top of page

Zelensky-regeringens kamp mod den ortodokse identitet i Ukraines mest berømte kloster

  • Admin
  • for 6 timer siden
  • 4 min læsning

Katrine Winkel Holm



Foto: Travel Faery
Foto: Travel Faery

Da det 1000 år gamle hulekloster i Kyiv, Kyjevo-Petjerska Lavra, 14. juni 2026  blev ramt af raketter, oplyste medierne, at Rusland stod bag. Rusland selv benægtede at have angrebet klosteret. Ursula von der Leyen var alligevel ikke i tvivl om motivet. I lighed med den ukrainske regering slog hun fast, at Rusland ikke kun "ønsker ikke at ødelægge bygninger, men også Ukraines kultur, identitet og erindring".

At påstå at Petjerska Lavra er hjertet i (vest)ukrainsk, anti-russisk identitet er mildt sagt besynderligt, hvis man kender til Petjerska Lavras historie og betydning i den ortodokse verden.

Det skal det handle om her samt om den forvandling og statsovertagelse af dette helligsted for ortodokse kristne, som den ukrainske stat lige nu er i gang med. En forvandling af Petjerska Lavra, der vil ødelægge stedet som ortodoks helligdom.


Petjerska Lavras er over 1000 år gammel og regnes for arnestedet for ortodoks kristendom i både Ukraine, Hvide Rusland og Rusland. I stedets berømte huler findes dyrebare relikvie af de første munke på stedet. Udover klosteret findes der på Petjerska Lavras kirker, en katedral og et præsteseminar. Stedet udgør altså et kulturcentrum, og allerede i 1000-tallet blev huleklosteret et vigtigt sted for gammel-russisk litteratur. Her blev bl.a. annaler om "Kiever Rus" forfattet.

I løbet af 1600-tallet kom klosteret under Moskva-patriarkatet og var blandt de vigtigste munkesamfund i det russiske imperium med op mod 1000 munke.

Den russiske revolution medførte hårde tider for klosteret.

Kommunisterne, der kun havde foragt til overs for kristne helligdomme, vanhelligede relikvierne, fordrev munkene og fik i 1929 klosteret lukket. Herefter forvandlede de det til et museum, der med tiden blev til den største seværdighed i Ukraine. Da kommunismens æra rindede ud, blev Petjerska Lavra i 1988 igen et kloster og ortodokse munke fra den russisk-ortodokse kirke rykkede igen ind. Den røde tråd i stedets 1000-årige historie var hermed genetableret.

Det ændrede sig med med krigen i 2022.

Siden 2023 har den ukrainske regering bekæmpet stedets ortodokse munke og præster fra den ukrainsk-ortodokse kirke, forkortet UOC.

Munke er blevet fordrevet, præsteseminariet lukket og den ortodokse leder af stedet, metropolitten  Pavel Lebed er blevet sat i husarrest, anklaget for at opildne til religiøst had og for at blåstemple den russiske invasion. Den ukrainske regering mistænker UOC for at støtte den russiske stat og dermed Ukraines fjende, til trods for at kirken i 2022 brød med Moskvapatriarkatet. Det har ikke stoppet regeringens kampagne mod UOCs tilstedeværelse på Petjerska Lavra.

Netop som helligsted for den gammel-ukrainske ortodokse kirke ,UOC, udgør Petjerska Lavra et afgørende kulturelt fælleselement for ukrainere og russere og er samtidig arnested for den ortodokse indflydelse og kultur i landet - en indflydelse der er vanskelig at kontrollere for regeringen.

På den måde er Petjerska Lavra blevet central for Zelensky-regeringens kamp mod fælles ukrainsk-russisk kultur i Ukraine.

Hvis man kan tømme stedet for traditionelt ortodoks indhold og forvandle det til en sekulær ukrainsk-nationalistisk helligdom, vil man slå to fluer med et smæk: Man vil rette et hårdt angreb mod hjertet i østslavisk ortodoks religion og kultur og samtidig styrke den ukrainske nationale identitet.

I første omgang lod regeringen den traditionelle, ukrainsk-ortodokse kirke, UOC, erstatte af den nydannede statskirke UCO på Petjerska Lavra, der holdt sit indtog på stedet i 2023.

Denne sommer, 1. juli 2026, blev det meddelt, at regeringen helt vil forvandle det gamle kloster til et nationalt pantheon. Centralt på stedet skal ikke længere være gudstjenester, bønner, forvaltning af sakramenter og ærbødighed overfor stedets relikvier. Det centrale bliver nu verdslige mindesmærker for mennesker, der har bidraget til Ukraines kamp for selvstændighed fra Rusland, herunder afdøde personer, der i sin tid samarbejdede med Nazityskland.

Tidligere var Petjerska Lavra stedet, hvor man tjente Gud. Nu skal man i stedet tjene og hylde mennesker og den ukrainsk-nationalistiske identitet. Klosterets kristne identitet og betydning skubbes i baggrunden og historien omskrives. Den magtfuldkomne stat gentager den gamle sovjetiske foragt for ortodoks tro og tradition og benytter sig af de selvsamme metoder: Man invaderer og annekterer kristne helligsteder og gør det til statshelligdom. Altsammen netop fordi klosteret er helligt både for ortodokse i Ukraine, herunde de russisktalende som den ukrainske regering fører kulturkrig imod.

Det giver derfor ikke mening at hævde, at den russiske regering udtrykkeligt skulle ønske at smadre Petjerska Lavra. Ja, det ville indebære en ødelæggelse af Ukraines kultur, identitet og erindring - og samtidig en ødelæggelse af russisk kultur, identitet og erindring.

Det er den ukrainske regering, der netop nu sætter alle kræfter ind på at ødelægge Petjerska Lavra religiøse identitet.

Denne grove undertrykkelse af religionsfriheden er ikke blevet påtalt i danske medier.

Her hører vi blot igen og igen, generalsekretær for Danske kirkers råd, Emil Hilton Saggau, hævde, at den russisk-ortodokse kirker skal sanktioneres og miste status som anerkendt trossamfund i Danmark. Mens Emil Saggau ivrigt fører kampagne for at gøre det vanskeligt at være russisk-ortodoks i Danmark, har han (mig bekendt) intetsteds kritiseret den ukrainske regerings undertrykkelse af religionsfriheden i Ukraine og i Kyjevo-Petjerska Lavra.

En undertrykkelse, som enhver frihedselskende europæer burde fordømme.




bottom of page