Fra Slagmarken

Angrebet mod Dobrpillya er nu i gang, hvor kampen om Konstantinovka skal til at slutte. De russiske væbnede styrker (AFR) bevæger sig mod nordvest omkring den sidste skanse i Donbas: Slavjansk-Kramatorsk agglomerationen er et enormt og veludbygget fort. AFR angriber ved operativ omringning gennem Lyman i nord og Pokrovsk i syd.

Konstantinovka

Demilitarisering betyder de-territorialisering: slagmarken er der, hvor der kæmpes og det foregår blandt de civile, som er tilbage fra evakueringen. Parterne flytter deres positioner i landskabet. I disse dage rydder de ukrainske væbnede styrker (AFU) deres præsens i Konstantinovka. Kreml har fremsat tilbud om en våbenstilstand i 24 timer for at AFU kan hente deres døde. Der tales om 13.500, som ligger livløse tilbage i byen efter dette slag. Hvor mange AFU allerede har bjerget og hvor mange der er døde under flugten fra byen, som stadig ligger derude, er under krigens tåge, men Kyiv nægter at hente soldaterne nu, da der er NATO-topmøde; situationen omkring Konstantinovka er ikke god presse for styret i Kyiv.

NATOs rolle

AFUs logistik til slagmarken leveres af NATO, som reelt udgør den ene part i krigen. På den anden side står Den russiske Føderation og nu er der en tilstand af diplomatisk nedsmeltning mellem parterne, som reelt betyder at der er Krig. Der er krigshandlinger, krænkelse af suverænitet og en intens terrorbalance i en situation, hvor ingen vil vige for den andens krav og begge bevæbnede med atomvåben. NATOs målsætning er maksimalt pres mod Rusland, som endnu ikke gengælder angreb fra NATO direkte mod nabolandene. Samtidigt er krigen endnu ikke gået op for europæerne, som stadig tror, de står udenfor og fører krigen per stedfortræder.

Mediesejren

Ved at undlade at erkende situationen på slagmarken, fejrer NATO i disse dage endnu en af Kyivs mediesejre, denne gang, at det er lykkedes fuldkomment at besejre medierne, hvor ingen synes at gennemskue det store tragikomiske teater, som ligger under parolen 'Ukraine vinder.' Nej, der er intet, som tyder på, at slagmarken skal vende rundt til AFUs fordel. AFUs tilbagetrækning er præget af viljen til store tab for at vinde mere materiel og penge til Kyiv gennem international fundraising, for eksempel ved NATO topmødet i Ankara 7. - 8 juni 2026. Avdiivka, Vuhlidar, Pokrovsk; der er mange eksempler på at AFU strækker de militære betragtninger til fordel for bedre historier i medierne. Det startede i Bakhmut.

Krigens karakter

Vi i Vesten prøver at bilde os ind, at russere angriber i horder, uden omtanke for soldaternes liv, men det er nærmere omvendt. Kyivs styrker er trætte og udsatte, men kommanderes til at holde stillinger langt efter det kan lade sig gøre, logistisk. AFU omringes derfor i lommer skabt af dronespærringer, hvor fronten bliver et inferno af angst: Ingen ved hvor dronerne er og hvorfra det næste nedslag kommer. Vi forestiller os det ikke, men alligevel er vi så kloge, at vi godt kan se hvilken vej det går. Demilitariseringen slider på AFU, som ikke kan holde stillingerne med det minimale mandskab, der er til rådighed, trods store kontingenter af udlændinge, som er frivillige i hæren. Store terræner må rømmes af AFU, som vi ser det nordøst for Kharkiv.

Slaget om Donbas

Nu kommer slaget om Slavjansk-Kramatorsk. Dynamikken på slagmarken er, at AFR vil søge at etablere omringning gennem at skabe en såkaldt 'kill zone,' vest for Kramatorsk ved at sende droner ud, nord og sydvest for agglomerationen, koncentreret omkring indfaldsveje. Når det er opnået, vil overlevelse for AFU i fortet afhænge af overgivelse. Denne type omringningsmanøvre er ekstremt omstændelig, men har vist sin værdi for AFRs hærchef, Gerasimov, som stadig sidder på ledelsen. Krigen føres langs fronten og her har AFR fordel i mere materiel og mere mandskab. Moralen svigter hos AFU, som er ramt af desserteringer.

Fronten kværner

Få tab øger AFRs chance for at få flere stærke kamphærdede soldater, som kan sættes effektivt ind forskellige steder langs fronten. Droner kan hjælpe AFU med at forsyne lommer, dybt inde bag kontaktlinjen ved fronten. Mange AFUs soldater er ekstremt dygtige og prøvede. Men AFU har lidt store tab. Kyiv arbejder på at omstille sig til en guerillahær i løbet af nogle år og indlemmer aktivt veteraner i sikkerhedstyrkerne. Parterne planter flag for at hævde, at de har erobret stillinger, men fordelingen af territorium vil efter demilitariseringen være et spørgsmål om sikkerhedsinteresser og politiske mål, ikke nødvendigvis langs de linjer, hvor tropperne står nu. Sejrherren sætter rammerne for freden og da NATO ikke er parat til at opgive, vil krigen fortsætte.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk