top of page

Portræt af en suicidal kult

Admin
for 11 timer siden
9 min læsning

af Peter Andreas Fog


Forskellen mellem virkelighed og fiktion er stadig afgrundsdyb, når det kommer til vores opfattelse af Ukrainekrigen bredt, herhjemme. Det udstillede et besøg fra den ukrainske præsident tydeligt.



I fiktionens vold


I gamle, gamle dage, helt tilbage til de første år af Ukraine krigens 'kinetiske begyndelse' i 2022 faktisk, der talte man om, at isolere Rusland, som Verdens paria. Nu er EU's rolle, eller 'koalitionen af de villige', som resterne af det projekt kalder sig, reduceret til at være fredsforhandlingernes spielverderber. Den fornøjelse har indtil videre kostet Danmark 80 mia. kroner samt Grønland.  


Der kom ikke rigtig noget ud af forhandlingerne i Dubai mellem Rusland, USA og EU om en fred i og om Ukraine. Men det er et fremskridt, at man nu i det mindste taler sammen. Trump og Putin ville ellers ikke have EU med og det forstår man godt. EU kunne ikke engang bestemme sig for, hvem der skulle tale med Putin, fordi de er uenige om, hvad de vil sige til ham og sendte i stedet et plenum i dissens.




EU vil fra en splittet position forhandle ad to spor, hvor en fred i Ukraine er det ene og en ny sikkerhedsarkitektur i Europa er det andet, som vi kan tale om en anden god gang. Russerne ser derimod krigen i Ukraine som en del af en forfejlet sikkerhedsarkitektur i Europa - en sikkerhedsarkitektur, der derfor skal have nye ben at gå på. Men at acceptere den russiske samlede løsning er det samme som at indrømme medskyld i 30 års uansvarlig politik, drevet af kådhed i en utopisk fremskridtstro på demokratiets globale sejrsmarch. 


Det er problemet for forsøget på at forhandle en fred; Vestens nederlag i Ukraine vokser hurtigere end Vestens erkendelse og en regning skal til at betales. "We have outsourced European engagement with Russia for too long and I think that is irresponsible" sagde den finske præsident Alexander Stubb til Financial Times. Og et andet sted i avisen uddybede Simon Gass uforsvarligheden


Many of the guardrails that existed during the cold war are now defunct. Arms control agreements are virtually absent. Mutual understanding of deterrence theory has evaporated. Escalation management processes are weak. Load-bearing channels of military or civilian communications with Russia are few and unproductive.


This means a higher risk that the two sides misread each other’s intentions. International relations students learn about what is called a security paradox, in which two adversaries each take steps to strengthen their defences but in ways the other interprets as aggressive and needing a reciprocal response. The result can be an escalatory cycle that neither side ultimately wants. As in 1983, there may be less risk of a deliberate conflict than of misjudgments or accidents at a time of high tension. 


“That risk becomes greater if politicians use bellicose language” konstaterer han videre. Det krigeriske og brovtende sprog er født i vestens myter, ikke blot om egen styrke, men også ideen om, at vores offentlighed i Europa er udtryk for den ‘globale landsbys’ (kan De huske det udtryk?) sentiment. Sandheden er, at økonomien skranter, teknologien importeres, militæret er afviklet og resten af verden er bedøvende ligeglade, med vores opfattelse af Donbas, klima og transseksualitet.


“Det er klart, at fred forhandles jo som udtryk for nogle magtforhold” sagde Mellemfolkeligt Samvirkes Tim Whyte logisk i P1 programmet Akkurat med Clement Kjærsgaard i sommer, men advarede om “en fred der holder et år eller to, men som i virkeligheden blot er et udtryk for en klargøring til videre angreb”. Så kan man jo sidde tilbage og tænke, hvad det siger om de militære magtforhold, når EU først vil have en våbenhvile. Og man kan tænke lidt over, hvad det er for nogle motiver, der ligger til grund for at en sikkerhedsarkitektur kommer i anden række. Og så lagde Whyte mildt grunden for erkendelsen


Men der var jo også, hvis vi skal være ærlige, en udsigtsløshed over den krig før Trump kom til. Altså, der har været tegn på det allerede netop som de siger, der er nogle lande rundt om i Europa der havde svært ved at støtte det, en svingende opbakning… så der var jo behov for at der skulle ske noget nyt,


Men i Danmark befinder politikerne og de statsbetalte medier sig stadig i krigens første og berusende dage, hvor man så frem til den ukrainske forårsoffensiv, der blev til en sommeroffensiv, inden den blev glemt, som en EM ‘92 reenactment. Forleden svingede Zelinsky derfor forbi København og takkede for alle de rare penge, regeringen har taget fra skatteborgernes fælleskasse (Mercouris og hans podcast makker Alex Christoforou har i et stykke tid spekuleret i at Zelenskys mange statsbesøg på det seneste, udtrykker en frygt for at vende hjem til Ukraine).


