Statsministeren: Ny Tid For Demokratiet

Der bliver stillet spørgsmål til Mette Frederiksen; og det skal der jo være plads til i et demokrati, siger hun, men hun svarer ikke på dem og så er det jo et fedt. Stadig ingen tegn på den allestedsnærværende 'hybrid-krig,' som fylder os med frygt.
I forrige uge gav statsminister Mette Frederiksen et interview fra Christiansborg i anledning af Folketingets åbning, med to journalister fra Danmarks Radio. Et af emnerne var trusselsniveauet fra russerne mod Danmark som følge af vores engagement i krigen i Ukraine, den mytologiske hybridkrig. Og det er tid til at sende Agnes i køkkenet efter en bajer, for det her skal skylles ned.
Det viser sig nemlig at vores statsminister, der tidligere ville være børnenes statsminister, men nu synes at være Ukraines statsminister, både læser Orwells 1984 og Andersens Kejserens Nye Klæder, mens hun, ud fra en tanke om at bekæmpe ild med ild, lancerer sig selv som en i tiden meget omtalt russisk autokrat, i et sidste forsøg på at befæste krigspolitikkens sti-blindhed.
DR journalist: Jeg tror der sidder mange derude nu, der stadig ikke ved om der var droner eller ej. Kan du sige nu, som du står her, at du, helt sikkert ved og har set bevis for, at der har været russiske droner i dansk luftrum?
Statsminister Frederiksen: Lad mig sige to ting til det: For det første; når danske myndigheder siger, der har været droner, så stol på det! Det er mit korte svar til det, det stoler jeg på, det kan alle gøre.
Det andet er, at vi skal holde op med det der. Vi skal holde op med at tro at vi kan bevise alt hvad russerne gør, fordi det er, årh, hvordan skal jeg næsten sige det... det er hybrid-krigens natur; at du gør ting, hvor ingen kan se, hveem der er afsender. Det kan være attentatforsøg på mennesker. Det kan jo i værste fald også blive likvideringer, sabotage misinformation, droner - og hele ideen med hybrid-krigen, det er præcis det du gør - og det er ikke for at tage dit arbejde fra dig - det er at vi begynder at sige 'arh, kan vi nu være sikre på det?' Det er derfor vi gør det, ja!
DR journalist: Du er stensikker på, at der har været en russisk drone, der har lammet dansk luftrum?
Vladimir Frederiksen: To ting til det...
DR journalist: Politiet sagde at de ikke havde bevis for det.
Vladimir Frederiksen: Når myndighederne siger der har været droner, så stoler jeg på det og det kan andre danskere også gøre. Men det at vi bliver ved med at være i en logik om at det skal bevises, det er den gamle verdens logik. Vi risikerer, nu siger jeg det meget direkte Kaare, vi risikerer at gå russernes ærinde.
For jeg vil garantere at mange af de hybride angreb, at de kommer til at lave ind i Europa - noget vil kunne bevises, andet vil ikke kunne bevises - men det er russerne der laver meget af det vi ser lige nu.
Hvad er det vil ska kunne se, når vi ikke kan se beviser? Den tyske anklagemyndighed mener derimod at have beviser ud over enhver rimelig tvivl på, at det var en gruppe ukrainere, der saboterede gasrørledningerne Nord Stream ud for Bornholms kyst. Tyskerne mener tillige, at det i så fald er en krigsforbrydelse. En krigsforbrydelse begået mod NATO landet, EU medlemmet og vores eneste landfaste nabo. Men statsministeren og myndighederne opretholdt længe en ide om, at det var russerne selv, der saboterede deres egen kritiske infrastruktur og indtægtskilde/pressionsmiddel i dølgsmål. Det er der stadig nogen der tror,
Den anden DR Journalist, der ikke hedder Kaare: Det er at man er for naiv, at der er for meget naivitet [Vladimir Frederiksen indskyder 'ja'er], men det er jo sådan set det, der gælder i et demokrati, der stiller man spørgsmålstegn ved også autoriteterne.
Vladimir Frederiksen: Jamen, det skal man da blive ved med. Altså, det er jo ikke fordi I ikke skal stille kritiske spørgsmål. Selvfølgelig, jeg kunne aldrig drømme om at anfægte jeres ret til at gøre det. Folketinget skal stille kritiske spørgsmål, jeg skal stille kritiske spørgsmål. Men vi skal jo også kunne se mønsteret, vi skal jo ikke kun kunne se den ene side af mønten, vi skal se mønsteret.
Alle de hybride angreb der er i mange europæiske lande, når man kigger på det samlede mønster, så er det en hybrid krig, en egentlig hybrid krig der er i gang. Og det de håber på, russerne, det er to ting; det er at vi mister tillid til hinanden, at vi lader os splitte og polarisere. Og det andet de håber på, det er at det så sætter sig i at folk siger; 'det er farligt at have våbenproduktion, det er farligt med de der droner' eller noget tredje; 'lad os lade være med at støtte Ukraine for så kan de vinde den krig'.
Vi skal se mønsteret i det som myndighederne ikke kan eller vil vise os som alle der syntes at se farverne på Kejserens Nye Klæder. Vi ihukommer alligevel, mens det endnu er lovligt, at “direct, government-to-government arms provisions and arms sales were a violation of neutrality, which gave the third nation the right, if it chose, to go to war with the providing nation or to use force to cut off the supply” som Robert Kagan mindede om i The Atlantic “If Putin had at any time decided to bomb the supply lines to Ukraine from Poland, Romania, or Slovakia, he would have been within his rights to do so”.
DR journalisten Kaare: Men det er vel lige præcis en hårfin balance det De nævner der for man kan sige I går jo ud og bruger udtrykket 11/9 og det er jo meget, meget kraftig retorik. Hvis vi så et års tid senere står og der ikke er fremlagt dokumentation for at det var det, så er det vel naturligt at mange tvivler på hvad der skete. Vi så for et års tid siden, der var der 4% der havde tillid til at det danske forsvar kunne håndtere den slags...
Vladimir Statsminister: Kaare, skal vi ikke bare vende os til at det er en ny tid, hvor der er en krig i gang i Europa, det er bare en hybrid krig denne her gang, vi har ikke prøvet det før. Se på, hvad der sker i Rumænien, se på hvad der sker i Polen. Se på hvad der sker i Litauen. I Estland, i Letland, i Finland, I Danmark, i Tyskland. Se på Leipzig, se på alle de hændelser. Se på et forsøg på attentat mod Keir Starmer. Læg det hele sammen!
Rusland ønsker en hybrid krig mod Europa og de ønsker at skabe den der usikkerhed og den der følelse af, at Verden er lidt af lave, at vi ikke ved, hvad vi kan regne med. Og så håber de, at det sætter sig i modstand mod Ukraine. Så alt det der skal vi jo kunne gennemskue, samtidig med at vi jo stiller de nødvendige kritiske spørgsmål.
Det er en ny tid, væn dig til det, så vi ikke bliver ved med at være i en logik om at det skal bevises, det er den gamle verdens logik. Man skal huske at Frederiksen skosede danske forældre, der sendte deres børn på privatskole, for at svigte deres pligt til at lægge børn til integrationen af de muslimske indvandrere, politikere som netop Frederiksen var bannerfører for. Det har sikkert ærgret hende smerteligt at erkende virkeligheden, da hun selv endte med at sende sine børn på privatskole, fordi hun hellere ville være en god mor end en god socialdemokrat.
Smertefuldt har det sikkert også været at erkende, at presset på de offentlige kasser, kriminaliteten, terrortruslen og den dårlige sammenhængskraft, med hendes egne ord, hang sammen med en afslappet indvandringspolitik og hvor diagnosen hed at problemet “ligger i religionen islam”. Og det efter i årtier at kalde os, der forsøgte at påpege netop den pointe, for alverdens grimme ting og belære os om menneskesynet - et ord hun var særdeles glad for at monopolisere. Nu arbejder hendes regering med at gøre statsborgerskaber afhængige af en form for sindelagsfilter, som man endnu har til gode at definere - skønt vi allerede har svaret da problemet ligger i religionen islam.
Det er således, som salig Scott Adams yndede at påpege, at kun individer er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Myndigheder og magtfulde organisationer, derimod, skal bevise deres uskyld. Ellers er magtmisbrug og korruption garanteret. Læren statsministeren drager af hendes fejltagelser er åbenbart aldrig at skulle komme til at se sine egne fejltagelser i øjnene igen. Og det gøres lettest ved at kriminalisere spørgsmål som det at ”gå russernes ærinde”. Frederiksen kommer aldrig op af hængedyndet; tankens himmelflugt er ikke for hende. Det er heller ikke for hendes sandhedsminister, medie sheriffen Søren Pind.
