagen, som umuliggør forhandling. Derfor fortsætter kampene på slagmarken, hvor de ukrainske væbnede styrker trækker sig tilbage fra deres stillinger. Ønsket om at fryse den nuværende frontlinje kommer til at savne en pendant i virkeligheden, da der er daglige ændringer ved fronten, men det væsentlige er her at det er aldeles uklart hvad som skulle være Kremls incitament til at gå med til det?

Tilliden er allerede på nulpunktet. Når man laver en forhandlingsposition er det vigtigt at vide hvad man gerne vil have ud af det og prioritere i det og så at tænke: Hvad vil de andre og hvad kan vi give dem? - En forhandling vil handle om at give hinanden noget for noget, og derfor etablerer man sig en position, hvor man kan signalere til den anden at man er villig til give det, som de vil have. Før man har en forhandlingsposition, kommer der ikke til at opstå forhandling. Derfor bruger man ofte nogle måneder på at få etableret en forhandling ved at positionerne formes i en gensidig dans, hvor der opbygges tillid mellem delegationerne: der skal udvises forhandlingsvilje. Men er det dét, man gør her? Insistere på det, som de andre ikke vil: hvad er det for et signal man sender? Og hvem er det til? - Ens eget hjemmepublikum? Udelukkende?

Jeg forstår denne sætning sådan, at man foreslår at styrkerne trækker sig et skridt tilbage fra fronten og standser kampene for at igangsætte forhandlinger. Det er Moskva ikke interesseret i og en realpolitisk vurdering, og hvis man tænker på det pres, ledelsen i Kreml er under fra høgene i Moskva, vil en sådan forhandlingsposition være umulig for Kreml at indtage, da den vil ligne en gentagelse af Minsk-aftalen, hvor russerne mener at Putin blev narret af NATO, som byggede hæren i Ukraine op uden at overholde aftalen. Da de russiske væbnede styrker har overtaget på slagmarken, og derfor virker forslaget kontra-intuitivt og harmonerer dårligt med ønsket om en holdbar fred; en fredsslutning synes ikke at komme tættere på gennem våbenstilstand og en betingelsesløs våbenhvile. Ideen om at en våbenhvile betyder fred, er en misforståelse. Nord- og Sydkorea er stadig i krig. Ligesom Indien og Pakistan. Der er våbenhvile, men ikke fred. I min tolkning står denne sætning i direkte modstrid med hensigtserklæringen i den første sætning.

Vi forbliver engagerede i princippet om at internationale grænser ikke bør flyttes ved brug af magtmidler.

I henhold til det konkrete forlæg synes denne sætning at indikere, at man i en forhandling, vil søge at restaurere de grænser som den nuværendfe frontlinje forrykker. Mere abstrakt betragtet, kan jeg forstå sætningen som en positionering af medundeerskriverne henholdende sig til en anke, angående opponentens stilling: Russerne har taget land i Ukraine og det går ikke. Diplomatisk set er der ingen positiv effekt af sætningen i forhold til at tilnærme parterne hinanden og historisk set, er opponentens grundposition fæstet i NATOs bombning af Serbien i 1999 og forrykkelsen af de internationale grænser i dannelsen af Kosovo i 2008; det var netop efter NATO-udvidelsen i 1999 og bombningen af Beograd at den nuværende ledelse i Kreml fik sit mandat.

Det er geopolitisk tonedøvt at fremsætte sådanne bombastiske udsagn og ser ud til at være designet til at vække vrede i Kreml. For at sige det direkte, tror jeg at det er Stubb, som har formuleret den. Legitimering af grænseforskydning i dannelsen af Kosovo var i internationale fora 'ansvaret for at beskytte en befolkningsgruppe (R2P)' og i Ukrainekrigen har Den russiske Føderation netop anvendt en kongruent legitimering, altså at Moskva vil beskytte russere i Ukraine mod Kyiv. Parterne i global politik legitimerer deres handlinger overfor hinanden og hvorvidt det lykkedes dem, handler om deres venners accept af legitimeringen. Sætningen her kan således forstås som en generel de-legitimering af Den russiske Føderations annektering af 5 oblast i Ukraine. Set fra den anden side, kan sætningen læses som hypokritisk, altså at man pånberåber sig et princips generalitet underforstået, at man selv er undtaget fra at følge det.

Denne form for chauvinisme kan afskrives som uvidenhed blandt medunderskriverne og deres hjælpere, hvilket der er noget belæg for, og chauvinisme spiller tit dårligt ind i diplomatiske sammenhænge, specielt her, synes jeg, at det er betænkeligt. Dels afskærer man sig i retorikken fra at kunne afgive yderligere territorium i en situation, hvor man er på vej til at få sine styrker nedkæmpet, dels hævder man en moralsk overlegenhed overfor en opponent, som man postulerer at ville indgå en aftale med. Men mine fintfølende diplomatiske overvejelser bliver allerede med den næste sætning fejet helt ned ad bordet.

Ruslands tidsudtrækningstaktik har gang på gang vist at Ukraine er den eneste part som seriøst arbejder for fred.

Her adresserer teksten den tolkning, som jeg er slået ind på, når jeg fremdrager at det deklarerede synes at tage en form og et indhold, som ikke peger frem mod en mulig forhandling. Det er de andre, som ikke vil fred: De er ikke seriøse. Nu er årsagen til, at man starter en krig, at man ønsker en anden fred, end den der var, så udsagnet i sætningen kan virke uforståelig, men skal nok forstås sådan, at man ved at postulere at Ukraine er den som ønsker fred, er det så sandt blot fordi man skriver det. Brugen af ordene 'Rusland' og 'Ukraine' er uklare; tidligere nævner teksten 'ukrainerne', som vi formoder er repræsenterede ved præsident Zielinsky, som også er bærer af betydningen 'Ukraine,' her.

Det er meget postulatorisk på grænsen til det uforståelige, men den diplomatiske effekt er relativt let aflæselig, da der er tale om en moralsk positionering: Vi vil have fred; vi arbejder for det gode modsat Rusland, som ikke seriøst arbejder på fred, fordi de trækker tiden ud. Først tager man en stillingtagen som er et 'ikke-udgangspunkt' og som altså umuliggør forhandling og så siger man i næste åndedrag, at det er de andre, som ikke vil fred, fordi de laver taktik. Med dette bortledes opmærksomheden fra tingenes tilstand ved frontlinjen og krigens parters stilling, nemlig at NATO og de ukrainske væbnede styrker taber mandskab, materiel og moral og at det derfor er en fordel for dem med en våbenhvile, men altså også dem som burde søge freden aktivt, for hvis ikke, så kan man kalde det forhalingstaktik, men det er ukrainerne, som får deres land smadret, hvis kampene fortsætter.

Forslaget om en våbenhvile ser politologisk set ud som om at den part, som taber vil diktere freden i stedet for at opgive. Ud over at være absurd, vil det i så fald at det rent faktisk sker, være første gang i menneskehedens historie. At medunderskriverne kan bilde sig selv og deres befolkninger ind at det er anderledes fat, rykker ikke ved Moskvas opfattelse, så krigen vil fortsætte.

Vi kan alle se at Putin vælger vold og destruktion.

Det er for så vidt rigtigt. Under de givne omstændigheder fortsætter Kreml Den russiske Føderations krig i Ukraine. Det kan forekomme useriøst i en diplomatisk sammenhæng at insinuere, at det er den russiske leder, som fører krigen; både politologisk og diplomatisk sprogbrug undergår normalt den slags barnagtigheder, da det ligner, at man ikke forstår problematikken og dens alvorlige konsekvenser: Dette er en sikkerhedspolitisk konflikt.

Der er ikke nogen forståelse af konfliktens årsager nævnt og heller ingen forslag til løsninger i henhold til konfliktens årsager i kommunikéet. Her indikeres det, at det er en person, som vælger at der skal være vold og destruktion. Og det er så den person, som man skal få til at ændre opfattelse, for at få fred?!?

Derfor er vi stålsatte på at Ukraine skal være i den stærkest mulige stilling - før, under og efter en våbenhvile.

Det er naturligt, at ville forsøge at indgyde det indtryk at man vil stille sig stærkt i en konflikt, men våbenhvile er netop et 'ikke-udgangspunkt' for en forhandling, da den, hvis den er betingelsesløs og umiddelbar vil stille NATO stærkere, da den vil give mulighed for at hvile de ukrainske væbnede styrker og deployere flere våben til kamppladsen.