Frihedsbrevets Mia Skovby gav et tragikomisk referat af forløbet, hvor magten og magtens statsbetalte vogtere smeltede sammen i svime over den ukrainske folkehelt uden folkeligt mandat. Besøget startede med et arrangement på Københavns Universitet, “hvor en udvalgt skare af universitetsstuderende” ville få “et besøg af Zelenskyj og Mette Frederiksen, der skulle deltage i en “fireside chat” med TV 2’s evige korrespondent, Rasmus Tantholdt”. 


Dertil fik en del af pressen, det vil sige mig, at vide, at man kunne tilmelde sig, men at der var begrænsede pladser.


Og så fik en anden del af pressen, det vil sige sådan nogle som Martin Krasnik, Christine Cordsen, Anders Krab-Johansen, Simon Richard Nielsen, Naja Nielsen og Lea Korsgaard at vide, at de bare kunne komme. 


“Og så var der også invitationer til content creators som Bruhliver og Frede Dyrnesli” for fortællingen skal helst også fremstå organisk. Men “Danmarks Radio er godt repræsenteret, og TV 2 virker til at være en slags medarrangør på arrangementet; det er også dem, der blandt publikum vælger, hvem der må stille spørgsmål” så det var ikke underligt at begejstringen var stor, så stor at Statsministeren erklærede at “vi tog en beslutning som danskere om, at vi vil være på den rigtige side af historien”.


Zelinski er det første statsoverhoved, der har talt fra Folketingets talerstol. Men "Sådan fungerer international politik ganske enkelt ikke” sagde Morten Messerschmidt og satte ”spørgsmålstegn ved, om eksempelvis Donald Trump "bare skal acceptere" at tale et andet sted.". Det er nemlig problemet ved vores lederes stjernedyrkelse; Donald Trump. Heldigvis for Danmark har han kun to år igen som præsident, men det kunne ellers være perverst passende, hvis Trump fra Folketingets talerstol takkede den danske regering for at have foræret Grønland væk.


Men problemer tilhører fremtiden, nu gælder det Zelenski. “Da han ankommer, er det til stående bifald fra salen, som jeg aldrig har set magen til”, fortæller Skovby fra Folketinget, hvor der efter talen var taktfaste klapsalver. “En fotograf fra DR tager en kort pause fra sit kamera, finder mobilen frem og stiller sig med ryggen til salen, så han kan tage en slags selfie med Zelenskyj”. 


Uden for Folketingssalen fanger jeg udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Jeg vil gerne høre, om han synes, der skal være en grænse for, hvor mange penge Danmark bør give til Ukraine.


85 milliarder, det er alligevel 14.000 per dansker (inklusiv babyer), og man ville altså kunne få sig nogle ældrechecks for samme beløb.


“Nej, altså, vi kan jo nå et punkt, hvor vi ikke har de penge, vi har lyst til at bruge. Men Ukraine har brug for alt den hjælp, de skal have,” siger Løkke.


De 85 mia. er også, hvad der “svarer til cirka 34 operahuse eller årslønnen for 160.000 fuldtidsansatte pædagoger”, oplyser Skovby i et andet sted i den særdeles underholdende artikel. Ingen kvaler, far betaler. Klaus Kondrups skrev til mig, at Frihedsbrevet, efter en længere hiatus, så småt var begyndt at bedrive journalistik, når det kom til krigen i Ukraine. Om det er den angiveligt ukrainske sabotage af Nord Stream rørledningerne, som de har dækket ganske fint, der har fået en prås til at gå op for dem, eller om de blot kom i tanke om at de alligevel ikke fik statsstøtte, vides ikke. 


Af en eller anden grund ville Danmarks Radios P1 Morgen i forbindelse med den nye hjemrejseaftale for afviste, men ikke kriminelle asylansøgere, have statsminister Frederiksen til at svare på, om hun troede på, at Rwandas Paul Kagame virkeligt fik 99% af stemmerne ved seneste præsidentvalg. Man kunne også invitere Kagame selv og lade ham forklare vores politikere om sin politiske succes fra Folketingets talerstol.


Det var nu ikke sammenligningen med den politiske konformitet i Rwanda, som den normalt sindige Flemming Rose tænkte på, da han, ligeledes i Frihedsbrevet, skrev at “DR og Folketinget i den forgangne uge i forbindelse med præsident Zelenskyjs besøg i øvrigt berigede os alle sammen med en gratis, virtuel rejse til “Nordkorea” – tak for det”. Han sammenlignede reaktionerne på “OLFIs chefredaktør, Peter Ernstved Rasmussen, først i en leder og dernæst i flere debatter for nylig argumenterede for at få forhandlet en afslutning på krigen, som ville indebære smertefulde indrømmelser til Moskva” med en kults. “De var nemlig båret af intense følelser: fordømmelse, vrede og nedgørelse af Ernstveds kvalifikationer som chefredaktør for et medie, der har forsvar og sikkerhedspolitik som sit centrale stofområde. Og som menneske blev han stemplet som moralsk flosset.” I erkendelse af ikke at være ‘religions sociolog’ havde Rose slået kultisme op på Wikipedia


Ifølge den faglige ekspertise er en kult en social gruppe, der har usædvanlige og ofte ekstreme overbevisninger og ritualer. I en kult, hedder det videre, hersker der ekstrem hengivenhed over for en bestemt person, genstand eller mål. Man tilbeder en karismatisk leder, hvis lære ofte betragtes som af yderste vigtighed, og lederen insisterer på en eksklusiv forbindelse til sandheden og vejen til frelse.


Ekspertisen påpeger videre, at lederen af en kult ofte betragtes som et geni eller en religiøs figur på linje med en frelser eller profet. Der kræves ideologisk renhed af gruppen, og alle medlemmer frarådes på det kraftigste at sætte spørgsmålstegn ved kultens doktrin eller praktisere kritisk tænkning, udtrykke skepsis eller insistere på uafhængige undersøgelser og nuancering af det, kultens medlemmer bekender sig til. Al tvivl imødegås med udskamning og straf, og konformismen giver sig udslag i, at kultmedlemmer overvåger hinanden og kræver, at de, der træder ved siden af, bliver sat på plads.


Uden at være social psykolog kunne man også se det som et gigantisk udslag af det, som Jonathan Haidt kalder ‘det selvretfærdige sind’, som automatisk stempler et spørgsmål ud fra en moralsk forståelse og derefter sorter data og argumenter. Fordi ingen mennesker kan lide at se sig selv som andet end godt og velmenende vil ny viden og andre betragtninger blive stemplet som udtryk for karakterbrist eller anden moralsk anløbenhed. Det siger du, fordi du er racist, misogyn, homofob, klimabenægter, Putin verstehrer…


Og uden at være professor i Marketing kunne man også betragte det som et gigantisk udslag af suicidal empati, hvor man i et anfald af selvgod positionisme knuselsker en udvalgt gruppe mennesker på bekostning af sin egen eller sit lands overlevelse. Man forstår derfor Roses frustrationer. Se blot på dem:



Unge ukrainske og russiske mænd slår hinanden ihjel på slagmarken - men de gør det ikke for at opnå Frederiksens og Dyhrs et. al.’s gunst. En uerkendt myte.

Fra virkelighedens verden

Det er et håbløst projekt at holde sig opdateret med alt, der sker på slagmarken, konstaterer Alexander Mercouris og noterer at vestlige medier grundlæggende er holdt op med at rapportere om krigens gang, som flere ukrainske strategiske nøgle-byer står for fald. Dette ‘mediemørke’ er grobund for allehånde myte-dannelser; “All of this talk about a stalemate is in it’s own way as misleading and as dangerous as the false euphoria of the summer, of the Ukrainians on the attack, of the Ukrainians carrying out, bringing the war to the Russians winning the war”.


What are Western governments, which are supporting Zelensky in his intransigence going to do when the entire premise about a stalemate collapses? And when it becomes clear that the battle about Donbass is coming to an end and that the Russians are about to capture Donbass. And the Fortress stance talked about by the Institute of the Study of War and by people like David Blair in The Daily Telegraph, are indeed about to fall or have already fallen.


At that point, the entire Western strategy, diplomatic strategy, such as it is, is going to fall apart. There will be nothing to trade in the form of territory with the Russians anymore. And in fact at that point, with the fall of the fortress stands, with Donbass under Russian control, the Russians will, as I’ve pointed out many times, be perfectly positioned to start raising their demands.


De strategiske nøgle-byer, det er blot hvad jeg kalder dem, “Sloviansk, Kramatorsk, Druzhkivka and Kostiantynivka form a belt of towns, factories, transport links and prepared positions whose military importance extends far beyond their boundaries ” skrev David Blair således tidligere på året. “For years they have been fortified with trenches, concrete shelters, hardened artillery positions, ammunition depots, and layered defensive lines. ” skrev han i sidste uge og konstaterede, uden at det nok var intentionen, at konflikten således går længere tilbage end Ruslands invasion i 2022: “Ukraine has poured men, equipment, and time into them for nearly a decade.” Men det går ikke godt for Ukraine


As Russian forces advance, surrounding defensive positions begin to fail first. When pressure becomes overwhelming, surviving Ukrainian units do not vanish. They withdraw.


They withdraw into the places prepared to receive them.


Kramatorsk and Sloviansk.


As these surrounding positions fall or become untenable, the surviving defenders concentrate inside the fortress belt. Over time, this funnels the remaining Donbas field army into just two cities.


In that scenario, the combined garrison of Kramatorsk and Sloviansk would (and this unverified) swell toward forty to fifty thousand soldiers. Not because Ukraine chooses to mass them there, but because there is nowhere else left to go after the nearby towns and villages fall


At that point, the fate of Donbas depends entirely on whether these fortresses can still be supplied from Western Ukraine .


Russia does not appear to want to storm these fortifications head on. A direct assault would be costly. A classical encirclement would also carry risk.


Instead, Russian forces are tightening pressure on something far more vulnerable than concrete and trenches.


Med andre ord “What begins as a defensive belt becomes the final container for the surviving field army”.


bottom of page