Jacques Baud og andre stillet for EU’s Sanktionerende Censurkomité in absentia

Admin
for 2 timer siden
37 min læsning

af Jens Kristian Bech Pedersen

Den svejtsiske geopolitikkyndige analytikker Jacques Baud sidder nu i Bryssel, uden penge og mulighed for at rejse hjem til Svejts. Viden om hvad der for tiden foregår i EUs system for styring af ytringer, forfærder de fleste, men få mennesker er faktisk overhovedet opmærksomme på at det foregår. Jens Kristian Bech Pedersen har indleveret denne kommentar til Ukrainedebat.dk med en grundig afklaring af forløbet og de politiske og juridiske implikationer for os alle.

Vi kender forskellen på en demokratisk regering og et totalitært eller diktatorisk regime. Som bekendt findes der i et demokrati intet politisk monopol for fakta, opinion, virkelighed og sandhed. Den demokratiske frihed ligger netop i, at alt dette må vi som borgere slås om på lige fod. Demokrati betyder, at al politisk magt er lagt i hænderne på den enkelte borgers afgørelse af, hvad der skal gælde som sandhed og virkelighed, og hvad som løgn. Vi ved alle fra historiens mange totalitære, diktatoriske og enevældige samfund, hvilket samfund vi ville få, hvis det ikke var sådan i Danmark – og i EU. Men politiske kræfter i både Danmark og EU vil det anderledes.

EU’s Ministerråd for udenrigsministre

Mandag den 15 DEC 2025 var der møde i EU’s Ministerråd for udenrigsministre (Foreign Affairs Council). I dette møde deltog Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (jf. note 1). På dagsordenen var blandt andet nye EU-sanktioner mod mennesker, selskaber og foreninger, der offentligt promoverede andre kendsgerninger, analyser og holdninger til Ukrainekrigen, Rusland og til hele virkelighedsforståelsen af årsagerne, optakten til og forløbet af Ukrainekrigen. Med andre ord: sanktioner mod den opinion, der er ilde hørt i EU og de fleste af Europas regeringer. Dagsordenforslaget om nye sanktioner var fremsat af EU’s såkaldte udenrigsminister Kaja Kallas. Og det er Kaja Kallas’s navn, der står som underskrivende myndighed under EU’s Ministerråds beslutninger om censur-sanktioner.

På mødet blev det besluttet at udvide EU’s liste over sanktioner (som man må kalde opinions- eller censur-sanktioner) med tolv navngivne personer og med et par russiske kultur- og venskabsforeninger (jf. note 2). De fleste af de sanktionerede personer er russere, russiske politologer, politiske forskere, journalister og mediekommentatorer. Enkelte er anført som officerer i den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

Iblandt de tolv personer på EU’s liste er også en russisk-amerikaner ved navn John Mark Dougan, som er tidligere vicesherif i Florida, og som angiveligt flygtede til Rusland i 2016.

Endvidere en ukrainsk journalist, Diana Panchenko, der er flygtet ud af Ukraine på grund af forfølgelse. På Wikipedia – som, man skulle tro, var forfattet af EU’s Råd for Udenrigsministre, for der bruges flere gange samme ordlyd - beskrives Panchenko som “en professionel propagandist, der imiterer journalistiske nyhedsvideoer for at sprede Kreml-disinformation for en russisktalende tilhørerskare – og nu engelsktalende. Ved at fordreje kendsgerninger, så de tilpasses den officielle russiske narrativ, forurener hun informationsrummet med falske påstande om Ukraine og andre internationale emner, der interesserer Rusland.” Wikipedia anfører også, at “i august 2025 blev Panchenko’s youtube-kanal, der havde 1.8 mio. abonnenter og millioner af seere, fjernet på baggrund af en anmodning fra Ukraines Center for Bekæmpelse af Disinformation (se artikel om hende, jf. note 3, og interviews med hende, jf. note 4 og 5.). Døm selv! - hvis De tør, når EU lukker munden på hende, så EU’s borgere ikke kan høre hende.).

Desuden er Xavier Moreau, der er fransk statsborger, optaget på EU’s liste. I listen karakteriseres han som tidligere fransk officer og fransk-russisk forretningsmand. Wikipedia fortæller, at han er kendt for at være Kreml-propagandist, og at både EU og Quai d’Orsay (det franske udenrigsministerium) anklager ham for at være talerør for prorussisk og pro-kremlsk propaganda ved at bruge manipulerende information.

I 2024 blev Hussein Dogru optaget på listen. Dogru bor i Tyskland og er tysk statsborger, selv om han på listen er anført som tyrkisk statsborger. Dogru har over for professor Pascal Lottaz hævdet, at han er tysk statsborger, og kun tysk statsborger. (jf. note 6) Også Alina Lipp, tysk statsborger, er tidligere blevet optaget på listen. Ligesom den tyske journalist Thomas Röper. EU lægger censur-sanktioner på sine egne borgere.

Og så er også den schweiziske statsborger, Jacques Baud, optaget på EU’s sanktionsliste. Han bor i Bruxelles, dvs. i Belgien, som er et EU-land. Baud anfører selv, at han har oplysninger om, at det var den franske regering, der ønskede ham optaget på EU’s sanktionsliste (jf. note 6). Vi vender tilbage til J. Baud senere i artiklen.

Alle er disse personer mennesker, der markant og offentligt og på grundlag af deres særlige personlige forudsætninger og tilhørsforhold har fremlagt de kendsgerninger, den viden om og den forståelse af den russisk-ukrainske krig – og af den russisk-vestlige konflikt – sådan som netop disse mennesker ser den og ønsker at oplyse om den. Men alle karakteriseres de på EU’s sanktionsliste som en slags propagandister for Kreml og som informationsmanipulatorer.

Det er i øvrigt interessant at iagttage, hvordan EU’s karakteristik af disse personer matcher den fremstilling, som Wikipedia giver. Hvor kommer denne konformitet fra? Skulle den virkelig være et udslag af, at det hele er indlysende leksikalt-objektivt, og at der ikke er andre måder at vurdere kendsgerningerne, og at se både sagen og disse personer på? Hvor leksikalt-objektiv er i det hele taget Wikipedia og EU’s Ministerråd?

Enhver borger og politiker er selvfølgelig nødt til at vurdere troværdigheden af og virkelighedsforståelsen hos de personer, der ytrer sig i den offentlige debat. Og især når det drejer sig om et meget vigtigt og eksplosivt emne. Men det betyder ikke, at en politisk subjektiv troværdighedsvurdering hos folkevalgte magthavere er tilstrækkelig til, at man i et demokratisk og frit samfund kan pålægge EU’s statsborgere og folk, der bor i et EU-land, en censur, som ikke blot lukker munden på de pågældende personer, men som også forhindrer øvrige borgere i at høre, hvad disse personer har at sige.

Rammer og begrundelse for EU-Ministerrådets beslutning

I sit beslutningspapir (jf. note 2) legitimerer Ministerrådet sin beslutning med en almindelig henvisning til Traktaten om Den Europæiske Union, men som det siges: især til traktatens artikel 29. Denne artikel 29 siger ganske kort (jf. note 7): Rådet vedtager afgørelser, der fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter. Medlemsstaterne drager omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med Unionens holdninger.

Art. 29 giver EU’s Ministerråd kompetence til at iværksætte ”restriktive foranstaltninger” (d.v.s. sanktioner over for regeringer i lande, der ikke er en del af EU, ikke-statslige enheder, fx virksomheder og enkeltpersoner (”såsom terrorister”) for at få dem til at ændre deres politik eller aktivitet.

EU’s hjemmeside forklarer også, at ”sådanne sanktioner er forebyggende instrumenter, der ikke indeholder elementer af straf, som er udviklet til at give EU mulighed for at reagere hurtigt på politiske udfordringer og udviklinger, i overensstemmelse med principperne i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. (jf. note 8).

Et andet sted siges det: Sanktioner har ikke karakter af straf, men søger i stedet at udvirke en ændring i politikken eller adfærden hos dem, de er rettet mod, med henblik på at fremme målene for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.(jf. note 9).

Disse borger-disciplinerende sanktioner omfatter bla. 1) indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres af de enkeltpersoner eller organisationer, der er mål for sanktionerne (såsom kontanter, bankindeståender, aktier og andre ejerandele osv.), således at der ikke er adgang til dem, og de ikke kan flyttes eller sælges, samt fast ejendom, der ikke må sælges eller udlejes samt 2) visum- eller rejseforbud, således at enkeltpersoner ikke kan rejse ind i EU. (se note 8 -10)

Som man kan se, er denne artikel 29 ganske summarisk. Og man må forstå artiklen sådan, at dette at lukke munden på stemmer og personer, der er kritiske over EU’s forståelse af Ukrainekrigen, er ”spørgsmål af tematisk karakter.” Så let er det: summarisk og tematisk! Og giver med den ovennævnte liste over censur-sanktionerede personer mulighed for det, som den polske præsident Nawrocki kalder ”administrativ censur” (se nedenfor). Hvilket altså vil sige censur uden om lovgivning og domstol. Eller rettere: i modstrid med lovgivning og domstol.

Ikke desto mindre er det EU-systemets opfattelse, at man med disse regulerende og restriktive sanktioner – som altså slet ikke er straf eller har strafkarakter, men er adfærdstvang og opinionstvang over for enkeltpersoner – bidrager til at nå målene for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som er: a) at værne om EU's værdier, grundlæggende interesser og sikkerhed, 2) at styrke demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkeretten og 3) at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed (jf. note 9).

Men det er selvfølgelig overhovedet ikke i overensstemmelse med demokratiske retsstatsprincipper eller menneskerettigheder på denne måde at manipulere med ordene og sige, at en sådan adfærdstvang over for enkeltpersoner ikke har ”karakter af straf”, når det i praksis netop er det, det er. Man lyver om ordenes betydning, livets praksis og virkeligheden i disse sanktioner.

Strafbart at omgå en censur-sanktion

Ud over dette har EU også vedtaget en EU-lovgivning, der gør det strafbart at overtræde EU-sanktioner.

Altså: enkeltpersoner, der summarisk og af tematiske årsager er pålagt sanktioner – som ifølge EU slet ikke er nogen straf for at have begået noget strafbart, men som alligevel i praksis er straflignende indskrænkninger i deres livsførelse og ytringsfrihed – vil derimod begå en strafbar handling, hvis de overtræder sanktionen. Hvilket også gælder andre ikke-sanktionerede personer og EU-borgere, som vil hjælpe eller støtte de mennesker, der er blevet sanktioneret ud i en ufri livsførelse. (se note 10).

EU har udsendt et direktiv, der ”sikrer, at personer, der overtræder eller omgår EU-sanktioner, bliver retsforfulgt. Det er blevet særlig vigtigt i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Lovgivningen fastsætter, at medlemsstaterne skal definere visse handlinger som strafbare handlinger. Det omfatter bl.a.:

1) at hjælpe personer, der er omfattet af EU's restriktive foranstaltninger, til at omgå et rejseforbud,

2) at handle med varer, der er omfattet af sanktioner, og foretage transaktioner med stater eller enheder, der er omfattet af EU's restriktive foranstaltninger, (Mon også dette gælder salg og køb af bøger, artikler, videoer mv., som er udgivet af de sanktionerede personer?),

3) at levere finansielle tjenesteydelser eller udføre finansielle aktiviteter, der er forbudte eller begrænsede, (Dette gælder også økonomisk støtte til de sanktionerede forfattere, der lever i Europa/EU, og som har fået deres økonomiske livsgrundlag ødelagt og bankkonti lukket af sanktionerne – blot fordi de mht. Ukrainekrigen peger på andre ikke-EU-anerkendte kendsgerninger og giver udtryk for andre holdninger),

4) at dække over ejerskabet af pengemidler eller økonomiske ressourcer for en person, en enhed eller et organ, der er omfattet af EU's sanktioner

Det vil også være strafbart at anstifte, medvirke og tilskynde til disse lovovertrædelser.

Endvidere siger EU, at ”medlemsstaterne skal sikre, at overtrædelse af EU's sanktioner kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.” Der peges på fængselsstraf og bøder som redskaber til ”afskrækkelse.”

Det, som EU-traktatens art. 29 dermed i realiteten og i praksis siger, er, at ”medlemsstaterne drager omsorg for - med strafferetlige sanktioner - at holdningerne i de nationale befolkninger er i overensstemmelse med Unionens holdninger.” Befolkningerne skal med straffenes ”afskrækkende virkning” forhindres i at have andre holdninger end Unionen.

Og også Danmark er altså af EU pålagt at opretholde en sådan censur og censur-sanktion inden for Danmarks grænser ved hjælp af ”effektive og afskrækkende strafferetninger sanktioner.”

EU’s Censur Union

Straks efter Ukrainekrigens udbrud iværksatte EU sin unionscensur, da EU’s Kommissionsformand von der Leyen den 27 FEB 2022 annoncerede EU’s censur-sanktioner mod den russiske tv-station Russia Today og den russiske radiokanal Sputnik (jf note 11). EU-rådet fulgte op med en vedtagelse af censuren den 02 MAR 2022.

I sin annoncering sagde von der Leyen følgende: Med en ny og ikke tidligere anvendt foranstaltning vil vi i Den Europæiske Union forbyde Kreml’s mediemaskine. De statsejede Russia Today og Sputnik såvel som deres støtter vil ikke længere være i stand til at sprede deres løgne for at retfærdiggøre Putin’s krig og skabe splittelser i vores union. Så vi er ved at udvikle redskaber til at forbyde den giftige og skadelige disinformation i Europa (jf. note 12).

Man må spørge: Hvilke splittelser i vores union? Demokratiske splittelser på meninger om og holdninger til Ukrainekrigens årsager eller hvad? Er det da ikke afgørende for borgerne i et demokrati, at man hører modstanderens (Ruslands og andre EU-borgeres) synspunkter som en forudsætning for at løse politiske konflikter, standse krige og skabe fred?

Med denne radio- og tv-censur startede EU’s militære proxykrig i Ukraine. EU’s ”phoney war”, der slet ikke var nogen krig på EU-landenes territorier, men som, EU gerne ville have, skulle ligne en rigtig krig; og som EU’s befolkninger skulle opfatte som en rigtig krig. På grund af denne proxykrig blev ytringsfriheden lukket ned i EU. EU-borgerne skulle holdes i uvidenhed om russerne og deres opfattelse af konflikten. For russerne, Kreml og Putin spreder kun løgne - splittelser i vores union - giftig og skadelig disinformation; mens EU’s kommissionsformand og EU-rådet kun spreder sandfærdig information og rigtige kendsgerninger. EU’s Ministerråd for Sandhed lagde proxy-krigens manipulerende og uigennemsigtige tåge ud over EU-borgerne. Helt i stil med det orwellske Store Broder-nysprog: ”KRIG ER FRED – FRIHED ER SLAVERI – UVIDENHED ER STYRKE” (dvs. borgernes uvidenhed) (jf. note 13).

Sådan fortsatte det med EU-rådets beslutninger 15 DEC 2025, hvor Løkke Rasmussen deltog. Og hvor EU-rådet iværksatte censur-sanktioner mod borgere, der lever i EU, og hvis offentliggørelse af bestemte synspunkter skulle skræmmes bort gennem opdragende sanktioner.

Danmark er ikke i krig

Danmark er ikke i krig. Danmark udkæmper ikke en eksistentiel militær overlevelseskrig, hvor ekstraordinære foranstaltninger imod Grundloven kunne blive nødvendige. Danmark er ikke i undtagelsestilstand. Grundloven og demokratiet står stadig ved magt.

Eller man kan spørge, om de faktisk stadig gør det? For når Danmark har tilsluttet sig EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, har afgivet myndighed til EU på disse områder, og altså underlægger sig EU’s beslutninger, har Danmark så uden videre ophævet Grundlovens § 77, dvs. den demokratiske ytringsfrihed – og i princippet al anden dansk lov - dersom EU beslutter, at den EU-fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik også i fredstid og ganske generelt kræver dette? Med en simpel og lovundvigende henvisning til et ”spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter.” Har danske politikere og EU-politikerne på denne måde fjernet den demokratiske kontrol, som enhver befolkning gennem ytringsfriheden skal have med sine egne politikere?

Grundloven: Censur kan ingensinde på ny indføres

Kendsgerninger kræver ikke noget absolut og totalitært EU-råd. Det er en total misforståelse af kendsgerningernes væsen, magt, mangfoldighed og virkelighed at tro, at de gør det. Og det er bestemt heller ikke entydigt eller absolut, hvilken betydning en politisk kendsgerning har. Det afhænger i allerhøjeste grad af den politiske forhåndsindstilling. Vurderingen af kendsgerninger har altid et personligt valgt udgangspunkt. Også kendsgerningerne og den politiske realisme må vi derfor skændes frit om. Kendsgerninger kan man være uenige i, acceptere eller kæmpe imod.

Derfor er det i et frit samfund ikke vore folkevalgte politikere eller politiske embedsmænd, der på absolutistisk maner skal bestemme, hvad der er kendsgerninger og hvad ikke. Eller hvad vi – borgere og vælgere – skal acceptere eller forkaste som de kendsgerninger, der for os må anses for at være konstituerende for den politiske eller militærstrategiske virkelighed. Det er op til demokratiets enkelte borger at undersøge, acceptere eller forkaste de kendsgerninger, der får betydning for, om han vil genvælge eller vrage politikerne ved næste valg. ”Kendsgerninger taler for sig selv,” siger vi, og forstår derved, at ethvert subjektivt menneske står frit og selvstændigt over for dette at bøje sig for kendsgerningernes autoritet.

Man må derfor spørge både udenrigsminister Løkke Rasmussen, justitsminister Peter Hummelgaard og statsminister Mette Frederiksen: Hvordan kan Danmark tilslutte sig og underlægge sig sådanne EU-censur-sanktioner, når der i den danske Grundlov § 77 om trykke- og ytringsfrihed står, at ”censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”?

Sygdommene i det overnationale liberale demokrati

Den polske filosof og det tidligere medlem af EU-Parlamentet, Ryszard Legutko, udgav i 2012 bogen ”The Demon In Democracy. Totalitarian Temptations in Free Societies.” (engelsk udgave 2016). Heri beskriver han, hvordan den tvangsmæssige politik, som EU’s overnationale institutioner driver igennem, ikke sker tilfældigt. Den udgår fra hjertet af Den Europæiske Union og fra logikken omkring fremtidsvisionen om det samlede, integrerede europæiske samfund. Institutionerne eksisterer, men det europæiske samfund findes ikke.

Legutko skriver (jf. note 13): ”Disse institutioner har en tendens til at ignorere de lovregler, der følges i nationalstaterne, hvor regeringerne derimod ikke kan ignorere disse lovregler, fordi regeringerne er ansvarlige over for virkelige samfund med virkelige identiteter og loyaliteter, og ikke over for et opdigtet fremtidssamfund. - - - Der er ikke noget tegn på, at EU vil ophøre med denne selvdestruktive og demoraliserende adfærd. EU-mentaliteten - ja, der findes en sådan! – skabte den mentale sædvane, at enhver meningsafvigelse bliver betragtet som et blasfemisk angreb på selve ideen om Den Europæiske Union og på de ædle principper, der konstituerer den; ganske sådan som i socialismen enhver meningsafvigelse var en ubegribeligt forræderisk handling, som ikke kunne lades ustraffet. Den Europæiske Union er blevet beskytteren af alle sygdommene i det overnationale liberale demokrati, mens den samtidig selv er blevet den mest levende illustration af disse sygdomme.”

Jo, vi forstår, hvad von der Leyen og Kaja Kallas har i tankerne, når de vil forhindre russerne i at skabe splittelser i vores union, og når de iværksætter censur-sanktioner imod enkeltpersoner, der stiller spørgsmål ved EU’s hele narrativ omkring Ukrainekrigen. Også opinionsharmoniseringen er dermed blevet en del af EU-integrationen. EU’s integration omfatter således også en ”en stadig snævrere sammenslutning” af den europæiske opinion, hvilket forklarer, hvorfor EU’s beslutninger om censur-sanktioner – også imod EU’s egne borgere – henregnes til gruppen af EU’s foranstaltninger imod ”russiske hybride trusler” og ”Ruslands destabiliserende aktioner.” Den integrerede borger-opinion i EU skal – kontrolleret af EU’s Ministerråd - bevares i stabil og ”usplittet” ro.

Friheden til at forsvare eller bestride kendsgerninger

Frihed og demokrati kan ikke eksistere uden den åbne og standende kamp mellem løgn og sandhed. Eller uden kampen mellem de kendsgerninger – og forståelsen af de kendsgerninger – som vi hver især tillægger vægt. Eller uden kampen mellem de narrativer, som mennesker og samfundsborgere skaber ud fra deres forskellige syn på, hvad kendsgerningerne fortæller os, og hvad der derfor er virkelighed. En narrativ er den subjektivt satte forbindelse mellem kendsgerninger og virkelighed. For enhver af os er der en nærmest uransagelig vekselvirkning mellem virkelighedsopfattelse og kendsgerninger, hvor også døde, hårde og indlysende kendsgerninger kan tale meget forskelligt til os.

Men det betyder ikke, at virkeligheden med alle dens kendsgerninger er relativ, og ikke er én. For det er den! Men den er det i det enkelte menneskes afgørelse i frihed og ansvar, hvorfor vi også skændes med hinanden om, hvad virkeligheden og kendsgerningerne er.

Selv om ”kendsgerninger taler for sig selv” eller ”ikke står til diskussion” – som vi siger – må derfor også kendsgerninger leve i en politisk verden, hvor de ustandseligt bestrides eller forsvares, hvis vi vil opretholde den menneskelige frihed og demokratiet. Det at omgås kendsgerninger er en del af ånden, ansvaret og friheden i menneskeligheden. Af den grund er det også meget bemærkelsesværdigt, at den danske regering på den ene side taler om ”åndelig oprustning” og på den anden side i EU’s Ministerråd bistår EU med censur-sanktioner, der vil lukke kampen om kendsgerninger og virkelighed, og lukke friheden og demokratiet.

Løgn, propaganda, konspirationsteorier, fakta-fordrejning osv. er ikke forbudt ved nogen lov i et demokrati; heller ikke i det danske. Det er ikke forbudt at lyve eller at have en anden virkelighedsopfattelse end de herskende politikere. Sådan er det, fordi heller ikke noget så enkelt som en indlysende og af alle accepteret kendsgerning eller fortolkningen af den kan eller må være politisk absolut. Det hænger sammen med det enkelte menneskes frihed til at selv at afgøre og bestemme, hvilken virkelighed dette menneske står i.

For et frit menneske og et frit samfund indebærer det altid en form for implicit modsigelse at bevæge sig rundt i kendsgerningernes verden og omgås sandheden og virkeligheden. Det er baggrunden for, at vi i den danske Grundlov har indført trosfriheden, trykke- og ytringsfriheden, den personlige frihed (ingen frihedsberøvelse uden lovovertrædelse og uden dom) og forenings- og forsamlingsfriheden. Det kan overhovedet ikke regnes for nogen konstruktionsfejl ved demokratiet – ikke engang i det elektronisk høj-informative demokrati - at det også indebærer friheden og retten til at bestride - eller forsvare - kendsgerninger.

Friheden til at sige, at to og to er fire

Man kan selv tænke sig til, hvilket samfund vi ville få og have – eller nu allerede har i EU! – hvis offentliggørelsen af løgnehistorier eller divergerende opfattelser af den politiske virkelighed var forbudt. Det ville ikke beskytte sandheden eller den sande forståelse af virkeligheden; det ville tværtimod åbne op for, at netop magthavernes ensidige og subjektivt konciperede politiske løgnehistorier ville få monopol som endegyldig, absolut sandhed.

Man bør fx læse eller genlæse romanerne George Orwell’s ”1984” eller Aldous Huxley’s ”Fagre nye verden” eller Karin Boye’s ”Kallocain” eller allerbedst Aleksandr Solsjenitsyn’s ”Gulag Øhavet”.

I Orwell’s ”1984” er hovedpersonen Winston ansat i den Historiske Afdeling under Ministeriet for Sandhed. Her arbejder han sammen med O’Brien, der er medlem af Inderpartiet. Winston får et kontroversielt forhold til både Partiet og O’Brien. Om dette samfund, hvor sandhed og virkelighed var blevet et absolut statsmonopol, siger Winston: ”Partiet befalede én ikke at tro sine egne øjne og ører. Det var det allervigtigste bud. Hans mod sank ved tanken om de enorme kræfter, der var mobiliseret imod ham, den lethed, hvormed ethvert intellektuelt partimedlem ville kunne sønderlemme ham i en diskussion, de spidsfindige argumenter, som han ikke ville kunne forstå og langt mindre give igen på. Og dog havde han ret! De havde uret, og han havde ret. Det indlysende, det enfoldige, og det sande måtte forsvares. Selv banale sandheder er sande, hold fast ved det! Den materielle verden eksisterer, dens love forandres ikke. Stene er hårde, vand er vådt, og tyngdekraften får æblet til at falde til jorden. Med en følelse af, at han talte til O’Brien, og at han samtidig fremsatte en betydningsfuld sætning, skrev han: Frihed er friheden til at sige, at to og to er fire. Derefter følger resten af sig selv.” (jf. note 14).

Kun én ting kan udrydde løgn og politisk propaganda, nemlig åben og offentlig modsigelse, protest og kritik. Det vil sige: Gennem trykke- og ytringsfriheden. Det er grundvilkåret for sandhedens og virkelighedsforståelsens overlevelse i et demokrati, ja, grundvilkåret for demokrati i det hele taget.

Demokratiets princip er mistillid – for at værne om sandheden og kontrollere magthaverne

Når man mand og mand imellem drøfter verdens nuværende tilstand, opbruddet i alle de gamle geopolitiske sammenhænge og de mange politiske uroligheder, hører man ofte mennesker sige, at ”man skal have tillid til myndighederne.” Men nej, demokratiets vigtigste princip er mistillid. Ikke af ondskab, ikke af social uvilje eller af fjendskab til politikere eller eksperter. Og heller ikke, fordi det skulle dreje sig om at vandre gennem livet, verden og samfundet med en fundamental og principiel skepsis ligesom filosoffen René Descartes, der byggede sin filosofi op på princippet: ”Der bør tvivles om alt.” Tro og tillid er tværtimod livsnødvendig for ethvert menneske, også som borger i samfundet og som politisk medspiller. Uden tro og tillid kunne mennesker eller lande slet ikke leve deres liv med hinanden.

Men mistillid som demokratiets fundamentale princip udtrykker, at tillid til fakta, virkelighedsfremstilling, sandhed, magthavere, valgte politikere, myndigheder og eksperter i et frit demokrati er det enkelte menneskes eget valg, hvorfor vi har indført friheden for enhver til offentligt at fremlægge sin egen forståelse af virkeligheden. Og fordi det frie demokrati kun kan holdes vedlige gennem konstant mistillid til magten og magtudøvelsen og til det, der præsenteres som kendsgerninger i det eneste sande politiske narrativ. Demokrati er baseret på ”offentlig protestfrihed.”

”Tillid til myndighederne” - det svarer nærmest til dette at sige, at ”man skal tro på videnskaben.” Men nej, det er stærkt uvidenskabeligt at tro på videnskaben, uanset hvor eksakt en videnskab det er, man taler om. En sand videnskabelig holdning er dette, at man konstant tvivler på videnskabens resultater. Deraf bliver vi klogere og mere vidende. Det ved alle seriøse og dybtborende videnskabsmænd og forskere.

Den eminente britiske premierminister under Anden Verdenskrig, Winston Churchill, sagde engang: “Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters konversation med den gennemsnitlige vælger.” Hvorfor? Er borgerne og vælgerne dumme og uegnede til demokrati? Det lugter af den græske filosof Platons modstand mod demokratiet og hans ønske om, at filosofferne, dvs. eksperterne, skulle regere samfundet, et totalitært samfund.

Churchill har ikke ret. Man kunne med samme ret sige: “Det bedste argument imod demokrati er en fem minutters konversation med den gennemsnitlige politiker, det gennemsnitlige parlaments- og folketingsmedlem.” Hvorfor? Er politikerne og folketings- og parlamentsmedlemmerne dumme og uvidende? Nej, vi ved, at det er borgere som os selv, vi vælger ind i parlamenterne. De folkevalgte står i samme situation over for kendsgerningerne og virkeligheden, som vi selv. Lige så stærke og lige så svage – dette er tydeligt, når man følger med i politik. Så også disse Churchill-ord er blot beviset på, at noget så eksakt som viden og kendsgerningernes narrativ – den for ethvert menneske livsnødvendige tydning af livets hændelser – heller ikke er absolut i politisk og social forstand, men noget, som vi skal skændes frit og åbent om.

Kendsgerninger og virkelighed

Mange lande har under strafansvar fx forbud mod at benægte Holocaust, nazisternes systematiske udryddelse af jøder og andre mennesker under Anden Verdenskrig. Tyskland har presset på for at gøre det ulovligt i hele EU. Det har indtil nu ikke været muligt, da bl.a. Danmark mener, at også notoriske løgne skal være beskyttet af ytringsfriheden (jf. wikipedia). Nogle gange har det herhjemme været politisk diskuteret, om man skulle lade en domstol eller en lovbestemmelse berigtige eller underbygge en historisk kendsgerning, fx fortællingen om det armenske folkedrab i årene 1915-1917 under Det Osmanniske Rige. Det er en forkert vej at gå. En sandhed eller en kendsgerning – historisk eller nutidig – bliver svag af, at den skal understøttes ved domsafsigelse eller lov. En sandhed bliver derimod styrket af at blive udfordret. Det er jo også videnskabens lov og fundamentet under al videnskabelig forsøgsvirksomhed. Både kendsgerninger og sandhed skal testes ved gentagne modsigelser.

Det er vilkåret for ethvert menneske, at det frit og på eget ansvar og egen risiko må søge efter ikke blot sandhed og virkelighed, men også efter kendsgerningerne og det, som disse fortæller os. Derfor er vi nødt til frit, åbent og uafladeligt at præsentere hinanden for alle de kendsgerninger, vi ser, og som andre ikke har set. Vi må – i det demokratiske frihedsfællesskab - hjælpe hinanden med at finde, erkende og respektere virkeligheden i kendsgerningernes myriader. Og hjælpe hinanden med at undgå fordrejninger, fejlslutninger og forkerte beslutninger om den geopolitiske og strategiske virkelighed. Ikke ved Ministerrådets absolutistiske, summariske og tematiske beslutninger, men gennem en debat, der alsidigt, respektløst og offentligt tør stille spørgsmål ved alt. Det den bedste – demokratiske - metode til at holde vore folkevalgte magthavere på en realistisk og ønskværdig politisk kurs.

De politikere, der i et demokrati har fået til opgave af vælgerne at forvalte magten og sætte den politiske kurs for landet eller for EU, kan heller ikke selv undvære trykke- og ytringsfriheden, selv om disse politikerne måske tror det. De kan ikke undvære modsigelsen, protesten eller den korrigerende påtale af deres virkelighedsopfattelse. Derfor er også tilbagevendende folketings- og parlamentsvalg fast integreret i et demokrati. Den politiske kurs skal kunne justeres ind efter virkeligheden, den prøvede virkelighed. Politiske holdninger knytter sig ofte til en bestemt, men meget afgrænset udvælgelse af kendsgerninger, der netop udvælges på grund af deres betydning i subjektiv forstand for det enkelte menneskes eller den enkelte politikers virkelighedsopfattelse.

Liv og politik er langt mere end de kendsgerninger, som man friskt og skråsikkert kan tvinge borgere ind under gennem censur-sanktioner.

Ensidige kendsgerninger i EU’s Ministerråd og i vore medier

Vist kan også en befolkning forføres langt ud i virkelighedsforfalskningen, ligesom et enkelt menneske kan det. Det har vi set flere gange i verdenshistorien. Fx var det kommunismens og Karl Marx’s påstand, at den kommunistiske samfundsindretning baserede sig på ren videnskab og uomgængelige sociale kendsgerninger. Kommunismen er historiens mest forfærdelige eksempel på en videnskab, samfundsvidenskaben, der blev totalitær. Også kendsgerninger og videnskab kan bruges i løgnens tjeneste. Også derfor skal videnskab kunne betvivles og diskuteres åbent og frit. Det vil være en samfundsmæssig og sandhedsmæssig katastrofe, hvis vor tids lovprisning af det – i journalistiske og politiske sammenhænge - højt besungne ”fakta-tjek” skulle føre til en sådan overtro på fakta, at man ville oprette et Sandhedsministerium, et Fakta-ministerium – eller et censur-regime i EU-ministerrådet.

Trykke- og ytringsfriheden i et demokrati - som et lands praktiske husorden - er politikernes mulighed for at komme til fornuft og at undgå krig og en kaotisk samfundsudvikling på grund af deres fejlvurdering af både situation, virkelighed og kendsgerninger. Så når von der Leyen vil værne om den Europæiske Union ved at forhindre russiske synspunkter i at ”skabe splittelser i vores union”, bevæger hun sig helt i tråd med den daværende Sovjetunions opinionsmæssige jerntæppe over for kritikken af den videnskabelige kommunisme og dens samfundsindretning.

