Diplomatiets afmagt og den politiske propaganda

Af Frederik Christensen

Redaktøren tager her udgangspunkt i Moregentaus centrale leveregler for stater og maner til besindighed og diplomati i en verden, som for tiden bevæger sig betænkeligt tæt på ragnarok.

Regel nummer et: "Never put yourself in a position from which you cannot retreat

without losing face and from which you cannot advance without grave risk"

Reglen er fra Hans J. Morgenthaus bog Politics Among Nations fra 1985 (oprindelig

udgivet i 1948), hvor et kapitel om fremtidens diplomati er tilføjet. Morgenthau minder

os her om, at diplomati, kløgt og statsmandskunst var afgørende i en tid hvor

atommagterne truede med at bombe hinanden tilbage til stenalderen. Hans visdom er

desværre blevet glemt til fordel for liberale paroler og en moraliserende udenrigspolitik,

der er fantasifuld og i værste fald underminerende for Danmarks sikkerhed.

Orwelliansk

Lad os starte med det mest åbenlyse eksempel. Statsminister Mette Frederiksen har

gentagne gange proklameret, at en fred med Rusland er farligere end en fortsat krig.

Det udsagn minder bekymrende meget om et af de populære propagandaudtryk, “krig er

fred”, fra George Orwells klassiker 1984. Orwell kalder den type propaganda for

"doublethink", hvor man underholder idéen om, at to modsatrettede idéer er sande på

samme tid. Bevares, Mette Frederiksen og kompagni er ikke Big Brother - endnu - men

påstanden om at en fred er farligere end en fortsat krig med en atommagt, er absurd.

Alligevel har statsministeren lagt alle sine æg i én udenrigspolitisk kurv: Ukraines

sikkerhed. Vi har stadig ikke fået et tilfredsstillende svar på, hvordan det tjener Ukraines

nationale interesse at fortsætte en krig mod en atommagt – som allerede har

annekteret godt og vel tyve procent af landet – frem for at forhandle en fred og

begrænse ødelæggelserne. For at gøre ondt værre så har Frederiksen - og resten af det

politiske parnas - proklameret, at “Ukraines kamp for frihed er vores kamp” Og her bliver

Morgenthaus førnævnte regel uhyre relevant, for statsministeren har ført os et sted hen,

hvor vi hverken kan trække os ud af krigen uden at tabe ansigt og anseelse eller

optrappe konflikten, uden at vi risikerer en direkte krig med verdens største atommagt.

Regel nummer to: "Never allow a weak ally to make decisions for you"

Det leder mig naturligt videre til en anden af Morgenthaus regler: "Never allow a weak

ally to make decisions for you." Også her har statsministeren fejlet eklatant. Også her har

alle de borgerlige partier fulgt trop. Hver gang Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj

har afkrævet støtte, enten finansielt eller militært - hvilket er mere eller mindre konstant -

har statsministeren svaret' ja,' uden forbehold. Det har nu medført, at vi har åbnet

ukrainske våbenfabrikker på dansk jord - og fremturet med at erhverve offensive våben

med det formål at ramme russiske mål, hvilket har resulteret i, at vi er mere udsatte for

russiske angreb, ikke mindre. TV2 interviewede i den forbindelse to militæranalytikere, der vurderede, at fabrikken i en krigssituation kan blive “et bombemål”. Måske regeringen skulle have overvejet, om det nu også var en god idé, at husere våbenfabrikker til en krigsførende part på dansk jord, hvis man gerne vil øge samfundssikkerheden. Hvordan i alverden er det i Danmarks nationale interesse?

Det var præcis ovenstående dynamik, der resulterede i Krimkrigen mellem Rusland og

Storbritannien i 1853 ifølge Morgenthau. En krig, der kunne være undgået, hvis ikke

briterne havde ladet sig styre af et svagt Tyrkiet, der udnyttede sin alliance med briterne

til at fremprovokere en krig med Rusland. Ikke desto mindre er der ingen, der stiller

spørgsmålstegn ved statsministerens rationale. Ukraine har i bedste fald en perifer interesse for Danmark, mens det har en vital interesse for Rusland, der grænser op til Ukraine. Danmark har afmonteret sit territorialforsvar og vores flåde er ikke eksisterende, hvilket journalist og veteran Peter Ernstved Rasmussen udførligt

dokumenterer i sin bog Forsvarsløs fra 2024. Samtidig har vi afgivet stort set samtlige

af vores nyindkøbte artillerisystemer til Ukraine.

Danmarks interesser

Det er derfor i Danmarks vitale interesse at genopbygge territorialforsvaret og erhverve

defensive kapabiliteter, der ikke er møntet på Rusland, men som kan afværge et

potentielt angreb mod Kongeriget. Dette indebærer også Grønland, som regeringen

burde allokere væsentligt flere ressourcer til. Derudover bør vi samarbejde med andre

EU lande om at begrænse immigrationen til Europa og forebygge tværnational

kriminalitet og islamisk terror. Endelig bør Danmark udnytte den kreative magt, der

følger med at være en lilleput magt, som kan manøvrere under stormagternes radar. Vi

bør arbejde for fred og bedre relationer til alle parter i Nordic-Baltic Eight (NB8) og Det

Arktiske Råd, hvor suspenderingen af Rusland bør ophæves.

Udenrigspolitisk irrationalitet

Hvis vi skal kaste os helhjertet ind i en krig med Rusland, skal Mette Frederiksen og

regeringen ikke blot kunne dokumentere, at Rusland har imperialistiske ambitioner. De

skal også kunne påvise, at disse er kontinentale, og ikke lokale. De skal derudover

forholde sig til argumenterne fra den realistiske skole, der fremhæver NATOs rolle i at

fremprovokere invasionen af Ukraine. Dette er straks værre, da samtlige russiske

ledere siden Gorbatjov har protesteret imod NATO-udvidelsen. Det ømme punkt blev genbekræftet i 2008, da USA’s ambassadør til Moskva, William Burns, gjorde det klart i et memo til det amerikanske udenrigsministerium, at alle i den russiske

udenrigspolitiske elite fra de mest liberalsindede til de mest autoritære, anså ukrainsk

medlemskab af NATO som en rød linje og derfor fuldstændig uacceptabelt. Alligevel

lovede man samme år Ukraine, at de kunne blive medlem af NATO på sigt. Alligevel lader vi os blindt forføre af Mette Frederiksens og regeringens retorik, der risikerer at gøre en krig med Rusland til en selvopfyldende profeti.

Vi skal derfor først og fremmest genfinde vores nationale interesser, og derefter bruge diplomatiet til at fremme de interesser på den bedst mulige måde. Det sidste, der er i Danmarks

interesse, er en krig med en stormagt, der oplever sig eksistentielt truet.

Diplomati er ikke en håbløs øvelse, men absolut nødvendig for verdensfreden, især i en

tid med atomvåben. Lad mig derfor slutte hvor jeg startede, med et par vise ord fra

Morgenthau: “It is the final task of an intelligent diplomacy, intent upon preserving

peace, to choose the appropriate means for pursuing its objectives. The means at the

disposal of diplomacy are three: persuasion, compromise, and the threat of force. No

diplomacy relying only upon the threat of force can claim to be both intelligent and

peaceful.”

Frederik Christensen er cand.scient.pol og medforfatter til bogen Tragisk Realisme:

Krig og Fred i Den Multipolære Verden (2026).