I en situation hvor en magt desperat har brug for våbenhvile, da dens styrker er på retræte, vil det være naturligt at opgive, hvis ikke man kan fremtvinge en politisk modvægt mod udviklingen på kamppladsen. Det virker som om medunderskriverne forestiller sig at have en sådan modvægt, men de bringer ikke noget nyt frem, så realiteterne i den forestilling er vanskelig at få øje på. Er målet med erklæringen snarere at bidrage til at krigen fortsætter?

Vi skal styrke presset mod Ruslands økonomi og forsvarsindustri indtil Putin er klar til fred.

Ideen er åbenbart at presse Rusland til at fravige deres krav. Det virker helt ude i hampen. Hvordan man forestiller sig at ens modstander skal gå på kompromis med det som modstanderen opfatter som sin sikkerhed på grund af noget økonomisk kan ikke forklares indenfor politologien på anden måde end ved at der er tale om en forstyrret opfattelse. Da NATO og de ukrainske væbnede styrker ikke kan forbedre deres stilling på kamppladsen og konstant trækker sig tilbage fra deres stillinger, kan de ikke forbedre deres udgangspunkt for en forhandling og vil skulle kapitulere. At udskyde kapitulation synes at stille ukrainerne dårligere.

Om fortsat krig stiller ledelsen i Kyiv bedre end kapitulation, er en anden diskussion, men spørgsmålet om. hvad som er godt for 'Ukraine' i en situation, hvor det ikke synes muligt at balancere presset fra de russiske væbnede styrker, springer i øjnene. Det sidste forsøg på at etablere forhandling, i Istanbul, juni 2025, endte i at den russiske delegation sagde, at næste gang de gjorde forsøget på at etablere en forhandling, ville deres udgangspunkt være 9 oblast i stedet for 5, altså et større territorialkrav.

Hvad det betyder at være 'klar til fred', er ikke særligt tydeligt i sætningen. Hvis man hele tiden kommer til at stå dårligere i en forhandling af at forstætte kampen, er man så ikke netop klar til fred, hvis man opgive ævred, og er man klar til fred, hvis man vil kæmpe videre uden udsigt for at kunne vende situationen, men blot vil pådutte modparten en våbenhvile?

Vi udvikler en metode til at få fuld valuta ud af de indefrosne russiske suveræne midler sådan at Ukraine har de ressourser som de skal bruge.

Det er uklart i sætningen, hvem det er, som tager ansvaret for at inddrage de penge, Moskva har til gode i Europæiske banker. Den belgiske premierminister, Bart de Wever, sagde i går, at det skal man have fundet ud af, da den som tager ansvaret, vil skulle forsvare det i det efterfølgende søgsmål. Han nævnte at Moskva vil kunne inddrage et lignende beløb fra indefrosne midler i Rusland. Dette er uafklaret, men har ingen indvirkning på slagmarken.

Der er tale om en trussel hvis troværdighed og effekt er tvivlsom, for vil Europæerne opgive deres troværdighed overfor udenlandske indlån? 300 milliarder $ er et anseeligt beløb, men i forhold til hvad fremmede magter vil kunne undgå at deponere indtil troværdigheden er genoprettet, er dette skridt umiddelbart at ligne med et selvmål. Hvorfor det står i kommunikéet er uklart. Er det en tom trussel? Kyiv mangler 140 milliarder Euro til at dække næste års budget.

Lederne vil mødes senere denne uge i Det europæiske Råd og i De villiges Koalition for at tale videre om hvordan dette arbejde kan fremmes and støtte Ukraine yderligere.

Jeg følger sagens udvikling her og i podcasten Verdenssituationen. Min konklusion er umiddelbart at krigen vil fortsætte og Washingtons forsøg på at danne konsensus i henhold til medunderskrivernes stillingtagen vil lægge yderligere pres på Kreml til at sætte sin vilje hårdere igennem. Hvad det kommer til at betyde for Kyiv og de andre magter, er i skrivende stund stadig uklart, men den åbne dør mellem Moskva og Washington, som har været på klem siden mødet i Alaska, synes nu lukket.

Kommunikéet synes på overfladen at være lavet i fredens tjeneste, men ved nærmere læsning at fremme en løsning på kamppladsen. Er ukrainerne bedre stillet af det? Hvad betyder det, når der gentagne gange står, her og alle steder i opslag på sociale medier og i aviserne, at man støtter Ukraine? Er lederne her villige til at gøre det, som der skal til for at få fred?

Klaus Kondrup er geopoliitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk