Digte om Ukrainekrigen II

af Rui Thor Hasenkam Serzedelo

Oprustning og forplumring

Danmark var i krig, sagde de.

En fælles sag var kommet os til undsætning.

Vi var pludselig alle i samme båd,

med noget at samles om,

i en atomiseret tid.

Man gik i selvsving,

Med iscenesat selvretfærdig og dåd,

Med detaljestyrede petitesser,

som om det kunne rede liv.

Private sendte også våben,

direkte fra stuerne til fronterne.

Med en præsts blåstempling af korstoget,

pakkede vi det kristne kram ned.

Jeg kunne ikke gøre andet, sagde hun,

uagtet det sjette bud,

som blev skyllet væk med badevandet.

Så længe ofringer udeblev

og frihederne kunne bevares

på denne side af en opdigtet mur.

Der dikteredes og vi makkede ret.

Den svigefulde sandhed var på alles læber,

og fældede de få, der gik mod strømmen.

Andre fortællinger nægtedes adgang,

og man kastede fjendens nyhedskanaler,

på det bål der skulle fortære det urene.

Fra det gode selskab forviste man alle,

som ikke var med på legen.

Ubønhørligt udskammedes enhver,

der afveg fra den dogmatiske konsensus.

Stormen har endnu ikke lagt sig.

Heksejagten er stadig til at føle på.

Således vil der en dag kunne berettes,

om en forplumret tid.

Fordring og afmagt

Opslugte af små skærme,

swiper vi rask væk i blinde,

så midler kan skovles ind,

og udstilles på virtuelle altre. 

denne gang til fordel for krigens ofre.

Som berusede af et bevægende etos,

smelter vi sammen med andres lidelser.

Således udkrystalliseres

et fyrværkeri af fjernstyret empati, 

som spredes som ringe i vandet.

Det er åbenbart hvad der skal til,

for at vriste os fra tornerosesøvnen,

væk fra usynlige fjender i egne rækker,

væk fra den herskende fortællings ødelæggelser,

væk fra afmagtens indre landskaber.

Hvorimod 'næsten' og den 'anden'

i kød og blod,

med sine diskrete kvaler og ulykker,

i opgange og gårde, på gader og stræder,

ænser vi nærmest ikke.

Måske forsøger gæstfriheden ihærdigt,

bag lukkede døre,

at tæmme det utæmmelige hos alle dem,

der har søgt tilflugt,

der dvæler ved det skrækkelige,

de har med sig i bagagen,

soo spænder ben,

for at komme videre her til lands.

Måske det hænder, at det hele krakelerer,

og ivrige værtsfamilier må opgive,

at rumme krigstraumer over aftens kaffen,

kaster håndklædet i ringen,

da indvielsen i dansk hygge må vente.

Måske de nye flygtninge selv må bryde igennem muren,

med deres højlydte kvaler og ulykker,

mærket af frygten for fremtiden,

og afmagtens indre landskaber.

Udspaltning og befrielse

Fra de øverste lag besynges den store befrielseskrig,

sovset ind i en kakofoni af paroler og falske løfter.

Noget med suverænitet og solidaritet,

samt indlemmelse i det rigtige selskab.

Den bliver karikeret som en kamp

mellem det onde og det gode,

mellem et 'dem-eller-os'.

Som et drømmescenarie for indædte manikæere.

Som en frugtbar slagmark  for glubske retorikere.

Som et mytologisk spind for drømmere.

Som en eskatologisk åbenbaring for de vækkelsesbesatte.

Som en grum splatterfilm for kynikere.

Og for alle disses sagesløse medløbere.

Vi er Ukraine, råber vor gode halvdel fra balkonerne.

Vi er Rusland, hvisker vor slette halvdel i krogene.

For der går grænsen for det lødige.

Med våde drømme om at knægte

imperialismens vogtere og arvtagere,

som tørster efter fordums tids herredømme,

ser man sit snit til at tømme lasten,

og kaste egne skygger over på det dunkle land.

En slags aflad, hvor man udliciterer ondskaben,

som belejligt har fundet sit arnested.

Vi er Ukraine, råber vor gode halvdel fra balkonerne.

Vi er Rusland, hvisker vor slette halvdel i krogene.

For der går grænsen for det anstændige.

Med sanktioner, som vinden blæser,

har man skruet op for en motor på overarbejde.

Men bombastiske floskler om sammenhold har runget hult.

Hele verden er samlet i en fælles front, sagde de.

Undtagen ungarerne, de elsker Sputnik.

Undtagen serberne, de hader Nato.

Undtagen kroaterne, tjekkerne og slovakkerne,

de elsker brændstoffer,

samt at følge trop med ungarerne.

Vi er Ukraine, råber vor gode halvdel fra balkonerne.

Vi er Rusland, hvisker vor slette halvdel i krogene.

For der går grænsen for det troværdige.

Et arsenal af gyldige motiver er jævnet med jorden.

En rethaverisk doktrin har korrumperet os,

i stedet for at forkynde, at vi ikke er et hak bedre,

når det kommer til historiens regnestykke.

Ovenpå denne oppustede fanfare,

og hårdt opkridtet slagfærdighed,

måske afhængigheden en dag vil hævne sig,

og alle I kølvandet på udspaltningen forarmes.

Lad os derfor,

hvad end den ene måtte hviske og den anden råbe,

før vor gode halvdel sprænges i stumper,

før vor slette halvdels bange anelser går i opfyldelse,

og vi som en anden forkrøblet krigsinvalid,

skubbes ud over afgrundens rand,

gentage bøn og litanier, dybfølt og i kor,

i håb om at enderne og parterne igen kan mødes.