Diplomatiets afmagt og den politiske propaganda

Af Frederik Christensen

Redaktøren tager her udgangspunkt i Moregentaus centrale leveregler for stater og maner til besindighed og diplomati i en verden, som for tiden bevæger sig betænkeligt tæt på ragnarok.

Regel nummer et: "Never put yourself in a position from which you cannot retreat without losing face and  from which you cannot advance without grave risk" 

Reglen er fra Hans J. Morgenthaus  bog Politics Among Nations fra 1985 (oprindelig udgivet i 1948), hvor et kapitel om fremtidens diplomati er tilføjet. Morgenthau minder os her om, at diplomati, kløgt og statsmandskunst var afgørende i en tid hvor atommagterne truede med at bombe hinanden tilbage til stenalderen. Hans visdom er desværre blevet glemt til fordel for liberale paroler og en moraliserende udenrigspolitik, der er fantasifuld og i værste fald underminerende for Danmarks sikkerhed. 

Orwelliansk

Lad os starte med det mest åbenlyse eksempel. Statsminister Mette Frederiksen (S) har gentagne gange proklameret, at en fred med Rusland er farligere end en fortsat krig.  Det udsagn minder bekymrende meget om et af de populære propagandaudtryk, “krig er fred”, fra George Orwells klassiker 1984. Orwell kalder den type propaganda for "doublethink", hvor man underholder idéen om, at to modsatrettede idéer er sande på samme tid. Bevares, Mette Frederiksen og kompagni er ikke big brother, men påstanden om, at en fred nødvendigvis skulle være farligere end en fortsat krig med en atommagt, er absurd.

Ovenstående gør sig særligt gældende, eftersom vi stadig ikke har fået et godt svar på, hvordan det tjener det stakkels ukrainske folk og landets nationale interesse at fortsætte en krig mod Rusland – som allerede har annekteret godt og vel tyve procent af landet – frem for at forhandle en fred og begrænse ødelæggelserne. En sådan fred så i en kort periode i starten af krigen ud til at være nået mellem ukrainerne og russerne. Her overvejede man endda at genforhandle krim annekteringen på en fredelig måde, men forhandlingerne brød sammen, angiveligt på foranledning af de Vesteuropæiske magter heraf primært Storbritannien.  

For at gøre ondt værre så har Frederiksen skråsikkert påstået, at “Ukraines kamp for frihed er vores kamp.” Og her bliver Morgenthaus førnævnte regel relevant, for statsministeren har ført os et sted hen, hvor vi hverken kan trække os ud af krigen uden at tabe ansigt og anseelse eller optrappe konflikten, uden at vi risikerer en direkte krig med Rusland.

Regel nummer to:  "Never allow a weak ally to make decisions for you" 

Det leder mig naturligt videre til en anden af Morgenthaus regler: "Never allow a weak  ally to make decisions for you". Også her har statsministeren fejlet eklatant. 

Hver gang Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har krævet støtte, enten finansielt eller militært, har statsministeren svaret ja uden forbehold. Det har nu medført, at vi har åbnet ukrainske våbenfabrikker på dansk jord - og fremturet med selv at erhverve offensive våben med det eksplicitte formål at ramme russiske mål, hvilket har resulteret i, at vi er mere udsatte for russiske angreb, ikke mindre. TV 2 interviewede i den forbindelse to militæranalytikere, der vurderede, at fabrikkerne i en krigssituation kan blive “et bombemål”. Måske regeringen skulle have overvejet, om det nu også var en god idé, at husere disse våbenfabrikker på dansk jord, hvis man gerne vil øge danskernes sikkerhed.

Det var præcis ovenstående dynamik, der ifølge Morgenthau resulterede i Krimkrigen mellem Rusland og  Storbritannien i 1853. En krig, der kunne være undgået, hvis ikke briterne havde ladet sig styre af et svagt Tyrkiet, der udnyttede sin alliance med briterne til at fremprovokere en krig med Rusland.

Ikke desto mindre er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved statsministerens rationale. For det er ikke tilladt at sætte spørgsmålstegn ved, hvor vital en sikkerhedsinteresse Ukraine egentlig er for os. Ej heller må man diskutere hvornår vores militære støtte til Ukraine bliver uhensigtsmæssig. Dette er på trods af, at vi med fordel kunne bruge mange af de ressourcer på vores eget territorialforsvar og flåde, som systematisk er blevet afmonteret siden den Kolde Krig, hvilket journalist og veteran Peter Ernstved Rasmussen udførligt dokumenterer i sin bog Forsvarsløs fra 2024.

Danmarks interesser

Det er derfor i Danmarks vitale interesse først og fremmest at genopbygge territorialforsvaret og erhverve defensive kapabiliteter, der ikke er møntet på Rusland, men som kan afværge et potentielt angreb mod Kongeriget. Dette indebærer også Grønland, som regeringen burde allokere væsentligt flere ressourcer til.

Derudover bør vi samarbejde med andre EU-lande om at begrænse immigrationen til Europa og forebygge tværnational kriminalitet og islamisk terror. Endelig bør Danmark udnytte den kreative magt, der følger med at være en lilleput stat, som kan manøvrere under stormagternes radar. Vi bør arbejde for fred og bedre relationer til alle parter i Nordic-Baltic Eight (NB8) og Det Arktiske Råd, hvor suspenderingen af Rusland bør ophæves.  

Udenrigspolitisk irrationalitet

Hvis vi skal kaste os helhjertet ind i en krig med Rusland, skal Mette Frederiksen og regeringen ikke blot kunne dokumentere, at Rusland har imperialistiske ambitioner. De skal derudover forholde sig til argumenterne fra den realistiske skole, der fremhæver NATOs rolle i at fremprovokere invasionen af Ukraine. Dette er straks værre, da samtlige russiske ledere siden Gorbatjov har protesteret imod NATO-udvidelsen. Det ømme punkt blev genbekræftet i 2008, da USA’s ambassadør til Moskva, William Burns, gjorde det klart i et memo til det amerikanske udenrigsministerium, at alle i den russiske udenrigspolitiske elite fra de mest liberalsindede til de mest autoritære, anså ukrainsk medlemskab af NATO som en rød linje og derfor fuldstændig uacceptabelt. 

Alligevel lovede man samme år Ukraine, at de kunne blive medlem af NATO på sigt. 

Og alligevel lader vi os blindt forføre af Mette Frederiksens - og resten af EU elitens - retorik, der risikerer at gøre en krig med Rusland til en selvopfyldende profeti. Vi skal derfor først og fremmest genfinde vores nationale interesser, og derefter bruge diplomatiet til at fremme de interesser på den bedst mulige måde. Det sidste, der er i Danmarks interesse, er en krig med en svækket stormagt, der føler sig eksistentielt truet.

Diplomati er ikke en håbløs øvelse, men absolut nødvendig for verdensfreden, især i en tid med atomvåben. 

Lad mig derfor slutte hvor jeg startede, med et par vise ord fra Morgenthau: 

“It is the final task of an intelligent diplomacy, intent upon preserving peace, to choose the appropriate means for pursuing its objectives. The means at the disposal of diplomacy are three: persuasion, compromise, and the threat of force. No diplomacy relying only upon the threat of force can claim to be both intelligent and peaceful”

Frederik Christensen er cand.scient.pol og medforfatter til bogen Tragisk Realisme:

Krig og Fred i Den Multipolære Verden (2026).