Klaus Kondrup: Til den bitre ende

Vi kommer til at blive ved med at støtte Kyiv regimet 'til den sidste ukrainer.'

Da vi fra starten af krigen, i Vesten, blev bredt enige om, at krigen i Ukraine skulle udkæmpes til sidste ukrainer, så vi ind i et scenarium, hvor de russiske væbnede styrker ville mobilisere og det langt mindre og svagere Ukraine skulle i forsvarskrig med støtte fra NATO. Nu, 3 år senere, kigger vi den anden vej, idet konsekvenserne af vores politik udspiller sig på slagmarken i Ukraine, som allerede er ved at gå op i limningen.

Hvornår når vi til den sidste ukrainer? Observatører regner med at der er cirka 730.000 ukrainske sikkerhedsstyrker operative, alt i alt, hvoraf 140.000 er kamphærdede soldater, som kan sættes ind i kamp. Mobiliserer Kyiv helt ned til 18 års alderen kan vi lægge yderligere cirka en halv million til de 730.000, men antallet af kamptropper kommer næppe til at stige; situationen ved fronten er brutal og alle mand gode soldater skal bruges fuldt ud.

Den seneste omorganisering af de ukrainske væbnede styrker (AFU) bød på en samling af tropperne i såkaldte korps, hvoraf den første (first army corps) er Azov-enheden på cirka 50.000 mand, hvor de mest indædte nationalister og anti-russere er samlede. Det er specielt disse soldater Kreml ønsker udslettede, da de efter Moskvas opfattelse er en væsentlig del af problemet.

Vi er så langt henne i forløbet at det nu er flere år, hvor alle kyndige på området har konkluderet, at der ikke kan betale sig for Kyiv at fortsætte krigen: Udgangspunktet for en kapitulation bliver kun værre, som månederne går; jo hurtigere Kyiv kapitulerer, jo flere mænd og jo mere land vil der være tilbage.

I EU har vi besluttet at køre linen ud og anvende krigen til 'sikkerhedsliggørelse,' altså at vi kan føre ekstraordinær politik og bryde de forfatningsmæssige rammer i medlemslandene, legitimeret gennem krigen: Oprustning er vejen til genrejsning af den europæiske industri, hævder mange.

Men hvad er det egentligt vi har tænkt os? Hvis vi bliver ved med at tale om at Ukraine skal være del af et militært samarbejde rettet mod Rusland, NATO eller EU, kommer Moskva til at blive ved med at demilitarisere indtil al modstand er nedkæmpet og alle muligheder for at landet kan gendannes til det formål at bekæmpe Rusland, er ødelagt. Et stort spørgsmål er, om man overhovedet vil kunne få Ukraine til at fungere som et samfund.

Uanset hvordan vi forklarer det for os selv, er vi havnet i en situation, hvor vi opfordrer til at krigen fortsætter til Ukraine ikke findes mere. Det virker på mig som om, vi allesammen ved, at det er sådan og derfor vender vi os nu bort; nogle tror måske stadig på propagandaen med budskabet om, at 'nu vender det hele snart,' andre er for forfængelige til at ændre opfattelse trods realiteterne, men mange er også bare ligeglade, fordi det er det letteste. Trist.

Klaus Kondrup er cand. mag. scient. pol. ph. d. og geopolitikkyndig.