Af den årsag er det vigtigt, ikke blot for den frie demokratiske diskussion, men for den sandfærdige og mest virkelighedstro helhedsbelysning af et givet politisk problem, fx Ukrainekrigen, at vore medier ikke er ensidige i deres præference for og fremlæggelse af kendsgerninger, research, journalistiske vinkling og analyser. Men dette har i de senere år vore mainstreammedier i Danmark forbrudt sig imod i så voldsom grad, at deres ensidige vinkling i mange tilfælde må betegnes som propaganda.

”Journalistisk vinkling” – dette udtryk, der egentlig skulle betyde, at journalisten holder fast i kendsgerningerne og virkeligheden, så alt er på det rene, sikre og troværdige, men blot – blot! – stiller sig et sted, hvor han ser kendsgerningerne fra en anden vinkel. ”Kendsgerningerne bliver stående, men jeg flytter mig.” Men er dette ikke en indrømmelse af, at også kendsgerninger bliver behandlet og set subjektivt, hvorfor de slet ikke kan opløftes til absolutte sandheder gennem EU’s censur-sanktioner?

Mediernes ensidighed har været så eklatant, at det er umuligt ikke at se denne som en opinions-okkult, demokrati-undergravende og virkelighedsfjendsk alliance mellem mainstreammediernes dækning af Ukrainekrigen og den politiske stands ønske om at udøve en stærk opinionskontrol over for befolkningen med hensyn til Danmarks politik over for Rusland og Ukrainekrigen.

Lyspunkter - Protester mod EU’s kurs

Alle synspunkter og virkelighedsforståelser og narrativer skal frem i lyset og analyseres åbent og frit, dvs. russernes synspunkter såvel som ukrainernes, europæernes og Vestens. Det er et lyspunkt i mørket, at den italienske premierminister Giorgia Meloni her primo JAN 2026 har udtrykt nødvendigheden af at tale med russerne og Putin. Også fra Ungarns Orban, Polens nyligt valgte præsident Nawrocki, Tjekkiets nye premierminister Babis og fra Slovakiets Fico hører vi vigtige protester mod den valgte EU-kurs mod Rusland og Ukrainekrigen. Polens præsident Nawrocki har for nylig (primo JAN 2026) nedlagt veto mod den polske regerings lovforslag om at ville implementere EU’s informations- og debatkontrollerende Digital Service Act i Polen. Nawrocki’s begrundelse for sit veto er, at loven vil give statslige embedsmænd adgang til at begrænse ytringsfriheden online, og ville introducere en form for ”administrativ censur.” Modstandere af Nawrocki’s veto advarede derimod om, at en blokering af loven ville underminere indsatsen for at imødegå ”disinformation”, især fra Rusland (jf. note 15).

Faktisk er det ejendommeligt – eller måske netop forståeligt! - at protesterne mod EU’s urokkelige og fakta-monopoliserende kurs kommer fra de østeuropæiske lande, der kender kommunismens fakta-totalitære samfund.

I dag er der europæiske og danske politikere, der siger, at Rusland kan og skal besejres i Ukraine, og at vi skal fortsætte krigen til den bitre og dødelige ende. Sådan har vi jo nu i nogle år hørt vor egen såkaldte ”krisestyrende” Mette Frederiksen. Andre mennesker, herunder kritiske geopolitiske analytikere, militæreksperter, mennesker med baggrund i efterretningsvæsenet og modige enkelt-journalister rundt om i Europa, siger, at Ukraine og dets europæiske støttelande allerede har tabt krigen, at det herskende EU-politiske narrativ om krigens årsag og grundlag er falsk, og at en fortsættelse af krigen derfor kun er den dumstædige EU-politikers forhærdelse i sin egen virkelighed, sin egen narrativ og falske opfattelse af egen fakta-ufejlbarlighed. Fakta-skænderier og diskussioner om, hvilke fakta, der er så vigtige, at det er dem, der skal styres og regeres efter, og hvilke fakta, der ikke skal styres efter, er en god ting og ufravigeligt i et demokrati.

Jacques Baud

Om Jacques Baud, jf. note 16. De anførte kilder i note 16 er enten tydeligt EU-konforme eller EU-kritiske hvad angår censur-sanktionerne imod Jacques Baud.

Jacques er en schweizisk statsborger, der bor i Bruxelles, i hjertet af EU. Han har haft forskellige militære officersfunktioner i den schweiziske hær, men er nu pensioneret oberst. Han har gjort tjeneste i Schweiz’s Strategiske Efterretningstjeneste som specialist på de østeuropæiske lande. Og har under Schweiz’s udenrigsministerium arbejdet i det schweiziske Center for International Sikkerhedspolitik. Han har i flere år (før Murens fald) arbejdet indgående med Warszawa-pagtens (WAPA) doktrin, taktik og militære styrker såvel øst for det daværende Jerntæppet som over hele verden. Hans store kendskab til WAPA gav ham også (efter Murens fald) en ledende stilling inden for NATO i arbejdet med kontrol af spredningen af håndvåben og miner. Dette arbejde gav ham stor erfaring og viden fra talrige møder og forhandlinger med russiske og østeuropæiske højtstående militærpersoner, ledende embedsmænd og politikere. I regi af NATO fulgte han tæt den ukrainske krise i 2014 og årene derefter, og arbejdede samtidig med NATO-støtte til Ukraine. På grund af sit store kendskab til våben og sikkerhed har Jacques Baud desuden været dybt involveret i FN’s arbejde med sikkerhed for flygtningelejre (Afrika), ligesom han også har været leder af FN’s civil-militære efterretningstjeneste under FN’s fredsoperationer flere steder i Afrika. I et par år (2009-2011) gjorde han tjeneste som leder af afdelingen for ”Policy and Doctrine” inden for FN’s fredstøttende operationer.

Man kan roligt sige, at Jacques Baud’s arbejde har gjort ham til en specialist og ekspert inden for indsamlingen af eksakte militære og sikkerhedspolitiske facts og kendsgerninger. Men også til en meget troværdig og realistisk fortolker af alle de kendsgerninger, der indrammer Ukrainekrigen og splittelserne mellem Vesteuropa og Rusland om krigens årsag og forløb. Jacques Baud har gennem de senere år udgivet flere bøger om Ukrainekrigen. Disse bøger afslører med utallige facts mange detaljer om misforståelserne og ensidigheden i den vestlige narrativ om krigen, om Rusland og Ukraine. Hans bøger er øjenåbnere, der kun kan anspore til at stille yderligere spørgsmål og nære en grundlæggende skepsis, hver eneste gang en vesteuropæisk eller dansk politiker eller en mainstream-avis udtaler sig om krigen og Rusland.

Af Jacques Baud’s bøger skal nævnes følgende:

1) ”Poutine, maître du jeu” (2022) – (Putin, spillets mester).

2) ”Operation Z” (2022).

3) ”L’art de la guerre russe. Comment L’Occident a conduit L’Ukraine a l’echec (2024) – (Russisk krigskunst. Hvordan Vesten har sat Ukraine skakmat).

4) ”Guerre secrète en Ukraine” (2025) – (Hemmelig krig i Ukraine).

Bøgerne er alle i originalsprog skrevet på fransk, men mange er oversat til andre sprog, bla. engelsk og tysk. Bøgerne findes ikke på dansk. Endnu kan bøgerne – vistnok??? – købes på amazon (flere sprog) eller hos maxmilo.com (jf. note 19).

Ministerrådets anklage imod Jacques Baud

”Jacques Baud, tidligere oberst i den schweiziske hær og analytiker af strategiske forhold, er regelmæssig gæst i prorussiske tv- og radioprogrammer. Han fungerer som talerør for prorussisk propaganda og udbreder konspirationsteorier, idet han fx beskylder Ukraine for selv at have iværksat invasion (dvs. den russiske) af landet for at kunne blive medlem af NATO.

Derfor er Jacques Baud gennem sin deltagelse i indsatsen for informationsmanipulation og påvirkning ansvarlig for handlinger eller politiske foranstaltninger, der må tilregnes regeringen i Den Russiske Føderation, og som undergraver eller truer stabiliteten eller sikkerheden i et tredjeland (Ukraine), idet han fordrejer disse eller understøtter dem.” (jf. note 2).

Sådan! Det er den dom, som EU’s Ministerråd på sin sanktionsliste fælder over J. Baud. Summarisk og administrativt! Ganske ligetil. For alle ved – via det gængse narrativ i EU og Vesteuropa - at Putin og russerne lyver. Ligesom alle ved, at Trump lyver. Men EU og dets Ministerråd lyver ikke.

Er det i et demokrati forbudt at være ”prorussisk”, hvis det er det, man vil være? Eller pro-ukrainsk? Vi er jo ikke i krig; vi drøfter på demokratisk manér et stærkt kontroversielt politisk emne om valget mellem krig eller fred og om fornuftige sikkerhedspolitiske ordninger i Europa. Og vi drøfter krigsårsager - dét, som enhver vågen borger i et demokrati, enhver politiker, historiker, geostrategisk forsker nærmest ikke kommer uden om at tage stilling til. Hvilke kendsgerninger har forårsaget krigen? Det er der delte meninger om.

Er der nogen lov – i EU eller Danmark – mod at optræde i russiske tv- og radioprogrammer? Er det forbudt? Har mon ikke – det er jo ikke nemt at vide! – EU-Kommissionsformand von der Leyen, Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen været regelmæssige gæster i prorussiske tv- og radioprogrammer? Måske ikke inviterede gæster, men så hyppigt været vist med videoer og udtalelser om europæiske, ukrainske eller russiske forhold – ganske som Jacques Baud efter eget udsagn har været det, jf. senere i artiklen.

Bliver man automatisk løgner eller propagandist af at deltage i et ”prorussisk tv- og radiopram? Hvilke synspunkter er propaganda og hvilke er ikke? Er ethvert synspunkt, der fremføres hyppigt og kontinuerligt, propaganda? Hvis det var tilfældet, ville vist mange både danske politikere og EU-politikere falde for dommen om at være propagandister.

Hvor nemt er det ikke at kalde modstanderens synspunkter for ”konspirationsteorier”, når man har lukket for den offentlige adgang til russernes synspunkter og til de kendsgerninger, som disse synspunkter måtte hvile på? Og når vesteuropæiske EU-politikere oven i købet heller ikke selv tør møde Putin og russerne i en direkte snak om uenighederne og problemerne. Det i sig selv antyder jo, at disse politikere ikke selv tør eller ønsker at lade deres egne foretrukne kendsgerninger og virkelighedsforståelse blive udfordret af russerne eller af demokratiets frie og åbne debat. Ja, man skulle tro, at vore EU-politikere er opinionsprogrammerede zombier, for hvem det er umuligt at erkende, reagere på eller forsvare sig over for en stærk variation af ydre kendsgerninger.

Hvad er ”informationsmanipulation” og ”påvirkning”? Svarer kendsgerningerne og informationerne kun til én, absolut virkelighed, som defineres af EU’s Ministerråd. Man kan bestemt ikke ud af dette læse, at EU’s Ministerråd skulle være særligt store tilhængere af alsidighed, nuancer, demokratisk debat, overblik og agtpågivenhed over for kendsgerninger og realiteter.

Og så det mest groteske: Er Jacques Baud derfor - virkelig DERFOR! - ansvarlig for handlinger, der må tilregnes regeringen i Den Russiske Føderation, og som undergraver eller truer stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine. Hvad er det EU’s Ministerråd her siger? Er J. Baud ansvarlig for, at der ikke er stabilitet eller sikkerhed i Ukraine, dvs. ansvarlig for, at der er krig i Ukraine?

Det er tillige ganske løjerligt, at Ministerrådet anklager J. Baud for ”udbrede konspirationsteorier”, og at de begrunder dette med et eksempel – det eneste eksempel! - hvori der siges, at ”han fx beskylder Ukraine for selv at have iværksat invasion af landet for at kunne blive medlem af NATO.” Til dette er der flere ting at sige.

For det første er det umuligt trods megen søgen i J. Baud’s bøger eller i hans offentlige udtalelser at finde steder, hvor han skulle have sagt noget sådant. For det andet er det en kendsgerning (!), at Olexei Arestovych, som er tidligere rådgiver for den ukrainske præsident Zelenskyj, i 2019 hævdede, at Ukraine måtte vinde en storkrig, førend det kunne blive medlem af NATO, og at Rusland ville være nødt til at invadere Ukraine for at forhindre Ukraines optagelse i NATO. Arestovych siger ordret til intervieweren: ”Nej, vi kan ikke tale om nogen dato for afslutning af krigen (oa.: Ukraines krig mod dets egne russiske borgere i Donbas). Tværtimod! Højst sandsynlig vil det tilskynde Rusland til at iværksætte en storstilet militæroperation mod Ukraine, fordi de vil være nødt til nedbryde os mht. infrastruktur og at ændre alting her til et ødelagt territorium, så NATO vil være modvillig til at acceptere os som medlem. (intervieweren: Du mener altså, at Rusland vil vove at konfrontere NATO direkte?) - - - Nej, ikke NATO. Russerne må gøre dette, førend vi bliver medlem af NATO for at gøre os uinteressante for NATO. Så vi bliver uinteressante som et ødelagt land. Med 99,9 % sandsynlighed er den pris, vi skal betale for at tilslutte os NATO, en storkrig med Rusland. Og hvis vi ikke bliver tilsluttet NATO, bliver vi opslugt af Rusland inden for ti til tolv 12 år. Det er de to veje, der er for os nu. Og lad os nu træffe et valg - - - (utydeligt). (intervieweren: Men, vent, hvis vi vurderer det, hvad er så det bedste valg?) - - - Det er selvfølgelig en storkrig med Rusland og en tilslutning til NATO som et resultat af Ruslands nederlag. Det vil være det mest fede (cool) af alt.” (jf. note 17).

For det tredje: Hvis Arestovych kan sige noget sådant, uden at blive pålagt censur-sanktioner af EU’s Ministerråd, hvorfor kan J. Baud så ikke? Hvis Baud da i det hele taget nogensinde har sagt det. Og kunne man ikke sige – hvis man skal følge Ministerrådets tankegang om, at der er trusler i en sådan udtalelse - at det er Arestovych selv, der undergraver eller truer stabiliteten eller sikkerheden i sit eget land, Ukraine? Han mener åbenlyst, at den krigsførelse, som Ukraines kupregering efter kuppet i 2014 iværksatte mod sine russiske medborgere i Donbas, må føre til en russisk militæroperation mod Ukraine, hvilket efter en ukrainsk sejr over russerne vil føre til ukrainsk medlemskab af NATO.

Sanktionerne imod J. Baud

Alle J. Baud’s bankkonti er lukkede eller ”frosne”, som det hedder i moderne sanktionssprog. Han må ikke rejse nogen steder. Må ikke forlade Bruxelles i Belgien, hvor han bor. Han må end ikke rejse til sit hjemland Schweiz. Andre mennesker må ikke udføre nogen form for økonomiske transaktioner med Baud. Det er strafbart for EU-borgere at overføre pengemidler som hjælp til Baud.

Selv siger han: ”Dette er en politisk afgørelse. Det er ikke nogen domstolsafgørelse. Jeg er aldrig blevet trukket i retten og stillet over for en dommer. Jeg har aldrig overtrådt nogen lov. Jeg er aldrig blevet anklaget for at have overtrådt nogen lov. Jeg har aldrig haft muligheden for at forsvare mig selv. Jeg har aldrig haft muligheden for at blive forsvaret eller repræsenteret af en advokat. Jeg har aldrig haft mulighed for at bevise, forsvare eller fremlægge min sag. Indtil nu har man heller aldrig præsenteret sagen for mig.”

”Så dette er en ensidig beslutning om at frarøve mig min bevægelsesfrihed. Og endog min frihed til at leve, for mine konti er lukkede. Jeg kan ikke betale noget, ikke betale mine regninger, min mad eller brændstof til min bil eller hvad som helst. Siden den 15. december lever jeg af mine naboers gavmildhed og den solidaritet, som folk i Bruxelles viser mig. Jeg har fået mange tilbud om hjælp fra mennesker i EU, fra Frankrig, Holland, Tyskland, Schweiz osv. Men jeg lever af hjælp fra mine nærmeste naboer. Alt dette betyder, at EU uden nogen form for passende retsproces faktisk har frarøvet mig alle mine grundlæggende friheder, inkl min ytringsfrihed.” (jf. note 6).

Hvad siger Baud selv om sin offentlige virksomhed, sine ytringer og meninger?

”Jeg har et omfattende kendskab til konfliktmægling. Det er vigtigt at forstå; for jeg har været fredsmægler under mange konflikter i Afrika. Og som mægler gælder det helt klart, at man ikke kan være en part i konflikten. Man må forstå begge de stridende parters position. - - - Man må være upartisk, dvs. uden parti. Og dette er nøjagtigt min professionelle erfaring. - - - - Så man tager ikke stilling til konflikten; man analyserer og søger at forstå begge parter, hvilket dernæst hjælper dig med at løse konflikten. Og det er nøjagtigt den samme holdning, jeg har med enhver anden konflikt, fx i Palæstina, Venezuela eller Ukraine. Så jeg tager absolut ikke parti. - - - - - Jeg er analytiker. Jeg søger at forstå, hvordan begge parter tænker i konflikten. Det er hele ideen.”

”Det er vigtigt at vide dette, når man læser, hvordan sanktionernes tekst siger, at jeg er talsmand for Rusland. Det kan jeg ikke forstå, for jeg har aldrig forsøgt noget sådant. Jeg har afvist og afslået invitationer fra russiske medier om at optræde i disse medier. Måske er nogle af mine interviews andre steder blevet opfanget og vist af de russiske medier, det er muligt. Men jeg har afvist at blive interviewet direkte i disse medier netop for at undgå, at mit arbejde skulle forstås som propaganda. Hvis man fx læser mine bøger – jeg har skrevet adskillige bøger om forskellige konflikter, og især om Ukraine-konflikten – kan man se, at jeg undgår propaganda-udtryk, som fx ”banderitter” eller ”ukraine-nazister” eller noget lignende. Jeg forklarer forskellen mellem nazisme og neonazisme. Men jeg bruger ikke ordet nazisme til at beskrive den ultranationalistiske ukrainske regering. Noget sådant har jeg aldrig gjort. Og jeg har forklaret, hvorfor jeg ikke gør det og ikke ønsker det. Jeg har gjort mig enhver anstrengelse for ikke at være en propagandist. Og dette siger sandsynligvis også noget om sanktionerne imod mig. For på trods af alle anstrengelser for at være neutral og upartisk, bliver man alligevel betragtet som propagandist.” (jf. note 6).

Rule-of-law erstattet af summariske sanktioner

Pascal Lottaz, der er schweizisk statsborger, historiker og professor i internationale relationer ved Temple University i Japan, spørger J. Baud (jf. note 6).: ”Selv om du udsendte propaganda, og gentog det igen og igen, ville du ikke have overtrådt nogen lov i EU. Det ville stadig være lovligt. Det ville stadig henhøre under ytringsfriheden. Og det er netop grunden til, at der bliver anvendt sanktioner imod dig, og grunden til, at du ikke bliver arresteret af politiet. For du har ikke overtrådt nogen lov. EU har selv sagt, at sanktioner er ikke nogen straf. Det siger de. Sanktioner er en lov-undvigende mekanisme til at ødelægge folks liv med. Og de er ikke ulovlige. De ligger faktisk inden for EU’s Ministerråds myndighed, men de omgår enhver lovbeskyttelse, som man normalt har. Derfor siger de til dig, at du må gå til European Court for at få dine rettigheder og friheder tilbage.”

Her har vi igen det summariske og administrative sanktionsindgreb, hvor man unddrager sig de love og de frihedsrettigheder, der beskytter borgere, der lever inden for EU’s område. De sikkerheds- og udenrigspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, som man i form af sanktioner kan beslutte rent administrativt og rette mod udlandet og udenlandske borgere, retter man nu administrativt også indad mod borgere inden for EU. Udenrigs- og sikkerhedspolitikkens rene anarki og magtkampe retter man imod sine egne borgere, som dermed bliver opinionskrigens ofre i EU’s ”phoney war” med Rusland. EU’s Ministerråd har erstattet demokratiets ”rule of law” med summariske og administrative rådsbeslutninger.

Forestil Dem, at De som dansk statsborger blev anholdt af dansk politi og sat i fængsel i ugevis, månedsvis. Men at politiet sagde til Dem: Det er ikke nogen straf, blot en sanktion. Hvis du er utilfreds, kan du selv rejse en sag ved domstolen, for at bevise, at det er uberettiget. Altså: Myndighederne, EU’s Ministerråd, fratager dig præventivt og adfærdsregulerende din økonomiske frihed, din bevægelses- og ytringsfrihed stik imod demokratiets love, og siger dernæst til dig: Du må selv gå til domstolene, for at få afgjort, om det er ulovligt, hvad vi har gjort imod dig.

Censur-sanktioner er barrikader, der viser et svagt system og en svag regeringsførelse

Jacques Baud svarer professor Lottaz (jf. note 6): ”Hele sagen drejer sig om dette: Hvad har vores stat af troværdighed? Jeg er fra Den Kolde Krigs tid, det vil sige, vi har selv oplevet den situation, vi havde under Den Kolde Krig. Under Den Kolde Krig var Pravda (oa.: sovjetkommunismens avis ”Sandheden”) ikke forbudt. Man kunne købe Pravda i vore aviskiosker. Avisen var ikke forbudt. Vi forbød ikke engang Det Kommunistiske Parti. Fx havde Frankrigs Kommunistiske Parti stærke forbindelser med Sovjetunionens kommunistparti. Men partiet var ikke forbudt. Sandsynligvis blev folk overvåget og der var måske mere overvågning omkring partiet. Sådan foregik det sikkert. Men partiet var ikke forbudt. Og grunden til, at vi ikke havde censurforanstaltninger, og ikke begrænsede ytringsfriheden eller opinionsfriheden, var, at vi havde tillid til, at vi havde det bedste system. Vi stolede på, at vort system ville sejre, og vi var sikre på, at vor narrativ altid var den bedste, uanset hvordan sovjetpropagandaen arbejdede. Derfor havde vi ikke behov for censur i nogen form. Vi havde en form for informations-Darwinisme, hvis man kan sige det sådan.

Problemet er, at når man begynder at anvende censur, påføre sanktioner mod enkeltpersoner, forhindre fri tale eller at forbyde folk at offentliggøre et eller andet, eller tilmed forbyde russiske medier, så betyder det, at man ikke har tillid til sit eget system. Det betyder, at dine beslutninger, dine beslutningsprocesser, ikke er baseret på kendsgerninger; at du ikke kan retfærdiggøre det, du siger, og at din egen politik, din egen mening, din egen regeringsførelse er skrøbelig, fordi den ikke baserer sig på et solidt fundament, på kendsgerninger og lignende forhold. Det, vi ser her, er i virkeligheden et eksempel på den fundamentale svaghed. De værdier, vi har i Europa, frihedsrettighederne, ytringsfrihed, religionsfrihed, opinionsfrihed, pressefrihed og så videre - disse friheder er stærke, fordi vi er stærke. Vi er ikke stærke på grund af værdierne. Værdierne er stærke, fordi vi er stærke. Altså, den kendsgerning, som vi er tilbøjelige til at ignorere, er, at vi føler os selv svage, og at vi derfor er nødt til at skabe barrikader.

Dette er nøjagtigt, hvad der tidligere skete i Sovjetunionen og i andre diktaturer. Netop fordi de fornemmede, at systemet i det væsentlige var svagt, og at man derfor måtte beskytte det, indføre ekstraordinære beskyttelsesbarrikader, kanalisere og kontrollere ytringsfriheden, tanke- og opinionsfriheden osv. Fordi man fornemmede, at der i systemet eksisterede en iboende sårbarhed. Og det netop det, vi er vidner til i dag. Jeg mener, uanset hvad situationen er i Ukraine, har vi i de seneste tre år helt åbenbart truffet en masse dårlige beslutninger. Og vi ser derfor, at Europa i væsentlig grad er blevet svækket, økonomisk og på mange forskellige områder. Dette demonstrerer faktisk svagheden i vor regeringsførelse. Og derfor må regeringerne beskytte deres egen regeringsførelse. Sådan ser jeg det.

Jeg er ikke sikker på, at disse sanktioner gavner EU, hvis man ser på det i overblik. Faktisk påvirker de hele systemets troværdighed. Man ser det også i de enkelte lande. Vi talte om et tilfælde i Tyskland. Tyskland var et af de første lande til at indføre sanktioner mod sine egne borgere, dvs. Tyskland som enkeltland, ikke EU. Jeg mener at huske, at det var Lipp, der som journalist arbejdede i Donbas, og som blev pålagt sanktioner (oa.: Alina Lipp, se wikipedia og note 18). Hun er tysk statsborger, og bor nu i Rusland, tror jeg. I hvert fald betyder det, at når du begynder at lægge sanktioner på dine egne borgere, er der et eller andet galt i vort eget system. Ellers ville man ikke have behov for det. Sandheden ville være tilstrækkelig.”

Rule-of-law nedbrydes af summariske magtbeslutninger

Jacques Baud: ”Når man taler om rule of law, er udtryksmåden meget afgørende. Jeg mener, vi taler jo om lovens herredømme, rule of law. Men her har vi et tilfælde, som ikke er afgjort i overensstemmelse med loven, ud fra the rule of law, men er afgjort alene ud fra politik. I de moderne stater, som har eksisteret siden det 18. årh., har vi haft regerings- og styreformer, der er defineret ved lov, og som udøves gennem lov, rule of law. Men her er vi i en situation, hvor politik afløser og fortrænger loven. Og det er faktisk interessant, at vi har adskillige tilfælde i vor tid. Jeg ønsker ikke at udbrede mig om Maduro’s tilfælde (oa.: dvs. USA’s tilfangetagelse af Venezuelas præsident 3 JAN 2026), men vi er i nøjagtigt i den samme situation, nemlig at politik fortrænger lov, og i dette tilfælde international lov. Det er ikke blot en meget farlig situation, men faktisk en meget farlig udvikling, fordi man mere og mere er tilbøjelige til at træffe beslutninger, uden at tage hensyn til kendsgerninger. Og når man derfor tager dårlige beslutninger, har man brug for at beskytte disse dårlige beslutninger ved at anklage de folk, der er modstandere af disse beslutninger, for, at de udøver propaganda. Vi er viklet ind i en ond cirkel. (jf. note 6).

Rule-of-law i Danmark: EU’s censur-sanktion mod Jacques Baud kan umuligt gælde i Danmark

Den danske Straffeloven, LBK nr. 1294 af 07/11/2025 (jf. note 20), har i 12. kapitel en såkaldt ”Særlig del”, som omhandler ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.”

I lovens § 1 står der, at ”straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant.” Denne § 1 må selvfølgelig også gælde for de forhold og love, der er anført i 12. kapitel, således at også straf for ”forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed” skal være hjemlet ved lov. Lovens § 1 gør princippet om ”rule-of -law” gældende for dansk ret og myndighedsudøvelse, og er i det danske demokrati borgerens værn mod myndighedernes ”summariske og administrative censur-sanktioner.”

Dette må endvidere betyde, at også en myndighedsforanstaltning eller en myndighedssanktion, der rettes mod Danmarks egne borgere, og som ligner straf eller har karakter af straf - fx i lighed med den frihedsberøvelse eller indskrænkning af bevægelsesfriheden, der er pålagt J. Baud - skal være hjemlet ved lov.

Hvor er den danske lov, der hjemler gyldigheden i Danmark for de censur-sanktioner, som EU’s Ministerråd har lagt på sine egne borgere og de borgere, der bor i EU? Hvordan kan udenrigsminister Løkke Rasmussen tilslutte sig en over hele EU gældende lovundvigende censur-sanktion, når en sådan må være forbudt i Danmark?

I Straffelovens § 261 er det ved lov bestemt, at ”den, som berøver en anden friheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.” Hvordan kan Danmark som statsmyndighed og ved Løkke Rasmussens aktion i EU’s Ministerråd være medbesluttende for en ”frihedsberøvelse”, der er forbudt i Danmark? I Danmark kræver en frihedsberøvelse en domstolsafgørelse med hjemmel i Straffeloven og med henvisning til en specifik lovovertrædelse. Jacques Baud er udsat for en ”administrativ” frihedsberøvelse, en grotesk indskrænkning af sin bevægelsesfrihed. I overensstemmelse med dansk straffelov må det fx stå J. Baud frit for at flytte til Danmark, hvor han vil være beskyttet af dansk rule-of-law, og hvor han vil få fuld råderet over sine udenlandske bankkonti.

Analogt må Danmark selvfølgelig også over for EU afvise, at en sådan frihedsstøtte til J. Baud skulle være strafbart for Danmark inden for EU. Danmark må over for EU hævde sit princip om rule-of-law, og håndhæve, at Danmark er et retssamfund. Og et demokrati.

Har den danske regering ved Løkke Rasmussen overtrådt Straffeloven mht ”den almindelige meningsdannelse” i Danmark?

Dette rule-of-law-princip er tilmed ganske klart udtrykt i den danske Grundlovs § 71, hvor der står: ”Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse. Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven” (dvs. Straffeloven).

Hvis J. Baud er af en ”politisk overbevisning”- eller er af en opfattelse af de politiske og militære kendsgerninger omkring Ukrainekrigen - der er i stærk modstrid med EU’s og EU-politikernes alternative og ensidige narrativ, må det naturligvis også være muligt for J. Baud at opholde sig frit i Danmark og give udtryk for sine synspunkter. Sådanne synspunkter er ikke forbudte i Danmark. Der er ytringsfrihed i Danmark. Danmark er et demokrati baseret på rule-of-law for alle uden undtagelse. Her gælder ikke den rene vilkårlighed med hensyn til, hvilke ”politiske overbevisninger” eller politiske virkelighedsopfattelser, der er tilladte, og hvilke der er forbudte.

I Straffelovens § 108 er anført: ”Stk. 1. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, herunder samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse, straffes med fængsel indtil 6 år. - - - Stk. 2. Såfremt det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel i 12 år.”

J. Baud anfører selv (jf. note 6), at han har oplysninger om, at det var den franske regering, der ønskede ham optaget på EU’s sanktionsliste. Og som nævnt ovenfor fortæller Wikipedia, at det franske udenrigsministerium anklager franskmanden Xavier Moreau, der også samtidig blev optaget på sanktionslisten, for at være talerør for prorussisk og pro-kremlsk propaganda. Og vi hørte, at også den censur-sanktionerede Diana Panchenko havde fået sin youtube-kanal fjernet i august 2025 efter anmodning fra Ukraines Center for Bekæmpelse af Disinformation (ukrainsk efterretningstjeneste?). Og tyske myndigheder har anklaget den tyske statsborger og journalist Anna Lipp for prorussisk disinformation, hvilket førte til, at Lipp blev optaget på sanktionslisten i august 2025. (jf. note 18).

Så med henvisning til Straffelovens § 108 og til det forhold, at EU også kræver sine censur-sanktioner håndhævet i Danmark, må man spørge: Hvilke ”fremmede efterretningstjenester” er det, der kan tænkes at stå bag denne ”påvirkning af beslutningstagning eller den almene meningsdannelse,” som ifølge Straffelovens § 108 er forbudt i Danmark? Er det franske, ukrainske, tyske? Er det måske disse lande, der gennem EU’s censur-sanktioner ikke blot vil påvirke ”den almene meningsdannelse” i Danmark, men bestemme og ensrette danskernes opinion om Ukrainekrigen og vort forhold til Rusland?

Og – må man videre spørge – hvis dette er tilfældet, hvordan kan den danske regering og udenrigsminister Løkke Rasmussen da gennem EU’s Ministerråd ”samarbejde med udenlandske regeringer eller efterretningstjenester om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse - - - inden for den danske stats område? Det er jo strafbart!

Ja, det er spørgsmålet! For det er indlysende, at dette er en alvorlig sag for det danske demokrati og rule-of-law i Danmark!

_________________________________

Noter/ref./links:

Note 1 (deltagerliste): https://www.consilium.europa.eu/media/slipv2f1/20251215presslistfac.pdf

Note 2 (sanktionsliste): https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DE/TXT/PDF/?uri=OJ:L_202502572

Note 3 (24NYT-artikel): https://24nyt.dk/mette-frederiksen-og-zelensky-oensker-krig-i-ukraine-ukrainerne-og-trump-oensker-fred/

Note 4 (Panchenko-interview): https://www.youtube.com/watch?v=5fKpgFaoPD4&t=269s

Note 5 (Panchenko-interview): https://www.youtube.com/watch?v=ddQgGCqT6X4

Note 6 (Lottaz): https://www.youtube.com/watch?v=Lk2N4VpMkIU

Note 7 (traktat art. 29): https://eur-lex.europa.eu/eli/treaty/teu_2016/art_29/oj/dan

og (art. 215) https://eur-lex.europa.eu/eli/treaty/tfeu_2016/art_215/oj/dan

Note 8 (sanktioner): https://eur-lex.europa.eu/DA/legal-content/summary/general-framework-for-eu-sanctions.html